Historien om den danske kirkesalme

Dansk salmehistorie begynder for alvor med præsten Hans Christensen Sthens salmedigtning, der så dagens lys i slutningen af 1580'erne.

Der havde været sunget salmer på dansk siden den lutherske reformation gjorde sit indtog i Hertugdømmerne i slutningen af 1520'erne og officielt blev indført for hele landet i 1536.

Men da der i det store og hele var tale om oversættelser fra tysk og latin, er det rimeligt at lade den egentlige danske salmehistorie begynde med Sthens danske salmedigtning cirka 60 år senere.

I en evangelisk-luthersk kirke som den danske folkekirke forstås en salme som en lovsang til den treenige Gud og som sådan som en integreret del af kirkens gudstjeneste. Det betyder, at forståelsen af, hvad en salme er, hænger sammen med forståelsen af, hvad en gudstjeneste er.

\ Læs mere

Forskere: Myte, at Luther hamrede sine teser op på kirkedøren

Salmesangen er et udtryk for kærlighed til Gud

En evangelisk-luthersk gudstjeneste er en salme en kommunikation mellem Gud og mennesker.

Salmesangen er her det eksistentielt menneskelige udtryk for det kommunikative fællesskab med Gud. Et centralt udtryk herfor er N.F.S. Grundtvigs salme fra 1851 'Alt, hvad som fuglevinger fik' (Den danske Salmebog 2002 (DDS) nr. 10).

Først beskriver Grundtvig, hvordan sangen og salmen bedre end alt andet formår at forløse det dybeste i menneskets natur:

Min sjæl, du har af alt på jord
i tanken og din tunges ord
de allerbedste vinger,
og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang
så højt i sky det klinger (str. 2)

Derefter skildrer Grundtvig, hvordan menneskets trang til at finde meningen med tilværelsen stilles i mødet med Gud:

Hvad er vel og på jorderig,
der sammenlignes kan med dig
i trangen til Guds nåde?
Og et var dig, den [dvs. Guds nåde] ledte om,
da med vor Herre hid den kom
på underligste måde. (str. 3)

I forlængelse heraf gør Grundtvig opmærksom på, at lovsangen er menneskets måde at møde Gud på og gengælde ham hans kærlighed:

Så vågn da op, min sjæl, bryd ud
med lovsangs røst og pris din Gud,
din skaber og genløser,
som så til dig i nåde ned
og over os sin kærlighed
med Trøsteren [dvs. Helligånden] udøser​

Grundtvig beskriver her forholdet mellem Gud og hans menighed som et kærlighedsforhold, hvor Gud er den mandlige, udfarende, og menigheden er den kvindelige modtagende part.

Lovsang kommer fra det engelske 'love'

Ved at beskrive forholdet mellem Gud og hans menighed på denne måde trækker Grundtvig på en gammel kristen tradition, der går tilbage til Bernhard af Clairvaux (1090-1153), der ud fra Højsangen i Det gamle Testamente opfattede forholdet mellem Kristus og den kristne menighed som forholdet mellem den himmelske brudgom og den jordiske brud.

Til denne opfattelse svarer, at en lovsang er det samme som en kærlighedssang (jfr. ’love’ og ’lovesong’ på engelsk: kærlighed og kærlighedssang).

Siden Grundtvig er denne opfattelse af gudstjenesten og salmesangen blevet fortrængt og forkastet som en pervers misforståelse af forholdet mellem Gud og mennesker, jfr. C.J. Brandts (1817-1889) 'Gud, Du som lyset og dagen oplod' (DDS 2002 nr. 753, strofe 4):

»Lad nu ej smitte os kødets sans, /verdens lyster og lader, /Tænd i vort hjerte din herligheds glans,/ hellige, kærlige Fader!« (1874).

Den borgerlige moralopfattelse i slutningen af 1800-tallet kunne som billede på Guds kærlighed til mennesker nok tillade forestillingen om en faders, men ikke om en brudgoms kærlighed, og sådan har indstillingen i det store og hele været siden.

\ Læs mere

Ikke alle dårlige sangere er tonedøve

Kærlighedsvise blev til salme

For den første betydelige danske salmedigter, Hans Christensen Sthen (1544-1610) var der ingen tvivl om, at forholdet mellem Gud og mennesker kan beskrives som et kærlighedsforhold.

Dette fremgår med al ønskelig tydelighed af hans kendte salme 'Du Herre Krist' (Den Danske Salmebog (DDS) 2002, nr. 52), der er skrevet til melodien fra en tysk kærlighedsvise (»Ich weiss mir ein Röslein hübsch und fein«).

En generation senere skrev en i dag ukendt dansker i 1632 salmen 'Fryd dig, du Kristi brud' (DDS nr. 81) til sin samtids danske menighed. Syv år senere skrev Johan Friderichsen, der var præst ved Roskilde Domkirke, »I Jesu navn« (DDS nr. 63) til sit eget bryllup.

Denne salme, der er skrevet til en populær engelsk dansemelodi, blev hurtigt kendt og brugt. Før man så sig om, var den blevet obligatorisk ved brudevielser i danske kirker og lige så kendt som bryllupssalme, som 'Det er så yndigt at følges ad' har været i mere end 150 år.

\ Læs mere

Kongeligt dansk bryllup skabte fransk hit

Menigheden skulle ’vies’ til Gud

Det var derfor ikke tilfældigt, at Thomas Kingo (1634-1703) i sin salmebog (1689 og 1699) skrev en højmessesalme til hver gudstjeneste til 'I Jesu navn's melodi. Hermed ønskede han at markere, at højmessen skulle forstås som en bryllupsgudstjeneste mellem Kristus, den himmelske brudgom, og menigheden, hans jordiske brud.

I modsætning til Kingo der som barn af den lutherske ortodoksi tænkte kollektivt om kirken og Kristus, tænkte den pietistiske Hans Adolph Brorson (1694-1764) individualistisk, da han en menneskealder senere skrev salmen 'Fryd dig, du Jesu brud' (1733, DDS nr. 82).

Nu var det ikke menigheden, men den enkelte kristne, der var Jesu jordiske brud. Da pietismen ebbede ud, forsvandt brudebilledet som billede på forholdet mellem Gud og mennesker.

Oplysningstidens filosofisk-moralske opfattelse af kristendommen tænkte anderledes, og selvom Grundtvig tog brudebilledet op igen, blev det ikke et tema til forståelse af kristendommens væsen på samme måde som det havde været tidligere.

Der blev stadig skrevet salmer, og det bliver der stadig, men salmedigterne fandt andre måder at beskrive forholdet mellem Gud og mennesker på.

\ Læs mere

Salmesang slår 'danske værdier'

\ Læs mere

Religion forsvandt ikke, fordi stat og kirke blev adskilt