Abortlovgivningen på Færøerne har skabt overskrifter i danske medier mange gange gennem årene.
Efter at den amerikanske højesteret for nyligt omstødte Roe vs. Wade-dommen og dermed afskaffede den forfatningssikrede ret til til fri abort i USA, har vi igen set en række overskrifter om, at der ikke er fri abort i Færøerne.
Det har ført til historier i de danske medier om, hvorvidt man bør overveje at skære i bloktilskuddet til Færøerne eller se på muligheden for, at Folketinget juridisk set kan indføre fri abort.
Jeg forsker til dagligt i, hvordan danske medier dækker den færøske abortlovgivning, og derfor følger jeg altid med, når emnet skaber overskrifter. Og det må man sige, at det i dén grad gør. Men dækningen er også problematisk.
Hvorfor, og hvad vi bør gøre i stedet, er omdrejningspunktet for denne artikel.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Den færøske situation
I 1973 blev den frie abort-ret, også kendt som ‘fri abort’, indført frem til 12. graviditetsuge i Danmark.
Allerede under den politiske debat i Folketinget i starten af 1970’erne kom også Færøerne op at vende.
Dengang tog det færøske medlem af Folketinget Johan Nielsen ordet og argumenterede imod den mulige liberalisering i Danmark.
Nielsen perspektiverede til sin opvækst på Færøerne, og redegjorde således:
»Jeg kommer fra et samfund, hvor spildet af liv var så utrolig stort, at jeg kan sige, at jeg i min barndom og ungdom levede i dødens skygge (...) Jeg kan ikke holde den tanke ud, at nogen skal berøves [livet], eller at det skal overgives til menneskelig vilkårlighed, og jeg ved, at der er tusinder og atter tusinder i Danmark, som har det på samme måde.« (Fra Nielsens tale trykt i Sosialurin, 4. april 1970).
Idéen og argumentationen om det skrøbelige liv på de stormblæste nordatlantiske øer fylder stadig i beskrivelserne af, hvorfor abortmodstanden har været så stor på Færøerne.
Nielsen lykkedes dog som bekendt ikke med at forhindre den lovændring, der i dag kaldes ‘den frie abort’, i Danmark.
Men, som stadig flere er blevet bevidste om i disse dage, så kom lovændringen aldrig til Færøerne. Her valgte den færøske regering at beholde den gældende lov fra 1956, som altså i 1970 blev afskaffet i Danmark.
Det betyder, at en abort kun må foretages på Færøerne:
- hvis en graviditet er til fare for den gravides liv eller helbred
- hvis undfangelsen skyldes kriminelle handlinger
- hvis fosterets arveanlæg er til fare for dets helbred eller liv
- eller den gravide skønnes uegnet til til at varetage barnet
En grundigere analyse af 1956-lovens tilblivelse, udformning og diskurs findes i Sniff Andersen Nexøs ph.d.-afhandling ‘Det rette valg’ fra 2005.
Sensationel fremstilling i medierne
At der ikke er fri abort på Færøerne er derfor ikke nogen nyhed. Ikke fordi, emnet ikke bør være på dagsordenen, men fordi kendsgerningen er gammel.
Alligevel opstår emnet som en skarpvinklet sensation med jævne mellemrum i danske medier, blandt andet i 2004 (læs en gennemgang af debatten dengang i bunden af artiklen), i 2017 - og nu igen i disse dage.
I ugen efter Højesteretsafgørelsen i USA satte blandt andet programmet 'Reporterne' på 24syv fokus på den færøske abortsituation, hvor Pernille Skipper fra Enhedslisten undrer sig over, at den politiske linje ikke er ens overfor Færøerne og USA.
I programmet får værten spurgt, om en beskæring af bloktilskuddet er en mulig strategi, og det har givet indslaget overskriften: ‘Enhedslisten vil drøfte at skære i bloktilskud til Færøerne i kampen for fri abort’.
Det er en skarpvinkling, som går igen i en endnu skarpere udgave i beskrivelsen af programmet, hvor der står, at: »Pernille Skipper, ligestillingsordfører i Enhedslisten, vil overveje at trække bloktilskuddet til Færøerne på grund af abortlovgivning«.
Jeg vil opfordre læseren til at lytte til indslaget og selv vurdere, om det er en passende rammesætning af Skippers svar. I al fald bliver strategien aflyst og frarådet i samme program dagen efter.
\ Læs mere
Kan Folketinget ikke 'bare' ændre det?
