"NYPVTT" betyder "Berlin".
Med de seks bogstaver er det hele begyndt igen. I to årtier har koden i CIAs hovedkvarter i Langley, Virginia, fortvivlet, frustreret og fascineret de kodeknækkere, der hver dag går forbi de hemmelighedsfulde tegn.
For amatørkryptologer er den gådefulde skulptur blevet en besættelse, og hver dag går millioner af mennesker forbi koden uden selv at vide det. Dele af koden er nemlig afbildet på omslaget til den amerikanske udgave af bestselleren da Vinci Mysteriet.
I flere år har der været stille om den gådefulde Kryptos skulptur midt i CIAs hovedkvarter. Men nu begynder det hele igen.
Den 20. november i år afslørede kunstneren bag en flig af nøglen. Bogstavrækken fra det 64. bogstav til det 69. bogstav betyder Berlin. Dermed kan sandheden om de 865 tegn endelig være nær.
Kryptos - det græske ord for skjult
I 1988 fik kunstneren Jim Sanborn til opgave at bygge en skulptur, der skulle stå som et bindeled mellem den gamle bygning og en udvidelse af hovedkvarteret.
Sanborn byggede en skulptur, der er udsmykket med kryptiske tegn. Han kaldte skulpturen Kryptos efter det græske ord for skjult.
I de følgende år gik historien om koden, som var så vanskelig at knække, at den hver eneste dag spåttede verdens førende efterretningstjeneste verden rundt.
Amatørkryptologerne kom frem fra deres kældre og dissekerede tegnene et efter et. Men lige lidt hjalp det. Koden var tilsyndeladende ubrydelig og blev derfor en endnu større besættelse. De ville vide, og i deres søgen efter nøglen har de store communities, der er dedikeret til Kryptos dygtiggjort sig i alt fra astrologi til arkitektur.
Angrebsvinklerne har været utallige. Hver eneste gang Jim Sanborn udtaler sig offentligt, bliver hvert ord dissekeret til bunds, velvidende at selvsamme ord, der kan rumme nøglen, også kan være snedig misinformation, der fører kryptologerne længere fra deres vej.
Koden kan knækkes med pen og papir
Da Jim Sanborn konstruerede skulpturen, anede han intet om koder. Han fik derfor hjælp af en netop afgået CIA-ekspert, der førte ham ind i kodernes verden.
Sanborn besluttede, at netop denne kode skulle være baseret på koder fra før 2. verdenskrig. Koden ville kunne knækkes med pen, papir og viden.
Den endelige kode konstruerede Sanborn selv, og kun den daværende chef for CIA, William Webster, kender løsningen. Eller det troede han.
William Webster krævede at få løsningen for at sikre sig, at koden ikke gør CIA til grin. Men Jim Sanborn fortalte i 2005, at den løsning, Webster fik, kun var en lille del af budskabet.
Koden er delt i fire, og kun ved at løse første del kan man komme videre til næste del.
Sanborn regnede med, at de første tre dele ville blive løst i løbet af et par uger. Hele koden ville være knækket i løbet af syv år. Det er 20 år siden.
Det er elleve år siden, de første tre dele af koden blev knækket. De blev knækket næsten samtidig på to helt forskellige måder.
Inden for CIAs mure fandt analytikeren David Stein pludselig løsningen efter at have sidde med pen og papir i hver eneste frokostpause i cafeteriet med udsigt til skulpturen.
Han offentliggjorde kun løsningen internt i CIA. Kort efter kunne amatørkryptolog og computerekspert Jim Gilliogly udskrive de sidste dele af koden ved hjælp af et program, han selv havde lavet. Det var i 1999.

For at finde løsningen blev begge mænd nødt til at studere de mange andre koder, tegn, illustrationer og materiale, som skulpturen består af, og Jim Sanborn har sagt, at kun personer med adgang til CIA kan afkode de sidste 97 tegn i koden.
En del af løsningen findes i de 768 tegn, der er blevet tydet.
"Ja, vidunderlige ting"
Den første del siger: Between subtle shading and the absence of light lies the nuance of iqlusion.
Det er en sætning, som Jim Sanborn selv har fundet på, og stavefejlen "iqlusion" i stedet for "illusion" er bevidst. Grunden er, at det ikke er ordene i sig selv, men bogstavernes placering der er vigtig.
Anden del siger:
IT WAS TOTALLY INVISIBLE. HOW'S THAT POSSIBLE? THEY USED THE EARTH'S MAGNETIC FIELD. X THE INFORMATION WAS GATHERED AND TRANSMITTED UNDERGRUUND TO AN UNKNOWN LOCATION. X DOES LANGLEY KNOW ABOUT THIS? THEY SHOULD. IT'S BURIED OUT THERE SOMEWHERE. X WHO KNOWS THE EXACT LOCATION? ONLY WW. THIS WAS HIS LAST MESSAGE. X THIRTY-EIGHT DEGREES FIFTY-SEVEN MINUTES SIX POINT FIVE SECONDS NORTH. SEVENTY-SEVEN DEGREES EIGHT MINUTES FORTY-FOUR SECONDS WEST. X LAYER TWO.
Koden taler om, at noget er begravet et sted. Der er diskussion om, om det er inden for CIAs mure eller umiddelbart udenfor.
Koden siger, at den eneste, der ved hvor, er WW. Sanborn har senere fortalt, at WW er den William Webster, som Sanborn afslørede koden for.
Den tredje del af koden stammer fra 26. november 1922, da arkæologen Howard Carter fandt Tutankhamons gravkammer i Kongernes Dal i Egypten.
I sin dagbog skrev Carter: Slowly, desparatly slowly, the remains of passage debris that encumbered the lower part of the doorway was removed. With trembling hands I made a tiny breach in the upper left-hand corner. And then, widening the hole a little, I inserted the candle and peered in. The hot air escaping from the chamber caused the flame to flicker, but presently details of the room within emerged from the mist. x Can you see anything? Q
Svaret på spørgsmålet, kan du se noget? Er ikke med i koden. Men det kan rumme en del af løsningen. Svaret var "Ja, vidunderlige ting".
De 97 tegn
Det er 11 år siden. Siden er ingen kommet længere med koden. De sidste 97 tegns budskab er stadig skjult. Det største problem er, at koden er så kort, at det er vanskeligt at opdage mønstre i den.
Nu mærker Jim Sanborn sin sidste tid nærme sig, og derfor har han løftet sløret for nøglen.
Det gjorde han den 20. november i år i New York Times. Han er træt af kryptologerne. Ikke de professionelle hos CIA, men de besatte amatører, der lever og ånder for svaret på gåden.
I 20 år har de ringet til ham, mailet ham, troppet op i hans hjem og dissekeret alle hans værker og interview for svar og hemmelige betydninger.
Derfor afslørede han, at passagen NYPVTT fra det 64. bogstav til det 69. bogstav betyder Berlin.
Indtil videre har NYPVTT ikke afsløret meningen i de 97 hemmelighedsfulde tegn.
Sproglige rettelser 15.12, red.

































