Forestil dig, at du spiller plat eller krone, og du kan vælge at satse på udfaldet. Hvis du vinder, får du 100 kroner. Hvis du taber, skal du betale 90 kroner. Hvad vælger du? Satser du, eller lader du være?
Det er ikke nødvendigvis din fornuft, der tager den beslutning, men nærmere hjernens frygtcenter amygdala. Det viser en ny undersøgelse, som er publiceret i den seneste udgave af Proceedings of the National Academy of Sciences.
Hjerneskadede satser stort
En gruppe amerikanske forskere undersøgte to normalt fungerende personer, som på grund af en sjælden sygdom havde omfattende skader i amygdala.
De to personer blev præsenteret for mere end 200 'plat og krone'-kast på en computerskærm, og hver gang kunne de vinde og tabe skiftende beløb. For eksempel kunne de ved et kast med mønten vinde 50 dollar og tabe 20 dollar, og i næste kast kunne de i stedet vinde 30 dollar og tabe 40 dollar. Sandsynligheden for at vinde var naturligt nok 50 procent, og ved hvert kast skulle forsøgspersonerne vælge, om de ville satse på udfaldet eller ej.
Forskerne sammenlignede de to forsøgspersoner med en kontrolgruppe, og det var tydeligt, at de to personer med skader på amygdala lavede væsentligt flere satsninger end kontrolgruppen. Og modsat kontrolgruppen viste de to forsøgspersoner ikke nogen tegn på at være bange for at tabe.
Amygdala redder os fra alt det farlige
Det kommer ikke bag på Poul Videbech, som er professor i klinisk psykiatri ved Aarhus Universitet. »Amygdala er involveret i vores følelser som for eksempel angst og frygt, og derfor giver det god mening, at det område også er med til at styre det ubehag, der følger med at tabe i spil,« forklarer Poul Videbech.
Amygdala, som også kaldes frygtcentret, sender impulser ud til forskellige dele af nervesystemet og er med til instinktivt at beskytte os mod alt, der er farligt. Amygdala spiller sammen med HPA-aksen, som inkluderer hypofyse og binyrer, og som skal øge vores stress-hormoner, når vi skal være parate til kamp eller flugt. Kort sagt: Ingen amygdala, ingen frygt.
»Personer, som ikke har en fungerende amygdala, ville være de perfekte soldater. De kunne gå forrest, uden at bekymre sig om de risici, som vi andre tænker på,« siger Poul Videbech.
Vi er bange for at tabe
(Illustration: Life Science Databases (LSDB))
Men hvor de to forsøgspersoner satsede velvilligt og ubekymret , så er de fleste mennesker langt mere frygtsomme i deres adfærd.
For selvom det er ganske rationelt at satse på at vinde 100 kroner, selvom man risikerer at tabe 90 kroner, så vil de fleste mennesker alligevel vælge ikke at satse - også selvom den mulige gevinst er større end det mulige tab.
Det skyldes en psykologisk mekanisme, som adfærdsøkonomer kalder for 'tabsaversion'. Undersøgelser har vist, at den negative følelse ved at tabe en sum faktisk er op mod dobbelt så stor, som den positive følelse ved at vinde samme sum.
Frygten trumfer fornuften
Den amerikanske undersøgelse peger på, at det er vores amygdala, der styrer denne tabsaversion. Og faktisk kan den være en hindring for os, når den vinder over vores fornuft.
Personer, som ikke har en fungerende amygdala, ville være de perfekte soldater. De kunne gå forrest, uden at bekymre sig om de risici, som vi andre tænker på
Professor Poul Videbech
Vores amygdala kan gøre aktiehandleren overforsigtig, og den kan gøre pokerspilleren for frygtsom. Så hvis man vil være en succesfuld pokerhaj, er man nødt til at overvinde den instinktive og irrationelle frygt. Og heldigvis er amygdala ikke en enevældig hersker, forklarer Poul Videbech.
»Vores hjerne er heldigvis redundant, systemerne lapper tit ind over hinanden. Derfor kan frontallapperne gå ind og overtage opgaven, og fortælle os, hvornår noget er farligt, og de kan gå ind at sige, at frygten er ubegrundet,« forklarer Poul Videbech.
Frontallapperne kan optrænes
Man kan altså optræne frontallapperne og fornuften - det er populært sagt det, man gør i den kognitive terapi, som for eksempel psykologer bruger, når de skal ændre uhensigtsmæssig adfærd. Og netop her tror Poul Videbech, at den nye viden kan bruges til at forbedre behandlingen, fordi vi bedre forstår, hvad der sker i hjernen.
»Og så er det overordnet set jo et skridt på vejen til en bedre forståelse af, hvordan vi mennesker træffer vores valg,« siger Poul Videbech.
