Da Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts 2020, trak det tæppet væk under danskernes hverdag.
Med ét blev vaner og rutiner afbrudt og hverdagslivet vendt på hovedet: Hvor hjemmet normalt er dér, hvor vi lukker verden ude, blev det pludselig til hele vores verden.
Hjemmet blev vores skole, vores fitnesscenter og fritidsklub, og – ikke mindst – vores arbejdsplads.
Vi blev så at sige kastet tilbage på vores livsvalg.
Ser vi nu tilbage, så har nedlukningerne skubbet ved forestillingen om boligens modsætning til arbejdet. Også fordi hjemmearbejdet påvirker work-life-balancen, flyttemønstre og boligvalg, og adgangen til hverdagsfællesskab.
Vores arbejdet hænger nemlig tæt sammen med vores opfattelse af, hvad et hjem er. Det handler om forankring i forandring.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Konservatisme i skred
Inden for samfundsforskningen har man med jævne mellemrum talt om, hvad der vil ske, når arbejdspladsen ikke længere definerer vores liv.
I mange år mente man, at den gennemsnitlige arbejdstid ville blive reduceret, så fritids- og boliglivet ville få mere plads.
Allerede i 1930’erne forudsatte den britiske økonom John Maynard Keynes, at hans børnebørn kun ville arbejde maksimalt femten timer om ugen, fordi maskiner og rationalisering ville tage over. Men trods udbredelsen af ’hjemmecomputeren’, nye produktionsmetoder og rationalisering har vi i de sidste 100 år stædigt holdt fast i arbejds-livet.
Det afspejles i, hvor vi vælger at bo.
Jobmuligheder og pendlerafstand har historisk været angivet som den største enkeltstående faktor i forhold til folks valg af bolig. Måske derfor har vi i årtier haft en tendens til at betragte boligpolitik som en dimension i beskæftigelsespolitikken.
Med andre ord: Det er job, der genererer boliger, ikke omvendt.
Hvis vi for alvor vil gøre noget ved arbejdsmarkedet og vores liv med arbejde efter corona, må vi se omvendt på det: Hvilket hjemmeliv vil vi have, og hvordan kan vi indrette arbejdsmarkedet for at opnå det?
Før vi når til det, må vi kaste et historisk blik på relationen mellem hjemmeliv og arbejde.
Den historiske adskillelse af bolig og arbejde
Vi skal ikke underkende, hvilken revolutionerende idé det i sin tid var at adskille boligliv fra arbejdsliv.
Adskillelsen kan ifølge forskningen føres tilbage til fremkomsten af det borgerlige hjem i 1800-tallets London. For første gang i vestlig historie flyttede borgerskabet frivilligt en vigtig del af deres hverdagsliv væk fra magten og det økonomiske, kulturelle og kommercielle centrum.
Familieliv og hjemskabelse blev et projekt i sig selv - og det måtte have sit eget sted. Men i praksis har vi haft svært ved at fastholde adskillelsen.
Det er til dels fordi familien, som boligen lukkede sig omkring, viste sig at være langt mere dynamisk. Ej heller privatlivet kunne holdes indendørs af boligen, hvad blandt andet skyldtes teknologi: Internettet har gjort boligen til den primære portal ud til verden for mange.
Ikke desto mindre har idealet om at have sit eget miniparadis gjort boligen til vores primære genstand for idéen om, at hér er vi os selv.
Et opgør med denne tænkning er fundamental og nødvendig. Derfor er hjemmearbejdet et vigtigt aspekt ved fremtidens boligliv.
Paradigmeskiftet
Fordi adskillelsen af arbejde og bolig er så fundamental for vores hjemfølelse, kræver en omorganisering af vores arbejdsliv ikke kun en omlægning af beskæftigelsespolitik og arbejdsmarked, men en gentænkning af boligpolitik, boligudvikling og vores opfattelse af hjem.
På en måde kan vi sige, at nedlukningerne har kickstartet bevægelsen væk fra boligen som vores personlige paradis mod at blive afsættet for fællesskab, lokal tilknytning og et helstøbt hverdagsliv.
Fællessang i gården, naboindkøb og søde hilsner ind ad brevsprækken under nedlukningerne viser, at vi gerne rækker ind over de private grænser, og at naboskab er en vigtig del af vores livskvalitet.
Tre trin til et bedre boligliv
Er vi modige kan vi gentænke boliglandet – og derved samfundet.
Det er ingen nem opgave, men her er tre konkrete bud på, hvad vi kan gøre.
1. Mindre pendlertid kan give liv tilbage til landsbysamfund og mindre bysamfund
Lad os hypotetisk sige, at du kun behøver at tage på arbejde to, maksimalt tre gange om ugen – hvad vil det gøre ved dit boligvalg?
Måske får du lyst til at flytte lidt længere væk fra alfarvej og få plads til den hest, du altid har drømt om? Eller til at afprøve livet i en lille landsby, hvor alle kender alle, og tid er noget, man har meget af? Måske er det naturen, der trækker?
Der er allerede indikatorer på, at vores flyttemønstre ændrer sig. Boligøkonomisk Videncenter peger på, at landkommuner som Ærø, Mariagerfjord og Odsherred oplever en fornyet interesse fra byboere, der efterlyser græs og et andet hverdagsliv.
