Folk på landet lever i isolation. Områderne affolkes og landsbyerne falder fra hinanden som sociale enheder.
Dette er ikke overskrifter fra den senere tids danske aviser, men derimod kommentarer fra professor Stig Thøgersen, der for nylig har besøgt kinesiske landområder.
»Man forestiller sig altid, at folk kommer hinanden mere ved på landet. Men mange kinesiske landsbysamfund er ved at falde fra hinanden. Der er ikke længere nogen, der reparerer taget på skolen. Er der hul i vejen, får det lov at blive der, for hvem skal gribe en skovl og fylde det op? Det er ikke dit ansvar, og det er heller ikke mit ansvar. Selvom jeg kommer i Kinas landdistrikter med jævne mellemrum, så har det været slående at opleve den mangel på fællesskabsfølelse, der efterhånden hersker,« siger Stig Thøgersen, der har ledet et forskningsprojekt, der handler om organisering af livet på landet i Kina.
Projektet fokuserer på nye typer social organisering, som har fundet sted på landet siden afkollektiviseringen i begyndelsen af 1980’erne. Og netop afkollektiviseringen er en væsentlig årsag til den mangel på fællesskab, som i dag karakteriserer livet på landet.
Sidste mand lukker og slukker
Billedet af situationen på landet er mere nuanceret end som så. Områder tæt på de store byer klarer sig som regel bedre, fordi de kan komme af med deres produktion af grøntsager. Andre har fundet sig en nicheproduktion af specialafgrøder som for eksempel te eller spiselige svampe, man kan eksportere til Japan.
Atter andre steder er der meget fattigdom, som bliver forværret på grund af den demografiske fordeling.
Mellemgruppen tager til områder som Guangdong, hvor der er byggejob og mange fabrikker.
De, der er tilbage i landsbyerne, er dem under 15 og over 50 år – og muligvis kvinder, selvom det også er ved at ændre sig.
Som Stig Thøgersen siger:
»Nogle steder er der en stemning af, at det er sidste mand, der lukker og slukker, fordi det kun er de unge og bedsteforældrene, der bor derude.«
Heldigvis er mange parate til at ændre på dette. Men det er på en baggrund af vidt forskellige motiver.
Bønderne skal reddes – af byerne
For at få social stabilitet kræves der økonomisk udvikling. Myndighederne har meget fokus på at få stabilitet i landområderne. Hele den gigantiske øvelse med at få omstruktureret Kinas landområder skyldes dybest set frygten for et bondeoprør.
Tidligere er alle de kinesiske dynastier blevet væltet af bondeoprør, og kommunisterne kom selv til magten via landet med en strategi, der hed ‘Landområderne skal omringe byerne’.
Før var landbruget organiseret kollektivt i arbejdshold. Landsbyen ejede jorden og havde en fælles leder, som inddelte folk i arbejdshold. Han planlagde, hvad hver enkelt skulle lave. Den enkelte bondes belønning blev fordelt ud fra antal arbejdspoint.
Kollektiverne organiserede bøndernes arbejdsliv såvel som det praktiske arbejde med at bygge skoler og etablere kunstvanding. De stod sågar for underholdningen.
Men det duede ikke rigtigt. Ud fra den betragtning at produktionen ville stige, hvis folk arbejdede for sig selv frem for fællesskabet, begyndte Deng Xiaoping en afkollektivisering i årene 1978-83.
Afkollektiviseringen kunne i praksis minde om dansk familielandbrug, hvor bønderne fik lange kontrakter på jorden – så lange, at de betragtede jorden som deres egen.
Ideen bag at reformere de kinesiske landområder efter statens og individuelle reformatorers politiske og sociale visioner rækker tilbage til 1920’erne og 30’erne.
Men siden 2005 har det kinesiske kommunistparti KKP adopteret tankerne som et ledetema for partiets ‘opbygning af nye socialistiske landområder’.
Målet er dog ikke udelukkende at udvikle økonomien, infrastrukturen og de sociale ydelser.
De ser det også som et mål at tilføre landbefolkningen en civiliseret livsform og gøre landsbyerne pæne og rene.
