Libanon er et land i krise, dyb krise. Siden oktober sidste år har tusindvis af libanesere demonstreret imod regimet, og i løbet af de cirka ti måneder, som protesterne har stået på, er hele to regeringer gået af.
Den seneste trak sig 10. august i kølvandet på eksplosionen i Beirut, som indtil nu har kostet 171 menneskeliv og ødelagt store dele af hovedstaden.
Umiddelbart kan man se det som en stor sejr, at regeringen nu er knækket sammen og har indrømmet, at de ikke har været i stand til at håndtere de store korruptionsproblemer, Libanon lider under.
Imidlertid modtog demonstranterne nyheden med blandede følelser. Mange af dem tvivler på, at der kommer til at ske store forandringer i det politiske system i Libanon foreløbig, og deres bekymringer er velbegrundede.
Libanons politiske system er nemlig indrettet på en måde, som gør det meget svært at ændre.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Regeringen er kun én ud af mange spillere
Under det Arabiske Forår i 2011 gik befolkningen i Egypten og Tunesien på gaden for – med succes – at vælte en diktator.
I Libanon er der ikke på samme måde et statsoverhoved, man kan vælte, og premierministeren og hans regering er kun et led i en lang kæde af politiske spillere, der styrer Libanon.
Det politiske system i Libanon er baseret på en deling af magten mellem landets 18 forskellige religiøse grupper, eller sekter, som de kaldes på fagsprog.
Princippet om magtdeling har eksisteret langt tilbage i landets historie og er skrevet ind i den nuværende forfatning.
I toppen af den politiske pyramide i Libanon sidder ikke én, men hele tre personer:
- En præsident, der ifølge de politiske traditioner i landet skal være kristen
- en talsperson for parlamentet, der skal være shia-muslim
- og en premierminister, der skal være sunni-muslim
Præsidenten og talspersonen vil ikke gå af
Præsidenten i Libanon er den øverste kommanderende for landets militær og sikkerhedsstyrker. Han har som den eneste retten til at udpege og fyre premierministeren, og han kan nedlægge veto mod nye love, som regeringen foreslår.
Den siddende præsident, Michel Aoun, har ikke givet tegn på, at han har tænkt sig at trække sig tilbage. Tværtimod har han nægtet at give indrømmelser til demonstranterne og blandt andet truet med at fængsle dem, der sviner ham til i gaderne.
Talspersonen for parlamentet lyder måske ikke som en magtfuld person, men i Libanon har han langt større beføjelser end formanden for Folketinget eksempelvis har i Danmark.
Det er ham, der samler parlamentet, når der skal stemmes om nye love, og han har mulighed for at skrinlægge lovforslag, han er uenig i.
Nabih Berri, som har siddet på posten siden 1992, har heller ikke vist tegn på, at han vil træde af.
Selvom premierministeren og regeringen har trukket sig, er der altså stadig to andre magtfulde poster, som er blevet siddende.
Demonstranterne vil af med hele eliten
Udover de tre store politiske positioner eksisterer der også en stærk politisk og økonomisk elite, som har enorm indflydelse på, hvad der sker i landet.
Denne elite tæller de gamle militsledere, der udkæmpede borgerkrigen og gruppen Hizbollah, der ofte beskrives som verdens største ikke-statslige hær.
Bankerne i Libanon er også en magtfuld del af eliten og bliver kaldt en af landets stærkeste lobbyer. De har været med til at forme den økonomiske politik, der har kastet Libanon ud i dyb krise, og er lige nu med til at blokere for, at landet kan modtage hjælp fra den Internationale Monetære Fond (IMF).
Gennem hele protesterne har demonstranterne brug sloganet »alle betyder alle.«
Men det slogan mener de, at hvis der skal ske politiske forandringer i landet, kræver det, at hele denne elite, herunder præsidenten, militslederne og bankerne, træder tilbage.
Problemet er bare, at det er befolkningen, som lider mest under den nuværende krise. Eliten har – som det typisk er tilfældet for eliter – ringe incitament til at ændre på status quo, og de vil for alt i verden undgå selv at betale størstedelen af omkostningerne for den økonomiske krise.
Kan teknokrater hjælpe Libanon?
Selvom regeringen ikke er den eneste vigtige spiller i Libanon, er der alligevel mange iblandt både demonstranter og iagttagere, som mener, at det ville være et vigtigt skridt, hvis landet kunne få en overgangsregering, der består af uafhængige teknokrater – altså eksperter i emner som økonomi, jura og miljø, som ikke har forbindelser til de politiske eliter og derfor er mindre styret af eliternes interesser.
Libanon bliver placeret som det 137. mest korrupte land i verden af organisationen Transparency International. Håbet er, at en uafhængig teknokratregering kan bidrage til at luge ud i den enorme korruption.
Men meget står i vejen for, at det håb kan realiseres.
Årsagen er, at det er de politiske partier i Libanon, der skal udpege regeringen, og de vil forsøge at finde en ny premierminister, der bedst muligt kan beskytte deres interesser.
Den proces tager ofte månedsvis, og indtil da sidder den afgående Hassan Diab og hans ministre som en såkaldt 'caretaker-regering'.
Dertil kommer, at partierne i Libanon har en tendens til at udpege eksperter, som er på deres egen side. Reelt uafhængige teknokrater i et land som Libanon kan derfor synes som ønsketænkning.
\ Læs mere
De gamle partier sidder stadig tungt på magten
Det måske største håb for politisk forandring i Libanon vil være, at protestbevægelsen kunne blive repræsenteret i det libanesiske parlament.
