Kongeligt dansk bryllup skabte fransk hit

I efteråret 1967 havde den franske sangerinde Françoise Hardy et pænt hit i følge Danmarks Radios Top 20.

Fra uge 27 til 39 kunne man finde hende på
listen, og i uge 34 nåede hun helt op på fjerdepladsen.

Det var ganske godt gået i betragtning af, at sangen blev sunget på fransk og i øvrigt var
meget tekstfokuseret.

Fransk på Top 20

Hardy havde tidligere været på Top 20, da ’Tous les garcons et les filles’ klarede sig ganske fint med ti uger i 1963/64.

I første halvdel af 1960’erne kunne man ikke sjældent møde franske poptoner i radioen og på hitlisterne.

Siden Top 20 var vendt tilbage i radioen i efteråret 1966 efter en pause på to år, havde der til gengæld slet ikke været fransksproget musik på hitlisten.

I det hele taget bestod den sproglige del af spændingen på dette tidspunkt udelukkende i, hvorvidt sangene på listen var på dansk eller engelsk, indtil uge 27 i 1967, hvor man for første gang kunne høre ’La maison ou j'ai grandi’ i Top 20.

Det var med andre ord ikke en hverdagsbegivenhed, at en fransk sang kom på hitlisten i Danmark, men omstændighederne bag var heller ikke helt normale.

La maison ou j'ai grandi var kendt fra tv

Hvis man er så heldig at finde et eksemplar af singlen fra dengang på et loppemarked, får man et praj om, hvordan sangen endte på den danske hitliste.

På det dansksprogede cover finder man nemlig en oplysning om, at sangen kom ’fra tvs fransk-danske Galla aften’.

Den slags ’kendt fra fjernsynet’-brugeroplysninger var meget normale på dette tidspunkt, og en tv-optræden havde i det hele taget ret stor betydning i en tid med kun én national tv-kanal.

Kongeligt bryllup gjorde fransk hot

I dette tilfælde har det i hvert fald nok spillet en stor rolle, for seertallene til netop dette program har sandsynligvis været tårnhøje.

Dansk-fransk galla-aften blev nemlig sendt 10. juni 1967 fra 21.30 og halvanden time frem. Den dag blev kronprinsesse Margrethe af Danmark viet til grev Henri de Monpezat, som herefter fik navnet Prins Henrik af Danmark.

Han var som bekendt af fransk afstamning, og Danmark var derfor særdeles franskorienterede i disse dage.

Bryllup lagde gaderne øde

Det gjaldt ikke mindst i fjernsynet, hvor man for første gang bød på live-transmitteret bryllup i det danske kongehus, startende fra 15.45 med brudgommens ankomst til Holmens Kirke i København.

Derefter såvel selve de kirkelige handlinger som den efterfølgende tur gennem København og hyldesten på residenspalæets balkon.

Efter TV-Avisen kunne man se eftermiddagens begivenheder i sammendrag frem til 21.15, hvor der blev stillet om til Fredensborg Slot og bryllupsfesten.

Her fik man mulighed for at se og høre alle talerne og på den måde være med på første parket. Det havde ingen prøvet før, og gaderne lå mere eller mindre øde hen den aften.

Godt salgstrick for Françoise Hardy

Klokken 21.30 var transmissionen slut, men mange er sikkert blevet hængende foran skærmen, da næste program gik i gang.

Dansk-fransk galla-aften, som var blevet optaget i Falkoner Centret i København et par dage forinden, blev indledt med en ouverture, som var blevet komponeret til lejligheden.

Efter velkomsten fra konferencieren trådte Françoise Hardy som den første frem på skærmen og sang ’La maison ou j'ai grandi’.

Det forklarer nok hendes følgende hitlisteeventyr med sangen, og hendes danske pladeselskab lagde altså ikke skjul på sammenhængen, da pladen blev sendt ud.

La maison ou j'ai grandi var slet ikke fransk

Det var dog ikke nok til at føre hende helt til tops, og ret beset er der næppe mange, der husker sammenhængen.

