Dominoeffekt af klimaforandringer: Her er, hvad forskningen rent faktisk viser
Hvad står der egentlig i den dystre, videnskabelige artikel, der har ramt mediernes overskrifter denne uge? Og hvad siger videnskaben? Klimaprofessor Richard Betts giver svarene.
Et hold af klimaforskere advarer om, at en global temperaturstigning på bare 2°C kan få klimaet til at løbe løbsk. (Foto: Vadim Sadovski / Shutterstock)

Et hold af klimaforskere advarer om, at en global temperaturstigning på bare 2°C kan få klimaet til at løbe løbsk. (Foto: Vadim Sadovski / Shutterstock)

En ny videnskabelig artikel, der fremstiller et scenarie af uoprettelige klimaforandringer, er gået viral, takket være dens maleriske beskrivelser af 'Hothouse Earth' ('drivhus-jordkloden').

Det meste af dækningen i medierne antyder, at vi står overfor en nært forestående og uundgåelig klimakatastrofe.

Men som klimaforsker, der selv står bag lignende forskning, ved jeg, at denne seneste artikel er langt mere nuanceret, end overskrifterne lader os forstå. Hvad siger ’drivhusartiklen’ rent faktisk, og hvordan har forfatterne draget deres konklusioner?

For det første er det vigtigt at bemærke, at artiklen er et ’perspektiverende’ værk – et essay baseret på viden om den videnskabelige litteratur snarere end nye modeller eller dataanalyser.

Den ledende klimaforsker, Will Steffen, og hans 15 medforfattere trækker på forskelligartet litteratur for at tegne et billede af, hvordan en kæde af selvforstærkende forandringer måske kan sættes i gang og på sigt føre til meget høje grader af klimaopvarmning og havstigninger.

Et eksempel er optøningen af arktisk permafrost, der slipper metan ud i atmosfæren. Fordi metan er en drivhusgas, betyder det, at Jorden holder på mere varme, som vil få endnu mere permafrost til at tø og så videre.

Andre mulige selvforstærkende processer tæller omfattende skovdød, smeltningen af havis og tabet af iskapper på landjorden.

feedbackmekanismer dominoeffekt klima

Essayet omhandler især de mange selvforstærkende mekanismer, der påvirker hinanden og dermed kan skabe en dominoeffekt, der kan få klimaet til at løbe løbsk. (Illustration Steffen et al / PNAS)

Drivhus eller stabiliseret jordklode?

Steffen og hans kolleger introducerer begrebet 'drivhus-jordklode' for at understrege, at de her ekstreme tilstande ikke vil ligne dem, der har hersket de seneste hundrede tusinder år, som har været cyklusser af istider adskilt af mildere perioder. Artiklens forfattere præsenterer også et alternativt scenarie i form af en 'stabiliseret jordklode', hvor disse forandringer ikke bliver udløst, og klimaet forbliver som nu.

Forfatterne argumenterer for, at der findes en grænse for global opvarmning, som er den afgørende tærskel mellem de to scenarier. Overskrides denne tærskel, kan jordsystemet sættes på en kurs, der gør de ekstreme ’drivhustilstande’ uundgåelige på den lange bane.

De argumenterer for – eller spekulerer i – at udviklingen af uoprettelige, selvforstærkende forandringer teoretisk set allerede kan begynde ved en global opvarmning på så lidt som 2°C over de førindustrielle niveauer. Det kan ske omkring midten af dette århundrede (vi er allerede omkring 1°C stigning). De anerkender også den store usikkerhed i deres skøn og forklarer, at det er udtryk for en ’risikosky tilgang’.

Et springende punkt er, at selv hvis de selvkørende forandringer allerede går i gang inden for et par årtier, så vil det tage lang tid, før processen er slået helt igennem – hundreder eller tusinder af år. 

Steffen og hans kolleger underbygger deres antagelse om en tærskel på 2°C ved at henvise til tidligere udgivet videnskabelig litteratur. Denne litteratur tæller andre videnskabelige litteraturgennemgange, der trækker på videre litteratur, samt en ’ekspertudredningsundersøgelse’.