»I kommunistpartiets opfattelse kan folk ikke selv finde ud af det. Deres elitære holdning skinner meget igennem – det er dem, der har de rigtige holdninger. Men grundlæggende er det nok en holdning, der har historiske rødder snarere end politiske. Man har en opfattelse af, at bønderne er uciviliserede, og at der skal komme nogle udefra og rette op på forholdene,« siger Stig Thøgersen.
Et jaloux kommunistparti
Der er flere aktører i Kina i dag, der gerne vil være med til at reformere landområderne. Allestedsnærværende er naturligvis KKP.
Om partiet som reformator på landet siger Stig Thøgersen:
»Vores forskning viser, hvor dybt involveret partiet er i alt, hvad der rører sig selv efter afkollektiviseringen. Og hvor jaloux og hvor meget på vagt de er over for alternative organiseringer. På den ene side vil de gerne have social sammenhængskraft. På den anden side er de meget opmærksomme, hver gang der er nogen, der slutter sig sammen uden om deres egen struktur. De betragter sig som de eneste, der har kvalifikationerne til at gennemføre den rigtige udvikling. Partiet ser sig selv som eliten, at det er deres opgave at civilisere landområderne. Derfor er det også dem, der skal organisere områderne.«
Stig Thøgersen nuancerer dog indtrykket af partiet:
»Opfattelserne inden for KKP er meget delte. Fra maoister til ultraliberalister, der mener, at markedet ordner det hele -hvis ikke de kan finde ud af at leve derude, så må de flytte. Andre drømmer sig tilbage til kollektiverne og Maos glade dage. Det er meget svært at sige, at partiet kører i en bestemt retning, og det er netop en af pointerne: Ved reformerne i 1950’erne skulle alle indlemmes i folkekommunerne, og det blev gennemført over hele Kina. Da man så senere gik tilbage igen, var det familielandbrug, der skulle gennemføres på fire år. I dag er der ingen, der har den uniforme løsning, og ingen tror på, at der findes en sådan. Det hænger sammen med, at landets regioner er så vidt forskellige – nogle er egnede til et intensivt landbrug, andre til tunge industrier. De one size-løsninger, der blev brugt tidligere, duer ikke længere. Derfor er der opstået et nyt rum, hvor tingene kan udvikle sig.«
Den traditionelle måde, hvorpå KKP har grebet større sociale ændringer an, har været en top-down tilgang. Partiet har sendt kadrer og arbejdshold fra højere bureaukratiske niveauer ned for at udvikle modellandsbyer.
Modellen kritiseres af de folkelige organisationer og forskere for at være for stiv og bureaukratisk og med for lidt deltagelse af græsrødderne. Der har været succeser, men også mange fiaskoer, forklarer Stig Thøgersen. Det er her, der opstår et spillerum for de folkelige organisationer.
NGO’ernes balancegang: Mellem parti og troværdighed
Vilkårene for NGO’er afhænger af, om de er kinesiske eller udenlandske. Hvor sidstnævnte, der blandt andet tæller organisationer som det britiske Oxfam, oplever stigende problemer, så er der opstået en form for symbiose mellem den kinesiske stat og de kinesiske NGO’er.
Er der hul i vejen, får det lov at blive der, for hvem skal gribe en skovl og fylde det op? Det er ikke dit ansvar, og det er heller ikke mit ansvar.
Stig Thøgersen om situationen i mange kinesiske landsbysamfund
Staten er i stigende grad afhængig af græsrodsorganisationer inden for miljø, kultur og sociale forhold- ikke mindst når det gælder udvikling i landområderne. Og omvendt kan NGO’erne ikke eksistere uden hverken statens eller lokalregeringernes accept af og støtte til deres aktiviteter.
Stig Thøgersen siger:
»Mange af de kinesiske NGO’er forsøger at lægge sig så tæt op ad staten som muligt. Her i Vesten er det modsat – i hvert fald idealet. Vil man have sine ting igennem i Kina, må man stå sig godt med de lokalemyndigheder. Men omvendt: Hvis de bare gjorde det samme som regeringen, så var de jo uinteressante. Så det er en konstant afprøven af grænser for, hvad man realistisk kan få igennem: Denne gang gik det, så næste gang går vi lidt længere. Eller modsat, « siger han.
