Hvad kan vi lære af borgerlønseksperimentet i Finland?

I Finland har man i 2017-2018 eksperimenteret med en lav borgerløn til knap 2.000 arbejdsløse borgere.

Da borgerløn er en fuldstændig universel og ubetinget ydelse, havde deltagerne deres 560 skattefrie borgerløns-euro, uanset hvad der efterfølgende skete – også hvis de fandt beskæftigelse.

Arbejdsløse deltagere i eksperimentet modtog reducerede udgaver af de sædvanlige ydelser (dagpenge, boligsikring, m.m.) således, at nettoindkomsten for arbejdsløse i eksperimentgruppen var nogenlunde den samme som almindelige arbejdsløse.

Vi har nu fået nogle foreløbige resultater at forholde os til, før forskerne kommer med deres slutrapport næste år.

Hvad handler borgerløn egentlig om?

Det finske eksperiment har nok været det mest højtprofilerede af en længere række bebudede eksperimenter rundt omkring i verden med borgerløn og borgerlønslignende ydelser. Det skulle således give os nogle hårde fakta om borgerlønnens konsekvenser.

Borgerlønnens fortalere argumenterer, som jeg tidligere har beskrevet her på Forskerzonen, for en lang række positive konsekvenser med hensyn til inklusion af traditionelt udsatte medborgere samt øget sikkerhed og velbefindende for alle borgere mere generelt.

Der er også argumenter for, at det på ingen måde går imod mere snævre hensyn til økonomi og beskæftigelse, ja endog tværtimod.

Omvendt forestiller borgerløns-skeptikere sig negative scenarier på de samme områder.

De argumenter kan I læse mere om i min tidligere artikel. Her skal det handle specifikt om det finske tilfælde.

LÆS OGSÅ: Borgerløn er ikke løsningen på øget ulighed

Gladere og mere tillidsfulde borgere

Hvad viser de foreløbige resultater så?

For det første var der ingen konsekvenser for beskæftigelsen sammenlignet med en kontrolgruppe af normale arbejdsløse.

At få de 560 skattefrie euro i borgerløn (ca. 4.200 kr.) fik altså hverken færre eller flere i job.

Til gengæld rapporterede modtagerne af borgerløn dog moderat bedre velbefindende på en lang række områder. De angav lavere stressniveauer og bedre evner til at koncentrere sig.

• De følte sig mere økonomisk trygge.
• De havde mere tiltro til fremtiden og deres muligheder for selv at påvirke den.
• De udviste mere tillid, både til deres medborgere, til politikere og det politiske system.
• De vurderede selv deres helbred til at være bedre.

Finansieringen er akilleshælen

Umiddelbart virker resultaterne overraskende og imponerende med tanke på en ellers begrænset borgerlønsmodel. Det kunne være fristende at konkludere, at det kun kan gå for langsomt med at indføre borgerløn.

Vi skal bare lige finde en løsning på borgerlønnens akilleshæl, nemlig at der er store udfordringer forbundet med at finansiere selv en beskeden borgerløn til alle.

I Finland vurderede de selv, at det ville koste statskassen mere end 10 milliarder euro ekstra om året, hvis modellen med 560 euro skulle udbredes nationalt (uden at de gjorde sig antagelser om ændret økonomisk adfærd blandt borgerne).

Resultaterne kommer med en række forbehold

Store idéer skal ikke kun mødes med begejstring, men også med eftertanke. Og der er en række forbehold ved det finske eksperiment, der gør, at det er endnu er for tidligt at lave politik på baggrund af det.

For det første bør efterfølgende analyser undersøge, hvem de positive effekter egentlig mere specifikt gjaldt for.

Handlede noget af det eksempelvis om, at beskæftigede borgerlønnere i sagens natur har en højere indkomst end en almindelig borger i nøjagtig samme job?

Så er den finske tilgang jo ingen løsning for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

De simple resultater, vi nu har fået forelagt, har endnu ikke foretaget diverse former for statistisk præcisering af sådanne forhold.

Desuden er det kun 31 procent af de 1.869 eksperimentdeltagere og 20 procent af de 5.161 arbejdsløse i kontrolgruppen, der har svaret på forskernes spørgeskemaer – og vi ved endnu ikke, om det er særlige grupper, der ikke har svaret.

