Forskere: Lad ikke dystre dommedagsprofetier gøre dig handlingslammet

FN's klimapanel har lagt kortene på bordet: Hvis vi skal holde den globale opvarmning et stykke under 2 grader i forhold til før-industrielt niveau, skal CO₂-udledningen reduceres med 40 til 50 procent inden 2030, ifølge en rapport fra 2018, omtalt i en anden artikel på Videnskab.dk.

»FN-rapporten afslører alvoren og bør være et wakeupcall for os alle,« kommenterede den norske klima- og miljøminister Ola Elvestuen.

Det er let at lade sig skræmme af de dystre scenarier.

Frygten kan slå ned i os alle, når vi tænker på vores børn, børnebørn, fremtidige generationer, eller mennesker, der lever steder, som er endnu mere udsatte.

Men hvad gør frygten ved os?

Frygt og skyldfølelse gør os passive

»Jeg tror, at frygt er en vigtig respons,« siger Per Espen Stoknes, førsteamanuensis (svarer til en dansk lektorstilling) ved Handelshøyskolen BI.

»Det at bemærke, at man oplever en frygtrespons, er det første skridt mod anerkendelse af den smerte, vi føler, når vi læser disse rapporter,« fortæller psykologen til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

Mange oplever også skyldfølelse og tænker, at det er noget, de burde gøre noget ved. Men det fører ikke nødvendigvis til, at man ændrer på noget som helst.

»Frygt og skyld er passiviserende følelser,« siger Per Espen Stoknes, som har skrevet bogen 'Det vi tenker på, når vi prøver å ikke tenke på global oppvarming'.

»Det er uhyre sjældent, at folk foretager ændringer, fordi de føler frygt,« siger han.

Det er meget mere almindeligt at holde frygten på afstand ved at undgå hele budskabet.

»Hvis vi lader os pacificere af frygten eller forsøger at undvige den, opdager vi ikke den energi, som ligger i frygten,« siger Per Espen Stoknes.

LÆS OGS: Forsker advarer mod 'destruktiv klimaporno': Vi skal tro på fremtiden

Frygt og vrede er ikke nødvendigvis negative følelser

Det samme gælder vrede. Der er ikke nødvendigvis noget galt med at blive vred på politikerne, industriaktørerne eller ingeniørerne i gas- og oliebranchen.

Det er en naturlig reaktion på den uretfærdighed, mange oplever på vegne af fremtidige generationer, mennesker i andre dele af verden, som bliver ramt hårdest af klimaforandringerne, eller dyrearter, som er truede af udryddelse.

LÆS OGSÅ: Dominoeffekt af klimaforandringer: Her er, hvad forskningen rent faktisk viser

»Men hvis du giver udtryk for vrede på en lidt ubearbejdet måde og langer den lige i hovedet på folk, får du ofte en negativ modreaktion. Jeg tror, at vreden også har en værdifuld side. Hvis vi kan lade være med at bruge den som en økse eller et sværd mod andre, så kan der komme meget godt ud af det,« siger Per Espen Stoknes.

Der findes altså en konstruktiv energi i de følelser, som vi umiddelbart oplever som negative følelser, mener forskeren. Det handler om at give udtryk for følelserne på en rigtig måde.

»Et læserbrev, at sige noget ved et folkemøde eller ringe til en politiker og fortælle, hvad man mener eller føler, er en meget konstruktiv brug af følelser,« fortæller Per Espen Stoknes.

»Gør følelsen synlig i samfundet på en måde, der er i tråd med, hvem du er og forhåbentlig uden at anklage.«

Per Espen Stoknes selv er engageret i Miljøpartiet De Groens, og han er stedfortræder i Stortinget for perioden 2017-2021.

Dommedag og katastrofe virker ikke

En gennemgang af forskningen på feltet konkluderede sidste år, at det at appellere til frygt faktisk virker under visse omstændigheder, men de fleste forskere, som har publiceret arbejde om formidling af klimaforskning, er enige om, at frygt ‘ikke er den bedste (eller den eneste) måde at overtale folk til at engagere sig i klimaforandringerne’.

