Middelalderens rige folk indtog giftigt bly

Det havde sine fordele at være velhavende i middelalderen, men at have råd til dyrt og smukt service var ikke en af dem.

Et nyt studie lavet af forskere fra Syddansk Universitet peger på, at de rige middelaldermennesker i højere grad end de fattige blev udsat for det farlige tungmetal bly, fordi deres keramik var glaseret med blyoxid.

»Den værste effekt ved at indtage bly er lavere intelligens hos børnene. Den risiko for at få lavere intelligens kan efter et par generationer blive voldsom,« siger lektor på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci ved Syddansk Universitet Kaare Lund Rasmussen. Han er en af forfatterne bag det nye studie, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Archaeological Science: Reports.

Studiet høster ros fra arkæolog ved Odense Bys Museer Mikael Manøe Bjerregaard, som ikke har været med til at lave studiet.

»Selvom det er middelalderpersoner, som vi aldrig får navne på, kan vi sige så meget om deres levestandard. Det er fascinerende, at vi kan komme så tæt på,« siger Mikael Manøe Bjerregaard.

Forskel på by og land

Forskerne undersøgte blyindholdet i 283 skeletter fra seks middealderkirkegårde i Danmark og Tyskland. Kirkegårdene dækker en periode fra slut 1000-tallet og op til reformationen i 1536, og de to i Horsens og Slesvig repræsenterede bysamfund, mens fire andre repræsenterede landsogne, altså områder på landet uden for byerne.

Da forskerne sammenlignede byerne med landsognene, var der en tydelig forskel på mængden af bly i knoglerne. De middelaldermennesker, som havde levet i byen, havde et markant højere blyindhold end de middelaldermennesker, som havde boet på landet.

Og det kan den dyre, blyoxidglaserede keramik forklare, fortæller Mikael Manøe Bjerregaard.

»Keramikken findes i langt mindre grad ude på landet, så det er et byfænomen. Og jo rigere man var, jo lettere havde man adgang til keramikken. Det var samfundets top, der havde det, og på landet var det sjældent.«

Kortet viser, hvor de forskellige middelalderkirkegårde lå henne. Fire af de seks lå i Danmark, mens de sidste to lå i Tyskland. (Figur: Journal of Archaeological Science: Reports)

Salt og surt opløser bly

Keramikken var glaseret med blyoxid, fordi almindeligt brændt ler 'suger'. Hvis man har madvarer på den almindelige lerkeramik, vil madvarerne altså sive ned i leret, hvilket gør det utroligt svært at gøre rent.

Derfor glaserede middelaldermenneskene keramikken med blyoxid, som så lagde sig som et glaslag uden på skålen, og som gjorde det utroligt let at gøre servicen ren.

Derudover er blyoxidglasuren gennemsigtig, så det var muligt at lægge en flot farve under den.

»Men det har så den effekt, at hvis man putter madvarer på, som er sure eller salte, så vil man få blyet i overfladen bragt i opløsning og ud i madvarerne,« siger Kaare Lund Rasmussen.

Bly var almindeligt i byen

At det særligt var menneskene i byen og de rige, som var udsat for bly, overrasker ikke Mikael Manøe Bjerregaard. Det gør dog ikke studiet mindre vigtigt, mener han. Det er nemlig tankevækkende, at den glaserede keramik var så sundhedsskadelig, for det er et perspektiv, som arkæologien ikke har beskæftiget sig meget med.

»Det er til dels noget, man også kunne have deduceret sig frem til, fordi der er mange håndværk, som arbejder med bly, og som har med bykulturen at gøre, for eksempel blyglaserede vinduer og tage, som er byfænomener. På den måde underbygger studiet, det man kunne tænke sig til, og det er spændende, at vi får konkrete kemiske beviser på noget, vi har en formodning om,« siger Mikael Manøe Bjerregaard.

»Bly fandtes i blymønter, i vandrør med bly i de store byer, i tagene på kirker og i vinduer, men den største kilde var, at keramikken nogle steder var glaseret med blyoxid,« siger Kaare Lund Rasmussen.

Nye muligheder for arkæologien

Samarbejdet mellem kemiske analyser og arkæologi er en ny metode til at komme endnu tættere på middelaldermenneskene. Med den nye metode fandt forskerne også ud af, at byfolk var mere udsat for kviksølv end dem på landet (se sidehistorie).

Det samarbejde giver nogle nye muligheder, som arkæologien ikke tidligere har haft, fortæller Mikael Manøe Bjerregaard.

»Før har vi i arkæologien været henvist til, hvad vi kunne se fysisk. Brækkede ben, som var helet, slag i hovedet og de få sygdomme, som sætter sig på knoglerne. Men man kunne ikke komme tættere på og se ting, som man ikke kunne se med det blotte øje. Det kan vi nu.«