Det næste parlamentsvalg skal efter planen finde sted i 2022, men inden Hassan Diab gik af, luftede han også muligheden for at afholde tidlige valg i Libanon.
Selvom der er stor utilfredshed med de politikere, der sidder på magten, er det dog ikke givet, at libaneserne vil sætte deres kryds anderledes, næste gang de går i stemmeboksen.
En hovedårsag til det er, at mange er afhængige af de politiske partier for at kunne få adgang til sundhed, uddannelse og basale fornødenheder. De politiske partier i Libanon giver nemlig blandt andet deres følgere forrang på sygehusene og legater til private skoler, som er langt bedre end de offentlige.
Under corona-krisen har man også set, hvordan partierne har uddelt værnemidler og kasser med madvarer i de områder, hvor deres følgere bor.
Udover det er det mange steder kutyme, at partimedlemmer op til et valg truer uafhængige modkandidater og deres tilhængere.
Selvom stemmeafgivningen formelt set er hemmelig i Libanon, er mange vælgere også stadig bange for, hvad der kan ske, hvis partierne får nys om, at de har sat deres kryds andetsteds.
Protestbevægelsen har ikke én fælles linje
Den opposition, vi ser i gaderne under protesterne, vil sandsynligvis prøve at stille op næste gang, der er valg, men de har valgsystemet imod sig.
Valgsystemet i Libanon er nemlig indrettet på en måde, som favoriserer de gamle partier, for eksempel ved at inddele landet i små lokale valgdistrikter, hvor befolkningerne tilhører en bestemt sekt. Derfor mener mange, at det kræver en ændring af valgloven, før de nye politiske bevægelser kan få en chance.
Men selv hvis det lykkedes at ændre valgloven, er oppositionen også svag, rent organisatorisk. Demonstranterne har insisteret på, at de ikke har nogen leder, og det har været en smart taktik til at samle folk i gaden og undgå intern rivalisering.
Til gengæld er det en udfordring, fordi det bliver svært at finde stærke kandidater i protestbevægelsen, som kan trække stemmer nok til at blive valgt ind i parlamentet.
Protestbevægelsen rummer et væld af forskellige grupper, som tæller alt fra kommunister til mere midtersøgende bevægelser, der går ind for at privatisere store dele af de statsejede virksomheder.
Selvom bevægelserne er i dialog med hinanden, vil det blive svært for dem at stille op til valg med en fælles politisk linje.
\ Libanons religiøse grupper
Libanon har 18 officielt anerkendte religiøse grupper. De tre største grupper, sunnimuslimer shiamuslimer og kristne udgør officielt omkring 30 procent hver, ifølge CIA World Factbook.
Hertil kommer en million registrerede syriske og knap en halv million palæstinensiske flygtninge. Der er dog stor usikkerhed i disse tal, da der ikke har været foretaget opdaterede folketællinger.
Et lille skridt mod et mindre korrupt Libanon
Udsigterne til politiske forandringer i Libanon ser altså ikke for gode ud. Så hvorfor går libaneserne overhovedet i gaden? Nytter demonstrationerne noget?
Selvom det politiske system i Libanon er umådelig svært at ændre, er der stadig håb om, at protesterne på lang sigt kan skubbe til libanesernes politiske bevidsthed. Allerede nu fremhæves det, at demonstrationerne har været med til at skabe mere solidaritet på tværs af landets regioner.
Demonstranter i den sydlige del af landet har hyldet demonstranter i nord, noget man ikke har set før.
Den libanesiske nationalfølelse har desuden spillet en stor rolle i demonstrationerne. Folk på gaderne har sunget nationalsangen, og det libanesiske flag har været vist overalt.
Mange har endda betegnet protesterne som afslutningen på borgerkrigen, fordi de har samlet et folk, som indtil nu har levet adskilt fra hinanden.
Selvom regeringens afgang sandsynligvis ikke kommer til at betyde meget i sig selv, kan den altså ses som et lille skridt på den lange vej mod et mindre korrupt og mere demokratisk Libanon.
\ Læs mere
\ Bag om Libanons borgerkrig
Den libanesiske borgerkrig brød ud i 1975 og var en krig mellem de forskellige grupper og trosretninger i Libanon og palæstinesere, som var flygtet fra Israel.
Da krigen sluttede, vedtog man den såkaldte Taif-aftale, som blandt andet delte de i alt 128 sæder i parlamentet mellem de 18 religiøse grupper i landet.
Det står ikke skrevet i forfatningen, at præsidenten, premierministeren og talspersonen for parlamentet skal være henholdsvis kristen, sunni- og shiamuslim. Denne deling er et resultat af en mundtlig aftale, som blev indgået, da Libanon blev uafhængigt fra Frankrig i 1943.
Krigen var lang og ødelæggende, og den gennemsyrer stadig en stor del af det libanesiske samfund og har blandt andet haft indflydelse på, hvordan Beirut blev opbygget efter krigen med skillelinjer mellem kristne og muslimske kvarterer.
Det beskriver den libanesisk fødte professor på Columbia University Hiba Bou Akar i bogen: For the war yet to come - Planning Berit’s Frontiers fra 2018.
»Mange husker krigen, og idéen om, at det kan ske igen, er indgroet i alle. Ingen ønsker en ny borgerkrig. Det gælder på tværs af alle lag, fra de fattigste til eliten,« sagde Andreas Bandak, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, forleden til Videnskab.dk.
