Kan man forudsige fugleinfluenza i Danmark?
Det kan man faktisk, hvis man bruger information fra vores nabolande og tager højde for sygdomstilfælde tæt på Danmarks grænser.
Det kan man faktisk, hvis man bruger information fra vores nabolande og tager højde for sygdomstilfælde tæt på Danmarks grænser.

I de seneste år har Europa oplevet fugleinfluenza-epidemier af hidtil uset størrelse, og alene i 2021-2022 blev der aflivet næsten 50 millioner fugle i fjerkræbesætninger i Europa.
Vi har nu bygget en såkaldt ’epidemiologisk model’, der kan forudsige risikoen for fugleinfluenza i tam- eller vildfugle i Danmark og resten af Europa.
Modellen bygger på, hvad der rapporteres af fugleinfluenza-tilfælde i de omkringliggende lande og er for nyligt blevet publiceret i det internationale videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.
Vi har gjort prognoserne offentligt tilgængelige hér, så alle interesserede i Europa kan se risikoen i netop deres land.
Når vi ser på modellens beregninger, kan vi se, at sæsonen for udbrud med fugleinfluenza er blevet længere, og vi kan derfor forvente længerevarende udbrud.
Fugleinfluenza er forårsaget af influenzavirus, der er tilpasset fugle og smitter mellem mange fuglearter.
Nogle fugleinfluenza-virus er ikke særlig sygdomsfremkaldende (lavpatogene) og giver ingen eller kun milde symptomer i fugle, mens andre kan være meget sygdomsfremkaldende (højpatogene) og giver typisk alvorlige symptomer og høj dødelighed i mange fuglearter.
Fugleinfluenza-virus kan også smitte fra fugle til pattedyr, og i sjældne tilfælde er der også set smitte til mennesker.
I forhold til antallet af fugle smittet med fugleinfluenza over de seneste år er springet til pattedyr og mennesker dog en relativt sjælden begivenhed.
I mellemtiden er antallet af udbrud af højpatogen fugleinfluenza steget kraftigt inden for de sidste par år, både blandt tamme og vilde fugle i hele verden, herunder også i store fjerkræbesætninger.
Smitte fra vilde fugle til fjerkræbesætninger resulterer i aflivning af alle fugle i besætningen for at forhindre spredning til andre fjerkræbesætninger, hvilket medfører store økonomiske tab.
Desuden påvirker udbrud i høj grad dyrevelfærden i besætningen med hurtig smitte mellem fuglene, alvorlige symptomer og høj dødelighed, ligesom udbrud i fjerkræ har stor betydning for eksporten af fjerkrækød og fjerkrækødprodukter samt æg og ægprodukter.
Derfor er det vigtigt, at man løbende er i stand til at overvåge, hvordan højpatogen fugleinfluenza spredes mellem vilde fugle.
Det gælder særligt i perioder, hvor eksempelvis trækfugle flytter sig mellem vinter- og sommerpladser, så man kan tage forholdsregler, der reducerer risikoen for smitte til tamfugle.
Dette kan gøres ved hjælp af tidlige advarselssystemer, så myndighederne kan reagere i tide, eksempelvis ved at give påbud om at holde fjerkræ indendørs for at mindske risikoen for smitte fra vilde fugle.
Vil du gerne vide mere om fugleinfluenza og hvordan vi i Danmark overvåger udbrud?
Hos Statens Seruminstitut kan du læse mere om, hvad fugleinfluenza er.
Vilde fugle spiller en afgørende rolle i spredningen af fugleinfluenza. Det kan du læse mere om her.
Fødevarestyrelsen holder øje med aktuelle udbrud og opdaterer løbende restriktioner her.
I forskergruppen for fugleinfluenza-epidemiologi på Københavns Universitet har vi, i samarbejde med forskere fra Statens Serum Institut (SSI) og University of Sydney, bygget en model, der bruger online overvågningsdata fra Verdensorganisationen for Dyresundhed (World Organisation for Animal Health, WOAH).
Modellen fungerer som et advarselssystem for højpatogen fugleinfluenza i europæiske lande.
WOAH formidler offentligt tilgængelige data om dyresundhed ved at samle informationer fra overvågninger fra veterinærtjenester (såsom dyrlæger og myndigheder for dyresundhed) i hele verden.
Disse data opdateres hver uge og danner grundlag for risikovurderinger i mange lande verden over.
På figuren herunder ser vi antal tilfælde af højpatogen fugleinfluenza (HPAI) i Europa rapporteret til WOAH mellem 27. september 2021 og 11. december 2023. Det er de data, som modellen bygger på.

Selve modellen bruger en metode, der kaldes endemisk-epidemisk modellering.
Det betyder, at den deler de registrerede sygdomstilfælde op i henholdsvis endemiske og epidemiske komponenter med en statistisk metode.
Den epidemiske komponent beskriver lokale udbrud og tager højde for, om udbrud af højpatogen fugleinfluenza spredes inden for et lands grænser eller kommer fra andre europæiske lande, der er inkluderet i modellen.
Den endemiske komponent beskriver groft sagt alt, hvad den epidemiske komponent ikke kan forklare. Det kan være faktorer, der ikke er medtaget i vores model, eksempelvis spredning fra lande, som vi ikke har inkluderet (det er ikke alle lande som rapporterer til WOAH regelmæssigt).
Den endemiske komponent kan også beskrive uopdagede tilfælde i vilde fugle inden for de enkelte lande. Modellen kan også tage højde for sæsonmæssig variation i antallet af tilfælde af højpatogen fugleinfluenza.
Herunder kan du se et eksempel på, hvordan vores model er tilpasset antallet af højpatogene fugleinfluenza-tilfælde i Danmark fra slut 2021 til 2023, og hvordan de forskellige komponenter i modellen bidrager til det overordnede mønster.
Orange viser spredning fra de øvrige europæiske lande til Danmark (epidemisk komponent), blå viser spredning mellem fugle i Danmark (epidemisk) og grå viser den endemiske komponent.
Sorte prikker angiver de faktiske antal tilfælde i Danmark rapporteret til WOAH, så figuren viser, hvor god modellen er til at forudsige udbrud alt efter årstal og sæson.
Vi kan se, at modellens forudsigelser (orange og blå) nogenlunde følger de sorte prikker, hvilket viser os, at modellen her giver en god indikation for, hvornår der kan ske udbrud i Danmark.

