Gigantisk kviksølvkatastrofe truer Filippinerne

Et sted mellem 200 og 500 ton kviksølv. Så meget havner der hvert år ude i den filippinske natur ifølge beregninger, som den danske geolog Peter Appel fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser GEUS har lavet.

Han forsker i den såkaldte småskala-minedrift i ulande rundt omkring i verden og har i den forbindelse været på feltarbejde i Filippinerne for at undersøge, hvordan den fattige lokalbefolkning her lever af at grave guld.

I Filippinerne bryder 300.000 såkaldte småskala-minearbejdere guld under kummerlige forhold for at tjene til dagen og vejen.

Minearbejderne bruger imidlertid en teknik der udleder umådelige mængder kviksølv til miljøet. Ifølge Peter Appels beregninger udleder guldgraverne hundreder af tons kviksølv ud i naturen om året.

»De store mængder kviksølv er ekstremt farligt for både dyr og mennesker, fordi det skader kroppens centralnervesystem og hjernen. Guldgravernes kviksølvforurening er ved at udvikle sig til en gigantisk miljø- og sundheds katastrofe i Filippinerne,« siger Peter Appel og fortsætter:

»Det er allerede meget slemt. Hvis der ikke findes veje til at stoppe udslip og rense naturen for kviksølv, vil der indenfor en kort årrække dø hundredetusinder af mennesker og mange flere vanskabte børn vil blive født.«

Kviksølv opløser guld

Da Peter Appel for tre år siden rejste til Filippinerne for at lave feltarbejde, var det for at følge guldgraverne og blive klogere på de metoder, de brugte til at få fingrene i det dyrebare guld.

Under besøget i den sydlige del af landet fulgte han guldgravere i tre miner, og de fortalte, at det var lykkedes dem at optimere udvindingen af guldet ved at tromle klumper af guldmalm fra minerne sammen med små hårde jernstænger samt litervis af flydende kviksølv.

De små jernstænger hamrer løs på guldmalmen, så det bliver knust til et fint pulver, og nu kan kviksølvet komme i kontakt med guldet, der opløses.

Kviksølvet og det opløste guld kan herefter let separeres fra den knuste malm, hvorefter kviksølvet varmes kraftigt op under åben ild.

Resultatet er, at kviksølvet fordamper, så kun guldet ligger tilbage.

Guldgraverne skiller sig nu af med pulverresterne ved at fylde det i trillebører, hvorefter de kører det ud i naturen og læsser det af.

Tusindvis og atter tusinder af den slags bunker, såkaldte tallings, rejser sig overalt i den filipinske natur. Peter Appel lagde mærke til, at mængden af kviksølv, der strømmede ud i karrene var meget mindre, end den portion, der oprindeligt blev hældt på tromlerne, og han spurgte guldgraverne, hvor de mente, at resten af kviksølvet var blev af.

Det spørgsmål kunne de ikke svare på.

»Jeg tog nogle prøver af pulveret i bunkerne, og de afslørede nogle ekstremt høje kviksølvkoncentrationer. Bunkerne var fyldt med kviksølv,« siger Peter Appel.

Miljøkatastrofe af hidtil usete dimensioner

Han lavede et regnestykke over forureningens omfang på baggrund af den viden, han havde om minerne, og beregningen viste, at de tre guldminer i sig selv udledte fem ton kviksølv til naturen per år.

Han fik kort efter fat i en rapport fra de filippinske myndigheder, der afslørede, at småskala minedrift i et større område af Filippinerne udleder ca. 140 ton kviksølv per år.

»På baggrund af disse tal regnede jeg ud, at filippinske guldgravere samlet set udleder mellem 200 og 500 ton kviksølv i naturen årligt ved småskala-minedrift. Det tal er overvældende stort sammenlignet med den hidtil største kviksølvforurening i historien, der fandt sted i Japan tilbage i 1950’erne,« siger Peter Appel.

I den japanske Minamatabugt blev der i sin tid udledt spildevand med det giftige organiske kviksølvklorid fra en kemisk industri.

Kviksølvet endte i fisk og skaldyr, der var vigtig føde for områdets befolkning. Konsekvenserne var, at tusindvis af mennesker døde eller blev født med meget alvorlige handicap.

»Dengang blev der udledt 600 kg kviksølv i naturen over en periode på 30 år i Minamatarbugten. I Filippinerne er mængden af udledt kviksølv astronomisk stor i forhold til det. Så kan man jo tænke lidt over, hvad det på sigt kommer til at betyde for Filippinerne,« siger Peter Appel.

