Smalltalkens regler: Hvor lang tid går der, før stilhed bliver akavet?

Det kan være et lille nik eller et kort lydligt udtryk såsom: »Hm«, der simpelthen fortæller modparten i en samtale, at vi lytter. Ja, det gør vi skam!

Men det kan også være lidt længere sætninger, hvor vi spørger til gårsdagens biograftur eller dagens aftensmad.

Smalltalk er sproglige ytringer, der primært tjener til at etablere eller opretholde relationer mellem mennesker.

Det kan være, når en kollega ved kaffemaskinen mandag morgen spørger, om jeg har haft en god weekend. Min kollega er ikke nødvendigvis vildt interesseret i specifikt at vide, hvad jeg har lavet med hvem, hvor og hvornår, men lytter alligevel, når jeg svarer.

Derimod handler spørgsmålet om i bredere forstand at udvise interesse for min person, også uden for arbejdet. Vi anerkender hinanden ved at smalltalke.

Der er regler for stort set alt inden for smalltalk. Det gælder de ord, vi bruger, den måde, vi udtaler dem på, de mennesker, vi er sammen med, den situation, vi er i, og den måde, vi forhandler meningen med hinanden på. Og selv om reglerne kan virke ubetydelige, er de i virkeligheden betydningsfulde.

Vi nikker på faste tidspunkter

Ansigtsudtryk som smil kalder vi ofte for nonverbale, altså ikkesproglige. Udtrykket støtter ideen om, at det talte ord er vigtigere end det lille smil på læben, det venlige nik med hovedet eller den skeptiske rynke i panden. Meget samtaleforskning viser imidlertid det stik modsatte.

Vi nikker nemlig ikke bare på tilfældige tidspunkter, når vores ven fortæller en lidt for lang historie om gårsdagens biograffilm. I stedet gør vi det på forudsigelige tidspunkter designet til netop den form for feedback.

De amerikanske samtaleforskere Charles og Marjorie Harness Goodwin både levede og arbejdede sammen og kortlagde som nogle af de første, hvordan vi helt systematisk nikker til hinanden.

Måske var de inspirerede af deres egne indforståede nik, når en forskerkollega tyggede drøv på et kedsommeligt emne hen over frokostbordet i kantinen på University of California i 1990’erne.

Megen samtaleforskning er foregået i vestlige kulturer, men meget tyder på, at alle mennesker fra Cambodia over Cameroun til Cuba nikker på helt faste steder i en samtale, selv om der kan være forskelle fra kultur til kultur på, hvornår det præcis sker.

Vi nikker for eksempel for at vise hinanden, at vi er enige, ja, faktisk så enige, at vi end ikke behøver at sige noget.

Kropsholdning viser, om man vil snakke

Når vi smalltalker, bruger vi hele vores krop. Vi kender det alle sammen: Vi står og sniksnakker med flere ved en fest, og nogle af os er mere engagerede i at bidrage til samtalen end andre.

Vi viser selvfølgelig vores engagement med ord. Men vi kan også vise det med den måde, vi positionerer vores krop på i forhold til den person, der taler.

Det fortalte Emanuel A. Schegloff i en banebrydende artikel fra 1998. Han havde fundet ud af, at jo mere vi drejer kroppen i retning af den, der taler, jo mere viser vi, at vi er en del af snakken og ønsker at bidrage til den.

Hvis vi derimod kun drejer overkroppen eller hovedet imod taleren, signalerer vi, at vi kun deltager meget foreløbigt og formentlig ikke så længe. Med hele vores kropsholdning sender vi altså signaler til omverdenen om, hvorvidt vi er med på at smalltalke eller ej, men vi kan faktisk også bare bruge øjnene.

Kig ikke væk, når du lytter

Et blik siger mere end tusind ord. Det har vi nok alle sammen fornemmet, især når vi tænker på, om vi kigger på hinanden, når vi taler sammen, eller ej.

Den amerikanske samtaleforsker Charles Goodwin viste med et unikt studie i 1980, at også øjenkontakt er meget mere regelbaseret, end vi umiddelbart tror. Han fandt nemlig ud af, at det ikke er ligegyldigt, hvem der kigger på hvem, når vi taler sammen. Den, der taler, må godt flytte blikket væk, men ikke den, der lytter.

Selv om den talende kigger ud ad vinduet, ned på gulvet eller bare ud i luften, går samtalen ikke i stå, så længe samtalepartneren fastholder blikket på vedkommende. Det går først galt, når også den lyttende kigger væk.

