»In terms of normative power, I broadly agree: we are one of the most important, if not the most important, normative powers in the world.«
Sådan sagde José Manuel Barroso, den daværende formand for Europa-Kommissionen, i 2008 om EU's udenrigspolitik og unionens rolle i verden.
De fleste vil nok ikke bide mærke i Barrosos formulering 'normative power', men faktisk er det en omskrivning af en af de mest citerede artikler i EU-forskningen, ’Normative Power Europe’, der blev publiceret i 2002 af EU-forsker Ian Manner.
Sådanne direkte udvekslinger mellem samfundsvidenskabelig forskning og politiske aktører er ikke usædvanlige. Tværtimod er samfundsvidenskabelig viden og politik tæt sammenvævet.
Normalt forstås videnskabelig viden og politik som to adskilte aktiviteter, og denne deling og det objektive videnskabelige blik er da også det, der traditionelt har adskilt videnskabelig viden fra ideologier og politisk agitation.
Samfundsvidenskaben har formet EU
Jeg har været med til at undersøge, hvad sammenvævningen betyder for den måde, vi forstår samfundsvidenskabelig viden, og hvilken betydning de forskellige former af denne viden spiller i de politiske processer.
At forskellige former for samfundsvidenskabelig viden har formet EU på en lang række væsentlige punkter, overrasker ikke iagttagerne af EU og den europæiske integrationsproces.
Ser vi for eksempel på indretningen af det indre marked og ikke mindst Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), har bestemte monetaristiske økonomiske teorier spillet en væsentlig rolle i den måde, man politisk har valgt at indrette de økonomiske institutioner og de makroøkonomiske målsætninger på.
Således er der i ØMU fokus på inflationsbekæmpelse og på at holde de offentlige underskud nede, frem for økonomisk omfordeling og sikring af vækst og arbejdspladser.
\ Læs mere
Også påvirkning den anden vej
Udvekslingen går også den anden vej.
Via forskningsbevillinger og støtte til videnskabelige institutioner er EU med til at forme rammerne for den samfundsvidenskabelige vidensproduktion.
Og endnu vigtigere: EU er også hovedleverandør af store mængder empirisk materiale til EU-forvaltningsforskerne.
Når de sammenligner forskellige landes effektivitet i implementeringen af EU's lovgivning og andre former for EU-regulering, benytter de således data produceret af EU selv.
Spørgsmålet er så, hvordan den form for data organiserer og former det, vi ved om politiske processer i EU og den europæiske integration.
På trods af disse åbenlyse forbindelser er forholdet mellem samfundsvidenskabelig viden og politiske processer og institutioner underbelyst i forskningslitteraturen.
\ Læs mere
Et fælles ønske
Umiddelbart er det en almindelig forestilling, at videnskaben er en fremadskridende proces, hvor forskere via empiriske test løbende forkaster og forfiner videnskabelige teorier og forklaringer. Men det kan ikke alene forklare, hvorfor nogle teorier bliver anset som sande, mens andre ender på historiens mødding.
Ser vi empirisk på, hvordan samfundsvidenskabelig viden faktisk produceres, bliver billedet noget mere mudret, og vi ser, at den videnskabelige viden – selv objektive ting som statistik – produceres i politiske kontekster. Lad mig komme med et eksempel.
På europæisk niveau bliver der produceret statistikker om mange forskellige forhold.
Blandt sociologer og embedsmænd i Europa-Kommissionen og EUROSTAT (EU's statistikorganisation) opstod der i slutningen af 1990'erne et ønske om at udvikle en fælleseuropæisk socioøkonomisk klassifikation – et statistisk mål for social ulighed og mobilitet.
EU har på mange måder altid været domineret af jurister og økonomer
Kristoffer Kropp
Projektet løb over femten år, men det blev aldrig til noget, selv om det umiddelbart virkede til, at der var gode muligheder for et succesfuldt forløb.
En række velansete vesteuropæiske samfundsforskere var engagerede fra begyndelsen, der var stærke forbindelser til centrale videnskabelige institutioner, og projektet blev støttet økonomisk af Europa-Kommissionen.
De første år så det da også ud til, at projektet ville gå glat, og at forskerne dermed ville få succes med at udlicitere deres dataindsamling til EUROSTAT, som ville blive tvunget til at klassificere på en bestemt måde.
