Skæv organisationsdeltagelse i dansk politik

Debatten om lobbyisme i Danmark handler ofte om, at banditter i habitter har infiltreret de politiske beslutningsprocesser i Folketing, regering og ministerier.

Det er da også interessant, og det vækker opmærksomhed, når store virksomheder søger at påvirke de politiske beslutninger. Men der er nogle helt andre interesser, der både er velkendte og synlige, som spiller en langt mere afgørende rolle, fordi de som lobbyister har større bredde og tyngde end selv de største virksomheder.

Selv om Danmark har over 1.700 etablerede interesseorganisationer, har under to håndfulde – ni organisationer – sat sig på en overvældende stor del af den samlede adgang til politikere og embedsmænd. Det drejer sig om organisationer som DI (tidligere Dansk Industri).

KL (tidligere Kommunernes Landsforening) og Landsforeningen i Danmark, LO. Og journalisterne er med til at forstærke uligheden i adgang til politisk indflydelse. Organisationerne med de tætteste kontakter til embedsværket dominerer nemlig også mediebilledet.

Interesseorganisationernes adgang til danske medier og politik

At nogle organisationer fylder mere i medierne og i den politiske beslutningsproces end andre er ikke nyt. Men det har været overraskende for os, at uligheden er så stor. I den hidtil største kortlægning af danske interesseorganisationers politiske rolle har vi undersøgt, hvilke organisationer, der får adgang til medierne, forvaltningen og Folketinget.

I figur 1 har vi registreret de ca. 1.700 interesseorganisationers adgang til medier, forvaltning og Folketinget i perioden 1. august 2009 til 31. juli 2010 på følgende måde:

Et adgangspunkt dækker over, at organisationen har fået omtale i Jyllands-Posten eller Politiken, at organisationen er medlem af et offentligt, råd, nævn eller udvalg, eller at organisationen har været i deputation til et folketingsudvalg, har holdt møde med et medlem af Folketinget eller har skrevet et brev, som har fået et folketingsmedlem til at stille udvalgsspørgsmål, samrådsspørgsmål eller § 20 spørgsmål, som er spørgsmål om et offentligt anliggende, der stilles til en minister.

Vi registrerede 6.502 adgangspunkter i løbet af perioden i alt. Vi dækker ikke al adgang, men fanger på systematisk vis en væsentlig del af organisationernes adgang på tværs af tre politiske arenaer.

Nogle sværvægtere er massivt tilstede i medierne

På basis af disse adgangspunkter har vi opdelt organisationerne i fire grupper: Outsidere, perifere deltagere, stabile deltagere og sværvægtere. Outsiderne, i alt ca. 900, har slet ikke adgang til medier, forvaltning og Folketing. Deres adgang er i hvert fald yderst begrænset, da de slet ikke dukker op i vores kilder i den undersøgte periode.

De tre andre grupper tegner sig for hver en tredjedel af al opmærksomheden. De perifere deltagere er godt 700 organisationer, som dukker op en eller et par gange i materialet. Omkring 100 organisationer er stabile deltagere. De dukker op mindst tre gange og er typisk til stede i flere forskellige sammenhænge.

Endelig står altså alene ni organisationer for den sidste tredjedel af al adgang. Disse sværvægtere er massivt tilstede både i medier, forvaltning og i Folketinget med i alt 1.973 adgangspunkter på bare et år.

Dansk politik er for professionelle aktører

Hvem er de så de ni organisationer i toppen af dansk politik? De er særdeles ressourcestærke, har store, professionelle sekretariater, og de repræsenterer store samfundsmæssige grupper. De ni består af de to store organisationer for kommuner og regioner – KL og Danske Regioner – repræsentanter for erhvervslivet – DI, Dansk Erhverv og Landbrug og Fødevarer – samt fagforeningerne – LO, 3F og FOA. Den sidste organisation er Forbrugerrådet Tænk.