Ifølge Goodwin udfolder fordelingen af ansvaret for den fælles øjenkontakt sig ved helt faste steder i samtalen. Det er steder, hvor samtalepartneren selv kunne vælge at begynde at sige noget.

Så hvis vi nævner for den anden, at det har været en rigtig lang dag på arbejde, kan det være en start på en længere udredning om arbejdsdagens strabadser, men det kan også bare være en kort konstatering af dagens indtryk. Og her kan vi bruge blikket til at guide samtalepartneren i forhold til de to veje.

Hvis vi gerne vil tale om strabadserne, vælger vi at kigge væk fra vores partner, lige inden vi gør sætningen færdig. Partneren vil tolke det som et signal om, at vi gerne vil uddybe vores oplevelser, og vil derfor fastholde blikkontakt med os.

Hvis partneren derimod selv vælger at afbryde blikkontakten, er det et signal om, at nu må vi snart godt holde mund.

Så et blik er ikke bare et blik. Om vi ser på hinanden eller ej, er med til at afgøre, hvad vi er i gang med, og hvad vi vil opnå med samtalen.

Den ubehagelige stilhed

Timingen i smalltalk er også afgørende.

Det betyder noget, hvornår vi påbegynder en samtale, hvor længe vi er om at svare på et spørgsmål, og hvor meget vi tøver, før vi fortsætter med den taletur, vi var i gang med. Det har den amerikanske samtaleforsker Gail Jefferson fundet ud af.

Hun baserede sine studier på amerikanske samtaler i 1980’erne, men forskere fra andre dele af verden såsom Danmark har senere bekræftet hendes pointer.

Pauserne kan naturligvis variere i længde afhængigt af forskellige kulturelle og sociale kontekster, men at længden af pauserne betyder noget på tværs af kontekster, er der ingen tvivl om.

Jefferson slog fast, at der er en gennemsnitlig maksimal pause i samtaler på mellem 0,8 og 1,2 sekunder. Det kan lyde lidt skørt, at lige præcis dette tidsinterval betyder noget.

Men det har hun fundet ud af ved at se systematisk på en masse samtaler og notere, hvornår pausen bliver så lang, at tavsheden begynder at føles ubehagelig for deltagerne. Her kommer reglerne igen til deres ret.

Ansvar for at fortsætte samtalen

Vi har nemlig en regel om, at hvis ingen siger noget, så skal den, der sidst har sagt noget, tage ansvar for at fortsætte samtalen. Det gør vi mere eller mindre bevidst alle sammen hele tiden.

For eksempel i bofællesskabet til fælles aftensmad, når Marie begynder at fortælle om gårsdagens fodboldkamp, som hun desværre tabte. Selv om der sidder fire andre bofæller ved bordet, svarer ingen af dem, og de spørger heller ikke nærmere ind til kampen og årsagerne til fiaskoen.

Så falder taleretten og ikke mindst -pligten naturligt tilbage på Marie, som så vil kunne uddybe nærmere ved for eksempel at tilføje, at de kun tabte, fordi dommeren var unfair.

Hun vil imidlertid ikke starte med at uddybe på et tilfældigt tidspunkt, men vente netop 0,8 til 1,2 sekunder, for at se om en af de andre vil byde ind og kommentere eller stille spørgsmål.

Et magisk sekund til havefesten

I smalltalk kan vi bruge denne viden om den maksimale pause til at aflæse, hvorvidt vores samtalepartner faktisk er interesseret i at smalltalke eller ej.

For mens vi normalt hurtigt svarer på spørgsmål, som vi er villige til og interesserede i at svare på, bruger vi pauser til at markere, at vi ikke har tid eller lyst til at svare. Det fandt en af de førende amerikanske samtaleanalytikere, Anita Pomerantz, ud af i 1984.

Til en havefest hos naboen kan vi for eksempel starte en smalltalk ved at spørge en person, vi ikke kender, hvor vedkommende har været på ferie. Hvis hun svarer direkte uden tøven, vil vi tolke det som et tegn på, at hun er interesseret i at smalltalke med os.

Men hvis hun tøver i mere end det magiske sekund, kan det være en første indikation på, at hun måske er mere interesseret i at skaffe sig en ristet pølse fra grillen og et glas køligt hvidvin fra køleskabet. For der er mange ting, vi skal nå til en havefest.