Med rejsekufferten i hånden, klædt i moderigtigt tøj og med et indøvet, koket smil sad Hela Schüpper Rufeisen i toget mod Warszawa i Polen. Ingen ombord havde den mindste mistanke om, at den unge kvinde havde flere pistoler og en håndfuld patroner i frakken.
Hela Schüpper Rufeisen, som var jødisk, brugte denne kontrast mellem ydre fremtoning og virkelighed, når hun transporterede ting ind i, ud af og mellem ghettoerne i Warszawa og Krakow.
Hendes nøje kultiverede 'ariske' udseende og falske papirer, der angav hende som katolik, gjorde det muligt for hende at krydse grænser og overleve sammenstød og møder, der ellers ville være endt med døden.
Under Holocaust var det ofte mere realistisk for kvinder end for mænd at forsøge at antage en ikke-jødisk identitet. En del jødiske kvinder, som Hela Schüpper Rufeisen, løb denne risiko for at deltage i modstandsarbejdet mod nazisterne og deres kollaboratører.
De fleste jøder, der forsøgte at sig med denne fremgang, gjorde det dog simpelthen for at holde sig i live i et system, der var skabt til at slå dem ihjel.
Overlevelse i et system fast besluttet på udslettelse af jøder
At blive opfattet som ikke-jødisk i det offentlige rum antog mange former. Det gjorde det ikke alene muligt for kvinderne at transportere våben, dokumenter eller beskeder, for andre betød det, at de kunne arbejde som tjenestepiger, bevæge sig mellem byer, skaffe mad eller blot sove trygt endnu en nat.
Fælles for dem alle var presset fra at leve under en konstant trussel.
Blanca Rosenberg flygtede fra Kolomyja-ghettoen, som dengang var polsk under tysk besættelse og i dag en del af Ukraine, i 1942.
Som hun senere huskede det: »Jeg prøvede at tvinge mig selv ind i sindet på den kvinde, jeg skulle efterligne … Jeg var nu arier med ret til at leve og ikke længere en jødinde, jaget som et bytte.«
Efter mange års forskning i jøder, der undgik at blive taget til fange under Holocaust, var det ikke dristigheden i deres handlinger, der slog mig mest, men hvor ofte overlevende beskrev disse handlinger som noget, de gjorde for blot at komme igennem dagen i live.
Et centralt mål for mit arbejde har været at se ud over de fejrede figurer som kurerer og modstandsagenter – ikke for at nedtone deres mod, men for at vise, hvordan det at fremstå som ikke-jødisk fungerede som en strategi for overlevelse i et system, der var fast besluttet på udslettelse af jøder.
Kvindernes roller
Under nazismen betød strategien med at spille ikke-jøde, at man antog en ikke-jødisk identitet og udførte den overbevisende i fjendtlige offentlige rum i modsætning til at gå i skjul og gemme sin fysiske tilstedeværelse bort.
Rollespillet krævede, at man konstruerede et helt nyt selv: tog et nyt navn og nye talemåder til sig, forekom fortrolig med kristne ritualer og opretholdt baggrundshistorier, der kunne modstå kritisk gennemgang.
Det krævede en konstant balancegang mellem synlighed og skjul, sikkerhed og eksponering.
Indsatsen var enorm. Afsløring betød ofte øjeblikkelig død, og de, der hjalp, risikerede selv at blive henrettet.
Jødiske mænd og kvinder, der antog en ikke-jødisk identitet, navigerede i unikke farefulde situationer, men kvinder, som ofte blev opfattet som mindre truende, havde også særlige muligheder:
Kvinders bevægelsesfrihed blev typisk overvåget mindre strengt end mænds, og de kunne påtage sig roller som hushjælp eller omsorgspersoner, hvilket gav en troværdig forklaring på, at de var i det offentlige rum.
Kvinder kunne tilpasse frisurer, tøj og manerer for bedre at passe ind. Jødiske mænd var som regel omskårede, hvilket kunne afsløre dem som jøder, og i visse situationer kunne det vække mistanke, hvis en mand i militær alder ikke bar uniform.
En skrøbelig form for dække
Vidnesbyrd fra overlevende viser, hvordan mange kvinder måtte stole på deres intuition og sociale bevidsthed for at navigere i farefyldte situationer og opbygge en form for adfærd, der balancerede sårbarhed og selvsikkerhed.
Det var ikke fordele affødt af privilegier, men en overlevelsesstrategi formet af patriarkalske og nazistiske stereotyper, hvor kvinders antagede føjelighed blev en skrøbelig form for dække.