Det er naturligt, at KL, DI, LO og Forbrugerrådet ofte omtales af journalister og bliver inddraget af politikere og embedsmænd. De repræsenterer væsentlige samfundsmæssige hensyn, som de fleste nok vil mene, det er vigtigt at få på banen i politiske diskussioner.

Det er imidlertid tankevækkende, at overvægten er så stor. Ni organisationer har en tredjedel af adgangen til medier, embedsmænd og politikere, og godt 100 organisationer har to tredjedele af al adgang. Det tyder på en rutinemæssig involvering i de politiske beslutningsprocesser af 'the usual suspects', som lige så rutinemæssigt understøttes af journalisterne.

Det tyder også på, at dansk politik mest er et anliggende for professionelle aktører, der har bemandet deres sekretariater med kommunikationsmedarbejdere og politiske konsulenter.

Journalister er interesserede i ressourcestærke organisationer

De mest indflydelsesrige organisationer løber dog ikke med det hele. Der er stor bredde i sammensætningen af de danske organisationer, og der er også delvist forskellige adgangsmønstre de forskellige steder. Erhvervsorganisationer og fagforeninger står især stærkt i forvaltningen, mens fx humanitære organisationer og miljøorganisationer er relativt bedre stillet i medier og Folketing.

Men igen: Der er stor skævhed i adgangen til politik. Nogle organisationer har bedre chancer for at gøre sig gældende. Ressourcer spiller en afgørende rolle, og der er forstærkende mekanismer. Har man adgang til råd og nævn, er det også nemmere at få adgang andre steder som fx medierne.

Journalister er mere interesserede i de organisationer, der har et tæt forhold til embedsmænd og politikere og medieopmærksomhed kan være et middel til også at få politikere og embedsmænd i tale.

Samarbejdet foregår på organisationernes initiativ

Det er vigtigt, at politikere, embedsmænd og befolkning har mulighed for at få input til den politiske proces ad mange kanaler. Sammenligner man det danske Folketing med andre parlamenter, er det slående, at samspillet mellem danske politikere og organisationer enten foregår på organisationernes initiativ eller bag lukkede døre mellem enkelte folketingsmedlemmer og organisationer.

Andre parlamenter sikrer sig i meget højere grad indspark fra et bredt sæt af samfundsinteresser. Det giver store forskelle på, hvilke interesser der møder op. Den danske måde at organisere tingene på giver risiko for, at politikerne overhører vigtige stemmer.

Det er samtidig en fejlagtig vurdering, hvis man tror, at kontakten til politikerne er den hyppigste måde, hvormed de store organisationer får adgang til at påvirke de politiske beslutninger. Den går gennem embedsmændene, som stort set har monopol på at forberede de politiske beslutninger, dog under ministerens ledelse og opsyn.

Vil man tidligt ind i de politiske beslutningsprocesser, hvor indflydelsen er størst, skal man i kontakt med embedsværket. Og her er åbenhed et vigtigt aspekt, for hvem er det, der påvirker embedsværket i beslutningernes tidlige fase?

Skal man registrere lobbyisme i Danmark?

I nogle lande har man lobbyregistre, der i varierende omfang pålægger organisationerne at oplyse offentligheden om deres aktiviteter. Det vil måske ikke gøre os meget klogere i Danmark, fordi langt den største del af lobbyismen i Danmark udøves af etablerede interesseorganisationer. Men det vil hjælpe os med at få overblik over organisationernes aktiviteter.

Et register over organisationer eller en elektronisk lobbyportal med informationer om organisationernes politiske deltagelse i råd og nævn kunne give viden om, hvilke organisationer der er politisk aktive.

Supplerende kunne ministrene blive bedt om at redegøre for de organisationer, der har været inddraget i forbindelse med udarbejdelse af lovforslag på samme måde, som de i dag skal redegøre for lovgivningens økonomiske, erhvervsmæssige, administrative mv. konsekvenser.

Det vil kunne give offentligheden viden om, hvorvidt eksempelvis ikke blot Finansrådet, men også forbrugernes repræsentanter har været tidligt involveret i forhandlingerne om en af de mange bankpakker.