Giv os ordentlig argumentation!

For den græske filosof Aristoteles betød politik (eller statskundskab) statskunst. Den var læren om, hvordan en stat kunne styres så den så vidt muligt sikrede et godt liv for alle sine borgere. Hos Aristoteles er demokrati den hidtil bedste form for statskunst.

Og det bedste demokrati er et hvor man argumenterer om beslutningerne og prøver at få retvisende informationer om de faktiske forhold – for eksempel når det gælder krig og økonomi. Det vil sige at man i hver enkelt sag prøver "at pege på de overbevisende momenter, der foreligger" – på begge sider af sagen.

Ikke fordi vi ved at argumentere eller lytte til argumenter skal regne med at blive enige, men fordi det er til alles bedste, at hver enkelt afvejer argumenterne og stemmer på oplyst grundlag.

Giv os ordentlig argumentation

Sådan burde det også være i dag. Når alt tyder på, at vælgerne i vid udstrækning er modtagelige for argumentation og gerne vil lade sig flytte af den, og hvis de ikke bare stemmer ud fra, hvad de tror kan gavne deres egne forudgivne, selviske interesser – så lad os sige til politikerne: Giv os den slags argumentation.

Og til medierne: Hold op med at tiltro vælgerne, at de er selviske, uflyttelige og argumentresistente. Lad dem få argumentation. Sørg for at den er ordentlig. Sørg for at modargumenter og kritiske spørgsmål bliver besvaret.

Hold op med at dække politik som om det at klare sig i en selvisk magtkamp er så altafgørende vigtigt (og beundringsværdigt) for politikere. Det kan vælgerne ikke bruge til ret meget, højst underholdning.

Mindre omvendt lommetyveri

Det vi har behov for mere af, er altså for det første, at politikere og debattører gør mere ud af at levere retvisende og relevante argumenter for deres standpunkter. Det vil sige, at vi skal have mindre ’omvendt lommetyveri’, hvor man satser på at få sine standpunkter til at glide ned uden argumentation.

Vi skal også have mindre talfnidder og talfusk. Vi skal ikke have flere fejende generaliseringer, der i flæng stempler sagesløse enkeltindivider. Vi skal have færre løsagtige spekulationer over modparters påståede motiver, det være sig af psykologisk, selvisk, strategisk eller konspirationsteoretisk art.

Til gengæld skal vi have mere af den slags argumentation, hvor debattørerne forholder sig åbent til de relevante argumenter på begge sider af en sag.

De skal forholde sig til de standpunkter og argumenter som modparten faktisk har ført frem, ikke til ‘stråmænd’. Og så skal debattørerne give reelle forklaringer på, hvorfor de synes at argumenterne på deres egen side trods alt er mere vægtige end dem på modpartens.

Kvalitets-dyk i politisk debat

For at vi kan få mere debat der lever op til disse krav, skal medierne i mindre grad betragte politikernes udsagn og forslag som rent strategisk motiveret, og mindre ensidigt vurdere dem ud fra, om man tror de er strategisk smarte.

I stedet skal medierne og deres kommentatorer i højere grad vurdere om politikere og debattører leverer argumentation af kvalitet. Blandt andet skal de tilløb der har været i nogle medier til ‘faktatjek’ af politikeres udsagn i valgkampe, følges op og intensiveres.

På dette område er der nogle fremragende forbilleder at tage ved lære af, især i USA. Her er den politiske debats generelle kvalitet styrtdykket i de sidste 10‑15 år, og stammekrig er dagens orden. Men som reaktion herimod er mange initiativer skudt op, blandt andet websiden Factcheck.org.

I et samarbejde mellem journalister og universitetsfolk leverer den en fremragende indsats med at kritisere talfusk og andet fakta-fnidder fra begge sider af den politiske kløft – og erstatte dem med uvildige analyser, af hvad der faktisk er tilfældet.

Uvildig kvalitetskontrol

Men argumenternes faktuelle rigtighed eller mangel på samme er kun ét aspekt af, hvad der udgør gode argumenter. Lige så afgørende er det, om argumenterne er relevante for den sag der diskuteres – og om de i givet fald bliver vejet op imod argumenterne på den anden side.