Et andet nyt eksempel er en TV 2-artikel, hvor professor emeritus Ditlev Tamm udtaler, at Folketinget i princippet, juridisk set, godt kunne indføre fri abort på Færøerne.
Den samme vinkel så vi også i 2017, hvor Radio24Syv i en række programmer fokuserede på den færøske abortlovgivning og danske politikeres ansvar.
Det første program lagde vægt på danske politikeres ansvar, »fordi de kan faktisk indføre fri abort på Færøerne, hvis de ville, men de gør det bare ikke,« som det blev formuleret i programmet ‘Reporterne’ 9. februar 2017.
Her fremførte forkvinde for Dansk Kvindesamfund, Lisa Holmfjord, at »det er hyklerisk at lade være, når vi samtidig missionerer for abortrettigheder i udlandet.«
Programmet inkluderede også et indslag med juraprofessor Jørgen Albæk Jensen. Han forklarede, at selv om man i princippet, rent juridisk, godt kunne indføre fri abort på Færøerne, så har Færøerne i praksis overtaget mange af de lovgivningsbeføjelser, som normalt ligger hos Folketinget.
Som Jensen selv understreger: »Og det ville så give nogen, tror jeg, meget store politiske uoverensstemmelser, hvis man lige pludselig begyndte at trække de kompetencer tilbage igen«
Det ville således være ret drastisk at trække Færøernes selvstyreprivilegier tilbage – det svarer nærmest til, at man tilbageruller Hjemmestyreloven.
Efterfølgende har fokus også primært været på danske politikeres ret eller pligt til at kritisere Færøerne. Altså at påvirke færøsk lovgivning retorisk ved at opfordre den færøske regering til at ændre loven.
Mens tavshed og undskyldninger for manglende kritik kan anskues som politiske undvigelsesmanøvrer, mener jeg også, at vi skal se på den journalistiske rammesætning for at finde roden til problemet. For hvorfor skal vi tale om bloktilskuddet og Hjemmestyreloven, når vi taler om abort?
Det undrer mig for eksempel, at professor emeritus Ditlev Tamm i TV 2-artiklen fremhæver Hjemmestyreloven i forbindelse med den principielle ret til at lovgive på Færøerne, når området (der hører under persons-, familie- og arveretten) blev overtaget i 2018.
Selvstyre og andre hjemmelavede løsninger
En stor del af debatten om Færøernes abortlovgivning hviler på manglende viden på grænsen til misinformation. Manglende viden om loven, om rigsfællesskabet og om lovens fortolkning i praksis, som er et helt forskningsfelt i sig selv.
\ Rigsfællesskabet
Rigsfællesskabet er ikke en officiel titel for det danske kongerige, men en ofte brugt betegnelse for forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland.
Hvis jeg alligevel skal forsøge at skitsere nogle hovedlinjer, så er Hjemmestyreloven og Overtagelsesloven et godt udgangspunkt.
Med Hjemmestyreloven fra 1948 blev Færøernes repræsentation og forvaltning overdraget til Lagtinget og Landsstyret. Her var blandt andet en oversigt over, hvad der var færøske særanliggender, som den færøske regering kunne overtage, og hvad der var rigets fællesanliggender, der kunne overtages ved nærmere forhandlinger.
Med Overtagelsesloven fra 2005 blev rigets fællesanliggender indskrænket til statsforfatningen, statsborgerskab, højesteret, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, samt valuta- og pengepolitik.
Alt andet kunne dermed overtages, og abortlovgivningen var blandt de sidste områder, der er blevet færøsk særanliggende.
Fra 2018 var det således alene den færøske regering, der skulle godkende en lovændring på abortområdet, såvel som alle andre områder, udover de fem fællesanliggender. Lovændringen skulle således ikke forbi Folketinget, som ellers var formelt nødvendigt inden.
Men, som daværende justitsminister Lene Espersen understregede i 2004, hvor Færøernes abortlovgivning også blev debateret (læs mere om det nederst i artiklen), så vedtog Folketinget i forvejen ikke ændringer, uden at det var på opfordring fra den færøske regering.
Den detalje er ret central. Og i rodet omkring færøsk selvstyre, hjemmestyre, selvbestemmelse og spørgsmålet om, hvorfor danske politikere trækker tavshedskortet, så er det lige så nødvendigt med en afklaring af, hvad danske politikere bør gøre, som at spørge hvorfor.
Det politiske og journalistiske ansvar
Min pointe med at skitsere den danske debat, samt det færøske hjemmestyres forfatning, er, at journalister har et ansvar for, hvordan de rammesætter debatten.
