Har du hørt om 'relations-anarki'? Begrebet vinder frem blandt millennials og generation Z
En fremspirende relationsform udfordrer de faste forestillinger om kærlighed, parforhold, magt og forpligtelse.

En fremspirende relationsform udfordrer de faste forestillinger om kærlighed, parforhold, magt og forpligtelse.
En fremspirende relationsform udfordrer de faste forestillinger om kærlighed, parforhold, magt og forpligtelse.
Når ordet 'anarki' dukker op i samtaler i hverdagen, fremkalder det ofte billeder af lovløshed og kaos efter et sammenbrud af staten eller en katastrofal hændelse.
Tag bare antihelten Jokeren fra Batman-tegneserien eller tv-serien Sons of Anarchy om en fredløs motorcykelklub, hvor loyalitet over for familien vægtes lige så højt som voldelig kriminalitet.
Men anarki kan også forstås som et tankesæt, der lægger vægt på frihed og lighed frem for autoritær styring og på individualitet frem for konformitet.
Disse værdier er centrale i relations-anarki (på dansk også kaldet forholds-anarki), som er en tilgang til intimitet og menneskelige relationer, der især vinder frem blandt millennials og generation Z.
En nylig undersøgelse fra datingappen Feeld viser, at 50 procent af brugerne praktiserer relationsanarki og særligt blandt personer, der er transkønnede, nonbinære, kønsdiverse eller panseksuelle.
Med sit fokus på relationer, der udfordrer fastlåste forestillinger om kærlighed og magt, fremstår relations-anarki som en overbevisende ny tilgang til mellemmenneskelig og fællesskabsbaseret forbindelse og tilknytning.
Men hvad er det egentlig, og hvordan kan vi bruge forholds-anarki til at gentænke vores relationer?
Relations-anarki blev første gang formuleret i 2006 af den svenske techudvikler, forfatter og producer Andie Nordgren.
Relations-anarki bygger på anarkistiske principper som antikapitalisme, anti-hierarki og gensidig hjælp og søger at gøre op med traditionelle relationsmodeller.
Andie Nordgren skitserer fire grundlæggende byggesten i relations-anarki:
Tanken er, at hvis man erstatter parforholdets gensidige afhængighed med mere rummelige og virkningsfulde former for omsorg mellem mennesker, kan man opbygge stærkere fællesskaber, der vægter indbyrdes afhængighed mellem mennesker, dyr og miljø.
Relations-anarki er grundlæggende en queer og inkluderende ramme, der bygger på at skabe relationer, som afspejler det, mennesker faktisk ønsker, frem for at følge sociale konventioner med forpligtelser, stress og forventninger eller frygt for at give udtryk for egne reelle behov.
Relations-anarki tillægger venner, elskere og bekendte samme betydning, og de fleste tilhængere af relations-anarki indgår i alternative relationsformer, såsom ikke-monogami.
I lyset af den sociale forlegenhed, der i dag knytter sig til visse former for relationer (for eksempel er det følge en nylig artikel fra Vogue 'pinligt at have en kæreste') samt den stabile stigning i antallet af ugifte personer, er mange måske allerede være i gang med at tage denne slags radikale tilgange til sig uden selv at være bevidste om det.
Uanset om det handler om datingappenes tilbagegang, fremkomsten af AI-baserede matchmakere eller bøger om cølibat, står kærligheden stadig i centrum i utallige samtaler og debatter.
I lyset af den voksende interesse for ikke-traditionelle forhold og relationer og modstanden mod politiske systemer, der fortsat udnytter Jordens begrænsede ressourcer, giver det mening, at Relations-anarki er i fremmarch.
Mange af os længes efter nye måder at relatere på, som vi selv definerer og navigerer efter vores egne præmisser.
Forholdsanarki tilbyder samtidig en måde at styrke vores sociale netværk og fællesskabsbånd på, noget, der kan bidrage markant til at mindske den sociale isolation og frakobling, som mange millennials og unge i generation Z oplever.
Hvis man er nysgerrig på at udforske forholdsanarki i sit eget liv, er refleksion over de relationer, man har haft, og dem, man ønsker sig, et godt sted at begynde.
Måske kæmper man også med at navigere i familiemæssige forpligtelser, der føles overvældende, fordi de fortrænger den tid, man gerne vil afsætte til egenomsorg.
Der er mange måder at bringe relations-anarki ind i sit liv.
Man kan for eksempel fortælle sin partner, at man gerne vil lære mere om det, og se, hvordan vedkommende reagerer, når man deler viden og ressourcer.
Man kan også vælge at rette sin relationelle energi mod at opbygge meningsfuld tilknytning og forbindelse til mennesker, der er ens valgte familie, eller leve på mere fællesskabsorientede måder.
Fordi forholdsanarki vrager betegnelser som 'venner', 'kæreste' eller 'livspartner', kan man vælge at give slip på disse kategorier til fordel for mere integrerede måder at være knyttet til hianden på, hvor relationen er skræddersyet til de involverede.
Måske har man også lyst til at genoverveje sine forbrugsmønstre, som ofte hænger sammen med traditionelle relationsformer, og leve på mindre ressourcekrævende måder.
Ingen enkelt relation kan løse alle de komplekse udfordringer og vilkår, der præger yngre generationer, men måden, vi indgår i relationer på, ændrer sig over tid, og relations-anarki kan være endnu en form for tilknytning og forbindelse, der appellerer til dig.
Du kan gentænke dine forestillinger om kærlighed og relationer, så de stemmer overens med det, du faktisk ønsker. Nej, det er hverken let eller ligetil – velkommen til livet og kærligheden – men det er muligt.
I en mediemættet verden, der ofte prioriterer profit over meningsfuld tilknytning og forbindelse, kan vi skabe en alternativ måde at være sammen på, som føles mere omsorgsfuld, samarbejdende og legende.
Relations-anarki kan meget vel være den ikke-hierarkiske modgift, som mange af os søger.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.