Derfor kan en gåtur i naturen hjælpe din hjerne og dæmpe stress og angst
Tid i naturen har en positiv indvirkning på vores mentale helbred - og det hele handler om en lille, mandelformet struktur, begravet dybt i vores hjerner.

Tid i naturen har en positiv indvirkning på vores mentale helbred - og det hele handler om en lille, mandelformet struktur, begravet dybt i vores hjerner.
Tid i naturen har en positiv indvirkning på vores mentale helbred - og det hele handler om en lille, mandelformet struktur, begravet dybt i vores hjerner.
»Jeg skal på landet i weekend for at koble af.«
Det er en almindelig bemærkning blandt folk, som tager et par dage ud i naturen for at undslippe livet i de større byer. Vi ved alle, at det virker – et par dages afslapning på landet, og så vender vi tilbage med opladede batterier.
Befolkningstætheden i byområderne vokser hurtigere, end hvad godt er. I disse år bor mere end halvdelen af verdens befolkning i byer, og det forventes, at den andel bare vil fortsætte med at vokse.
Prognoser anslår, at 7 ud af 10 kommer til at bo i store byområder, når vi rammer 2050, og mange af os tilbringer allerede op til 90 procent af vores liv inde i bygninger.
Livet i byen har sine fordele, men det udgør også en betydelig mental helbredsrisiko. Faktisk er affektive lidelser, angst og depression op til 50 procent mere normalt i byområder end på landet.
Der er et område i vores hjerner, som giver naturen mulighed for at ændre vores opfattelse af ting - og det hedder amygdala.
Det er konklusionen i et forskningsstudie fra 2011; i stressede situationer aktiveres amygdala mere hos byboere end hos folk, der bor på landet.
Amygdala er den del af nervesystemet, som er ansvarlig for at kontrollere vores følelser. Det er logisk, fordi den befinder sig i en central position, der tillader den at etablere forbindelser med mange forskellige dele af hjernen.
En af disse dele er frontallappen, hvilket er grunden til, at amygdala har betydning for vores evne til at hæmme impulser og tage beslutninger.

Amygdala er også involveret i andre aktiviteter såsom at regulere vores appetit (den er ansvarlig for mæthedsfornemmelsen), håndtere frygt og stress, strukturere minder, regulere seksuel adfærd og kontrollere aggression.
Kernen i frygt er overlevelse, og denne del af hjernen hjælper os med at overleve ved at få os til at undgå farlige situationer, fordi den løbende evaluerer informationen fra vores sanser og øjeblikkeligt afklarer, hvad der potentielt kan have indflydelse vores overlevelse (om det så er reelt eller ej).
Lige så snart truslen er identificeret, afgiver den en respons, som leder os væk fra faren og øger vores chance for overlevelse.
Vi kan imidlertid godt arbejde med amygdala, så vi hjælper den med at undgå angst og stress.
Det kan lade sig gøre ved hjælp af medicin – men videnskaben tilbyder os også en billigere og enklere mulighed: Søg kontakt med naturen.
Et nyligt studie har vist, at gentagne ophold i naturen har en positiv effekt på amygdalas aktivitet. Mennesker, der ofte har kontakt med naturen, har mindre aktivitet i amygdala i forbindelse med stressfyldte situationer. Interaktion med naturen er derfor en måde at forbedre ens mentale helbred.
Japanerne har sågar et udtryk for det: 'Shinrin-yoku', eller ’at skovbade’.
Mange andre studier er nået til den samme konklusion: De viser, at kontakt med naturen øger vores lykkefølelse og afhjælper psykiske problemer ved at reducere negative følelser og stress.
På Videnskab.dk har vi gennem tiden skrevet en hel del om sammenhængen mellem tid tilbragt i naturen og vores generelle velvære.
Vi har blandt andet skrevet om, at en daglig 20 minutters gåtur i naturen er associeret med mindre stress, at dét at bruge 2 timer i naturen ugentligt kan kobles sammen med et bedre helbred og øget velvære, og at tid i naturen kan forbindes med mere kreativ tænkning.
I vores arkiv kan du også læse om to danske studier fra 2021, der peger på, at naturterapi kan være ligeså effektivt mod stress som traditionel behandling, og om at forskere i Storbritannien anbefaler, at folk går en tur i skoven for at forebygge vinterdepression.
Kontakten til naturen forbedrer vores evne til at håndtere daglige opgaver og øger kapaciteten i vores arbejdshukommelse, som tillader os midlertidigt at lagre information i hjernen.
Oveni det kan vi lægge en forbedring af de kognitive funktioner – opmærksomhed, hukommelse, orientering – hos både voksne og børn, hvilket gavner både forestillingsevnen, kreativiteten og skolepræstationerne.
En anden fordel ved at komme ud i naturen er, at det er en aktivitet, du kan foretage dig på egen hånd. Mennesker, der går tur alene i naturen, er mindre tilbøjelig til at få depression og stress.
Som enhver anden god behandling kræver kontakt med naturen også den rette dosering. Vi skal tilbringe mindst en halv time i naturen om ugen for at opnå en forbedring i det mentale helbred.
Konklusionen er, at naturophold nedsætter aktiviteten i amygdala og har positive effekter på de dele af hjernen, som påvirkes af stress.
Det peger på, at gåture i naturen afbøder bylivets skadevirkninger. Og at de desuden kan være et forebyggende middel i forhold til udvikling af visse psykiske sygdomme.
Imidlertid er det ikke alle, der har lige muligheder for at forlade byen og opsøge træer og ren luft.
I den forstand har vi en fjende: Byernes massive og ukontrollerede vækst, specielt når byplanlægning ikke omfatter store grønne områder.
Og selv om store grønne områder bliver medregnet, er de ikke til megen nytte, hvis de kun er til pynt – og ikke medtænker de fordele, sådanne områder kunne have for byboernes mentale velbefindende.
Grønne byområders betydning for psykisk sundhed har været et forskningsemne i mange år. Mange forskere peger på nødvendigheden af at inkludere naturelementer i vores byplanlægning, når man ser på, hvor mange fordele de har for vores mentale helbred.
Mens vi venter på, at vores byer bliver grønnere, er der ikke andet at gøre end at passe godt på vores naturmiljøer.
Det er for vores egen skyld: Det er ikke en god idé at sætte sig op imod amygdala.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Jørn Busch Olsen.