Velfærdsstaten har ført til politisk stabilitet i lande, der historisk har været præget af kroniske konflikter, og der er skabt fred mellem lande, der længe har ligget i krig med hinanden.
Velfærdsstaten er ikke bare en af de vigtigste ideer i 1900-tallet, men også en af de mest succesrige.
Alligevel er velfærdsstaten også en af de mest omtvistede ideer af alle. I over 80 år har den været omdrejningspunkt for ideologiske opgør, både inden for, men også mellem, de politiske fløje og deres ideologier.
Selv i dag er der ikke nogen konsensus om, hvorvidt velfærdsstaten er årsag til alt godt eller roden til alt ondt. Det hænger måske sammen med, at velfærdsstaten slet ikke er én ide, men mange ideer, og at de mange ideer er udviklet for at implementere et ideal. Nemlig idealet om alles lighed, som i øvrigt over tid og mellem lande er formuleret på forskellig vis.
\ Historien kort
- Ideen om velfærdsstaten ændrede både det danske og mange mange andre samfund verden over.
- Her fortæller professor Ove Kaj Pedersen hvorfor, ligesom han opridser historien bag velfærdsstatens opståen.
Oprindelsen til den danske velfærdsstat
I dag findes der mange typer af velfærdsstater. Blandt de mange typer er den nordiske velfærdsmodel. Andre er den angelsaksiske (for eksempel USA og Storbritannien), den kontinental-europæiske (for eksempel Tyskland og Frankrig), den sydeuropæiske (for eksempel Italien og Spanien) og den asiatiske (for eksempel Japan og Taiwan).
Idealerne om velfærdsstat og lighed blev formuleret mellem 1. og 2. Verdenskrig, og ideerne blev typisk sat i værk efter 2. Verdenskrig.
Oprindelsen til den danske velfærdsstat kan findes i 1860'erne, hvor de første syge- og begravelseskasser blev etableret af nyoprettede faglige organisationer, og i 1890'erne, hvor eksempelvis den første lov om alderdomsunderstøttelse blev vedtaget.
Det var dog først efter 1948, at den egentlige opbygning fandt sted. Den politiske opbakning var bred. Bag stod Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, men også Venstre og Det Konservative Folkeparti stemte for de fleste velfærdsordninger. Også fagbevægelse og arbejdsgivere støttede.
Lige muligheder kan skabe alles reelle lighed
Den brede opbakning førte til, at idealet om alles lighed blev udmøntet i hele tre forestillinger om lighed. Den første var alles ligeværd. Det vil sige at alle uanset formue, køn, religion, evner og bosted skulle regnes som ligeværdige. Idealet om alles ligeværd blev lagt til grund for ideen om alles lige rettigheder og for samfundets demokratisering.
Den anden forestilling var alles lige muligheder. Det vil sige, at alle uanset objektive forskelle skulle behandles retfærdigt eller ens af myndigheder og velfærdsstatens institutioner.
Den tredje var økonomisk lighed – altså at forskelle i formue og indkomst skulle minimeres gennem ideen om et progressivt skattesystem, ligesom den enkelte skulle kompenseres i tilfælde af arbejdsløshed og sygdom samt ved alderdom.
\ Læs mere
Kombinationen af de tre forestillinger er typisk dansk, fordi lighedsbegrebet her formuleres bredere og med større ambitioner end i sammenlignelige lande. For eksempel ses lige muligheder som forudsætning for alles reelle lighed. Idealet om alles ligeværd er derimod internationalt.
Det blev indskrevet i Fælleserklæringen om Menneskerettigheder i 1948 og blev senere lagt til grund for nationale politikker for at danne og uddanne efterkrigstidens ungdomsårgange til demokratiske medborgere.
Også i Danmark. Her kom ideen om dannelse i højsædet for folkeskoleloven i 1958 og senere i 1975, ligesom for ideen om enhedsskolen fra 1958 og for efterfølgende love om gymnasier og universiteter.
Tre politiske ideer satte præg på samfundet
Mellem 1950 og 1980 skete der på baggrund af de tre forestillinger en institutionalisering og en organisering uden sidestykke i dansk historie. Velfærdsstaten blev bygget og et nyt samfund institutionaliseret.
\ 50 ideer, der ændrede verden
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden'. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.
Danmark gik fra en statsforvaltning præget af næsten 300 års enevælde til en retsstat baseret på domstolskontrol af myndighedsudøvelse.
Det gik også fra en socialstat, hvor alle de, der modtog offentlig forsørgelse, blev 'underkastet' en tilfældig og stigmatiserende forsorg, til en moderne velfærdsstat, hvor alle havde sociale rettigheder og modtog dem på objektive betingelser.
