Politimanden læner sig frem over forhørsbordet. Han ser stift på manden over for ham, der er mistænkt for en voldtægt.
»Ja, jeg gjorde det,« siger den mistænkte og erkender sin skyld.
Problemet er bare, at manden ikke er skyldig.
I USA erklærer mistænkte sig temmelig ofte skyldige i alvorlige forbrydelser, som de ikke har begået.
Ny psykologi-forskning fra Iowa State University har løftet sløret for, hvorfor det sker.
Folk erkender sig simpelthen skyldige i de mest forfærdelige forbrydelser, fordi de vil slippe for de videre forhør, der venter dem, hvis de benægter.
Det får den konsekvens, at de bliver straffet.
»Et af målene med forskningen var at identificere den underliggende proces, der foregår under et forhør,« siger projektets leder, Stephanie Madon, til Iowa State Universitys News Service.
»Vores resultater kan få betydning for de afhøringsmetoder, der får mistænkte til at fokusere på umiddelbare konsekvenser frem for fremtidige konsekvenser.«
Mistænkte frikendt af dna
Siden 1989 er 266 mennesker i USA blevet frikendt for en forbrydelse, de tidligere var blevet dømt for. Dna-spor beviste, at de ikke stod bag udåden.
Hver fjerde af de 266 mennesker blev dømt, fordi de havde erklæret sig skyldige i forbrydelserne. Først lang tid senere frifandt dna-beviser dem.
»Alle de her frikendelsessager vedrørte afskyelige forbrydelser - det er derfor, der er dna-beviser til rådighed.«
»Vi ønskede at afgøre, hvorfor man kan være villig til at give en falsk tilståelse til sådan noget,« siger Stephanie Madon.
Studerende ville undgå flere spørgsmål
Forskningen bygger på to forsøg. I dem viste det sig, at helt almindelige psykologi-studerende var parate til at indrømme kriminalitet eller dårlig moral, hvis det kunne forkorte et ubehageligt forhørsmøde med forskerne.
De studerende blev inddelt i to grupper på henholdsvis 81 (38 kvinder og 43 mænd) og 143 (53 kvinder og 50 mænd) mennesker.
Hvis de studerende i den første gruppe erklærede sig uskyldige, ville mødet blive forlænget, og de ville blive bombarderet med kontante, opfølgende spørgsmål.
Erklærede de sig derimod skyldige, skulle de møde op for at blive forhørt flere gange af en politimand i ugerne efter.
Det viste sig, at de studerende var parate til at erklære sig skyldige i ting, de ikke havde gjort, for at slippe for de kontante spørgsmål. De spørgsmål, der ville forlænge afhøringsmødet med forskerne.
Studerende frygtede at forsøget skulle blive ved
Forskerne fik den idé, at de studerende løj om deres skyld, fordi de frygtede udsigten til, at en konsekvens ville komme lige efter mødet.
Og det viste sig, at forskerne sandsynligvis havde ret. Da forsøget blev lavet med den anden gruppe, byttede de to konsekvenser nemlig plads.
I den anden gruppe viste det sig overraskende, at de studerende – helt i modstrid med den første gruppe – foretrak de kontante spørgsmål, når de vel at mærke blev stillet i de efterfølgende uger.
Samtidig var de parate til at erklære sig skyldige, bare de slap for at blive forhørt af en politimand lige efter mødet.
Mistænkte vil slippe ud af situationen nu og her
Så længe der ventede en ubehagelig konsekvens efter mødet, var de studerende altså klar til at erklære sig skyldige i ting, de ikke havde gjort.
Og det var uanset, om konsekvensen var kontante, opfølgende spørgsmål eller et møde med en politimand til et ekstra forhør.
Ifølge Stephanie Madon kaster eksperimentet lys over, hvorfor nogle mistænkte ser bort fra udsigten til en lang fængselsstraf og erklærer sig skyldige i eksempelvis voldtægt, selvom de er uskyldige.
De mistænkte vil slippe ud af den ubehagelige forhørssituation nu og her. For at det skal ske, er de parate til at tage straffen for en forbrydelse, de ikke har begået.
Stephanie Madon gætter på, at de mistænkte i forhørsøjeblikket tror, at det ikke får konsekvenser, hvis de erklærer sig skyldige. Naivt tror de, at sandheden vil komme frem under alle omstændigheder.
Sådan er det ikke i Danmark
I Danmark forsøger politiet at gardere sig imod, at folk 'indrømmer' forbydelser, de ikke har begået. Det sker allerede under politifolkenes uddannelse.
Klasselærer på Politiskolen, Bent Petersen, mener, at det har en god effekt.
»Ind imellem er der nogle folk, der siger, at de har begået en forbrydelse, de ikke har begået. Men det er som regel i forbindelse med sager, der er store i pressen.«
»Men det er vi opmærksomme på. Og ellers tror jeg ikke, at det forekommer,« siger Bent Petersen.
Retsplejeloven er en hjælp
Han fremhæver den danske retsplejelov som grunden til, at forhør ikke kan udvikle sig uhensigtsmæssigt.
»Selvfølgelig kan jeg ikke sige, at det ikke sker i Danmark.«
»Men Ifølge Retsplejeloven har en sigtet i en sag ikke pligt til at udtale sig,« siger Bent Petersen.
Samtidig må politiet ikke lyve og komme med falske vidneudsagn under en afhøring.
»Det er heller ikke tilladt at afhøre og sende tilbage i detentionen igen. Eller at trække forhøret ud over længere tid.«
»I Danmark kan vi kun holde på folk i 24 timer, så skal de for en dommer,« siger Bent Petersen.
Han mener, at alt det tilsammen skaber en god sikkerhed under forhør i Danmark.