Adina Blady-Szwajgers oplevelse illustrerer denne skrøbelige balancegang. Den unge læge rejste med et falsk polsk pas og bevægede sig mellem Warszawa-ghettoen og det såkaldte 'ariske område', mens hun skjulte ammunition under almindelige hverdags-varer.
Da hun blev stoppet af en gendarm (betjent, red.) på gaden, åbnede hun sin taske, hvor et lag kartofler skjulte ammunitionen, smilede bredt og ventede. Patruljemanden kastede et blik ned i tasken og sagde blot: »Los (gå, red)«.
Samtidig var jødiske kvinder dobbelt udsatte. Uden nogen form for juridisk beskyttelse stod de over for en forhøjet risiko for seksuel vold og tvang samt de potentielt dødelige konsekvenser af en graviditet.
Deres køn formede ikke kun måden, disse kvinder blev opfattet som ikke-jødiske, men også, hvilke farer de blev konfronteret med undervejs.
Følelsesmæssig byrde
Det havde store psykiske omkostninger at antage en ikke-jødisk identitet. Kvinder levede med en konstant frygt for, at én enkelt fejl kunne afsløre deres sande identitet.
Kvinden Blanca Rosenbergs beretning om at undertrykke sin egen identitetsfølelse efter flugten fra Kolomyja-ghettoen viser, hvordan det kunne splitte selvet og skabe en identitet, der både beskyttede og føltes dybt fremmed.
Isolationen forstærkede dette pres. Afskåret fra familie, usikker på, hvem de kunne stole på, og tynget af skyldfølelse gennemlevede mange kvinder en følelsesmæssig ensomhed, der fortsatte længe efter befrielsen.
Ruth Ackerman, som overlevede krigen ved at arbejde for en tysk familie under et falsk navn, huskede, hvordan hun blandt de nyankomne amerikanske tropper søgte efter et 'jødisk ansigt'.
Som det eneste overlevende medlem af sin familie ledte Ackerman efter andre jøder og længtes efter forbindelse efter års skjult tilværelse.
Afvist af andre overlevende
Edith Hahn-Beer, som boede i en lejr for fordrevne efter krigen, fortalte, hvordan hun følte sig afvist af andre overlevende, der bar nag over, at hun var kommet ud af krigen 'intakt' uden de fysiske lidelser, fængsling og ydmygelser, som de selv havde gennemlevet.
Ved hjælp af en venindes falske papirer fra Wien overlevede Edith Hahn-Beer krigen ved at leve som 'arier' i Tyskland og gifte sig med en nazi-officer. Valg, der gjorde det svært for andre overlevende at forholde sig til hendes overlevelse.
Lodzia Silverstein, kurer i Polen, beskrev omstillingen efter krigen som: »at kravle ud af den polske hud og tilbage i min jødiske hud«. Denne hårde psykiske proces blev forværret af fortsat antisemitisk vold, blandt andet pogromen (udryddelsen, red.) i Kielce i det sydlige Polen i 1946, hvor polske militser og soldater myrdede 42 jøder og sårede mindst 50 andre.
I visse tilfælde bevarede jøder, der havde udgivet sig for at være kristne, deres krigs-identitet i årevis, eller endda resten af livet, af frygt for fortsat forfølgelse eller ud fra et ønske om at lægge fortiden bag sig.
Vi kan stadig lære af deres oplevelser
Som disse kvinders oplevelser viser, gennemlevede de en løbende forhandling af identitet under ekstremt og ofte voldeligt pres.
For jøder, der lykkedes med at blive opfattet som ikke-jødiske, var bedraget både et skjold og en byrde. Med hver eneste gestus, hvert ord og enhver detalje i deres fremtoning risikerede de at blive afsløret.
Deres historier fortsætter med at give genlyd. Mennesker, der bliver fordrevet af krig, forfølgelse eller diskrimination, ændrer ofte aspekter af deres identitet for at føle sig mere trygge og sikre.
Tilhørsforhold bliver strengt overvåget – fra immigrationskontrol, racediskrimination og angreb på kønsidentitet i USA til etnisk vold over hele verden.
Uanset om det sker gennem krav om dokumentation og kontrol eller gennem daglig overvågning af sprog, påklædning, religion og udseende, vurderer mennesker hinanden og trækker grænser for, hvem der 'hører til'.
Under Holocaust var det at skjule sig en forudsætning for at overleve forfølgelsen. Overlevernes vidnesbyrd viser både den opfindsomhed, der skulle til for at udholde dette pres, og de følelsesmæssige omkostninger ved at udslette dele af sig selv.
I en tid præget af stigende nationalisme, antisemitisme og massefordrivelse har deres historier en fornyet vigtighed og aktualitet.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