Viljen er ikke nok
I løbet at 2000'erne løb projektet dog ind i flere forhindringer. Blandt andet mente statistikere, at modellen var for abstrakt, og dermed ikke uden videre kunne overføres til nationale kontekster.
Indvendingerne blev dog fejet af banen, og kritikerne skiftede derfor til en mere teknisk kritik af modellen, som mange af dem anså for at være en trussel mod de veletablerede nationale klassificeringer.
Således brugte de kræfter på at vise ustabiliteten i modellen og på den måde så tvivl om dens pålidelighed. De viste, at man fik meget forskellige resultater, selv om man kun ændrede få parametre en lille smule.
Dermed kunne selv meget små forskelle i formuleringen af spørgsmålene fra land til land og sprog til sprog have voldsomme effekter på resultatet.
Endelig argumenterede statistikere fra især Syd- og Østeuropa for, at klassificeringen ikke var tilpasset lande med mange små selvstændige eller en stor landbrugssektor.
Manglende konsensus
Der var med andre ord ingen konsensus om, hvordan man bedst lavede en fælleseuropæisk klassifikation. Projektet kunne måske være blevet til noget, hvis der havde været støtte fra de centrale institutioner i det europæiske bureaukrati, som havde søsat projektet, men problemet var, at det ikke blev prioriteret i Bruxelles.
EU har på mange måder altid været domineret af jurister og økonomer, og emner som social mobilitet stod ikke højt på deres prioriteringsliste, og sociologerne forstod ikke at sælge projektet som et vigtigt værktøj til fremtidens politiske udvikling.
For at forstå, hvorfor den fælleseuropæiske klassifikation ikke blev til noget, er det med andre ord nødvendigt at se ud over de teoretiske og tekniske argumenter og diskussioner.
I stedet er det nødvendigt at forstå, hvordan den snævre akademiske forankring i et bestemt netværk, den manglende vilje til at imødekomme indvendinger og kritik og ikke mindst de manglende forbindelser til centrale aktører og institutioner i EU alt sammen spillede ind på, hvad vi i dag ved om europæernes socioøkonomiske status.
Stil spørgsmål
Hæver vi os over dette specifikke eksempel, lader det til, at der er en række generelle forhold ved videnskabelig vidensproduktion, der er overraskende.
Normalt forventer vi, at videnskabelig viden er adskilt fra politik, men som eksemplet viser, er det langt fra altid tilfældet. Videnskabelig viden, og måske i særdeleshed samfundsvidenskabelig viden, er i virkeligheden tæt sammenvævet med politiske ideer, institutioner og processer.
Mere konkret lærer eksemplet os tre ting. For det første må vi forstå videnskabelig vidensproduktion på samme måde, som vi forstår andre sociale processer, da det er de samme normer og regler, der gælder.
For det andet må vi erkende, at produktionen af samfundsvidenskabelig viden er tæt sammenvævet med politiske processer. Sammenvævningen er dog ikke altid intenderet eller planlagt, og den foregår ofte på måder, som kommer bag på både samfundsforskere og politiske aktører.
Der er to væsentlige spørgsmål, som bør rejses
Kristoffer Kropp
For det tredje skal vi indse, at samfundsvidenskabelig viden ikke er uafhængig af tid og sted. Begreber, metoder, teorier og klassifikationer er udviklet på bestemte steder og tidspunkter som svar på bestemte problemstillinger – videnskabelige og samfundsmæssige.
For at forstå de videnskabelige metoder og teoriers succes eller fiasko, må vi altså forstå, hvordan de indgår i debatter i bestemte kontekster og er situeret i de sociale og fysiske rum, som formede dem.
Til hvem og hvad produceres viden?
Umiddelbart kunne det virke, som om de diskussioner jeg præsenter her, mest henvender sig til forskere. Det er da også yderst væsentligt, at forskere begynder at tænke grundigt over, hvordan de bliver formet af de forhold, deres forskning bliver produceret under.
Diskussionen er dog også væsentlig for den bredere offentlighed. For hvordan bliver de mange forskellige former for samfundsvidenskabelig viden produceret, og hvordan benyttes de til at organisere væsentlige samfundsmæssige institutioner?
Sammenfattende kan man sige, at der er to væsentlige spørgsmål, som bør rejses til snart alle former for samfundsvidenskabelig viden; til hvem og til hvad produceres den viden?
