Lederskabsreformationen som Danmark har brug for

Det danske samfund står midt i en alvorlig identitetskrise, som ikke lader sig løse gennem de konventionelle statslige styringsformer. Forvaltningspolitikkens dyder og rationaler og dets nye mutationer af New Public Management bygger i princippet på de samme utopier og illusioner, som har været toneangivende i de seneste 30 år.

Der er som helhed behov for en revitalisering af samfundets lederskab, som ikke har fokus på staten, men på mennesker, folket og de skjulte produktive drivkræfter, som findes ude i samfundet.

Der er brug for en lederskabsreformation, som bør satse på ikke kun en fornyelse af demokratiet og statens forvaltning, men på en styrkelse af hele samfundets fællesskab, ejerskab, lederskab og følgeskab.

Denne artikel handler om designet af fremtidens bæredygtige lederskab, således som det må mobiliseres og skabes i et åbent komplekst og dynamisk samfund. Den leverer et radikalt opgør med gængse syn på offentlig ledelse, der ensidigt tager afsæt i staten. Den forholder sig kritisk til det repræsentative demokrati og dets lineære hierarki, som i stigende grad koloniserer civilsamfundet og begrænser dets autonomi, sammenhængskraft, responsivitet og innovationsevne.

Her kan ledelsesforskningen anvise alternative former for offentlig ledelse og styring, som også kan tage vare på samfundets problemer, og som ikke kun ser den offentlige sektor som en lukket koncern, der ensidigt fokuserer på statens konkurrencekraft, effektivitet og ressourceudnyttelse.

Et udvidet samfundsperspektiv

Lederskabsreformationen anlægger grundlæggende et kritisk konstruktivistisk og virkelighedsnært perspektiv på ledelse og styring. Samfundet, borgerne, medarbejderne og den produktive kerne må sættes i fokus for designet af fremtidens lederskab. Lederskab handler om det refleksive og skabende samspil mellem mennesker.

Heri ligger en kritik af statens ensidige politiske bestræbelser på at styrke samfundets produktivitet, ressourceudnyttelse, præstationsjagt, konkurrenceevne etc. gennem sin centralisme, rationalisering, præstationsjagt, standardisering, strukturering, teknologisering og kontrol af borgernes adfærd.

Fra centralt hold ser man helt bort fra de sociale konsekvenser af dette kontrolregime. Den omfattende kritik af regimet afvises flot med henvisning til kritikernes manglende realitetssans og viden om praksis. Dette til trods for, at den centrale elites distance til virkeligheden og vilkårene for producenterne og borgerne netop er årsagen til problemerne.

Den såkaldte 'konkurrencestat' har som mål at øge borgernes indsats i statens tjeneste gennem livslang ensporet kompetenceudvikling, detaljeret proces- og effektkontrol, åben ressourcekrævende konkurrence etc. Alt dette ses som et middel til at bevare og forny velfærdsstaten og dens serviceleverancer på markedets og systemets præmisser.

Vi er med djøf-iseringen godt på vej mod et feudalsamfund med ridefogeder som systemets indpiskere. Bureaukraterne har i dag taget magten fra professionerne og sat fagligheden under pres. Politikerne negligerer problemet eller magter ikke at gøre noget radikalt.

Statens systemiske kontrol

Management-staten er siden 1980 løbende blevet udbygget med nye styringsinstrumenter, som skal legitimere statens eksistens og styrke den politiske elites magt til at fordele ressourcerne, pligterne og magten på systemets egne præmisser.

New Public Management (NPM), som gradvist er blevet indført i stadig nye forklædninger siden 1980erne, bygger på statens systemiske kontrol. Ganske vist var det i starten troen på markedets magiske magt over menneskers præstationer, som skulle være en vigtig del af konceptet, men det blev aldrig en succes, i hvert fald ikke hertillands.

