Nyhedsmedierne rapporterer i stigende grad live fra begivenheder – mens nyhederne sker. Men nogle gange er der ikke noget nyt at fortælle, og så vender journalisterne sig mod fremtiden med gætteri til følge.
Derfor kunne man i 2014 høre udsagn som »Lars Løkke Rasmussen stopper som formand for Venstre i aften, erfarer Politiken« (politiken.dk, 3.6.2014), og »Mette Frederiksen er klar, hvis Thorning får EU-toppost« (jp.dk, 29.8.2014).
Ingen af delene skete, men den slags nyheder fylder meget i medierne. International forskning har endda vist, at mediernes interesse for en historie falder, så snart der er vished om dens udfald.
Journalisterne er altså tilsyneladende mere interesserede i, hvad der kan ske, end hvad der rent faktisk er sket.
Fremtiden kan hverken fakta-tjekkes eller verificeres
Ud fra en journalistisk betragtning er gætteriet problematisk, da fremtiden hverken kan fakta-tjekkes eller verificeres, i hvert fald ikke i det øjeblik der gættes. Det ligner lidt en gratis omgang, og heri ligger nok også en af grundene til, at det er så attraktivt at gætte.
I forskningsprojektet ‘Gætværk i medierne’ har vi ved hjælp af pragmatisk talehandlingsteori undersøgt, hvordan de danske medier gætter på fremtiden.
Det gør de på to måder: De forudsiger, og de spekulerer. Derefter har vi spurgt os selv: Hvorfor gættes der egentlig i journalistikken?
Forudsigelser – det er let at gætte forkert
En forudsigelse siger noget om, hvordan en bestemt hændelse vil ske eller udvikle sig. Under lærer-lockouten i 2013 trykte Ekstra Bladet eksempelvis en kalender i avisen 23. april, hvori forskellige arbejdsmarkedsforskere ‘forudsagde’, hvornår konflikten ville slutte.
Om 23.-25. april stod der:
»Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at et indgreb er på vej.«
Samtidig blev andre datoer, først og fremmest perioden 6.-8. maj, udråbt til de mest sandsynlige kandidater.
To dage efter kalenderen blev bragt i Ekstra Bladet, greb regeringen ind, altså på den ellers så usandsynlige dato 25. april.
Spekulationer kan føre langt væk fra virkeligheden
En spekulation siger noget om, hvad der ville ske ud fra et bestemt – hypotetisk – fremtidsscenarie, ofte i form af en hvis-sætning, for eksempel: »Ekspert: Alvorlig sag, hvis Rusland krænker svensk territorium« (dr.dk, 19.10.2014).
I den pragmatiske sprogvidenskab kendes fænomenet som non-realis. Det vil sige, at man med sproget kan opstille en tænkt virkelighed, der ikke eksisterer. Spekulationen giver derfor større spillerum end forudsigelsen, fordi man så at sige kan spekulere videre inden for den tænkte virkelighed:
»Hvis der faktisk befinder sig en beskadiget russisk ubåd i den svenske skærgård, så kan mandskabet allerede have forladt den synkende skude, vurderer en tidligere søofficer og ubådsjæger« (dr.dk, 19.10.2014).
Skjulte gæt kan vildlede offentligheden
Gæt er sjældent grammatisk kodet som forudsigelser eller spekulationer (for eksempel ‘Vores kommentator forudsiger, at …’). Derfor kan det være vanskeligt at se, om der er tale om et faktum eller et gæt. Under lærer-lockouten kunne man eksempelvis læse:
»DE SKAL BETALE. Sygeplejersker, pædagoger og andre offentligt ansatte får ingen lønstigninger – i modsætning til lærerne« (BT, 2.4.2013).
Det var umiddelbart en ildevarslende nyhed for mange offentligt ansatte, bortset fra at det slet ikke var en nyhed. Længere nede i brødteksten stod der nemlig:
»For hvis lærerne får en lønstigning i stil med den, gymnasielærerne har fået, så tager lærerne en større bid end forventet af den offentlige kage. Og så der mindre til de andre.«
Det, der ligner en faktuel nyhed, viser sig altså at være en spekulation. Hvis det og det sker, så vil det og det måske ske i fremtiden.
Hvorfor alle de gæt?
Kvalificerede gæt om store politiske spørgsmål kan til en vis grad retfærdiggøres på grund af deres væsentlighed – også selvom der altså nogle gange gættes forkert.
Men gæt forekommer i alle slags nyheder. Når journalister for eksempel diskuterer, hvad Dronning Margrethe mon siger lige om lidt i sin nytårstale, får gætteriet et ret meningsløst præg. For man kunne jo egentlig lige så godt vente.
I det hele taget kan man godt undre sig over al gætteriet. For burde journalistik ikke handle om dokumentérbare facts, altså noget, der per definition er sket i fortiden?
Sådan var det faktisk engang. I journalistikkens barndom i 1800-tallet handlede nyhederne om noget, der var sket i fortiden – nogle gange i en endog ret fjern fortid, da nyheder ofte skulle transporteres med hest eller skib.
Med radio og TV blev det muligt at sende nyheder live fra nutiden. De seneste par årtier ser vi så en stigende orientering mod fremtiden, og det er der flere mulige forklaringer på.
Gætterier skaber spænding, især når der ikke sker noget
Den moderne smidige teknologi og de udvidede sendeflader favoriserer live og breaking news – men da der ikke altid er noget nyt at fortælle, ender det ofte i gæt om fremtiden. Det er for eksempel svært at forestille sig en 24-timers kanal som TV 2 News uden fremtidsgæt. Her ses journalister tit i venteposition foran en lukket dør eller i optakten til en (måske) spektakulær event.
Gæt skaber samtidig spænding, som var fremtiden et spil. Der er suspense og konkurrence i gættene: Hvem rammer mon rigtigt?
Desuden foregår der en kamp om retten til at fortolke, og den bliver vundet af journalisterne selv. For eksempel viser flere skandinaviske forskningsprojekter, at journalister nu har mere taletid på TV end nogen anden kilde, herunder politikere.
Nogle taler om, at der er opstået et helt kommentariat. Og når en kommentator forudsiger forkert, så kunne det næsten se ud, som om det er virkeligheden, der er forkert på den, snarere end kommentatoren. Her Ekstra Bladets Hans Engell:
»Vi prøver jo ud fra den viden, vi har, at forudse, hvad der sandsynligvis kommer til at ske. Men vi kan jo ikke gøre for, at politikerne ofte skifter mening« (tv2.dk, 23.12.2014).
Endelig kan gættene skyldes den faste nyhedsskabelon og de spørgsmål, journalister fortæller deres historie efter: hvem, hvad, hvor, hvornår, hvorfor, hvordan – og hvad så. De første spørgsmål handler om nuet. Det sidste spejder mod fremtiden. Og den kan man som bekendt kun spå om.
