Hvor kommer dansk films succes fra?

Videnskab.dk møder Heidi Philipsen på Cinemateket i København.

Her er Det Danske Filminstitut vært for en konference for filmfolk.

Kulturhuset er til lejligheden fyldt med konferencedeltagere, der helt tydeligt hører hjemme i den kreative branche:

Designerbriller, åbne skjortekraver og pjusket pandehår i alskens farver og varianter dyster om at være mest skødesløst iøjnefaldende.

I mængden spottes kendte ansigter som skuespillerne Charlotte Munck (tv's Anna Pihl), Trine Dyrholm og filminstruktøren Thomas Vinterberg.

Deres tilstedeværelse understreger, at det er prominente danske filmfolk, der mødes i dag.

Klientellet er ikke kun Heidi Philipsens åndsfæller; de er også hendes forskningsobjekter.

Som lektor i kreativitet og medievidenskab ved Syddansk Universitet undersøger hun nemlig de kreative processer, der går forud for skabelsen af medieværker. Og med sin fokus på danske værker er det netop disse kreatører, hun zoomer tæt på.

Da dansk film blev interessant

Heidi startede med at læse Nordisk Sprog og Litteratur på Århus Universitet i midten af 90erne.

»Jeg tror mest, jeg har været optaget af de gode fortællinger,« siger hun. Det var på den tid, det store opsving i dansk film sted.

»Jeg syntes, det var rigtig, rigtig interessant at folk gad se danske film. Det var noget helt andet, end jeg var vokset op med. Dansk film var sådan noget kedelig socialrealisme, og det gad man ikke gå i biografen for at se. Men pludselig blev der fortalt en masse gode historier, som fangede folk.«

Heidi supplerede studierne med et sidefag i film og TV og endte med at skrive speciale om Lars von Triers sølvpalmevinder 'Breaking the Waves'. Hun var fanget af samspillet mellem realisme, gode historier, og hvordan den eksperimenterede med andre udtryk, end man var vant til i dansk film.

»De gjorde noget helt andet end andre dansk film havde gjort før. De turde noget andet, der var vildt interessant.«

Den Danske Filmskole

Heidi blev tændt på tanken om at lave noget forskning, som fokuserede på, hvorfor det begyndte at gå godt for dansk film.

Så hun søgte en ph.d. ved Syddansk Universitet og fik bevilget penge.

»I stedet for bare at konstatere 'nå, nu går det godt', så kunne det være interessant at få isoleret nogle faktorer, der var medvirkende til opsvinget, så man kunne bruge det fremadrettet også,« forklarer hun.

Heidi stillede en række teser op: En af dem var, at Den Danske Filmskole indvirkede på dansk films succes.

Og det viste sig lynhurtigt, at filmskolen spillede en meget, meget større rolle end hun havde forestillet sig.

Dertil kom, at der slet ikke var blevet forsket i eller skrevet noget om filmskolen på det tidspunkt. Så hun endte med at tilbringe meget tid på filmskolen i de tre år, ph.d.'en varede.

Stilladsering

Heidi fandt ud af, at en stor del af rygraden i Den Danske Filmskoles måde at undervise på er at give eleverne opgaver ud fra nogle meget specifikke spilleregler.

»Når de underviser, har de nogle helt konkrete strukturer. Eleverne skal for eksempel lave nogle såkaldte penneprøver, som er helt fastlagte: 'Det tager så og så mange dage, med det og det tema, de skuespillere og det kamera.'«

Heidi døbte fænomenet 'stilladsering', der betyder at arbejde frem efter spilleregler. Metoden giver et kreativt stel, som eleverne kan arbejde ud fra. Og frem for at begrænse eleverne, har den vist sig at være med til at frigøre kreativitet.

»Jeg har lige været inde og høre Thomas Vinterberg holde et foredrag om regler i samarbejdet mellem manuskriptforfatter og instruktør,« fortæller Heidi Philipsen, »han taler om, at hvis man først har en struktur og nogle regler at læne sig op af og arbejde ud fra som filmskaber, så tør man også at gøre noget vanskeligt og anderledes. Have en galskab, som gør at man kan ramme nogle andre historier og nogle andre udtryk.

