Ud med kattevideoer og ind med en tre meter høj bronzeskulptur.
Den danske kunstner Kristian von Hornsleth vil bygge en skulptur af den kendte forsker Eske Willerslev og placere den foran Rungsted Gymnasium og Vallerød skole, har han netop offentliggjort i en pressemeddelelse.
Valget faldt på Eske Willerslev, fordi han er et »lysende fyrtårn af viden og grænseløs nysgerrighed,« som Kristian von Hornsleth udtrykker det, og fortsætter:
»Hvis vi kan få ham til at være en stjerne – gøre det sejt at være klog og dygtig, så er min mission med dette projekt fuldendt.«
Eske Willerslev er selv begejstret for projektet, som også for ham har en klar samfundsmæssig mission.
»På Niels Bohrs tid var det cool at være forsker, men det er det ikke længere i dag, og det skal vi gøre noget ved. Vi skal gøre det cool at være forsker,« siger Eske Willerslev til P1 Morgen.
LÆS OGSÅ: Willerslev i vild bedrift: Tre artikler i ét hug i verdens sejeste tidsskrifter
Forskning bliver Danmarks levebrød
Mens tre meter bronze kan lyde lidt som et anfald af storhedsvanvid, så handler det for Eske Willerslev allermest om at sætte fokus på grundforskning, som Danmark ifølge ham kommer til at skulle leve af i fremtiden.
»Hvis du kigger rundt i det her lokale, bygger hver eneste ting - computeren, høretelefonerne og mikrofonen - på minimum én grundvidenskabelig opdagelse,« siger Eske Willerslev til P1.
Flere institutioner, heriblandt Københavns Universitet, afviste at have skulpturen stående, fordi vi i Danmark ifølge pressemeddelelsen har en tradition for kun at ære afdøde mennesker med skulpturer.
Ved at lave en skulptur af en nulevende person, håber både Kristian von Hornsleth og Eske Willerslev på at kunne skabe en forbillede-kultur blandt nutidens forskere.
Kunstneren har planer om, at værket skal være den første i en hel række skulpturer af markante danskere.