Ny forskning sporer klasseskel i jernalderens begyndelse

Herskabslejlighed med højt til loftet eller etværelses, urenoveret hummer? Der er forskel på, hvad folk har råd til. Og det har der været længe. Mindst siden begyndelsen af jernalderen fortæller Niels Haue, der er museumsinspektør på Nordjyllands historiske museum og har skrevet sin ph. d. afhandling om de nordjyske jernaldersamfund.

Nær Aalborg har arkæologerne udgravet byhøjen Nørre Tranders, der indeholdt 600 års jernalderhistorie. Resterne af mere end 150 huse lå gemt i jorden. Blandt dem kan Niels Haue se spor efter både datidens herskabslejlighed og etværelses.

»I mine studier har jeg kigget på husene. Der er nogle af husene, som er meget større end nabohusene. Det kan man se som en indikator på sociale forskelle.«

Sociale skel kan ikke ses på gravene alene

Niels Haue forklarer, at det er vigtigt, at arkæologerne husker at kigge på bopladsmaterialet, når de skal forsøge at fortælle om fordelingen af materiel rigdom i fortidens Danmark:

»Tidligere, når man kiggede på sociale forskelle, kiggede man på gravene. Man har nogle rige gravfund, og man har nogle fattige gravfund. Men der er nogle perioder, som for eksempel starten af jernalderen, hvor man stort set kun har de fattige gravfund. Så spørgsmålet er så, om det er fordi, der ikke var forskel på rig og fattig?« spørger Niels Haue og svarer selv ved at sammenligne jernaldergravene med nutidens kirkegårde:

»Hvis man rømmer jorden af vores kristne kirkegårde, så er vi alle lige dernede. Så hvis en arkæolog udgravede det om 10.000 år og sagde: ’Hold da op, der har godt nok ikke været stor forskel på rig og fattig’? Det ved vi jo, at der er.«

Længde på gård og stald røber, om bonden var rig

For Niels Haue er forskellen i jernaldermaterialet tydelig. Landsbyen ved Nørre Tranders har haft omkring 15-20 gårde ad gangen, fortæller han. To tredjedele af gårdene er cirka 18 meter lange, mens den sidste tredjedel af samfundet måtte nøjes med omkring 12 meter gård.

»Der er stalde i alle gårdene, men de er selvfølgelig mindre i de små gårde, og det er muligt at arts-sammensætningen adskiller sig fra de større gårde,« siger Niels Haue og fortsætter:

»Tag for eksempel et dyr som hesten. Tidligere har det været forbundet med en stor arbejdsbyrde at samle foder til en hest, og den er ikke særlig produktiv. De mindre gårde har sandsynligvis haft et andet dyrehold. De har måske haft de her to-tre malkekøer og så nogle får.«

Det er dyrt at være fattig

Gårdens længde havde stor betydning for, hvad man havde råd til, og hvilket lag i samfundet man hørte til. Og det har været en næsten umulig opgave at bryde den sociale arv og rykke fra et lag i samfundet til andet.

Niels Haue fortæller, at jernalderbønderne i de mindre gårde sandsynligvis har været i en situation, der har fastholdt dem i positionen som de mindst velstående:

»Når de har haft egen stald, har de nok haft råderet over nogle dyr, men det er muligt, at de for eksempel har skullet give en afgift til landsbylederen, eller der har været andre situationer, hvor de har skullet af med noget. Det er også muligt, at de, netop på grund af det mindre husdyrhold, nemt kom til at befinde sig i en form for gældssituation, hvis de for eksempel skulle låne en hest, låne til udsæd eller andet for at få det til at hænge sammen.«

Bonden sad fast i sit sociale lag

Niels Haue og de andre arkæologer fra det nordjyske museum kan se på husene fra Nørre Tranders, at gårdene tilhører samme sociale lag, generation efter generation.

Når en af landsbyens gårde var slidt ned, blev der bygget en ny på samme sted, og det sker sjældent, at en lille gård forvandler sig til en stor. Jernalderbonden sad fast i det samfundslag, han blev født i.

»Det, vi kan se i vores materiale, er nok, at det i jernalderen, ligesom senere, har været svært at komme fra et samfundslag til et andet. Hvis vi skal lave en analogi til historisk tid, så kan man sammenligne med husmandsstederne og de store gårde fra 1800. Jeg tror, at det har været mennesker, som af arvemæssige årsager ikke havde den samme adgang til det omgivende land som de andre gårde.«

Velbevaret fortid giver ekstraordinære fund

Forskere som Niels Haue kan se jernalderens klasseskel tydeligt, fordi materialet fra Nørre Tranders er noget af det mest velbevarede, der findes i Danmark.

Niels Haue forklarer, at husene er velbevarede, blandt andet fordi man har bygget på samme sted igen og igen og på den måde skjult og skånet sporene af sidste generation. Men også den nordjyske undergrund er god for arkæologien.

