Vil du gerne have børn? Øger det ikke bare problematikkerne forbundet med klimakrisen, økosystemernes sammenbrud, hungersnød og fattigdom? Er det overhovedet etisk?
Jeg er ph.d.-kandidat ved Monash Bioethics Centre, og jeg forsker i forplantningsetik i en tid med klimaforandringer.
Jeg har fundet, at spørgsmålet om, hvorvidt vi bør producere flere børn, når kloden er i så alvorlig forfatning, ikke kan svares med et simpelt ‘ja’ eller ‘nej’.
Står over for dilemma
Personer, der gerne vil have børn, står over for et dilemma. At skabe et barn, der vil være ansvarlig for en stor udledning af CO2 i løbet af dets levetid, kræver, at andre lever i fattigdom (hvis kloden skal fungere inden for sine fysiske grænser).
Det fremmer uretfærdighed og ulighed. Men mange af os ønsker os børn – at blive forældre kan være én af de mest meningsfulde ting, vi gør i vores liv.
Hvad skal vi gøre? Etikken leverer muligvis et svar ved at vise, at der er en moralsk forpligtelse til at overveje effekterne af flere børn, men uden at tvinge eller tilskynde til ikke at få børn som et resultat.
Hvad er overbefolkning?
Mange hævder, at verden har et problem med overbefolkning. Overbefolkning er defineret, som at der er for mange mennesker til, at alle kan leve komfortabelt, lykkeligt og sundt og stadig efterlade kloden som et godt sted for fremtidige generationer.
Men denne definition er åben for fortolkning. Overbefolkning handler ikke kun om tal, men også værdier. Hvis indbyggerne i velhavende lande værdsætter deres livsstil – og muligheden for, at andre har den samme livsstil – så er verden overbefolket.
Jeg bor i det centrale Melbourne. Når jeg beregner mit økologiske fodaftryk, er det en ubehagelig tanke, at vi har brug for omkring fire kloder, for at alle kan leve som mig.
Brug for mere end fem kloder
Hvis alle levede som den gennemsnitlige amerikaner, ville vi have brug for mere end fem kloder.
Estimater udarbejdet af økologer og filosoffer viser faktisk, at en person født i den udviklede verden kun kan leve deres livsstil, hvis der ikke er mere end to eller tre milliarder mennesker på kloden.
I dag er vi mere end otte milliarder. Så hvad gør vi?
Vi kan for eksempel løse dette dilemma ved at reducere udledningen af drivhusgasser per indbygger. Det vil i sig selv dog ikke være nok.
Hvorfor? For det første er det svært at reducere udledningen med den hastighed, der kræves for at afbøde katastrofale klimaforandringer.
Dårligst stillede bliver ramt først og hårdest
Paris-aftalens målsætning er at begrænse den globale temperaturstigning til under to grader i forhold til det førindustrielle niveau.
For at nå dette mål skal vi halvere udledningen i 2030, halvere den igen i 2040 og igen i 2050.
Desværre er vi ikke på kurs mod at opfylde Paris-aftalens målsætninger, hvilket vil forårsage store lidelser og millionvis af dødsfald.
De dårligst stillede mennesker vil blive ramt først og hårdest. Det er uretfærdigt.
Desuden skal udviklingslandene have lov til at øge deres CO2-udledning for at undslippe fattigdom.
Mennesker i fattigdom bruger meget få ressourcer, det er dehumaniserende at skulle forblive på dette lave forbrugsniveau. Vi bør være fortalere for, at langt flere mennesker forbruger mere.
Derudover hjælper færre børn med at løse de uretfærdigheder, som klimaskaderne forårsager. Hvis de globale fertilitetstal faldt til blot 0,5 fødsler per kvinde, ville det spare omkring 5,1 milliarder tons CO2 hvert år ved udgangen af århundredet.
Det vil bidrage til mellem 16 og 29 procent af de emissionsbesparelser, der er nødvendige for at undgå katastrofale klimaforandringer.
Selvom verdens gennemsnitlige udledning per indbygger falder, mangedobler en voksende befolkning udledningen.
CO2-udledningen har en tendens til at vokse i en-til-en-forhold med en stigende befolkning. Mellem 1975 og 2009 steg både befolkningen og udledningen for eksempel med 43 procent i USA.