Den ny-liberalistiske ideologi, som ifølge Thatcher og Reagan netop skulle frisætte de produktive kræfter i staten gennem intern priskonkurrence, udbudsforretninger, benchmarking etc. har ikke givet større gevinster for samfundet, snarere tværtimod.

Konkurrenceideerne er i dag på vej ud af forvaltningspolitikken, medens samarbejde, netværk og teknologi er på vej ind som de bærende ideer. Men disse ideer bygger i princippet på den samme liniære top-down logik som NPM og en i princippet liberalistisk urealistisk utopi om samfundets sammenhængskraft og samspilsmuligheder. Forvaltningen er gået i selvsving.

Systemet legitimerer og reproducerer sig selv

Tilbage i NPM har vi stadig hierarkiet og dets omfattende og tiltagende tælleregimer og reguleringsmekanismer, som med krisen ser ud til at få en ekstra stramning. Den offentlige sektor anvender i dag langt over halvdelen af sine ressourcer på administration, kontrol og legitimering. Det er primært begrundet i systemets behov for at legitimere og forsvare sin egen eksistens.

Der er behov for en kritisk belysning af de ressourcemæssige konsekvenser af denne detailstyring. Men hvem ønsker at tage kritikken op?

For afbureaukratisering har i 30 år stået på de politiske dagsordener, men virkeligheden afspejler den modsatte tendens. For hvem vil afgive magten og friheden til at fordele ressourcerne og sætte dagsordenen? Så er det lettere at negligere det etiske sociale ansvar og samfundets demokratiske værdier, koste hvad det vil i afsavn og spild af kræfter.

Vi kan alle se, at forvaltningen, regelstyringen og djøf’iseringen har taget overhånd, men ingen har magten til at gå imod. Tværtimod giver indførelsen af nye regler, tættere kontrol og nye tælleregimer øget magt og frit spil (frihed) til initiativtagerne. Bureaukratiets logik bygger just på dilemmaet mellem frihed og autoritet. Du kan kun bevare din egen frihed ved at øge magten over andre.

Hvis du giver slip på magten og kontrollen, mister du din egen frihed til at sætte dagsordenen og fordele ressourcerne. Og hvem har lyst til det? Det er derfor, at vi har behov for en reformation af samfundets lederskab.

Forvaltningens nye ideer - samarbejde, tillid og metastyring

Når nu hverken markedet eller bureaukratiet kan fremme systemets rationalitet og styrke samfundets udfoldelse, er der så andre forvaltningsstrategier, der kan sikre demokratiet?

Her har nogle politologer og organisationsforskere slået til lyd for netværk, klanstyring, partnerskaber og samarbejdsdrevet innovation, det vil sige produktion i samspil og på tværs af organisationer. Disse styringsideer bygger på nogle basale forudsætninger:

• At organisationer og mennesker kan samarbejde på tværs af grænser. Det vil sige, at man realiserer det modsatte af markedsstyringens frie konkurrence og individualistiske adfærd. Det kræver et alternativt lederskab.
  
• At organisationer kan realisere fælles interesser ved at bidrage til fælles servicemål eller samme bundlinje. Det vil kræve grænseoverskridende adfærd styret af en overordnet fælles idé og er næppe realiserbart.
  
• At mennesker formår at give slip på deres egen selvrealisering og i stedet sætter ind på at samarbejde på tværs ud fra en overordnet faglig etisk eller politisk vision. Det kræver en ny etisk social ansvarlighed.
  
• At mennesker udviser og realiserer gensidig og åben tillid til deres samarbejdspartnere og ikke på forhånd kræver sikring af egne privilegier.


Det vil kræve en samfundsorden, baseret på andet end økonomiske interesser. Det vil sige mere fokus på sociale gensidige relationer, social kapital, tro på fællesskabets innovationskraft. Man kan kalde denne vision for en slags 'gaveøkonomi'. Den vil kræve en ny magtfordeling.

