Hollywood elsker den. Religioner elsker den. Konspirationsteoretikere elsker den. Vi taler om dommedag.
Uanset hvad der sker, bliver det ikke kønt, men det er ikke desto mindre en ufravigelig sandhed: En eller anden dag går Jorden under.
Så længe nogen kan huske, har forestillingen om vores undergang fyldt tankerne og pirret nysgerrigheden. Mennesker verden over har derfor også mange opfattelser af, hvordan verden vil gå under. En del opfattelser er præget af religion, nogle af politik og andre af fysikken og naturens kræfter.
Nogle mener, at Jorden vil blive ramt af en stor hidtil ukendt planet, der med stor kraft vil ramme og dermed udslette os alle. Andre mener, at Solen vil opsluge vores klode og ligeledes udslette alt.
Enkelte tror, at dommedag bliver varslet af fire apokalyptiske ryttere, og endnu andre, at en ulv vil sluge Solen og de døde vil genopstå for at kæmpe mod de gode kræfter. Men hvad mener videnskaben og forskerne egentlig? Hvad kan passe, og hvad kan ikke?
Videnskab.dk lancerer i dag et tema om dommedag, hvor vi sætter teorierne om menneskehedens forlis under videnskabelig lup og prøver kræfter med religionernes tilbøjelighed til drama og ødelæggelse.
Vi går blandt andet bag om den store Hollywood-film '2012' og kigger på den mystiske Planet X, og så er der flere artikler på vej. Blandt andet om de allerede indtrufne ødelæggelser, hvor det meste af Jordens liv blev udslettet, ligesom vi vil komme nærmere ind på, om mennesket selv kan fremprovokere den ultimative dommedag.
God læsning!

