»I Aalborg-området er der masser af kridt i undergrunden, lige under pløjelaget. Det har man benyttet sig af, brugt det som byggemateriale i stedet for ler, som man ikke har så meget af, og det giver nogle super gode bevaringsforhold for blandt andet knogler, hvor knoglerne ser ud, som om de er kasseret i forgårs, men de er over 2.000 år gamle.«

Jernaldergård brændte med mennesker og dyr

I Nørre Tranders skete der engang i jernalderen noget, der var en katastrofe for menneskene, der boede i en af de lidt større gårde. Deres gård brændte ned omkring år 100 før vor tidsregning.

Hverken dyr eller mennesker nåede ud. Men uheldet for jernalderfolkene kom 2.100 år senere Niels Haue og hans udgravningshold til gode. Da de tog fat på byhøjen, fandt de resterne af gården og dens indbyggere:

»På Nørre Tranders har vi været så heldige, at vi har udgravet en brandtomt, en gård der er futtet af cirka 100 år vor tidsregning. Og det er ikke bare selve gården, der er futtet af, det er også dyreholdet og de mennesker, som var på gården. Der får vi et unikt øjebliksbillede. Det er vores Pompeji (romersk by, red.), hvor vi kan se, hvordan sådan et hus så ud.«

Hesten var et luksusdyr

Da gårdens mennesker opdagede ilden, forsøgte de sandsynligvis at redde dyrene og sig selv ud. Men jernalderens huse blev bygget af træ og lerklining og taget var sandsynligvis lavet af strå. Sådan et hus brænder hurtigt, og menneskerne nåede ikke længere end stalden, hvor dyrene stod.

I den brændte stald fandt arkæologerne knogler fra mindst fire, måske fem forskellige mennesker. To voksne, to teenagere og måske et spædbarn.

Af dyr fandt de knogler fra tre køer, to-tre okser, fire får, hvor mindst tre har været drægtige, og en enkelt pattegris. Den lille gris er fundet i den del af stalden, der er tættest på døren, og det får Niels Haue til at tænke, at der nok har været flere grise, og at nogle af dem måske er sluppet ud.

Derudover indeholdt stalden knogler fra tre heste. Og i jernalderen var det ikke så lidt. Hesten var et luksusdyr, fortæller Niels Haue:

»Det er sådan lidt en rigmandssyssel at have tre heste, som man havde på den brændte gård.«

Landsbylederen bygger den største gård

Men selvom de havde tre heste på den brændte gård, var de ikke de rigeste jernaldermennesker i datidens Danmark. Niels Haue fortæller, at nok er der forskel på de store og de små gårde i Nørre Tranders, men at der tit er en enkelt gård i jernalderens landsbyer, som er endnu et hak større end de andre:

»Når vi nærmer os år 0, begynder vi at kunne se i gravmaterialet, at der er nogle grave, som skiller sig ud, og fund af luksusgenstande viser, at de døde var meget rige. Dem er man begyndt at lede efter i bopladsmaterialet. Hvilke huse har de boet i? I flere af de landsbyer, som man udgravede i 70’erne og 80’erne, er vi begyndt at kunne udpege nogle rigtig store gårde, stormandsgårde. Det er nok der, hvor landsbyens leder har boet, på en gård der er væsentligt større end de andre i landsbyen.«

Sådan en stormandsgård mangler de stadig i Nørre Tranders. Men ifølge Niels Haue er der stadig mulighed for, at den dukker op:

»Vi har kun udgravet omkring halvdelen af Nørre Tranders, så jeg forventer, at man i fremtiden, hvis der kommer endnu en udgravning, vil finde en gård, der er endnu større end de andre.«

Jernalderfyrster havde ens symbolsprog

Til gengæld mener Niels Haue, at Nørre Tranders mangler det allersidste niveau i jernalderens hierarki:

»Kigger man nærmere på materialet, ser der ud til at være endnu et niveau. Vi har to lokaliteter, hvor vi har noget, man næsten kan kalde fyrstegårde. De har et indhegnet område, der er fire gange så stort som på stormandsgårdene. Det giver et ekstra niveau.«

»Hvis man før havde landsby-lederen, hvad så med dem her? Er det så herred-niveau? Små høvdinge? Små konger?« spekulerer Niels Haue og tilføjer, at gårdene på de to lokaliteter, Rosenholmvej og Øksenhede, næsten virker for ens til, at det kan være tilfældigt:

»Strukturen i de her gårde er meget ens, til trods for at der er 200 kilometer mellem de to eksemplarer, vi har udgravet. Det kunne tyde på, at der har været nogle kontakter mellem aristokratiet. Det virker, som om man har samme stilart, samme symbolsprog.«

Der har altid været forskel på rig og fattig - med Niels Haues ph.d.-projekt er vi nu blevet lidt klogere på, hvordan den forskel rent fysisk udmøntede sig på jernalderens bopladser.