I denne blev forskere bedt om at vurdere grænsen for global opvarmning, hvorved ’vendepunkterne’ overskrides for de afgørende klimaprocesser (jeg var selv en af dem, der blev spurgt).

Artiklens forfattere argumenterer for, at de 2°C stadig kan undgås, hvis menneskeheden gør en fælles indsats for at reducere sin opvarmende effekt på klimaet. 'Drivhus-jordkloden' indebærer enorme forandringer i klimasystemet med adskillige effekter af én proces, der fører til den næste.

På samme måde, antyder de, vil den fælles indsats for at undgå de 2°C også indebære enorme forandringer i ’menneskets system’, igen med adskillige trin, der leder fra én forandring mod den næste.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Lad være med at ignorere forbehold

Personligt synes jeg, at det er en interessant og vigtig artikel, der er værd at læse. Men når der faktisk ikke er tale om ny forskning, hvorfor får den så så meget opmærksomhed?

Jeg mistænker det maleriske udtryk 'drivhus-jordkloden' ('Hothouse Earth') for at være en af grundene på et tidspunkt, hvor alle går og taler om hedebølger. En anden grund er, at det uden tvivl er et dramatisk narrativ, der ikke overraskende har givet grobund for sensationsprægede artikler.

Meget af den mest fremtrædende dækning i medierne præsenterer - med visse undtagelser - fremtidsscenariet som overhængende og uigenkaldeligt. De giver det indtryk, at 2°C er et uigenkaldeligt ’point of no return’, hvorefter ’drivhusscenariet’ hurtigt vil blive til virkelighed.

Mange artikler ignorerer forbeholdene om, at en tærskel på 2°C er ekstremt usikker, og at selv hvis den er god nok, så vil de ekstreme tilstande ikke indfinde sig før om hundreder eller tusinder af år.

Dog er der visse artikler, der fremhæver artiklens mere usikre natur. Nogle advarer mod at oversælge dommedagsscenariet med det argument, at det virker kontraproduktivt at skabe frygt og fortvivlelse.

Solen bager på permafrosten i Grønland. (Foto: Adwo / Shutterstock)

Solen bager på permafrosten i Grønland. (Foto: Adwo / Shutterstock)

En ting, der slår mig med hensyn til den videnskabelige litteratur om ’vendepunkter’, er, at mange videnskabelige anmeldelser, ligesom denne, ender med at citere de samme undersøgelser og citere hinanden – jeg selv og mine kolleger skrev faktisk også en for noget tid siden.

Der foretages en masse interessante, indsigtsfulde undersøgelser, der anvender teoretiske metoder og udregninger med store tilnærmelser. Vi mangler dog stadig at se et tilsvarende niveau af forskning i de højkomplekse modeller for jordsystemet, der står bag de detaljerede klimafremskrivninger, FN’s klimapanel (IPCC) bruger til at tilgå spørgsmål, der ligger højt på den politiske dagsorden.

Steffen og hans kolleger har skabt et godt udgangspunkt for at tilgå sådanne spørgsmål, når de går så langt, de kan, på baggrund af eksisterende litteratur. Men deres essay bør også give anledning til ny forskning, der kan hjælpe med at indsnævre de enorme usikkerheder.

Det vil hjælpe os til bedre at kunne vurdere, om 'drivhus-jordkloden' er vores skæbne eller ren spekulation. I mellemtiden kan bevidstheden om risici – hvor usikre, de end er – stadig hjælpe os til at bestemme, hvordan vi vil håndtere vores indvirkning på det globale klima.

Richard Betts modtager økonomisk støtte fra det britiske ministerium for handel, energi og industri (BEIS), det britiske ministerium for miljø, mad og landbrug (Defra) samt det britiske Natural Environment Research Council (NERC). Han var direktør for det EU-støttede projekt HELIX (High-End cLimate Impacts and eXtremes), der støttede bidraget fra Tim Lenton som medforfatter til den videnskabelig artikel af Steffen m.fl., der diskuteres i denne artikel.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Mathias Dahl Meier.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.




Det sker

ForskerZonen Live Medicinsk Museion robotter
26/09 kl. 14:00
Oplægsholder
Adresse
Medicinsk Museion, Bredgade 62, 1260 København K.
I samarbejde med