Oase i Arktis gør forskerne klogere på forholdet mellem mennesker og fangstdyr

Ud for det nordvestligste hjørne af Grønland findes et såkaldt Nordvandspolynie, der er isfrit hele året rundt.

Søkonger og andre havfugle var ikke sene til at udnytte dette vindue ned til det undersøiske spisekammer.

Ud for kysten i den allernordligste del af Melvillebugten myldrer det iskolde vand i Nordvandspolyniet nemlig af vandlopper; en lækkerbisken for de titusindvis af søkonger og andre havfugle, der holder til på fjeldene.

I årtusinder er den del af næringen, som fuglene ikke selv bruger, kommet landskabet til gode som gødning, hvilket har forvandlet de golde og livløse sortbrune skråninger til grønne tæpper af mos og græs.

Det fandt omvandrende græssende pattedyr ud af, og sidenhen også mennesket – i flere omgange.

Forskerne går i dyrenes fodspor

Danske antropologer, arkæologer og biologer begyndte i 2014 et samarbejde med Thule-fangerne for at undersøge, hvad Nordvandspolyniet har betydet for livet i området helt tilbage fra de første søkonger og op til nutiden.

NOW-projektet (NOW= North Water) er et stort tværfagligt projekt, som forsøger at afdække forholdet mellem mennesker og fangstdyr i Nordvandspolyniet i Thule-området – fra Grønlands første mennesker og op til dagens fangere.

Professor Kirsten Hastrup fra Institut for Antropologi på Københavns Universitet er leder af projektet. Hun forklarer, hvorfor forskerne interesserer sig for Nordvandspolyniet:

»Området er en oase af liv i et ellers meget karrigt, højarktisk landskab. I denne oase trives mange arter, som er afhængige af hinanden og hvis ressourcer delvis overlapper hinanden. Det, vi ser i øjeblikket, er, at arterne flytter lidt rundt i takt med ændringerne i havisen. Så spørgsmålet er, hvor længe man kan tale om et sammenhængende økosystem, hvad der egentlig er sket tidligere, og hvordan udviklingen er her og nu. Samarbejdet mellem arkæologer, biologer er afgørende for at forstå dette,« fortæller hun.

Mennesket har overlevet i Grønland på grund af polyniet

Ifølge hende er mennesket en del af økosystemet, og det er på grund af polyniet, at de overhovedet har kunnet leve der.

»De første mennesker, der kom til landet for 4.500 år siden, fulgte rensdyrene, og vandrede nord om Grønland hvor de levede i nogle århundreder, for siden at forsvinde igen. En ny indvandring til Thule-området fra Nordamerika fulgte – også i dyrenes fodspor. De første folk var rensdyrfangere, men de blev i stigende grad orienteret mod havet, efterhånden som Nordvandspolyniet åbnede sig,« siger hun og fortsætter:

»Thule-kulturen, som kom til Grønland omkring år 1100, var primært en hvalfangstkultur. Den kom fra Beringsstrædet, hvorfra folk var gået langs Nordamerikas vandkant mod det Arktiske Hav og mod øst. De kom til hullet i isen, hvor de kunne fange hvaler; en del flyttede sydpå og blev sælfangere i Vestgrønland. Så hvorfor gjorde de det?« uddyber Kirsten Hastrup.

Her ses forskerne i gang med at sætte GPS-sendere på søkonger for at forstå relationen mellem søkongerne og Nordvandspolyniets økosystem på Grønland. (Video: Astrid O. Andersen, Institut for Antropologi, Københavns Universitet)

NOW-projektet skal afdække forandringer i regionen

Tilværelsen omkring Nordvandspolyniet var baseret på fangst, som var drivkraften bag livet.

Men i ny og næ hænder noget – dengang som nu, hvor der sker en overgang fra ét system til et andet. Nogle overgange er ret bratte, og forskerne er nu optagede af at finde årsagen til forandringerne.

»En af de ting, vi vil med projektet, er at afdække de mulige årsager til de skiftende livsformer i regionen. Det tværfaglige samarbejde gør det muligt at se fortid og nutid, dyr og mennesker i ét samlet billede,« siger Kirsten Hastrup.