»Desværre bruger IPCC og klimaforskerne det samme kommunikationsbudskab, som de altid har gjort,« siger Per Espen Stoknes.

Når vi gang på gang hører alle alarmklokkerne ringe og ser advarselslamperne blinke, bliver vi vant til det og tager det ikke længere alvorligt.

Det, at det sker andre steder i verden langt ude i fremtiden, og at vi er så langt fra magten, gør det let for os at distrahere os fra hele problematikken.

»Det er en følge af overforbruget af dommedags- og katastrofeperspektivet,« mener BI-forskeren, der tilføjer:

»Og det betyder, at forskerne skal råbe højere og højere for at opnå den samme frygtreaktion.«

Nordmændene er blevet mindre bekymrede

I 1989 satte Norge for første gang fokus på klimakrisen. Dengang var 7 ud af 10 nordmænd 'meget eller en del bekymrede' for den globale opvarmning og drivhuseffekten, fortæller Per Espen Stoknes.

»Siden dengang har IPCC udgivet fem rapporter, og forskerne har publiceret 30.000 artikler, men andelen af bekymrede nordmænd er faldet. Vi har meningsmålinger fra 1989 helt frem til i dag, og det ser ud til, at jo mere alvorlig, videnskaben finder problematikken, desto mindre bekymrer nordmændene sig,« siger han.

Det er lidt som Peter, der råbte, »ulven kommer« lidt for mange gange.

Forsøger at fortælle om klimasucceserne

På Starmus-festivalen i Trondheim fortalte marinebiolog og koralforsker Nancy Knowlton, at der godt kan gå for meget dommedagsprofeti i den.

»Det er let at miste modet. Vi skal også formidle succeshistorierne,« siger hun.

Korallerne får en hård medfart i de scenarier, som IPCC-rapporten har publiceret.

»Det er meget skræmmende og deprimerende. Jeg prøver at fokusere på, hvad vi kan optrappe for at møde denne udfordring,« skriver hun i en email til forskning.no.

»Klimaforskerne skal være i stand til at formidle de muligheder, som findes,« skriver Bjørn Samset ved Cicero – Center for klimaforskning i en forskning.no.-kronik.

Du kan læse kronikken på dansk her på Videnskab.dk: Klimadebatten har delt sig i tre forskellige debatter.

»Ingen lader sig inspirere til handling af dystre sommedagsprofetier. Vi skal ikke glemme alvoren, men det er også vores ansvar at bidrage til, at debatten bliver konstruktiv snarere end depressiv,« skriver Bjørn Samset.

LÆS OGSÅ: Forsker: Drop de skræmmende klimahistorier!

Ikke godt at skræmme folk

Direktør Tore Furevik ved Bjerknessenteret for klimaforsking tror ikke meget på, at vi kan opfylde 1,5 grad-klimamålsætningen, men mener alligevel, at det er afgørende, at vi har et mål.

»Kommunikationsmæssigt er det vanskeligt at forklare alvoren, uden at folk samtidig bliver apatiske, mister modet eller nægter at handle, fordi det forekommer så umuligt,« siger han til forskning.no.

»Det er ikke godt, hvis det får folk til at tænke, at det ikke går, uanset hvad man gør. Det er heller ikke godt at skræmme folk så meget, at de ikke kan sove om natten og ryger ind i en kollektiv depression,« siger Tore Furevik.

Han er ganske vist ikke 1,5 grad-optimist, men han kan godt se lyspunkter.

»Det, jeg altid fortæller, er, at det bliver værre, end det er i dag. Uanset om det bliver 1,5 eller 2 grader, så bliver det værre. Men jeg siger samtidig, at der er sket utrolig mange positive ting i de seneste år.«

Tore Furevik tror, at vi er på kurs mod 3 grader med Paris-aftalen, hvor næsten alle lande har indgivet deres klimaløfter.

