Mandag 22. juni 2015 råbte en række pædagogiske forskere vagt i gevær.
Det instrumentelle fokus på formaliseret læring i hele uddannelsessystemet har taget overhånd og ført til, at to-årige børn i vuggestuen nu udsættes for skole-agtig indlæring, hvor de sidder stille og terper farver, ugedage, tal og bogstaver.
De sidste års kraftige fokus på PISA-test og konkurrence, som i høj grad også ligger til grund for folkeskolereformen, er nu smittet af helt ned til de allermindste børn; i en grad, hvor den pædagogiske kerneopgave sættes under pres.
Børnene kunne lege i deres fritid
I 2012 udkom en såkaldt Task Force med en rapport om fremtidens dagtilbud. Den skrev vi om her på bloggen, da den udmærkede sig ved stort set ikke at nævne fænomenet leg, men derimod havde fokus på dels inklusion og dels læring.
Leg var, kunne man læse af rapporten, noget, børnene kunne gøre i deres fritid - dvs. uden for institutionen. Intentionerne bag rapporten fra dengang, bag folkeskolereformen og det generelt øgede fokus på læring, er sådan set gode nok.
»Alle børn skal blive så dygtige, som de kan,« har mantraet lydt. Det er svært at være uenig i. Derimod er der tilsyneladende fortsat grund til at diskutere, hvordan vi opfylder dette mål.
Børn lærer en masse under leg - de ved det bare ikke
Når små børn bruger deres tid på formaliseret læring, tager det vigtig tid fra noget andet, nemlig legen. Når børn leger, undersøger de verden på deres egne præmisser og øver sig i at sætte ting sammen på nye måder. De leger med sproget, med kroppen, med naturen, med former, farver og lovmæssigheder som tyngde- og centrifugalkraft.
De træner deres fantasi og bliver mere kreative og innovative. De samarbejder med andre og bliver bevidste om at give og tage i forpligtende fællesskaber.
De lærer givetvis en masse - de aner det bare ikke. Og det er lige præcis pointen. For formålet med at lege er ikke at lære noget, der ligger uden for legen selv.
Formålet med at lege er at lege. At være til stede - og bare være til.
Formel læring og målbare kompetencer har sat sine spor
Debatten omkring indlægget (som blandt andet udspandt sig i Politiken og på Facebook) repræsenterede to grundlæggende, forskellige holdninger.
Den ene var, at børn skal have lov til at være børn; at det vigtigste er, at de fordyber sig i legen, og at det andet nok skal komme, når de kommer i skole.
Den anden grundlæggende holdning var, at det da ikke kunne skade, at børn blev stolte, når de kunne tælle til 10, og at det var jantelovsagtigt at holde dem tilbage, hvis de gerne ville lære.
Begge holdninger er for så vidt rimelige og formentlig funderet i forældres dagligdags observationer af deres børn.
Men de afspejler, at en bestemt diskurs om formel læring og målbare kompetencer har sat sig spor. Tilsyneladende også hos de pædagoger, der vægter tal, farver og ABC-apps på børnehavens iPads højere end eventyr, gyngeture og formålsløst - men dybt meningsfuldt - pjat.
De vanskeligt målbare kompetencer er sværest at tilegne
De ting, man erfarer og sanser gennem legen, danner grundlag for mange af de ting, man skal kunne senere i livet.
Samarbejde, innovation, mod, empati, kreativitet osv.
Når man terper ugedage og bogstaver, lærer man - i bedste fald - ugedage og bogstaver.
Det er min klare overbevisning og empiriske erfaring, at det er de komplekse, men vanskeligt målbare kompetencer, som er de sværeste at tilegne sig og holde ved lige. Ugedagene lærer de fleste.