Figuren i afsnittet ovenfor beskriver udbrud i perioden slut 2021 til start 2024, og her ser vi ikke, at udbrud er specielt bundet til bestemte sæsoner.
Ser vi i stedet på tidligere data, i perioden 2016-2023 for Europa samlet, som på figuren herunder, bliver billedet dog et andet.
Vores undersøgelse af data om udbrud i Europa fra 2016 til 2021 viser, at der var mange udbrud mellem oktober og april, og ingen eller ganske få henover sommeren.
Men i 2022 og 2023 har vi altså set en ændring i dette mønster med tilfælde over hele året, også i sommerperioden, dog stadig med flest udbrud henover vinteren.
Sæsonvariationen i udbrudsdata viser, hvor vigtigt det er at inkludere dette i prædiktionsmodeller for fugleinfluenza.
Figuren viser, hvordan udbrud med højpatogen fugleinfluenza i Europa overvejende forekommer forår/efterår fra 2016-2021, hvorimod sæsonen udvides til at vare hen over sommeren fra 2022-2023 (data rapporteret til WOAH mellem 1. januar 2016 og 11. december 2023).

På baggrund af det ændrede sæsonmønster var det nødvendigt at bygge modellen baseret på det seneste data fra slut 2021 til 2023. På den måde kunne vi fange det nye mønster med smitte hen over sommeren.
Modellen giver en prognose for udbrud, men jo længere frem i tiden den skal forudsige, des større bliver usikkerheden, ligesom for eksempelvis vejrudsigter.
I figuren herunder ser vi, hvordan vores model forudsiger antal tilfælde af højpatogen fugleinfluenza i Danmark fra uge 26 i 2023 og 4 uger frem.
X-aksen viser tiden, og Y-aksen viser antallet af tilfælde. Den sorte prik til venstre på grafen viser antallet af udbrud i den uge, som vi starter prædiktionsmodellen med (her er det uge 26 i 2023).
De åbne cirkler viser det faktiske antal tilfælde af højpatogen fugleinfluenza i perioden. De røde og gule felter viser den statistiske risiko for udbrud i de efterfølgende uger.
Ved at køre modellen mange gange kan vi udregne sandsynligheden for udbrud i den kommende periode.
Dette kan lade sig gøre, fordi modellen indbygger små usikkerheder, hver gang den køres. Så ved at se på mange forskellige resultater, opnår vi en mere præcis sandsynlighed for omfanget af udbrud.
I figuren hér er angivet henholdsvis 10, 50 og 90 procents sandsynlighed for, at der forekommer x antal udbrud, mens den hvide linje viser gennemsnittet.
Det vil eksempelvis sige, at der i ugen startende med den 10. juli med 90 procent sandsynlighed kunne forventes op til to udbrud, mens der den 17. juli er 50 procent sandsynlighed for ét udbrud.

Sammenholder vi forudsigelserne i ovenstående graf med det faktiske antal tilfælde i perioden, kan vi se, at modellens forudsigelser stemmer rimeligt overens med det faktiske data.
Grafen viser de faktiske antal tilfælde af højpatogen fugleinfluenza med åbne sorte cirkler, og vi går fra at se nul tilfælde i uge 26 i 2023 til henholdsvis to og et tilfælde i uge 29 og 30 i 2023.
Modellen er som sagt baseret på data fra WOAH og er, ligesom alle andre modeller, afhængig af, at de indrapporterede data er korrekte.
Det understreger vigtigheden af, at alle lande indrapporterer alle tilfælde af fugleinfluenza kontinuerligt.
Vi har valgt at gøre modellen offentlig tilgængelig, da formålet med at bygge modellen er at forbedre beredskabet mod fugleinfluenza I Danmark og generelt i hele Europa.
Derfor vil alle inkluderede lande i Europa kunne bruge modellen til at informere beslutningstagere om risikoen for udbrud, så de kan tage forholdsregler og implementere forebyggende foranstaltninger.
Dette vil givetvis også understøtte en kontinuerlig indrapportering fra andre lande.
Modellen opdateres løbende med data fra WOAH og viser derfor de seneste forhold og ændringer for højpatogene fugleinfluenzatilfælde i Europa.
Data brugt i modellen er indrapporteret til WOAH og deles hver uge af WOAH med forskere og andre interessenter.
Data er reproduceret med tilladelse fra WOAH.
WOAH påtager sig intet ansvar for integriteten eller nøjagtigheden af de data, der indgår i deres database, herunder eventuelle sletninger, manipulationer eller omformattering af data, der kan være sket uden for dets kontrol med mere.
Enhver model er kun så præcis som de data, modellen er bygget på. I det tilfælde, at mange påvisninger i vilde fugle ikke bliver indrapporteret til WOAH, vil prædiktionerne fra modellen blive mere usikre. Data og kode for modellen er tilgængelige på GitHub.