Ved ikke at adressere befolkningstilvæksten risikerer vi at ødelægge alt det, vi har opnået genne reduktion af udledningen per indbygger.
Desuden kan vi ikke adressere udledningen per indbygger uden at adressere forplantning. Beslutningen om ikke at bringe et barn til verden er omkring 20 gange mere effektiv til at reducere den individuelle udledning end summen af mange andre ‘grønne’ tiltag og handlinger, som genbrug og mindsket brug af bilen.
I et udviklet land sparer man for eksempel omkring 58 tons CO2 om året ved at få blot ét barn mindre.
Den næstbedste beslutning, vi kan træffe for at begrænse vores CO2-udledning, er at leve bilfrit – selvom det kun sparer omkring 2,4 tons emissioner om året.
Som flere etikere for nylig påpegede, hvis vi har pligt til reducere vores udledning per indbygger, er der også en pligt til at begrænse antallet af børn, vi får.
\ Læs også
Sådan løser vi dilemmaet
Jeg må tilstå, at jeg ikke har haft oplevelsen at være en kvinde eller person, der kan bære et barn, og jeg har heller ikke børn endnu.
Jeg mener dog, at verden skal adressere overbefolkning. Jeg siger det velvidende om, at det hverken er et let eller behageligt emne at diskutere. Det omhandler seksualitet og prævention, personlige rettigheder og religion – og jeg er klar over, at der ikke er én vej frem, der kan løse alle uretfærdigheder.
Hvis indbyggerne i velhavende nationer bliver ved med at bringe børn til verden, vil der ikke være ressourcer nok til, at mange nuværende og fremtidige mennesker kan leve og trives.
Men det ville også være uretfærdigt at kræve, at en person opgiver babydrømmene.
Central for værdighed og mening med livet
Friheden til at bestemme, om man vil bringe et barn til verden, er central for mange menneskers værdighed og mening med livet.
FN’s menneskerettighedserklæring anerkender, at enhver mand og kvinde har ret til at stifte familie.
Så det mest passende svar er ikke et, der søger at fjerne uretfærdigheder helt. Svaret skal snarere minimere uretfærdigheden så meget som muligt.
At fortælle folk, at de ikke må få børn, eller at de skal få færre børn, er for stærkt. Svaret skal være langt mere en balancegang.
Men hvordan? Ved at pålægge folk en moralsk forpligtelse til at overveje miljø- og retfærdighedsspørgsmålene ved at bringe et barn til verden.
Fem store spørgsmål, man bør stille sig selv
For en person, der ønsker børn, betyder det, at det ikke længere er nok kun at stille spørgsmål som: Vil jeg være en god forælder? Har jeg midlerne til at forsørge et barn?
Enhver, der har midlerne til selv at bestemme, om de får børn eller ej, har en forpligtelse til også at stille sig selv følgende fem spørgsmål:
- Vil mit barns livsstil forårsage høje emissioner, og vil det betyde, at andre skal leve i fattigdom? Hvis ja, er det forsvarligt?
- Er mit ønske om at få børn biologisk betinget – altså et ønske om at blive forældre til et barn, der har mine gener? Eller ønsker jeg simpelthen at blive forældre – altså et ønske om at opfostre et barn i et kærligt miljø efter mine værdier, uanset deres gener?
- Selvom jeg muligvis oplever en stærk biologisk forbindelse, når jeg har fået et barn, vil jeg også være tilfreds og lykkelig, hvis jeg opfostrede et barn, der ikke er biologisk forbundet med mig?
- Kan mit ønske om at blive forældre opfyldes på andre måder, for eksempel ved at være plejeforældre, gennem undervisning, mentorordninger eller muligvis adoption?
- Skal jeg i højere grad forsøge at tilfredsstille mit ønske om et barn på andre måder, hvis jeg allerede har ét biologisk barn? Personer, vælger ikke at få børn, føler ofte behov for at forklare beslutningen for andre.
Ovenstående tilgang vil betyde det omvendte: At forlange, at mennesker, der ønsker at bringe et barn etisk til verden, selv skal tackle de vanskelige spørgsmål.
Et retfærdigt samfund sætter pris på, at alle kan forsøge at få et barn, hvis de ønsker det, men det kræver også, at alle overvejer konsekvenserne af at gøre netop det.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
