I sin springende og usammenhængende tale til FN i september kaldte USA's præsident, Donald Trump, klimaforandringerne for »det største fupnummer, verden nogensinde er blevet udsat for«.
Denne uberettigede, grundløse påstand ser fuldstændig bort fra den overvældende mængde videnskabelige dokumentation for, at klimaforandringerne rent faktisk finder sted.
Det er heller ikke sandsynligt, at de tilstedeværende diplomater lod sig overbevise – mange virkede snarere forvirrede over en tale, der mindede mere om et kampagnemøde end en præsidentiel tale foran verdens ledere.
Men eftersom talen kom lige op til de afgørende globale klimaforhandlinger, COP30, i Brasilien, rejser den spørgsmålet: Hvad betyder Trumps anden embedsperiode egentlig for den internationale klimaindsats?
Trump graver efter kul
Udover at give klimabenægtere og sprederne af misinformation medvind har Trump også leveret på sit kampagneløfte om aggressiv støtte til den amerikanske fossilindustri.
Med hans egne ord: »drill, baby, drill« – eller som han for nyligt udtrykte det: »mine, baby, mine«.
Kort efter sin indsættelse underskrev Trump et præsidentielt dekret, der officielt trækker USA ud af Paris-aftalen – den juridisk bindende FN-traktat, der har til formål at bekæmpe klimaforandringer ved at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under to grader.
I september 2025 annoncerede Trump en plan om at åbne 13 millioner hektar føderale landområder for kulminedrift samt give støtte til at omstille og modernisere kulkraftværker i landet.
Han har beordret, at klimadata fjernes fra regeringens hjemmesider og har stort set afskaffet direkte statslig finansiering af klimaforskning og overvågning.
Derudover har han reelt afviklet 'Inflation Reduction Act' (IRA), som Joe Biden satte sig i spidsen for, og som ellers skulle indfri USA's mål om at halvere landets CO2-udledning inden 2030 og var udformet til at stimulere omfattende investeringer i vedvarende energi.
Alt i alt betyder Trumps politik, at der sandsynligvis vil blive udledt omkring 7 milliarder ton ekstra drivhusgas sammenlignet med et scenarie, hvor USA havde levet op til sine forpligtelser i Parisaftalen.
Det er dårlige nyheder – men hvad betyder det for det internationale klimaarbejde?
Mørke skyer i klimahorisonten
Der er ingen tvivl om, at 7 milliarder ton ekstra udledning er et alvorligt problem. Ifølge beregninger svarer det til omkring en femtedel af det globale CO2-budget, hvis verden skal holde sig under Parisaftalens 2 graders-mål.
Men det lover ikke godt for den internationale klimaindsats, når verdens mest magtfulde stat, største økonomi og næststørste udleder af drivhusgasser vender ryggen til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) - den vigtigste internationale aftale om klimaindsatsen.
Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan arrangørerne af klimaforhandlingerne i Brasilien kan motivere landene til at vedtage ambitiøse reduktionsmål, når velhavende, højtudledende nationer trækker sig.
Der er reel risiko for, at USA's position vil fjerne presset fra andre store udledere som Golfstaterne og Rusland, som er uforholdsmæssigt ansvarlige for problemet.
Endelig er klimafinansiering – de økonomiske ressourcer, der skal støtte indsatsen mod klimaforandringerne – igen et centralt tema ved klimaforhandlingerne.
At sikre tilstrækkelig finansiering bliver langt mere kompliceret i lyset af Trumps 'America First'-politik, der prioriterer indenrigs- og udenrigspolitiske initiativer, som udelukkende tjener USA’s egne interesser.
Måske alligevel grund til optimisme
På trods af alt er der stadig grund til forsigtig optimisme.
Et første argument for forsigtig optimisme er, at de globale udledninger muligvis har toppet og står på tærsklen til at falde for første gang siden den industrielle revolution. Det skyldes en hidtil uset global investering i vedvarende energi.
Energimarkedet ændrer sig hurtigt – selv på trods af de massive amerikanske subsidier (statsstøtte) til fossilindustrien. De globale energiinvesteringer forventes at overstige 1,5 billion australske dollars (6,26 billioner danske kroner) i 2025.
Samtidig vil kul, olie og naturgas opleve det første globale fald i investeringer siden COVID-pandemien.
Der er også tegn på, at andre lande – som Kina – ser USA’s kurs som en mulighed. I sidste måned fremlagde Beijing for første gang i landets historie et konkret mål for en reduktion af CO2-udledningen (7–10 procent inden 2035).
Selvom Kina stadig udbygger sin flåde af kulkraftværker, installerer landet også mere sol- og vindenergi end resten af verden tilsammen.
Kina har muligvis et ønske om at fremstå som en ansvarlig global leder i kontrast til USA. Det kan samtidig styrke Kinas strategiske interesser i regioner som Stillehavet, der er særligt sårbare over for klimaforandringerne.
Håb for, at verden kan stå sammen uden USA
Indtil videre er der ingen tegn på, at lande har brugt USA's tilbagetog som en undskyldning for selv at trække sig fra internationalt samarbejde. Ingen lande har forladt Parisaftalen, siden Trump trak USA ud.
I 2001, da Bush-administrationen meddelte, at USA ikke ville ratificere Kyoto-protokollen (en international aftale om reduktion af udledning af kuldioxid og andre drivhusgasser), fulgte Australiens daværende premierminister, John Howard, hurtigt trop.
Men i 2025 – kun få måneder efter, at USA trak sig ud af Parisaftalen – fremlagde Australiens nuværende premierminister, Anthony Albanese, et højere mål for reduktion af udledning af drivhusgasser.
Selv i USA har Trumps linje ikke vist sig at være et dødsstød for klimaindsatsen. Californien, hvor guvernør Gavin Newsom har parodieret Trumps kommunikationsstil på de sociale medier, står i spidsen for ét af verdens største kvotehandelssystemer og har indgået et klimapartnerskab med Brasilien for at fremme samarbejdet forud for COP30.
Alt i alt er der grund til forsigtig optimisme – ja, måske endda håb – for at resten af verden kan stå sammen uden amerikansk lederskab.
Blikket rettet mod COP30
Forhandlerne ved COP30-forhandlinger i november vil stå over for enorme udfordringer, som kun er blevet endnu mere presserende som følge af Trump-administrationens klimapolitik.
Men tidligere erfaringer viser, at hårdt tilkæmpede COP-forhandlinger kan skabe stærk fremdrift for global handling ved at samle verdens opmærksomhed.
Måske kan de endda lægge pres på USA for at vende tilbage til samarbejdet – eller i det mindste give klimaaktive kræfter i landet mulighed for at arbejde for reformer, på trods af at præsident Trump modarbejder dem.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
