Et ægtepar venter på en flyver i lufthavnen i Lagos i Nigeria. Hun er kinesisk, han er nigerianer. De er på vej til Kina.
I kufferten har de tusindvis af dollarsedler. Parret organiserer nemlig pengeoverførsler.
»Det kinesisk-nigerianske ægtepar symboliserer en verdensøkonomi i ændring,« siger Heidi Østbø Haugen fra Universitetet i Oslo.
En verdensøkonomi, hvor Europa og USA spiller en stadig mindre rolle. En verdensøkonomi, hvor mere og mere handel foregår mellem landene i Syd. En verdensøkonomi som også forbavsende små grupper fa migranter er med til at forme.
Som ægteparret, som Heidi Østbø Haugen mødte i lufthavnen, da hun arbejdede med sin ph.d.
»Uden folk som de to, der foretager pengeoverførsler og andre uformelle tjenester, ville handelen mellem Kina og Afrika gå i stå. Uden folk som dem ville Kina måske aldrig være blevet Afrikas største handelspartner,« siger hun.
Mere migration giver mere handel
»Jo mere folk flytter frem og tilbage, jo større bliver handelen mellem landene,« siger Heidi Østbø Haugen.
I flere år har samfundsgeografen forsket i, hvordan Kina ved hjælp af ind- og udvandring er blevet Afrikas vigtigste handelspartner.
En stor del af denne handel bliver drevet af individer og småvirksomheder. Inden for få år lykkes det for eksempel en lille gruppe på 300 kinesiske indvandrere at revolutionere markedet for forbrugsvarer i det vestafrikanske land Kapp Verde.
Tomatpuré fra Afrika til Kina
Der har været meget opmærksomhed omkring kineserne i Afrika. Heidi Østbø Haugen peger på den store rolle, migranter fra Afrika spiller i den stigende kinesisk-afrikanske handel.
Den sydkinesiske by Guangzhou er blevet et center for afrikanske migranter, som handler med Afrika.
Her kan de forhandle direkte med kinesiske fabrikker. Nogle bosætter sig i Kina, mens andre rejser frem og tilbage.
I Kina har de opbygget en omfattende infrastruktur for handelen med Afrika. Derfor er det nu blevet lettere for folk i Nigeria at handle med Kina, end det er med mere etablerede handelsdestinationer som Dubai.
Og det er langt fra kun billige produkter, som de sælger i Afrika:

»Mine informanter eksporterede alt fra tomatpuré til tøj og motorcykler, solcellepaneler og mobiltelefoner,« understreger forskeren.
Migration særligt vigtigt ved mistillid
Så hvorfor er migranter så vigtige for handelen?
»Det er meget svært at have en oversigt over, hvilke varer folk i forskellige dele af Afrika vil have. Kun ved at observere markedet med egne øjne, kan man vide, hvad der sælger og til hvilken pris.«
»Over 100.000 kinesiske erhvervsdrivende har slået sig ned i Afrika for at overvåge markedet,« fortæller samfundsgeografen.
Migration er specielt vigtigt for handelen mellem lande, hvor man ikke kan stole på myndigheder og institutioner som for eksempel politiet og retsvæsenet. Banker er utilgængelige for mange af dem, Heidi Østbø Haugen har forsket blandt. Varer og tjenester betales kontant.
Når man ikke kan stole på institutioner, er det desto vigtigere at have personer på stedet, som man har tillid til, forklarer hun.
»Ville du turde at rejse fra Nigeria til Kina med 30.000 dollar i kontanter, når du er vel vidende om faren for at møde en korrupt tolder eller blive bestjålet? I stedet sender folk penge med professionelle kurerer, som både ved, hvad de gør og betaler tjenestemænd for at se den anden vej.«
EU har gjort Europa mindre attraktiv for de fattige
Det storstilede ind- og udvandring har været mulig, fordi både Kina og diverse lande i Afrika havde en åben holdning til migration.
»Havde Kina været lige så lukket som Europa i dag, ville få af disse initiativer være kommet i gang. For handlen mellem Kina og Afrika er det at flytte sig helt essentielt,« understreger hun.
Denne indsigt er også relevant for politikudformning, påpeger forskeren:
»Hvis man mener, at handel er vigtig, så er spørgsmålet: Hvordan kan vi udnytte denne sammenhæng mellem migration og handel? Ikke mindst når vi allerede har indvandring.«
Ironisk nok er det ifølge forskeren ’Fort Europa’, som har været med til at bidrage til, at Europa er blevet mere og mere irrelevant for de fattige lande.
»Mange, som oprindeligt havde tænkt sig, at de ville til Europa, mødte strenge grænser og måtte finde alternativer. På den måde er Kina blevet en favoritdestination for mange, som jeg mødte.«
»Da jeg sammen med en kinesisk virksomhedsrepræsentant var på rejse i Nigeria, råbte folk efter os 'Tag mig med til Kina'. Jeg fik næsten ingen opmærksomhed. Jeg tænkte, at interessen for Europa er dalende,« fortæller Heidi Østbø Haugen.

Men også Kina og nogle afrikanske lande er begyndt at blive strengere. Dette sætter mange migranter i svære situationer.
CV afslører ikke, om en person er god for landet
Ved udformningen af nye indvandringslove ser Kina mod Europa. Også Kina ønsker at tiltrække 'talenter' og vil gerne holde 'de uønskede' ude.
Dette er ikke nødvendigvis en smart tilgang ifølge forskeren:
»Det er ikke så enkelt, at man bare kan se på en persons CV for at vide, hvad denne person kan bidrage med til udviklingen af landet. Nogle af dem, der kom fra Afrika til Kina, var hverken kvalificerede eller havde konkrete planer om, hvad de skulle lave der. De ville mest bare gerne udvandre.«
»Men de er blevet ganske rige ved at arbejde med handel mellem Kina og Afrika. Deres eksportvirksomhed står indirekte for mange arbejdspladser i Kina.«
Samtidig med handelen stiger også kontakten mellem menneskene fra Kina og Afrika. Menneskene oparbejder en ny kulturel kompetence.
Som ægteparret i lufthavnen har flere andre kinesere og afrikanere opdaget, at det er en fordel at starte inter-etniske virksomheder op.
Kinesere og afrikanere bliver meget glade for hinanden
Kineserne og afrikanerne bliver glade for hinanden, nye venskaber opstår, folk gifter sig på tværs af religion og nationalitet:
»Selvfølgelig er der også racisme i Kina, men når man tager udgangspunkt i det, som folk faktisk gør, så er det helt utroligt, at der for eksempel kommer en kvinde fra landsby i Kina, ikke taler engelsk, lærer sig engelsk, bliver glad for en mand fra Nigeria, de gifter sig, og deres familier godkender det.«
»Det er sandsynligvis fortsat langt væk for de fleste norske forældre at godtage, at deres datter gifter sig med en nigerianer. For mange kinesiske forældre er dette en del af de dybtgående forandringer, de oplever i samfundet rundt om sig og godtager.«
Til trods for alle disse sammenhænge, er økonomi og migration to felter, som stort set lever adskilte liv inden for forskningen.
»Jeg er overrasket over, hvor lidt optaget man har været af sammenhængen mellem migration og økonomisk aktivitet. Det er vigtigt, at kommunikationen mellem forskningen på disse to felter bliver bedre,« afslutter Heidi Østbø Haugen.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
