Det gik også fra en nationalstat, der anvendte dannelse og uddannelse til at skabe loyale statsborgere, til en velfærdsstat med det formål at danne til accept og respekt af alle mennesker uanset deres statsborgerskab og andre forskelle.
Der var især tre politiske ideer, der kom til at sætte sit præg på det nye samfund. De indgår i, hvad jeg kalder den politiske trekant. Trekanten forbinder ideen om et progressivt skattesystem, med ideen om en domstolskontrolleret forvaltning og igen med ideen om demokratisk deltagelse.
Organiseret på en bestemt måde
Ideen om det progressive skattesystem formuleredes tidligere end den egentlige velfærdsstat.
Ideen om, at skatteprocenten øges ved et højere skattegrundlag, og hvor alle indkomstformer – løn-, formue-, ejendomsindkomst og kapitalafkast – inddrages i skattegrundlaget, førte allerede i 1903 til, at der i Danmark indføres den personlige indkomstskat. Den blev dog først især udmøntet fra 1950 og hviler på idealet om alles lighed i den forstand, at alle indkomster, uanset deres ophav, skal beskattes.
Ideen om den domstolskontrollerede forvaltning (også kaldet gyldig forvaltning) er lagt til ideen om alle indkomsters beskatning og om de offentlige indtægters fordeling gennemført ved gyldige afgørelser.
Det samme er ideen om demokratisk deltagelse, eller at alle, der er inddraget i en sag, bliver hørt og har ret til aktindsigt, ligesom forvaltningen er pålagt at begrunde sin afgørelse således, at den giver mulighed for at anke.
De tre politiske ideer er kombineret i et forsøg på at gennemføre idealet om alles lighed og førte til, at den danske velfærdsstat fra 1960’erne til 1970’erne blev styret og organiseret på en bestemt måde.
Den enkelte skulle forsørge sig selv
Når man sammenligner med andre velfærdsstater, er den danske karakteriseret ved, at borgere og organisationer deltager i styringen, og ved at politiske beslutninger decentraliseres til folkevalgte kommunalbestyrelser. I mange år var den danske velfærdsstat blandt de mest åbne for indflydelse og blandt de mest decentraliserede for deltagelse.
Foruden de tre politiske ideer var der tre økonomiske udviklet til virkeliggørelse af idealet. De indgår i den økonomiske trekant. Trekanten forbinder ideen om selvforsørgelse med ideen om efterspørgselssikring og om samfundsøkonomisk balance.
Ideen om selvforsørgelse formuleres i 1840’erne og fremgår af Grundloven fra 1849. Tanken er, at den enkelte ved eget arbejde og egen formue (herunder ved eventuel ægtefælles arbejde og formue) skal forsørge sig selv, før det offentlige er forpligtet til at træde til.
Ved Grundloven 1849 fik danskerne en garanti for offentlig forsørgelse (en social rettighed), dog mod at man underkaster sig de forpligtigelser, som loven påbyder. Efter 1964 blev velfærdsstaten bygget på ideen om, at der ikke var retlige virkninger af at modtage offentlig hjælp, og at ingen kunne stilles ulig andre, fordi de modtog den.
Den enkelte sikredes mod tab af indkomst
Selvforsørgelse blev på den måde kombineret med offentlig forsørgelse, og alle fik lige muligheder for indkomst, uanset kilden hertil. Kombinationen af de to kilder kaldes omfordeling – eller fordelingspolitik – og går ud på, at de offentlige indtægter anvendes til at skabe lige muligheder, uanset hvordan indkomsten er sikret.
Fordelingspolitik har dog flere økonomiske formål og bygger på ide nummer to – nemlig på efterspørgselssikring. Denne ide går ud på, at den enkelte kompenseres ved indkomsttab, der opstår ved arbejdsløshed, sygdom, ulykke, barsel eller alderdom. Fra 1960’erne til 1970’erne etablerede man et dagpengesystem, der kompenserede den enkelte ved tab af indtægt, når det var opstået ved en 'social begivenhed'.
Det begreb indikerer, at den enkelte rammes af kræfter, som han eller hun ikke selv er herre over. Herved sikres den enkelte ikke alene mod tab af indkomst, men der skabes også betingelser for, at alle kan sikres en økonomisk lighed uanset deres livssituation og uanset den konjunkturelle situation.
Ideen om sikring mod tab af indkomst introducerede ide nummer tre, der er knyttet til begrebet samfundsøkonomisk balance. Ideen om ligevægt i samfundets økonomi kombineredes med ideen om selvforsørgelse og sikring af efterspørgsel for at virkeliggøre idealet om alles lighed – samtidig med den samlede økonomis evne til at finansiere denne.
Beslutninger skal koordineres
Kombinationen af den enkeltes tryghed og økonomisk bæredygtighed kendetegner mange lande og deres velfærdsstater. I Danmark udviklede vi dog en unik måde at styre velfærdsstatens økonomi på.
