Danske politikere vil helst ikke lægge navn til beslutninger, der gør velfærden mindre.
Men hvor meget velfærd har vi overhovedet? Og hvordan finder vi ud af, om vi har mere eller mindre velfærd end tidligere? Det er komplicerede spørgsmål.
Årsagen er, at der er to forskellige måder at måle velfærd på. På den ene side er velfærd både et spørgsmål om kroner og øre og andre objektive størrelser – på den anden side er velfærd et spørgsmål om den enkeltes tilfredshed og andre subjektive forhold, der kan være svære at vurdere udefra.
I Videnskab.dk’s første artikel om, hvad velfærd egentlig er for en størrelse, så vi på, hvordan filosofien har tacklet de to forskellige måder at se velfærd på.
Men forskellen har også betydning for, hvordan vi vurderer, om et land har mere eller mindre velfærd, lyder det fra Jon Kvist. Han er professor ved Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet.
»Traditionelt har man set på velfærd som noget, der måles i kroner og øre. Det har betydet, at velfærdsdebatten er blevet til en fattigdomsdebat,« mener Jon Kvist.
\ Fakta
Ordet ’velfærd’ kommer af talemåden ’at fare vel’, i betydningen at have en god rejse.
Så lad os først se nærmere på, hvordan velfærd kan gøres op i kroner og øre. Her er der tale om det, man kalder for en objektiv tilgang til velfærd.
Objektivitet handler om det, vi kan måle og veje, uafhængigt af, hvad den enkelte mener. Uanset hvor elendig du føler dig, kan du eksempelvis ikke lave om på den objektive kendsgerning, at danske kvinder i gennemsnit lever omkring 80 år.
Økonomi kan være velfærd
Den mest udbredte objektive forståelse af velfærd er den, der tager udgangspunkt i bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger (se faktaboks).
Hvis velfærd gøres op i BNP pr. indbygger, er både USA og Qatar mere velfærdssamfund end Danmark. Ifølge Den Internationale Valutafond er Qatar nemlig det land i verden, som har det højeste BNP pr. indbygger. USA ligger nummer 7. Danmark ligger nummer 19.
BNP pr. indbygger er et spørgsmål om, hvor mange penge der er i samfundet. Det betyder omvendt, at jo fattigere et samfund er, desto mindre velfærd har de.
Fattigdom i USA og Danmark er forskellig
Ifølge Jon Kvist er der en række andre problemer med at gøre velfærd til et spørgsmål om, hvor mange penge vi har mellem hænderne.
Der er eksempelvis forskel på fattige i Danmark og fattige i andre lande. En fattig dansker, som tjener et godt stykke under den gennemsnitlige BNP pr. indbygger, har eksempelvis lettere ved at få pengene til at række, end en fattig amerikaner. Det skyldes, at vi i Danmark på har gratis eller billig adgang til mange offentlige ydelser - det samme gælder ikke i USA.
Selvom hverken den arbejdsløse dansker eller ditto amerikaner har råd til at tage i biffen hver søndag, så er det gratis for danskeren at komme på hospitalet, når han eller hun brækker benet fem forskellige steder under cykelturen til jobcentret mandag morgen.
En arbejdsløs amerikaner har derimod sjældent sygesikring. Det betyder, at han eller hun skal punge ud for at få gips på.
Den slags forskelle på en amerikaner og en dansker kan BNP pr. indbygger ikke afsløre. Selvom de er lige fattige, har danskeren flere muligheder end amerikaneren.
Velfærd er med andre ord ikke bare et spørgsmål om den gennemsnitlige rigdom, men også et spørgsmål om, hvorvidt befolkningen har lige muligheder – blandt andet for at komme på hospitalet, når det er nødvendigt.
Velfærd er subjektiv: Rige kan være ulykkelige
Et andet problem med at gøre velfærd op i BNP pr. indbygger er, at BNP pr. indbygger ikke nødvendigvis fører til en mere tilfreds befolkning.