Moderne politik er blevet til en kamp 24 timer i døgnet – om hvad der er fakta. … Hvor svært kan det være for politikere at enes om hvor stor en udgiftspost er?!

Christian Kock, professor

Kommentatorvirksomhed der handler om dét, ser vi kun sporadisk i medierne. Der er derimod nok af skråsikre standpunkter på leder- og debatsiderne – typisk præget af alle de samme uskikke, som hos de modparter man forsøger at nedgøre.

Hvad der er brug for mere af fra lederskribenter, kommentatorer og politiske journalister, er uvildig kvalitetskontrol, til gavn for de borgere der vil bruge debatten til at danne sig en mening. Mediernes repræsentanter skal pågribe dårlig kvalitet når de kan.

For eksempel når de fungerer som interviewere eller ordstyrere, og kritiske spørgsmål eller modargumenter ikke bliver besvaret. Politikere og andre debattører skal erfare, at dårlig eller manglende argumentation ikke længere kan skaffe dem beundring for strategisk smartness, men derimod lav troværdighed og stemmetab.

Kynisme gør vælgere kyniske

Foruden hvad medierne og deres journalister kunne gøre for at skaffe os en politisk debat, vi kan bruge til noget, ligger der en stor opgave foran skoler og læreanstalter. Undervisning i argumentation ud fra et kvalitetssynspunkt – det vil sige et der udgår fra borgernes behov – er så småt på vej ind i pensum på de forskellige skoletrin og på visse studier.

Men der kunne gøres mere. Det er et af de mest samfundsnyttige emner man kunne tage op. Ikke mindst på de fag som stadig bygger på idéen om, at politik alene eller overvejende er selvisk kamp om magt og fordeling af goder.

Samtidig med at politikerne med deres gensidige bagtalelse om bagtanker nægter hinanden elementær tillid, undergraver de vores tillid til dem.

Christian Kock, professor

Grundige empiriske undersøgelser har demonstreret, at vælgere, der læser politisk journalistik præget af en kynisk vinkel på konkrete sager og politikere, vil blive mere kyniske over for politik og politikere generelt – altså at de i stigende grad vil tillægge alle politikere rent selviske bevæggrunde til alting, og dermed nærme sig politikerlede og politisk apati.

Troværdigheds-bundskraber

Deraf følger også, at når politikere selv prøver at annullere modparternes argumenter, ved at påstå, at de alene taler ud fra partistrategiske motiver, så styrker de en opfattelse, der undergraver deres egen troværdighed og hele meningen med den politiske debat.

At politikere i de vestlige demokratier har stadig mere grund til at bekymre sig om deres troværdighed, fremgår af empiriske undersøgelser. Blandt andet det årlige ’Trust Index’ fra det internationale institut GfK.

I det seneste index fra sommeren 2010 er politikerne – ud af 20 professioner – igen-igen den, der nyder den laveste tillid i 19 vestlige lande. Højest står brandmænd, militærfolk, læger, postmedarbejdere og skolelærere, der nyder tillid fra 80‑90 procent af befolkningen. Hvad mere er: Den andel der har tillid til politikere, er siden året før sunket fra 21 til 17 procent.

Den politiske videnskabs mål

I sin bog om etik skriver Aristoteles, at den politiske videnskab er »den ypperste og mest overordnede«. De andre ’praktiske videnskaber’ – heriblandt militærkunst, økonomi og retorik, siger han – hører under den, for deres mål er dele af den politiske videnskabs mål: Det gode liv.

Etikken stræber mod det gode liv for det enkelte individ; statskunsten gør det for hele fællesskabet. Ud fra denne oldgræske synsmåde er bogen – der egentlig handler om offentlig debat, altså retorik – i virkeligheden et bidrag til ‘den politiske videnskab’.

Christian Kocks bog ’De svarer ikke’ udkommer onsdag 16. februar på Gyldendal.