Han henviser til, at flere studier allerede har indikeret, at knapt 40 procent af befolkningen i visse områder er decideret kviksølvforgiftede. En tragisk følge af det er et stort antal stærkt handicappede børn.

Kviksølvet skal renses op

Da Peter Appel blev klar over forureningens omfang, kunne han ikke få sig selv til bare at tage hjem og så nøjes med at skrive den obligatoriske rapport om sit feltarbejde.

»Jeg følte en stærk trang til at gøre noget, så jeg har investeret meget tid og mange penge på at prøve at finde løsninger på problemet. Jeg ville gerne kunne sige til de filippinske myndigheder, at landet har et gigantisk miljøproblem, men at jeg havde nogle løsninger. Det er aldrig for sent at vende en negativ udvikling og at reducere en skadelig effekt,« siger han.

Peter Appel gik i tænkeboks med henblik på at udtænke nogle metoder til både at nedbringe forbruget af kviksølv i småskala minedrift og til at fjerne kviksølvet fra naturen.

Han kom i tanker om, at han nogle år tidligere havde mødt en flok kvikke og innovative guldgravere i den nordlige del af Filippinerne, som netop havde fundet en metode til at vriste guldet ud af klippematerialet helt uden brug af kviksølv.

Disse guldgravere havde opdaget, at de kunne få fingre i guldet ved at blande det ophuggede guldmalm med det kemiske stof borax, der har den særlige egenskab, at det sænker gulds smeltepunkt, der normalt ligger på 1064 grader celcius.

Gulds smeltepunkt ligger langt over den temperatur, som kan opnås ved de opvarmingsmetoder, som guldgraverne typisk har adgang til, som f.eks. åben ild.

Tilsætter man borax til guldmalmen, falder smeltepunktet imidlertid tilpas meget til, at guldgraverne kan smelte det. Det smeltede guld pipler ud af den knuste smeltede guldmalm og løber sammen til en lille sø, som afkølet danner en guldklump, der uden videre kan fiskes op.

»Opdagelsen af guldgravernes brug af borax-metoden er et kollosalt lyspunkt midt i katastrofen, for det giver en mulighed for, at man kan lade de innovative guldgravere i den sydlige del af landet undervise de guldgravere, der bruger kviksølvmetoden i nord. Vores foreløbige forsøg på at gøre det har været en kæmpe succes,« siger han.

Store forventninger til australsk metode

Peter Appel arbejder lige nu på at udvikle en metode til at indvinde kviksølv fra de efterladte bunker ude i naturen. Han har haft held med at få støtte fra det japanske atomagentur til den del af opgaven og håber på at kunne udvikle en færdig metode i løbet af de næste par år.

»Vi har faktisk en idé til en løsning, der bl.a. baserer sig på et apparat, som den australske regering brugte i 1800-tallet. Vi har store forhåbninger til, at de pågældende metoder kan løse problemet,« siger han.

Udfordringen er bl.a. at få metoden skaleret op, så den fungerer på industriel skala, da der er tale om en oprensning af mange tusinde ton kviksølv. Ud over at slippe af med forureningen kan filippinerne se frem til en ekstra gevinst.

»Der er stadig er store mængder guld bundet til kviksølvet. Ved at fjerne kviksølvet vil man få adgang til guldet, hvilket vil give en ekstra indtjening til landet svarende til milliarder af kroner. Den indtjening er dog ingenting sammenlignet med glæden ved at kunne redde befolkningen ud af en forfærdelig kviksølvkatastrofe med skindet nogenlunde i behold,« slutter han.

Filippinske guldgravere har fundet ud af, at de kan få fingrene i den resterende mængde guld i dyngerne af knust klippesten ved at lægge en metalplade ovenpå bunkerne, som de så dækker til med en ordentlig bunke rishalm, små jernstænger og et skvæt petrolium, som de antænder.

»Så siger det ‘puf’ hvorefter alt det metalliske kviksølv fordamper op i atmosfæren, mens guldet ligger tilbage,« siger geolog Peter Appel fra GEUS.

Det metalliske kviksølv bliver ikke oppe i atmosfæren, men falder gradvist ned på jordoverfladen igen, hvor bakterier omdanner det til organisk kviksølv. Det optages af mikroorganismer og føres herefter op gennem fødekæden.

»Tonsvis kviksølv fra bunkerne af klippemateriale bliver på den måde spredt ud over hele landet og havner i mangroveskove og vandløb og ud på rismarkerne, hvor det bliver optaget af afgrøderne. I sidste ende havner det i menneskene, der bliver syge af det,« siger Peter Appel.

Brug artiklen i undervisningen. Denne artikel er udvalgt til undervisning.videnskab.dk. Se anbefalinger til brug af artiklen i undervisningen.