Hvorfor er det ikke alle danskere, der bør beskyttes med jodtabletter?

»For personer under 40 år samt gravide og ammende anbefales det, at jodtabletter er til rådighed som en del af hjemmeberedskabet.«

Sådan skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside som led i myndighedernes nye kriseanbefalinger til danskerne.

Men betyder det, at de bare vil lade alle over 40 sejle deres egen radioaktive sø? Og kan folk under 40 så begynde at spise jodtabletter for en sikkerheds skyld?

Det har Videnskab.dk spurgt to forskere på området om.

Det handler om en lille kirtel

Omdrejningspunktet for al snak om jodtabletter er den lille kirtel i halsen, der hedder skjoldbruskkirtlen.

Den producerer hormoner, der er vigtige for kroppens stofskifte, altså dens evne til at udføre kemiske reaktioner, der blandt andet påvirker ældning, kalorieforbrænding og kropsvægt.

Det er også den, der optager grundstoffet jod, som den bruger i sin hormonproduktion, og som du blandt andet får gennem dit husholdningssalt.

Og så kommer vi til udfordringen ved en atomulykke, fortæller Sven Poul Nielsen, der er seniorforsker emeritus ved Institut for Miljø- og Ressourceteknologi på DTU:

»Når der sker et atomudslip, bliver der sendt relativt store mængder radioaktivt jod ud i miljøet. Og vi pattedyr har det tilfælles, at vores skjoldbruskkirtel optager jod, uanset om det er radioaktivt eller ej.«

Skjoldbruskkirtlen vil altså ‘opsamle’ den potentielt kræftfremkaldende jod i din krop.

»Det er det, man gerne vil beskytte imod ved at bruge jodtabletter med store mængder ikke-radioaktivt jod. Det blokerer simpelthen for, at den kan optage mere jod i en periode. Herunder også det radioaktive,« siger Sven Poul Nielsen.

Styrkes med alderen

Og så kommer vi til spørgsmålet om det, der ved første øjekast kan ligne aldersdiskrimination: Hvorfor er det kun folk under 40 år, foruden ammende og gravide, der anbefales at have jodtabletter på lager?

Igen handler det om det lille, jodopsamlende organ, forklarer professor emerita i medicinsk endokrinologi på Rigshospitalet Ulla Feldt-Rasmussen:

»Jo yngre man er, desto følsommere er ens skjoldbruskkirtel for stråling. Og det gælder altså i særdeleshed børn og fostre.«

Et foster udvikler en fungerende skjoldbruskkirtel fra omkring uge 12. Så længe det er i morens mave, er det hende, der ‘forsyner’ det med jod, også den radioaktive slags, hvis hun har indtaget det.

Efter fødslen kan hun også overføre radioaktivt jod via modermælken. Derfor skal hun hellere bruge modermælkserstatning til barnet, hvis ulykken er ude.

»Kigger man så i den modsatte ende af skalaen på de gamle, så er der ingen evidens for øget risiko for kræft i skjoldbruskkirtlen ved stråling,« lyder det fortsat fra Ulla Feldt-Rasmussen.

»Unge menneskers skjoldbruskkirtel er relativt mere strålingsfølsom end ældres, men slet ikke så meget som hos børn. Og så har man altså valgt at sætte grænsen ved de 40 år.«

Hun nævner også en anden gruppe af danskere, der ikke behøver at bekymre sig synderligt om at få kræft fra radioaktivt jod: De, som af den ene eller anden grund har fået bortopereret skjoldbruskkirtlen.

»Hvis du ikke har en skjoldbruskkirtel, har du selvsagt nul procent risiko for at få skjoldbruskkirtelkræft,« fastslår hun og fortsætter:

»Så ryger det simpelthen igennem systemet. Man får det ind gennem luftvejene eller mavesækken, så sendes det kortvarigt ind i blodet og derefter udskilt i urinen. Der gør jodtabletter ingen forskel.«

Jodtabletter er ikke bolsjer

Men hvis man nu går og er bekymret for at udvikle kræft på grund af radioaktivt jod, kan man så bare spise jodtabletter løbende for at få ro i sindet?

»Nej,” svarer Ulla Feldt-Rasmussen prompte, »for niveauerne i de tabletter, myndighederne anbefaler til kriselageret, indeholder flere tusinde gange højere niveauer af jod, end skjoldbruskkirtlen skal bruge til dagligt«.

For høje niveauer af jod kan medføre en lang række stofskiftesygdomme og komplikationer, så et overforbrug af jod, hvor man spiser tabletterne som bolsjer, kan, som Ulla Feldt-Rasmussen udtrykker det: »udgøre en langt større risiko for katastrofe end alternativet«.

Både Ulla Feldt-Rasmussen og Sven Poul Nielsen fastslår flere gange i interviewet med Videnskab.dk, at man kun skal indtage jodtabletterne, når myndighederne giver direkte besked om det, og kun i det anbefalede omfang.

Læren fra Tjernobyl

Det nok mest markante eksempel på atomulykker i den vestlige verden er eksplosionen på atomkraftværket i Tjernobyl i Ukraine i 1986.

Ifølge FN-komitéen UNSCEAR (United Nations Scientific Committee on the Effects of Atomic Radiation) var Tjernobyl-ulykken formentlig ansvarlig for en fjerdedel, omtrent 5.000, tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen hos de påvirkede befolkningsgrupper i årene 1991 til 2015.

Tallet gælder hos alle dem, der var under 18 år, da ulykken fandt sted. I alt var 8,4 millioner mennesker inden for risikozonen.

Her er det vigtigt at bemærke, at der i Danmark er 95-96 procent overlevelsesrate for kræftformen efter et år og 92 procent efter fem år.

»Lægerne er gode til at behandle den her type kræft, og det lykkedes at behandle langt de fleste af tilfældene efter Tjernobyl-katastrofen med meget gunstige prognoser,« fortæller Sven Poul Nielsen.

Ulla Feldt-Rasmussen understreger også, at de farligste konsekvenser ved en ulykke som i Tjernobyl ikke er radioaktivt jod:

»Man kan få akut svær leukæmi eller akut universel strålesyge, som man dør af inden for meget kortere tid. Det hjælper jodtabletterne ikke på. De hjælper kun på let øget risiko for udvikling af kræft i skjoldbruskkirtlen.«

Der er dog tale om folk, der var meget tæt på ulykken. Det nærmeste atomkraftværk i krigsramte Ukraine er mere end 900 kilometer fra Danmark.

I Danmark er jodtabletterne tiltænkt et nukleart udslip inden for 100-200 kilometers afstand.

Derfor er forskernes primære råd ganske simpelt:

Hvis atomulykken skulle være ude, uanset hvor langt den er væk, så søg indendørs, hvor du er bedre beskyttet mod alle former for radioaktivitet, også radioaktivt jod, og afvent myndighedernes anbefalinger.