Disse forbehold gør, at det finske eksperiment ikke – endnu – kan afgøre en debat om, hvorvidt de positive resultater kun kan nås med borgerløn, eller om det samme kunne opnås ved mere kedeligt og med mere begrænsede midler at lege ’velfærdsmekaniker’ på de ydelser, vi kender (kontanthjælp, dagpenge, boligsikring m.v.).

LÆS OGSÅ: Er effektivitet blevet vigtigere for danskerne end fællesskab og solidaritet?

Er mere frihed og mindre tvang vejen frem?

Endnu vigtigere er det at påpege, at noget af det øgede velbefindende muligvis kan tilskrives det ubetingede element ved borgerlønnen, dvs., at man ikke skulle igennem et kategoriserings- og aktiveringsmaskineri.

Det kunne også opnås indenfor de traditionelle ydelser ved at bløde lidt op for eller helt fjerne nogle af de betingelser og krav, som vi i stigende grad har mødt arbejdsløse med i de senere årtier.

Her kan man også kigge til den gode og nuancerede viden, vi har om beskæftigelsesindsatsen herhjemme samt diverse frikommuneforsøg med friere indsatser, hvor vi har både positive og negative erfaringer (se f.eks. her og her).

Der er ingen grund til at smide årtiers beskæftigelsesindsats over bord. Men måske er der grund til mere kritisk at diskutere om maskineriets mange tvangs- og proceskrav har taget overhånd.

Det finske eksperiments design vil desværre aldrig helt kunne isolere den selvstændige betydning af dette, da eventuelle effekter af ubetingethed uden krav og pligter jo er blevet vævet sammen med den universelle indkomst.

Borgerløn = flere på deltid i usikre stillinger?

Resultaterne bliver også mudrede af, at eksperiment-deltagerne stadig har skullet leve op til de sædvanlige krav og pligter for at modtage de reducerede udgaver af de almindelige ydelser, når de var arbejdsløse.

Den positive effekt for psykologisk velbefindende må så opstå ved bevidstheden om, at i det mindste en del af indkomsten er ubetinget og universel, uanset hvad man ellers måtte komme ud for.

Dette gør det også svært at sige noget helt entydigt om det forhold, at beskæftigelsen hverken steg eller faldt.

Fra Finland kan vi ikke lære, hvilken betydning det ville få, hvis hele indkomsten er universel og ubetinget.

Vi kan dog lære, at en lav borgerløn muligvis vil få flere i deltidsbeskæftigelse, da andelen heraf var lidt højere.

Det giver sådan god mening, idet borgerløn jo kan kombineres med andre indkomster, der ikke svarer til almindelig fuldtidsløn.

Desværre angav knap 70 procent af de deltidsbeskæftigede i borgerløns-eksperimentet, at de faktisk hellere ville have arbejdet fuldtid. Her kan der dryppes noget malurt i bægeret.

LÆS OGSÅ: Økonomiprofessor: »Vi bør overveje borgerløn, før robotterne tager over«

Denne omstændighed kan bekræfte den finske fagbevægelse og de dele af venstrefløjen, som var modstandere af denne konkrete model, i, at en lav borgerløn kan være det samme som beskæftigelsesstøtte til lavere betalte og usikre deltidsjobs.

Disse forhold er dog endnu lidt usikre, da der blandt eksperimentdeltagerne var et lavt antal beskæftigede (261), der svarede på spørgeskemaet.

Vi ved, tryghed har betydning

Samlet set er de positive resultater overraskende interessante. Men de ovenstående forbehold til de foreløbige resultater er vigtige at have in mente.

Det store spørgsmålstegn er, hvorvidt man kunne opnå lignende positive resultater med mere begrænsede midler.

Det er sådan set i god tråd med al vores viden fra velfærdsforskningen, at økonomisk sikkerhed og tryghed betyder noget for det generelle velbefindende og evnerne til at klare livets udfordringer.

Men er der en betydelig ekstra og selvstændig gevinst at hente ved en helt universel og ubetinget og borgerløn?

Det er nok tvivlsomt, om det finske eksperiments design helt vil kunne afgøre den debat mellem borgerlønstilhængere og -modstandere.

Man kunne jo forestille sig – og debattere – andre og mere ambitiøse borgerlønsmodeller.

Så der vil også være masser af plads til debat efter den endelige afrapportering fra det finske eksperiment.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal der være arbejdsløshed?

LÆS OGSÅ: Vor tids klassekamp: Borgerløn er målet