Man kan rejse tvivl om, hvorvidt disse gode ideer kan vinde fodfæste i et ressourceknapt, egocentreret og politisk styret konkurrencesamfund, hvor mennesker i stigende grad søger individuelt at realisere sig selv, skabe deres egen lykke og udleve sin X-faktor på fællesskabets bekostning. Alt i alt er udfordringerne til fremtidens lederskab omfangsrige og forudsætter en bred folkelig bevægelse.



Nye ledelsesformer


Det er her, at lederskabet kommer ind. Kan vi finde ledelsesformer, der formår at mobilisere og inddrage de forskellige aktørers interesser, individets egne kompetencer, alle faglige mulighedsrum, den oplevede fællesskabsfølelse, de idémæssige kald og den kollektive sociale kapital på en måde, som på tværs af grænser giver mening, skaber entusiasme og mobiliserer handlekraft?



Her handler det ikke om at skabe et system baseret på elitens og den herskende klasses videnmagt og kontrol, men om at opbygge et fællesskab af involverede mennesker, der føler relationer til, respekt for, indflydelse på og ejerskab til en fælles idé eller mission, som man kan se bedst lader sig realisere i et fællesskab. 



Dette er modellen for det lokale involverende demokrati, hvor man kan identificere et meningsfuldt mulighedernes univers, men hvor man også individuelt føler, at man har en vision, en rolle, et kald, en medindflydelse, et rum for udfoldelse. Det kræver mere kultur end struktur.



Dette lederskab bygger på følgeskabets invitation, inddragelse og indsats for at kunne realisere den ideelle, sublime, uforudsigelige og magiske drøm. Det er her, at det individualistiske postmoderne samfund og dets opsplitning kan opleve en mulighed og se et håb. Men realiseringen er en kæmpe politisk udfordring, som vil kræve store ressourcer. 



Særlige krav til lederskabet


Realisering af store idealer og visioner stiller særlige krav til det politiske lederskab. Uanset om idealerne er det mest lykkelige folk, det mest velstillede velfærdssamfund, de mest originale kunstneriske teaterproduktioner etc. kræver det en indsats af store og vidt forskellige ledelsesressourcer:

Faglige, kreative, refleksive, følelsesmæssige, koordinerende, teknologiske og politiske kompetencer. Det kræver også, at aktørerne forstår og deler visionen, ambitionerne, processen, ansvaret og ønsket om at kæmpe for disse fælles ideer, og det vil kræve en ny demokratisk og bæredygtig samfundsorden.



Hvis vi gennem en reformation skal vende det danske samfunds åbenbare sociale, kulturelle og økonomiske situation fra fiasko til succes, gennem fælles udvikling, erkendelse og handlekraft, kræver det en klar ydre modstander. Det vil sige en visuel og tydelig politisk trussel, som alle kan se bringer fællesskabet og dets værdier i fare. Folket må erkende krisens alvor, årsag, dybde, barrierer og magtfaktorer, før de vil arbejde sammen om at modvirke truslerne.

Vi har i vort samfundet oparbejdet en højt udviklet moden samfundskultur, der bygger på fælles tillid, lighed, kort distance til magthaverne og demokratiske værdier. Denne kultur er værd at bevare og styrke, men den er på en række punkter sat under pres, og er ved at krakelere, blandt andet på grund af statens magtanvendelse. 



Skandinavisk ledelse i spil


Det er denne iboende skandinaviske lederskabsmodel, som vi nu skal udnytte, mobilisere og bringe i spil, som det er sket før i historien.



I 1813 gik staten fallit og trak det øvrige samfund med sig i dybet, og i 1864 tabte vi næsten halvdelen af vort land til fjenden. I begge situationer rejste det danske samfund sig igen.



Det skete ikke gennem magtfulde systemer og centrale regimer, regler og normer. Det skete gennem en fælles bevidst folkelig bevægelse, mobiliseret gennem et samspil mellem kulturen, videnskaben, de fælles værdier, erhvervslivet og sidst men ikke mindst det producerende folk gennem uddannelse og indflydelse.