»Der er langt fra 3 grader og ned til 1,5, men 3 grader er jo meget bedre end 4, 5 eller 6 grader, som vi talte om for få år siden,« siger han.

LÆS OGSÅ: To scenarier for Antarktis’ is: »Slemt« og »rigtig slemt«

Ikke så slemt som frygtet

Risikoen for en værste scenarier, som FN's klimapanel tegnede i 2013, er blevet meget mindre, mener Tore Furevik.

»Derudover sker der også rigtig mange positive ting med vedvarende energi. Sol og vind bliver billigere og billigere og udkonkurrerer fossile brændsler i energiproduktionen. Tager vi alle disse ting i betragtning, går det den rette vej, og det går hurtigt den rette vej, men det går ikke hurtigt nok.«

»Det negative aspekt er, at det vil blive værre. Det positive aspekt er, at det antageligt ikke bliver så slemt, som vi frygtede for få år siden. Jorden går ikke nødvendigvis under, men det bliver dyrere og dyrere, desto mere temperaturen stiger. Så det handler om at komme så tæt på målet som muligt, selvom det ikke kan nås,« siger han.

Lad os tale om noget andet

Når mængden af fakta og information fra klimaforskningen bliver for massiv, kan det være fristende at tænke på noget andet. Snakke om noget lidt hyggeligere.

»Det er en velkendt psykologisk respons,« siger Per Espen Stoknes.

Psykologerne kalder det 'kognitiv dissonans'; det mentale ubehag som opleves, når der ikke er overensstemmelse mellem det, vi tænker, at vi bør gøre, og det, vi rent faktisk gør.

Det er ikke let for det enkelte menneske at ændre adfærd.

»Det er ikke let at køre lidt mindre i bil og flyve lidt mindre. Hele vores samfund er bygget op på, at vi har biler og fly. Vi er tvunget ind i et adfærdsmønster, som er baseret på fossil energi,« siger Per Espen Stoknes.

Tvivl fjerner ubehaget

For nogle mennesker fører ubehaget til, at de begynder at tvivle på videnskaben og klimaforskernes motiver.

»Man går efter manden og ikke efter bolden; men siger, at klimaforskerne og klimaaktivisterne er hysterikere eller dommedagsprofeter,« siger Per Espen Stoknes.

»Når man begynder at tvivle, skaffer man sig med det samme af med den kognitive dissonans. Der er ingen grund til at føle ubehag ved den måde man lever, fordi hele klimahysteriet er bare er noget vås,« siger han.

Disse psykologiske processer kan med lethed blive aktiveret, netop som IPCC præsenterer nye rapporter.

»Det er årsagen til, at den konventionelle formidling af klimavidenskab ikke har den ønskede effekt,« siger Per Espen Stoknes.

»10 ting DU skal gøre for klimaet« - en opskrift på nederlag og selvforagt

De forskellige lister med for eksempel 10 ting, DU bør gøre, er endnu en form for klimakommunikation.

Dem har Per Espen Stoknes ikke meget tilovers for.

»Folk bliver udmattede. Der er jo 100 ting, de skal gøre allerede. og så kommer der en liste med 10 ting oven i. Når vi ikke formår det, føler vi nederlag, fordi vi ikke har gennemført det, vi mener, at vi bør gøre. Pludselig er der et indslag af selvforagt i det hele,« siger Per Espen Stoknes.

»Der er ikke noget i vejen med det, som står på listerne, men det er en naiv model for, hvordan mennesker forandrer sig.«

Han mener, at klimaforskerne er naive, hvis de tror, at mennesker forandrer sig, bare fordi de modtager information og fakta.

Klimaaktivisterne er naive, fordi, de tror, folk kommer til at gennemføre det, hvis de får en liste med 10 punkter.

»Sådan er mennesket ikke. Mennesket er ikke en rationel skabning,« slutter Per Espen Stoknes.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Hvordan bliver klimaet i år 2050?

LÆS OGSÅ: Ny FN-rapport: Det er stadig muligt at holde den globale opvarmning på 1,5°C