\ Fakta
BNP er en målestok for, hvor godt et land klarer sig rent økonomisk. Det måles ved at stille tre spørgsmål: hvad er den totale værdi af alle de produkter, som et land har produceret? Hvor mange penge har landets indbyggere og regering været i stand til at bruge? Hvor meget har indbyggerne og regeringen tjent? Jo højere tal, et land kan levere, når det bliver stillet disse tre spørgsmål, desto bedre klarer det sig økonomisk. BNP pr. indbygger udregnes ved at dividere dette regnestykke med antallet af indbyggere i landet.
Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Saudi Arabien og fleste andre lande på den arabiske halvø er stinkende rige, fordi de har så meget olie. Men deres befolkninger føler sig ikke mere glade end danskere – faktisk tværtimod, viser flere undersøgelser (se faktaboks).
Når velfærd altså er andet og mere end kroner og øre, er det en idé at spørge på en anden måde, fortæller Jon Kvist:
»I stigende omfang er velfærdsforskningen også begyndt at spørge folk, hvordan de selv synes, de har det. Hvis vi eksempelvis taler om helbred, kan man på den ene side måle den gennemsnitlige levetid, men man kan også spørge, hvordan folk selv synes, deres helbred er.«
Mens den objektive tilgang til velfærd drejede sig om det, vi kan måle og veje, er der her tale om en anden tilgang – nemlig ideen om, at velfærd også er subjektiv. Her er det store spørgsmål, om den enkelte (også kaldet subjektet) rent faktisk er tilfreds med sit liv.
I modsætning til det objektive spørgsmål om BNP pr. indbygger, placerer den subjektive tilgang til velfærd Danmark langt over rigere lande som USA og Qatar.
Verdensomspændende meningsmålinger tyder nemlig på, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Lige i hælene har vi Finland, Norge og Sverige. USA og deres højere BNP pr. indbygger ligger nummer 17. Qatar og deres endnu højere BNP ligger nummer 39.
Danmark har velfærd fra vugge til grav
\ Fakta
Det amerikanske tidsskrift Forbes har i samarbejde med Gallup sammenlignet forskellige befolkningers tilfredshed i perioden 2005-2009. Ifølge deres undersøgelser dominerer de skandinaviske lande toppen: 1. Danmark 2. Finland 3. Norge 14. USA 35. Qatar 58. Saudi Arabien
Ifølge Jon Kvist hænger danskernes tilfredshed sammen med, at Danmark og resten af de skandinaviske lande har skabt et helt særligt system, hvor det er muligt for de fleste at leve et helt liv uden at mærke utryghed:
»I forhold til andre lande har vi en omfattende børnepasning. Det betyder, at det er lettere for kvinder at komme ud på arbejdsmarkedet, men børnene bliver stadig stimuleret – netop, fordi vi har gode pasningsordninger. Dermed er børnene bedre rustede til at klare sig i voksenlivet.«
»Og hvis de som voksne alligevel bliver arbejdsløse, har vi en arbejdsmarkedspolitik, som sikrer, at det ikke går helt galt. Når de voksne bliver gamle, har vi endelig en omfattende ældreforsorg,« opremser Jon Kvist.
Han mener, at den slags tiltag fra vugge til grav generelt er med til at gøre danskere vældig mobile, hvis de ønsker at bevæge sig fra et liv med få muligheder til et liv med flere muligheder – eksempelvis ved at tage sig en uddannelse.
Velfærd er religion
Trygheden og mobiliteten er altså noget, der gennemgående gør danskerne glade. Og den form for velfærd er vigtig for os.
»Velfærd er nærmest en religion for danskerne. Det hænger sammen med vores kultur – vi har blandt andet levet i små samfund, hvor de fleste var meget ens, så alle skulle bidrage,« siger Jon Kvist:
»Men Danmark forandrer sig. I dag er psykiske sygdomme eksempelvis et stigende problem. Førtidspensionen var oprindeligt tiltænkt folk med fysiske skader, men i dag har hver anden ny førtidspensionist fået ydelsen af psykiske årsager. På den måde er vi hele tiden er nødt til at genoverveje, hvad vi egentlig forstår ved velfærd.«