Nødvendig mobilisering af ressourcer


Set hen over 1800-tallet genvandt vi vores demokrati, sociale identitet, faglige styrke, autonomi etc. Alle disse kræfter trak i den samme retning og gjorde brug af fællesskabets refleksions-, samspils- og forandingsevne. En lignende udvikling er mulig at anspore som konsekvens af den kroniske krise. 

I dag har vi de samme muligheder, hvis vi tør sætte os udover statens rammer og siloer, nulfejlskulturens tyranni, tælleregimernes ensrettede produktionskultur, professionernes undertrykkelse, interessesamfundets lobbyisme, etc.

Krisens alvor, varighed og meningsløshed giver anledning til at mobilisere de nødvendige innovative ressourcer til at vende udviklingen. Det er tvivlsomt, om vort politiske system med dets afhængighed af det 90. mandat, hvor de afgørende vælgere ikke ønsker forandring, formår at mobilisere de nødvendige kræfter.



Bureaukratiet, interesseorganisationerne, professionerne og medierne har jo alle deres privilegier, og de ønsker næppe uden videre at afgive magten til fordel for fællesskabet. De skal først kunne se visionen, mulighederne og nytten af en forandring. Derfor skal drivkræfterne komme nedefra fra en bred folkelig bevægelse. Den skal inddrage alle de mennesker i det civile samfund, som kan se tendenserne, og som ønsker grundlæggende forandringer.

Alternativet til en involvering af det lokale demokrati kan blive en politisk radikalisme, ekstremisme og eksistenskamp, hvor magten går mod yderpolerne i det politiske spektrum. Og det er en trussel, som de fleste ønsker at stoppe i tide. Kriser skaber jo konflikter, angst og opbrud og kan føre til alvorlige ulykker som i 1930’erne. Det er vigtigt, at vi skaber et demokrati, som er stærkt nok til at modstå disse kræfter. Men det kræver en fælles kamp mod det åndløse.



Imperiet 
- en væsentlig faktor at kæmpe imod


Bagved den politiske og økonomiske udvikling og centralisme ligger de globale tendenser henimod stærke markedskræfter, enorme megaregimer, skjulte kapitalinteresser, usynlige, populistiske og forførende medier, der koloniserer vort samfundssyn, truer vore fælles værdier, ensretter vort syn på fremtiden etc.



I 1800 var det internationale politisk-økonomiske system mere overskueligt og de nationale udfordringer til at arbejde med. I dag er netværkene mere komplekse, usynlige og integrerede. Og de lader sig ikke påvirke blot gennem samarbejde, tillid, viden og intellekt. Vi må derfor i langt højere grad til at kæmpe for vores egen identitet, demokratiske frihed og uafhængighed. 



Det er denne kamp, Lederskabsreformationen handler om. Der er således nok at kæmpe for og imod. Kampen er beskrevet i bogen Lederskabsreformationen – Kampen for et demokratisk samfund i modspil til det globale imperium. Bogen indeholder en rejse gennem det danske ledelseslandskab med dets ledelsesdebat og ledelsespraksis.

Kampens drivkræfter ses blandt andet i bogen gennem de 70 meningsdanneres syn på fremtidens udfordringer. Således kan alle her se nødvendigheden af en fornyelse af vort demokratiske system, og se konturerne af en fornyelse af samfundets og dets lederskab. Så udfordringen ligger blot i at samle kræfterne i en folkelig bevægelse. Vi har i dag synlige sociale medier, bevidste samfundskritikere, nye bevidste unge, demokratisøgende fællesskaber etc. Det handler om at samle disse konstruktive kræfter til en fælles debat.

Vi opfordrer alle artiklens læsere til at være med i reformationen. Ikke som gadens parlament, men som et samtalende fællesskab af bekymrede, men bevidste borgere med et ønske om konstruktivt at opsøge vore ukendte og uendelige fremtidsmuligheder.