Der er den pudsighed ved hele historien, at Hardys optræden med sangen i showet nok har betydet, at de fleste af de danskere, som overhovedet husker sangen, opfatter den som fransk.

Det er den bare ikke. Den er oprindeligt italiensk og oven i købet en af de meste kendte og elskede popsange på de kanter.

En dreng fra Via Gluck

Sangen blev første gang fremført i forbindelse med den årlige San Remo Festival i den italienske by, der lagde navn til arrangementet.

Af forskellige årsager gik det helt galt under de første fremførelser af sangen, som efterfølgende blev sorteret fra inden finalen.

Meget tyder dog på, at den nok havde klaret sig ganske godt i konkurrencen, hvis den havde klaret skærene.

Solgte mere end vinderen

Et halvt år senere kunne Billboard Magazine kundgøre, at 500.000 italienere havde købt sangen på den single, der efterfølgende udkom, og da året var gået havde sangen solgt mere i Italien end vindersangen.

Sangen har efterfølgende opnået en status som en af italiensk popmusiks mest kendte og elskede klassikere.

Sangen blev skrevet af et team, hvoraf Adriano Celentano så absolut er blevet den, der efterfølgende er blevet forbundet med sangen.

Tab af idyl

Det skyldes ikke kun, at det var Celentano selv, der fremførte og indspillede sangen på italiensk, men også, at teksten var delvist selvbiografisk.

’Il ragazzo della via Gluck’, som den hedder på originalsproget, handler nemlig om den gade, hvor Celentano voksede op i Milano. De italienskkyndige vil vide, at sangen mere bestemt handler om tab af idyl:

Byen var åbenbart vokset siden Celentano var barn, og græs erstattet med veje. Dette tema blev videreført i den franske udgave.

Første, andet, tredje, solgt

At det blev Françoise Hardy, der indsang den på fransk skyldes sandsynligvis, at hun var til stede på første parket, da Celentano præsenterede sangen i San Remo.

Hun var nemlig selv med i konkurrencen, og kunne altså efterfølgende tage ’Il ragazzo della via Gluck’ med hjem til Frankrig.

Hun vendte i øvrigt tilbage til Italien senere på året, hvor hun fremførte halvdelen af sangen på italiensk halvt og resten på fransk i en tv-optræden, som kan findes på youtube.com.

Skulle oversættes

At sangen blev oversat til fransk var på ingen måde overraskende, for som det beskrives i artiklen om ’Non Ho L'eta’ var San Remo-festivalen et sandt paradis for alverdens musikkøbmænd, som hvert år handlede rettigheder til den store guldmedalje.

De vidste godt, at sange på italiensk ikke havde den store chance i andre lande, men det var der råd for, og det var noget nær en grundlæggende præmis, at de sange, der blev præsenteret i konkurrencen, skulle oversættes til andre sprog.

Det skete altså også med ’Il ragazzo della via Gluck’. Den franske version var så vidt vides den første på andre sprog, men bestemt ikke den sidste.

Hits over det hele

Sangen var nemlig ikke kun et hit på italiensk og fransk, men i det hele taget en stor succes rundt omkring i Europa og sågar i Australien:

Den amerikanske sangerinde Vardelle Smiths engelsksprogede version, 'Tar And Cement', var blandt de store hits det år.

I det hele taget har det været noget af en opgave for sangens ophavsmænd at følge med i sangens færden rundt omkring, for den blev udover de nævnte udgivet på en lang række sprog.

Selvom der skulle deles med mange interessenter rundt omkring, har Celentano og hans medkomponister utvivlsomt haft et smil på læben, da tallene blev samlet og regnskabet gjort op.

I den forbindelse har indrapporteringerne fra Skandinavien sikkert gjort dem temmelig glade, for det var bestemt ikke kun danskerne, der kunne lide melodien.

Dette er en forkortet udgave af Henrik Smith-Sivertsens spændende artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.