Kvinder, muslimer - og cand. scient.'er i fysik

Uoplyste. Undertrykte. Isolerede. De stempler bliver ofte sat på muslimske kvinder. Men billedet vendes på hovedet ved årets prestigefyldte internationale fysikkonference, Lindau Nobel Laureate Meeting.

To muslimske kvinder skiller sig ud fra mængden, da 500 af verdens bedste unge fysikere her mødes med 25 nobelprisvindere for at diskutere de største udfordringer inden for den hårde naturvidenskabelige disciplin, fysik.

Mens uniformen for det store flertal er cowboybukser, t-shirt og et par solbriller skubbet godt op i panden, bærer de en såkaldt hijab - en grå klædedragt, der dækker kroppen fra top til tå, og hvor mund og næse er skjult bag et lille, matchende tørklæde.

De to par øjne følger med stor opmærksomhed nobelprisvinderne, der optræder på scenen ved konferencen i Sydtyskland. Øjnene trækker sig sammen til et smil, da de i pausen bliver bedt om at stille op til et interview til videnskab.dk. Svaret er positivt.

Kvinderne er fra Saudiarabien. De er stolte over den anerkendelse af deres arbejde, det er, at deres universitet, King Saud University, har nomineret dem til at deltage i konferencen.

De ser noget overraskede ud, da journalisten spørger, om deres religion tillader dem at studere fysik og beskæftiger sig med naturvidenskab.

»Ja da. Selvfølgelig. Faktisk opfordrer vores religion os til at udforske verden og at prøve at forstå hvordan den hænger sammen. Det at forske er en måde at vise kærlighed til verden på,« siger Bedoor Alkurtass. Genert, men på formfuldendt engelsk næsten uden accent.

Hun suppleres af sin fysiker-kollega Faten Hamad Alabdulaali:

»Der er ingen modstrid mellem det at beskæftige sig med naturvidenskab og at være muslim. Tværtimod kan man sige, at religion og videnskab går hånd i hånd. Det er to forskellige ting, men de støtter hinanden. Vores religion har den filosofi, at jo bedre man forstår verden, des bedre kan man passe på den og agere i den«, forklarer hun ivrigt. Og fortsætter med en kommentar til opfattelsen i den vestlige verden af, at muslimske kvinder, der bærer hijab, er undertrykte og kuede:

»Vi ved godt, at det er et billede, der florerer i vesten. De fleste mennesker mener, at vi er blinde, fordi vi bærer denne klædedragt. Men det er ikke rigtigt. En stor del af os er uddannede, oplyste og engagerede i vores samfund. Vi findes på universiteterne. Vi arbejder i virksomhederne, med og uden hijab. På fysikstudiet er op mod en tredjedel af alle studerende kvinder. Jeg har en besked til de fordomsfulde: Vil I være så søde at rette jeres billede af saudiarabiske kvinder. Lad være med at tro på medierne. Prøv at finde sandheden selv.«

Brænder for sorte huller og kvantecomputere

Faten Hamad Alabdulaali er 29 år gammel. Hun er ved at færdigggøre sit speciale som cand. scient. i astrofysik.

»Mere specifikt forsker jeg i de mystiske sorte huller, som astronomerne kan observere med deres teleskoper, men som man stadig ikke rigtigt kan forklare. Når jeg er færdig, vil jeg læse videre som ph.d.,« fortæller hun.

24-årige Bedoor Alkurtass er i gang med at skrive speciale inden for kvantefysik, og lige som Faten drømmer hun om en forskerkarriere, når hun er færdig med sin phd. Ambitionen er at arbejde med kvantecomputere og undervise. Hendes forskningsprojekt har titlen "Dynamics of Quantum entanglement for an XY Heisenberg spin chain".

De to kvinder er unge. Journalisten spørger, hvad sker der i det øjeblik, de stifter familie. Vil de så droppe karrieren og forlade universitetet for at gå derhjemme hos børnene?

Spørgsmålet får Faten Hamad Alabdulaali til at grine og tage sig til maven:

»Pudsigt nok at du spørger. Jeg er gift og har to børn. Og lige nu er jeg gravid i fjerde måned. Nej, jeg går helt klart efter en forskerkarriere, og der er ingen, der kan holde mig tilbage. Jeg savner mine børn, når jeg, som nu, er væk hjemmefra, men de har heldigvis en far, der kan tage over, når jeg ikke er der, så de er i gode hænder,« siger hun.

Bedoor Alkurtass indskyder: »Jeg har hverken mand eller børn. Men uanset om jeg får familie eller ej, så satser jeg bestemt også på at blive, hvor jeg er, nemlig på universitetet. Det er der, jeg hører hjemme. Jeg brænder for fysik og for at undervise. Det er et klart mål for mig.«

Interviewet foregår i et hjørne af den bagende varme restaurant i konferencecentrets underetage. Faten vifter en avis meget hurtigt frem og tilbage foran sit ansigt, mens hun sukker: »Puh, hvor er her varmt. Jeg er ved at dø. Synes du ikke her er varmt?« Journalisten nikker og ler.

Muslimerne løfter sløret

Bedoor læner sig ud fra bordet og kaster et hurtigt blik ned gennem restauranten og siger noget til sin veninde på saudiarabisk. Og pludselig fjerner de to kvinder det lille tørklæde foran mund og næse. To kønne ansigter kommer til syne. Faten Hamad Alabdulaali læner sig lidt frem over bordet og siger:

»Så længe der ikke er nogen mænd i nærheden, så er det helt ok at fjerne tørklædet. Vi kan godt vise vores ansigt for dig,« siger hun med dæmpet stemme og blinker skælmsk med det ene øje.

Journalisten griber bolden: »Hvorfor bærer I den dragt?«

»Det er helt naturligt for os som muslimer. Vi er rigtig glade for vores dragt. Den gør os trygge. Vi ville ønske, at alle muslimske kvinder bar den, men det er et spørgsmål om fortolkning af skrifterne - og vi respekterer, at andre kvinder vælger den fra,« siger Faten Hamad Alabdulaali.

De fleste mennesker synes, at vi er blinde, fordi vi bærer denne dragt. Men det er helt forkert.

Faten Hamad Alabdulaali

Hun tænker lidt og forklarer så, hvorfor dragten giver tryghed.

»Vi vil ikke distrahere eller friste mænd. De har et job at passe og det har vi også. Og forestil dig, at du har to juveler liggende på et bord. Den ene er dækket til, den anden er ikke. Hvis du var en tyv, hvilken juvel ville du få lyst til at stjæle?« spørger hun.

En mandlig tjener nærmer sig bordet, og Faten holder straks en beskyttende hånd op foran ansigtet, så tjeneren ikke kan se det. Da tjeneren er passeret fjerner hun automatisk hånden igen. Til sidst vil journalisten gerne tage billeder, og hun får lov - på den betingelse, at de må tage tørklædet for munden igen, og at de må se billederne og sige god for dem. Da billederne er taget, kaster de et blik på kamera-displayet, retter lidt på tørklædet, og beder om at de bliver taget om. Så er de tilfredse.

»Det går jo ikke, at tørklædet sidder skævt,« siger Bedoor Alkurtass.

Journalisten siger farvel, og de to piger giver begge hånd.

»Kom og besøg os en dag i Saudiarabien. Jeg har skrevet adressen på din computer. Det kunne være helt fantastisk hyggeligt. Så kan vi vise dig rundt, så du kan se, hvordan vi lever og bor. Jeg er sikker på, at du vil kunne lide det,« siger hun.