11. april 2021 forklarede Samsøs borgmester i Deadline, hvordan øen for første gang siden Anden Verdenskrig oplevede en nettotilflytning.
Måske kan en mere fleksibel arbejdsuge – kombineret med hjemmearbejde – være med til at puste liv i nogle af landets små landsbyer og mindre bysamfund.
2. Nye typer lokale arbejdsfællesskaber
Kommercielle aktører har under nedlukningen været hurtige til at tilbyde arbejdsmarkedet gode råd og inspiration til, hvordan der kan bibeholdes en god kultur, når hjemmearbejdet bliver permanent.
Tilsvarende har IKEA og lignende møbel- og kontorinventar-producenter for længst omstillet deres varelager, markedsføring og varehuse, så der i dag præsenteres et væld af hæve-sænkeborde, computerholdere og kontorudstyr til de danske hjem.
Men vi mangler at tage stilling til, hvad det er for nogle boliger, vi skal bo i, og hvordan boligen skal (om)organiseres.
Skal vi til at arbejde mere hjemme, vil der komme et yderligere pres på boligen som en ramme om vores hjem. Det gør hjemmet sårbart og skaber risiko for, at boligen i stedet bliver u-hjemlig.
Den mest oplagte løsning er, at nye boliger fremover skal have et hjemmekontor, hvor døren kan lukkes, så larmende unger og fritidsliv er fysisk udelukket.
En realisering af denne løsning er dog både pladskrævende og ikke særlig bæredygtig, hvis vi ser på energi- og ressourceforbruget. Modsat vil den fleksible arbejdsstation – for eksempel køkkenbordet, en krog i stuen eller soveværelset – heller ikke fungere for alle.
En tredje løsning kunne derfor være at etablere lokale arbejdsfællesskaber. Et sted i den nære lokale kontekst, hvor man kan mødes med andre fra området, som også arbejder hjemmefra.
Initiativet kunne bero på en genanvendelse af allerede eksisterende bygningsarv og funktioner: Den lokale ungdomsklub står måske tom frem til klokken tre, når skolerne lukker, eller måske kan en nedlagt Brugs- eller stationsbygning forvandles til et lokalt kontorfællesskab.
En sådan løsning kan både kompensere for den mangel på sociale stimuli, man oplever, når man arbejder hjemme, og understøtte de lokale fællesskaber.
\ Læs mere
3. Kampen mellem fællesskab og privatliv er ikke et enten-eller
Corona-nedlukningen har på den ene side styrket idealet om at have sit eget sted i behørig afstand fra andre, hvad enten det er parcelhuset, sommerhuset eller kolonihaven.
På den anden side har nedlukningen også med al tydelighed vist, at vi ikke kan leve et godt boligliv uden andre mennesker, særligt hvis vi bor alene.
Og så har corona også vist, at overgangen fra privatliv til fællesskab kan føles voldsom – både mentalt og fysisk.
I dag bor mere end en million mennesker alene i deres husstand, og mens der i 1960 boede en kernefamilie i 6 ud af 10 boliger, er tallet i dag 2 ud af 10.
For mange af os er fællesskab ikke nødvendigvis noget, der ligger inden for boligens fire vægge.
Skal vi til at arbejde mere hjemme, sætter det yderligere pres på forskellen mellem dem, der har adgang til socialt liv derhjemme, og dem, der ikke har.
Fællesskab og naboskab mellem boligerne vil være fremtidens store udfordring – og mulighed.
I stedet for at planlægge fællesrum væk fra boligen skal vi i fremtiden fokusere på boligunderstøttende rum og aktiviteter, som kan brede boliglivet ud og koble det op må det, der samlet os: fælles haver, vaskerum, redskabsskure, solcelleanlæg eller blot mellemrum, som man selv kan lægge mening ind i.
Vi skal se på boliglivets adgang til uforpligtende møder og til forpligtende samarbejder. I Grønland ejer man ikke jorden, hvorfor ingen har hegn omkring deres huse – naturen og rummet mellem bygningerne er for alle.
Hjemfølelsen skal bygges på mere end boligen
Fremtidens boligliv skal naturligvis ikke kun bygges på en formodet idé om, at vi kommer til at arbejde (mere) hjemme. Men tankerne om hjemmearbejde hænger sammen med andre tendenser, som også rykker ved vores grundlæggende forestilling om, hvordan vores hverdagsliv folder sig ud.
Blandt andet en fornyet interesse for at eksperimentere med nye arbejdsformer, for eksempel mere fleksibelt arbejde eller decideret reduceret arbejdstid.
For eksempel medvirker Odsherred Kommune i et forskningsforsøg med fire dages arbejdsuge for en større gruppe af ansatte, og regeringens støtteparti Enhedslisten har foreslået en 30 timers arbejdsuge efter gode erfaringer fra Island.
Arbejdet og hjemmet er hver for sig essentielle for vores livskvalitet og selvudfoldelse. I mere end 150 år har de to områder været mentalt og fysisk skilt ad, og det har i høj grad været arbejdet, der har defineret vores boligliv.
Tænk, hvis vi i fremtiden kunne tale om det gode liv uden at føle, at vi enten skal vælge om det skal ligge i boligen eller på arbejdspladsen.
Denne artikel bygger på et essay i RealDanias essaysamling 'Refleksioner fra en pandemi'.