Kombinationen af miljøbevidsthed og markedsorienteret økonomisk tænkning er tilsyneladende noget, der er gået rent ind hos stort set alle i Kina. Det er en vinkel, som den kinesiske NGO Green Cross har udviklet og brugt med nogen succes i to landsbyer.
Hvor det ene projekt havde baggrund i miljøproblemer, skulle det andet projekt løse en spirende etnisk konflikt. Begge projekter bidrog på hver deres måde til at løse op for problemer og havde udvikling af landområderne som det overordnede mål, fortæller Stig Thøgersen.
Landsby fik grøn profil
Landsbyen Yanhe satsede på miljøbevidsthed.
Gaderne blev ryddet op, og man begyndte at markedsføre sig på at producere økologisk te. Med den grønne profil begyndte turister fra storbyerne at dukke op for at nyde de pittoreske omgivelser og den friske luft.
Landsbyen opdagede, at de kunne tjenepenge på den grønne profil.
Byen blev efterfølgende udpeget som modellandsby, hvilket blandt andet betød, at den fik tilført flere midler.
Etnisk konflikt
Et andet eksempel er landsbyen Wangtai, som siden 1966 har oplevet konflikter mellem tilflyttede Hui-muslimer og lokale Han-folk. I erkendelse af, at de havde mistet landsbyens tillid i forsøget på at løse konflikten, inviterede de lokale myndigheder Green Cross.
Nogle steder er der en stemning af, at det er sidste mand, der lukker og slukker, fordi det kun er de unge og bedsteforældrene, der bor derude.
Stig Thøgersen
NGO’en valgte at gøre den muslimske del af Wangtai til en modellandsby med en affaldssorteringskampagne, som sidenhen blev udvidet med tiltag som forbedring af boliger, renere omgivelser og bygning af en stor, fælles kostald.
Håbet med stalden var, at den ville gøre livet lettere for bønderne, reducere forureningen omkring husene og forbedre kødkvaliteten.
For at sikre den sociale stabilitet opmuntrede Green Cross landsbyen til at opbygge en fælles identitet omkring islam, som kunne bruges som en konstruktiv kraft i mødet med Han-folkene.
Wangtai er blevet brugt som succeshistorie i de kinesiske medier. Stig Thøgersen har dog en lidt mere nuanceret opfattelse af succesen. Han fortæller om et besøg i landsbyen: »Jeg gik rundt i den anden ende af landsbyen, og folk var enormt sure og halvaggressive. Det var helt tydeligt, at det var fordi, jeg havde været oppe i den “forkerte” ende af landsbyen.«
Om landsbyernes chancer for succes siger han:
»Det går godt de steder, hvor der er en kerne af ledere, der vil tage ansvar, og som helst også skal have forbindelser de rigtige steder. Det går dårligt i de landsbyer, hvor gamle konflikter mellem familier ligger og lurer. Faktisk går det ofte bedst i de landsbyer, hvor beboerne tilhører den samme familie.«
Fælles front mod lokale myndigheder
Der er tilsyneladende et vist spillerum for kinesiske NGO’er i fremtidens Kina.
Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste tilsyneladende ser statens egen evne til social genopbygning af landområderne som værende meget lille.
Her er der spillerum for lokale NGO’er – vel at mærke inden for visse rammer.
»Der er intet, der tyder på, at staten er ved at slippe grebet. Jo mere politisk ømtålelig en problematik er, jo sværere vil det være at komme igennem med noget. Men inden for et område som det sociale arbejde, hvor staten har svært ved at trænge igennem og ikke magter arbejdet, dér har NGO’erne klart en funktion. Lige sådan med miljø, hvor de centrale myndigheder antager et mere overordnet blik omkring miljøproblemer. Her har staten og NGO’erne en fælles interesse i at indgå alliancer for at presse de lokale virksomheder og myndigheder, som ofte er langt mere afslappede i deres krav til industrien,« siger Stig Thøgersen.
Artiklen er lavet i samarbejde med Magasinet Humaniora. Læs hele artiklen her