Ord for en praksis

»Filmskolen indførte det tilbage i 80'erne, og det har virkelig smittet af på, hvordan man laver dansk film. Jeg synes, det er overvældende, at jeg kan sidde her i 2010 og høre Thomas Vinterberg sige de her ting stadigvæk, og tænke: 'Ja! Det virker!'«

Heidis forskning var altså med til at sætte ord på en praksis, der allerede havde eksisteret på filmskolen i en årrække. Og filmskolen tog begrebet til sig:

»De kom med hele 'learning-by-doing'-tingen og havde fundet ud af, at sådan her fungerede det tilsyneladende godt. Og så kunne jeg forklare, hvorfor det er sådan; 'ud fra et læringsmæssigt synspunkt virker det sådan og sådan ind på menneskers psykologi, når de skaber noget'. Og til min store glæde begyndte Poul Nesgaard at indføre ordet 'stilladsering' på filmskolen.«

Dogme-branding

Ifølge Heidi Philipsen er sådan begrebsliggørelse netop det, forskningen kan bidrage med til kunsten:

»Noget af det, som filmskabelse lider under - især de kreative processer op til dem - er 'tavs viden', og en 'det kan vi ikke rigtig tale om'-agtig tilgang. Og som akademiker kan man være med til at give et sprog til det, og praktikerne kan give noget andet igen. Den kombination af praktiske filmmiljøer og akademiske begrebsliggørelser synes jeg er enormt spændende.«

Ifølge Heidi Philipsen var det også stilladseringen, der lå til grund for flagskibet i dansk film opsving; Dogme 95-konceptet:

Det har virkelig smittet af på dansk film. Jeg synes, det er overvældende, at jeg kan sidde her i 2010 og høre Thomas Vinterberg sige de her ting stadigvæk, og tænke: 'Ja! Det virker!'

Heidi Philipsen, filmforsker

»Dogme 95 var brandingen af den metode, som Vinterberg, Trier og Kristian Levring var opfostret med på filmskolen. Det har eksisteret på filmskolen i et årti, før de fik det skrevet ud og bredt ud: De delte løbesedler omkring med de ti regler og lavede en happening i Cannes og sådan noget, så folk fik øje på 'Nå, der er noget ved dansk film dér, som er anderledes'. Folk husker det fra Dogme 95, fordi det var der, det kom ud til pressen og den brede offentlighed.«

Bruger-genereret kreativitet

Efter ph.d.-afhandlingen og et treårigt adjunktur kan Heidi nu kalde sig 'lektor i medievidenskab og kreativitet' ved Syddansk Universitet.

Hendes forskning fokuserer på medieskabelse og kreativitet mere generelt og inddrager også andre medier.

Hun underviser blandt andet i faget 'Kreative Mediestrategier', hvor hun undersøger kreativitet inden for andre medieskabelsesprocesser, for eksempel hjemmesider og tv-programmer.

»Det handler ikke udelukkende om filmskabelse og Den Danske Filmskole, men også andre medieudtryk, hvor nogle af de samme optiker på kreativitet gør sig gældende,« forklarer hun og illustrerer:

»'Hvis man rokerer lidt på spillereglerne på den og den måde, hvad sker der så med udtrykket her?' Du kan for eksempel ikke lave en tv-serie i dag, uden du har et website. For brugerne er med til interaktivt at skabe indhold, som nogle gange spiller ind på, eller decideret bliver brugt i serierne.«

Dansk dokumentar er fremtiden

Den danske dokumentarfilm 'Burma VJ' blev nomineret til en Oscar i år og 'Armadillo' har netop vundet Kritikerprisen i Cannes. Og med den opmærksomhed dansk dokumentarfilm nyder for tiden, er Heidi Philipsen ikke bange for at løbe tør forskningsstof:

»Det er for alvor gået op for mig inden for det seneste års tid, at der pludselig er mange gode dokumentarer, der trækker flere publikummer og priser, end de har gjort længe. Jeg synes, det er vanvittigt interessant, at nu er det gået lidt ned for dansk fiktion, og så går det op for dansk fakta.«

»Og så er det jo sjovt, at når pressen får øje på værkerne, begynder forskerne også at interessere sig for dem. Men jeg vil jo undersøge, hvor de folk kommer fra, hvad de er præget af, og om nogle af dem kommer fra filmskolen.«