»For eksempel kan fangerne fortælle os ved hjælp af tegninger, hvor iskanten lå fast i gamle dage ved forårstid, og hvorfra de fangede. Kigger vi på det i dag, har iskanten trukket sig væsentligt længere ind mod land som i Inglefield Bredning, hvor fangerne er udfordret på adgangen til en stor del af Nordvandet,« uddyber hun.

Isens omskiftelighed udfordrer den sociale sammenhængskraft

Isens nye omskiftelighed er en udfordring, der trækker en lige linje ind i bygdernes sociale sammenhængskraft.

Hvis fangerne vil jage hvalros, så kan de sjældent nå dem fra isen, men er nødt til at tage langt nordpå til den forladte bygd Etah - en rejse, der kun kan foretages i en stor motorbåd. Men dels kan der ikke være så meget kød i båden som på en slæde, og dels er det ikke alle, der har råd til at købe en båd.

»Der er nogen, der har råd til at købe en større båd og tage til Etah. Men ikke alle. Det skiller folk, og uligheden bliver større. Man deler kød – men man deler ikke penge,« siger Kirsten Hastrup.

Grønlænderne er kommet på nettet

Kirsten Hastrup har været på tilbagevendende feltarbejde i Thule-området de seneste cirka ni år. I løbet af den tid er der sket en hel del.

En af de ting, der har overrasket hende, er, at folk er langt mere forbundne med den ydre verden, end hun havde forestillet sig.

»De har smartphones – de har sprunget leddet over med fastnettelefon! Nu er de på smartphone og satellitfjernsyn og den slags. Da jeg kom derop første gang, kunne de kun se KNR (Grønlands public service radio- og tv-station, red.) – og det på en god dag. Nu ser de også de danske kanaler, og så er de på nettet. Det er afsindig dyrt, men nogen er på nettet,« fortæller Kirsten Hastrup og fortsætter:

»Jeg var engang med på iskantfangst og snakkede med en af de ældre fangere. Da vi sagde farvel, sagde han, at jeg altid kunne skrive til ham på Facebook, og så fik jeg hans business card. De er meget opmærksomme på, hvad der foregår i den ydre verden,« siger Kirsten Hastrup.

Kommunesammenlægningerne har gjort grønlænderne mere samfundsbevidste

Det er dog ikke kun den moderne teknik, folk er hoppet med på.

Forandringerne de seneste år med kommunesammenlægninger har bevirket, at de har fået en meget tydeligere placering og stemme i den vestgrønlandske bevidsthed. De henvender sig mere direkte til regeringen, fangerorganisationerne og Grønlands Naturinstitut, hvor de før i tiden var mere tilbageholdne.

Før kommunesammenlægningen havde de deres egen kommune, og de var repræsenteret længere sydpå. Efter sammenlægningen fandt de ud af, at de var langt væk, og at de selv måtte gøre noget. De mener, at folk sydpå ikke aner, hvad der foregår i det fjerne nord.

»De relaterer sig markant mere nu til deres egen situation i den globale verden. Det skyldes også, at det vælter ind med mennesker – fjernsynshold, forskere, journalister – der vil vide mere om livet i det højarktiske landskab, der i den grad er præget af klimaforandringer. De vil naturligvis kunne skabe sig en ny tilværelse, hvis der kommer nye ressourcer og indtægtsmuligheder – hvad det er sparsomt med nu,« siger Kirsten Hastrup.

»Der vil være nogle unge, som ikke kan få arbejde sydpå, og som så vælger at blive og køber en stor motorbåd og begynder at fiske. Så kan de måske begynde at arbejde kollektivt på, at der kommer en lidt bedre havn – den nuværende er nærmest en lagune, hvor man kun kan komme ind ved højvande. De er slet ikke fremmede overfor forandringer. Så historien om Thule-området er bestemt ikke en ren tabs- eller forfaldshistorie,« forklarer Kirsten Hastrup.

I videoen kommer forskerne helt tæt på hvalrossen og laver en mærkning af dyret for at forstå dets vandringer. (Video: Janne Flora og Astrid O. Andersen, Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Foto: Mads Peter Heide-Jørgensen, Grønlands Naturinstitut)