Kaare Lund Rasmussen er udset til at være ham, der skal løse gåden om, hvorvidt Tycho Brahe døde af en forgiftning. Og han har allerede en plan om, hvordan det skal ske.
Kaare Lund Rasmussen er kemiker ved Institut for Fysik og Kemi på Syddansk Universitet. Han har blandt andet specialiseret sig i at måle kviksølvindholdet i knogler fra Middelalderen.
Det er den ekspertise, han skal bruge, når han og en række andre forskere efter planen drager til Tjekkiet til november for at studere resterne af den berømte danske astronom, som er begravet i Prag.
»Jeg håber at få mulighed for at måle kviksølvindholdet i det massive væv fra lårbensknoglen. Det væv blev dannet cirka ti år før hans død, og derfor kan resultaterne fortælle noget om kviksølvbelastningen i en længere periode af hans liv,« fortæller Kaare Lund Rasmussen, der også gerne vil have en prøve fra Tycho Brahes hofteskål.
Vævet herfra udskiftes i løbet af cirka tre år og vil altså være et barometer for de sidste par år af astronomens liv. SDU-forskeren vil samtidig analysere skægrester fra Tycho Brahe:
»Jeg vil skære et skæghår i 3-4 bitte små stykker og måle kviksølvindholdet. Det stykke, som sad tættest på hans ansigt, er en dag gammelt, det næste to dage og så videre. På den måde kan vi også se, om kviksølvværdierne ændrede sig væsentligt de sidste dage af hans liv. I det hele taget gælder det om at finde hans gennemsnitsværdi og derefter vurdere, om det steg,« fortæller Kaare Lund Rasmussen.
Hvis han får prøver fra lårben, hofte og skæg, kan han lave en tidslinje, som viser kviksølvbelastningen i Tycho Brahes krop igennem de sidste ti år af hans liv.
Mystisk død
\ Fakta
VIDSTE DU
Sagen om Tycho Brahe er langt fra den første, hvor Kaare Lund Rasmussen skal forsøge at trække nogle svar ud af et skelet. Gennem årene har han analyseret fund lige fra stenalderen til renæssancen, men frem over vil han fokusere på Middelalderen.
Tycho Brahe betragtes som grundlæggeren af den moderne astronomi og er en af de mest kendte europæiske videnskabsmænd i renæssancen. Han døde pludseligt under en middag i Prag, 54 år gammel.
Det skete for godt 400 år siden, og op igennem tiderne har der været spekulationer om, hvad der egentlig skete.
En sejlivet myte fortæller således, at han døde af, at hans blære sprang, fordi han af ren høflighed ikke gik ud at tisse under et fint middagsselskab. Andre påstår, at årsagen var en blærebetændelse.
Og så er der også dem, der mener, at han døde på grund af en kviksølvforgiftning – enten fordi han selv brugte meget store mængder kviksølv som medicin, eller fordi en fjende brugte det som et giftmiddel til at slå ham ihjel.
»Jeg tager prøverne med tilbage til Syddansk Universitet, hvor jeg kan måle ned til 0,1 nanogram per gram knogle – eller en 10 milliardtedel af et gram. Forhåbentligt kan resultaterne bidrage til en større forståelse for, hvad der er sket,« siger Kaare Lund Rasmussen.
Det er langt fra første gang, at han skal trække nogle svar ud af et skelet.
Munkes akademiske opgaver
Kaare Lund Rasmussen var således blandt de første forskere i verden, der kunne udpege de munke, som havde haft særlige akademiske opgaver i Middelalderen.
Det skete på Øm Kloster i Midtjylland, hvor han og kollegaen ved Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet, Jesper Boldsen, fik adgang til skeletterne. Ved at måle kviksølvindholdet i knoglerne lykkedes det at finde frem til fire munke, der tydeligvis havde en særlig status i forhold til de andre.
De fire havde markant højere værdier end andre, og da munkene levede et tilbagetrukket liv på klostrene, kan de forhøjede mængder sandsynligvis kun have to forklaringer.
Enten har de været blandt dem, som producerede klosterets håndskrevne bøger. Man ved, at munkene anvendte rødt blæk til at dekorere (illuminere) teksterne, og at det røde farvepigment ofte indeholdt kviksølvsulfid.
»Måske har munkene suttet på pennen for at få spidset penslens hår tilstrækkeligt til at lave et flot og præcist bogstav. Hvis de har gjort det gennem et langt liv, kan de have fået betragtelige mængder kviksølv,« siger Kaare Lund Rasmussen.
En anden forklaring er, at de fire munke fungerede som klostrets læger. Dengang rådede klostrene over de bedste hospitaler, hvor særligt uddannede munke behandlede de syge med urter og kviksølv.
Forskerholdet har også været i Syditalien i byen Montella for at analysere knogler fra et kloster dér, og Kaare Lund Rasmussen håber at få adgang til et Benediktinerkloster, hvor man ved, at der har været et stort forbrug af farver i håndskrifterne.
Gådefuld opdagelse
Selv om SDU-forskeren er internationalt anerkendt for sine evner til at studere sporstoffer i knogler, understreger han, at svarene langt fra giver sig selv.
Måske har munkene suttet på pennen for at få spidset penslens hår tilstrækkeligt til at lave et flot og præcist bogstav. Hvis de har gjort det gennem et langt liv, kan de have fået betragtelige mængder kviksølv
Kaare Lund Rasmussen
En sag fra Nivågård ved Hørsholm spøger således stadig. De velbevarede knogler fra en 5-årig dreng var fundet ved en stenalderboplads, og via en kulstof-14-datering fastslog Kaare Lund Rasmussen, at barnet havde levet for cirka 7450 år siden. Men samtidig konstaterede han, at drengens skelet havde store mængder arsen i sig.
»Først troede vi, at stoffet stammede fra nogle jernbanesveller ved gravpladsen. Men da vi tog nogle jordprøver, indeholdt de ikke arsen,« fortæller Kaare Lund Rasmussen.
Prøver fra andre skeletter i området afslørede også forhøjede mængder af arsen, og forskerne begyndte at spekulere i, om forklaringen skulle findes i føden. Benrester fra datidens fisk blev analyseret, men svaret lå heller ikke her.
»Så tænkte vi på tang. Det kunne jo godt have været en foretrukket spise blandt denne gruppe, og da tang indeholder ret store mængder arsen, virkede den løsning ret oplagt,« siger Kaare Lund Rasmussen.
For en sikkerheds skyld tjekkede forskerne også knogleresterne fra en række landdyr i området – blandt andet vildsvin og hjort. De indeholdt også arsen.
»Så røg den teori, for disse dyr spiste jo hverken fisk eller tang,« fortæller Kaare Lund Rasmussen, der sammen med kollegerne sidste år havde en artikel om Nivågård-sagen i det internationale tidsskrift »Journal of Archaelogical Science«.
»I dag er jeg mest tilbøjelig til at tro, at arsenen kom fra tang, der gennem årene er blevet skyllet hen over bopladsen. Men eksemplet viser, at vi skal være grundige, inden vi konkluderer,« fastslår han.
Lavet i samarbejde med Magasinet Ny Viden, Syddansk Universitet
