Medborgerskab er det nye årtusindes politiske hurraord. Men hvad betyder det egentlig? Og hvorfor er det pludselig på alles læber?
Vi har haft ordet siden slutningen af det attende århundrede, selvom både medborger og især medborgerskab har ført en sproglig skyggetilværelse, indtil det blev genopdaget. Først af sociologer, siden af pædagoger, politikere og embedsmænd, der alle troede vi importerede ordet fra Sverige, hvor man har haft ordet hele tiden og brugt det flittigt.
Det danske medborgerskab er krævende
I forhold til broderlandet fik ordet en hårdere kant i Danmark, fordi det i første omgang blev brugt i forbindelse med indvandrere. I Danmark er medborgerskabet krævende. Noget man skal lære og vise, at man mestrer. Det er ikke en fribillet til Folkhemmets varme favn. Det er at undlade at ligge samfundet til byrde; ja nærmest det modsatte af at insistere på sine rettigheder og belaste velfærdsstatens budgetter.
Indvandrere kan ganske vist også blive medborgere, og det er godt, når de bliver det. Eksempelvis symbolsk når de får permanent opholdstilladelse i Danmark ved at underskrive en såkaldt ‘Erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund’. Men det er ikke lig med statsborgerskabets sikkerhed. At vise vilje til medborgerskab er nemlig kun én af flere forudsætninger for fuld adgang til stemmeret, EU-mobilitet og et rødbedefarvet pas. Altså alle de borgerrettigheder der følger med at være dansk statsborger.
Medborgerskab har en snæver betydning på dansk
Læg mærke til at det danske medborgerskab er snævrere end det svenske medborgarskap eller det engelske citizenship. Det dækker faktisk kun en tredjedel af, hvad det gør i England og Sverige. Der dækker ordet naturligvis også alt det med deltagelse i samfundsliv og politik. Borgere styrer sig selv og hjælper andre. De er netop medborgere, med den værdighed og selvrespekt, der kendetegner den der gør sin del i samfundet.
Men det dækker også en anden betydning, som det danske ord ikke har: at have borgerrettigheder. Rettigheder giver frihed og muligheder og beskytter mod statens og andres overgreb. Civile rettigheder sikrer, at man kan sige, det man vil, eje ejendom og ikke blive fængslet uden lov og dom. Politiske rettigheder giver adgang til at stemme og blive valgt til politiske forsamlinger. I Danmark er ikke mindst sociale rettigheder vigtige, selvom der ikke er enighed om, hvor meget man skal hjælpes og sikres, måske udover undervisning, sundhed og et socialt minimum, hvis man ikke kan arbejde.
‘Medborgarskap’ og ‘citizenship’ rummer for det tredje, det vi kalder statsborgerskab på dansk. At være borger betyder også at blive anerkendt juridisk og politisk som medlem af en afgrænset kreds, som én der har ret til at leve lige her.
Borgerrettigheder kan trækkes tilbage
Selvom de tre måder at være borger på har hver sin danske betegnelse, er de dele af den samme værdifulde medborgerlige status. Det er glædeligt, at vi i Danmark har genfundet begrebet om den fællesskabsorienterede gode medborger – det første af de tre aspekter. Det er måske mindre hensigtsmæssigt altid at bruge det i samme åndedrag, som man nedtoner hensynet til rettighederne, det andet aspekt. Det skaber en falsk modsætning, alene fordi vi kun kan nyde rettigheder inden for, og ved hjælp af, et medborgerligt fællesskab. Vi taler om et rets- og velfærdssamfund, fordi rettigheder og velfærd er noget, vi garanterer og giver hinanden som borgere. Så længe vi altså beslutter os for at gøre det.
Diagnoser om rettighedsinflation er overdrevne. Rettigheder kan tværtimod rulles tilbage. Det gælder fx borgernes adgang til informationer, sikring mod overvågning, retssikkerhed ved skatteligning og ekspropriation, og naturligvis på det sociale område. Universelle rettigheder til uddannelse, sundhed, børnepasning og understøttelse ved arbejdsløshed, sygdom og invaliditet har skabt en lighed i livsmuligheder, og dermed i værdighed og selvrespekt, som kun er realiseret i et lille hjørne af Europa. Dette ‘materielle’ medborgerskab, der er analyseret af sociologen T.H. Marshall, udtyndes nemt. Og det kan ikke erstattes ved hjælp af nok så meget frivillighed og aktivt medborgerskab.
Deltagelse, rettigheder og statsborgerskab
Historisk set var det vigtigste formål med aktivt medborgerskab og det, vi i gamle dage kaldte borgerdyd og fædrelandskærlighed, faktisk borgernes beskyttelse af egne rettigheder. Medborgerskab kan være blodig alvor for en gruppe, der kæmper for sin frihed. Den ‘republikanske’ gensidighed er vigtig: Man kan først blive en deltagende medborger, når man har sikre rettigheder, herunder også ret til effektiv politisk deltagelse. På den anden side kan hverken rettigheder eller den status, de muliggør, tages for givet. Disse grundværdiers skrøbelighed er den vigtigste grund til, at vi bør være aktive, at vi til stadighed bør give hinanden det medborgerlige fællesskab som en gave. De to første aspekter hænger altså snævert sammen.
Også det tredje element, statsborgerskabet, skal med. Idylliseringen af den frivillige medborger i fællesskabet har en benhård yderside. Den ideelle vekselvirkning af medborgere, der sikrer deres fælles frihed og rettigheder, er for insidere. Den forudsætter, at man overhovedet er medlem af en stat. Vel at mærke en civiliseret stat, der sikrer et minimum af livsbetingelser. Den forudsætter, med et udtryk der stammer fra den tysk-jødiske forfatter Hannah Arendt, en ”plads i verden.” Nogle kan ikke få sådan en plads og bliver dermed aldrig hverken rettighedsbærere eller medborgere i nogen meningsfuld forstand. De to første aspekter, deltagelse og adgangen til rettigheder, forudsætter altså det tredje, statsborgerskab.
Fra medborgere til statsborgere
I integrationspolitikken er spændingen mellem de tre aspekter tydeligst. Her møder indvandrere den medborgerlige trossætning om at yde, før man kan nyde, om at bidrage, før man trækker på velfærdskassen. Men de møder også et krav om at sandsynliggøre, at de overhovedet kan opnå de rette kompetencer og sindelaget til at deltage, arbejde, og fungere i samfundets rettighedsfællesskab.
Man skal vise sig som god medborger, før der kan blive tale om at blive statsborger eller få permanent ophold, med de muligheder det giver for at være en del af velfærdssamfundets privilegerede rettighedsfællesskab. Borgerfællesskabet er en lukket klub, både hvad angår adgangen til sikkerhed og rettigheder og adgangen til deltagelse og medborgerlig anerkendelse.