En gradvis etablering af et system for økonomistyring begyndte med formuleringen af et nationalbudget i 1950’erne og fortsatte med udviklingen af makroøkonomiske modeller og opbygningen af nationale databaser fra 1960’erne og beslutningen om oprettelse af Det økonomiske Råd (DøR) med dets vismænd i 1962.
Ideen om en national styring er amerikansk, ikke dansk, men får en særlig dansk udformning ved oprettelsen af DøR. Med loven fra 1962 ligger man op til, at styringen skal foregå ved, at økonomiske beslutninger, der træffes af Folketing og regering, skal koordineres med beslutninger, der træffes af parterne på arbejdsmarkedet.
Ideen om at koordinere de folkevalgte og deres beslutninger med de medlemsvalgte og deres aftaler førte til etablering af trepartsorganer med deltagelse af parlament, regering og private interesseorganisationer. På den måde blev styringen og organiseringen af velfærdsstaten ganske særlig.
Helt indtil slutningen af 1980’erne var Danmark et af de få lande i verden, der havde et intensivt og omfattende samarbejde mellem de tre parter i stat, amter og kommuner.
Det politiske forbindes med den økonomiske trekant
Fra midten af 1980’erne begyndte man at afvikle dette neokorporative system. Trepartsorganer blev nedlagt eller frataget deres myndighed. Overenskomstsystemet kom langsomt under styring fra regeringen, amterne blev nedlagt, og det kommunale selvstyre blev begrænset.
Det blev overladt til regeringen med flertal i Folketinget at finde balance mellem offentlige indtægter og offentlige udgifter, og det blev overladt til Finansministeriet at sikre dette. I 2012 blev budgetloven vedtaget, og hermed blev de sidste elementer til en centralistisk styring af samfundsøkonomien underlagt Folketingets flertal og regeringens ledelse etableret.
Der er mange typer af velfærdsstater. De blev bygget på nogenlunde samme tidspunkt, udsprang af nogenlunde samme erfaringer og bygger på det samme ideal om alles lighed, som dog formuleres forskelligt fra land til land og også skifter over tid.
I Danmark udtænkes der to-gange-tre-ideer til virkeliggørelse af idealet, og her forbindes den politiske med den økonomiske trekant. Kombinationen af disse ideer er særlig dansk, selv om de samme ideer kan findes i andre lande.
Udviklet på grundlag af bred enighed
Bag den danske udgave af idealet om alles lighed har i mange år stået de vigtigste politiske og økonomiske kræfter – både de væsentligste politiske partier og de tungeste økonomiske interesser. Til forskel fra andre velfærdsstater (for eksempel den svenske) blev den danske udviklet på grundlag af bred og især stabil enighed.
Af samme grund blev den også udviklet over længere tid, og konstant blev ydelser og service tilpasset de givne internationale konkurrencebetingelser. Fra 1970 var den en af verdens største målt i ressourceforbrug i forhold til bruttonationalproduktet (BNP). Samtidig var den blandt de mest succesrige.
\ Læs mere
Siden 1950’erne har middellevetiden været stigende, det samme har ligheden målt i indkomster og formuer. Kompetenceniveauet er øget, samtidig med at børnedødeligheden er faldet, og befolkningens sundhedstilstand er forbedret. Også forskelle i levestandard mellem rige og fattige er nivelleret.
Efter 1985 blev Danmark det mest lige land i OECD beregnet efter den såkaldte GINI-koefficient, hvor den samlede indkomst efter skat og inkluderet indkomstoverførsler fra staten lægges til grund for beregning af den indkomstmæssige ulighed i befolkningen. I 1985 var Danmark landet med den største lighed.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Velfærdsstaten som ide er ganske paradoksal
I 1995 var uligheden forøget en smule, og Danmark blev overgået af Sverige. I 2005 blev uligheden også øget en smule, men nu indtog Danmark igen førstepladsen. I 2010 var Danmark stadig blandt de mest lige – kun overgået af Island, Sverige og Finland. Samlet set har Danmark i de 25 år været i konkurrence om førstepladsen. Nogle gange i førertrøjen, andre gange lige efter.
Alligevel er der ingen konsensus om, hvorvidt velfærdsstaten som sådan er årsag til alt ondt eller grunden til alt godt. Mange i USA vil se den danske velfærdsstat som undertrykkende og umyndiggørende. Det er derfor stadig idealerne og deres formulering, der er afgørende, ligesom det er afgørende, hvilke ideer der er udtænkt til forudsætning for idealernes realisering.
På den måde er velfærdsstaten som ide ganske paradoksal og har været det siden 1940’erne. Den er en af de mest omdiskuterede, men også en af de mest succesrige. Dens historie er relativt kort, men dens konsekvenser er alligevel historiske.