Det er ikke irrelevant, om danske politikere opfordres til verbal eller juridisk indblanding, om det færøske hjemmestyre har lovgivningsmagt, eller den kan trækkes tilbage, eller om det er politikere eller journalister, der opfordrer til økonomiske sanktioner – det er faktisk sagens kerne.
Som sagt er denne nyeste opblusning af debatten om Færøernes abortlovgivning ikke primært rammesat som et spørgsmål om dansk lovgivning.
Men jeg vil tillade mig at tro, at den politiske tavshed måske har noget med historien at gøre. At man i Folketinget ikke vil kaldes en kolonimagt er meget forståeligt.
Problemet med tavsheden er dog, at uanset dens velmenende grundlag, så skaber den samme asymmetri, som den forsøger at afmontere: ved ikke at ‘blande sig’, så fritager man Færøerne fra et centralt aspekt af international politik, nemlig at lande kritiserer andre lande.
Den danske politolog Rebecca Adler-Nissen understreger også en lignende pointe i sin analyse af dansk-færøsk diplomati, hvor et dansk forsvar af Færøerne fastholder Danmarks rolle som ansvarshavende fremfor at understrege Færøernes selvbestemmelse.
Kritik er et vilkår i international politik, og at udsætte Færøerne for denne samme kritik ville være med til at anerkende Færøernes position som et selvstyrende land i det danske rigsfællesskab.
Med den tilgang ville danske politikere undgå det formynderiske ansvar, de tilskriver sig selv, når tavshed fortolkes som et hensyn til det færøske hjemmestyre.
For det at kritisere Færøernes abortlovgivning er ikke det samme som at få den ændret: så meget magt har ord ikke per automatik, uanset om ‘Færøerne jo er en del af rigsfællesskabet’, som det bliver understreget i medierne igen og igen af både politikere, journalister og kilder.
Og det er jo ikke derfor, at danske politikere har et ansvar. Det har de over for alle verdens lande, hvis lovgivning vurderes som problematisk. Men de har nogle andre muligheder over for sine rigsfæller, som du kan læse i næste afsnit.
Lyt til dem, der er inde i sagen
Dækningen i disse dage involverer flere færinger og især repræsentanter for bevægelsen for fri abort, Frítt Val.
De forklarer klart og præcist, hvad danske politikere bør gøre: afskaffe kravet om CPR-nummer for færinger i det danske sundhedssystem, så de, der har brug for en abort, ikke er tvunget til at betale for privathospital.
Den globale situation understreger, at udvikling ikke nødvendigvis fører til liberalisering og minder journalister om, at den danske milepæl aldrig blev sat på Færøerne.
Når man gang på gang over mange år kan rammesætte dette faktum som en sensationel nyhed, så vidner det om den manglende viden, der er i Danmark om Færøerne.
Det er heller ikke nogen nyhed, men forhåbentlig får denne omgang international mediebevågenhed sagen på dagsordenen i sådan en grad, at alle fremover ved, hvad de kan gøre og hvorfor.
\ Kilder
\ Naser Khader skriver et debatindlæg, og debatten blusser op
I 2004 skrev daværende medlem af Folketinget Naser Khader en kronik i Berlingske Tidende om den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen: ‘Foghs fornemmelse for fundamentalisme’.
Heri kritiserer Khader den danske regerings dobbeltmoral, når visse former for religiøs fundamentalisme fordømmes, men ikke andre.
Khader havde også stillet daværende justitsminister, Lene Espersen, en række spørgsmål om abortsituationen på Færøerne, hvor svarene blandt andet var, at enhver ændring ville være udtryk for et samarbejde med den færøske regering, og at der ikke var fremsat et ønske om dette fra færøsk side.
Situationen i 2004 førte også til, at Kvindeligt Selskab og daværende ordfører for SF, Kamal Qureshi organiserede en fundraising, der skulle hjælpe færøske gravide til Danmark for at få en abort.
Initiativet blev mødt med kritik fra færøsk side, hvor både politikere og kvinderettighedsforeninger udtalte, at denne indblanding ikke var på sin plads, og emnet var noget, som Færøerne skulle tage hånd om internt.
Naser Khader spurgte også Anders Fogh Rasmussen i et §20-spørgsmål, om han var af den opfattelse, at den færøske lovgivning var gammeldags og ude af trit med virkeligheden, og hvad regeringens politik på området var.
Til det svarede Fogh Rasmussen, at rigsfællesskabet giver mulighed for forskellige love i de forskellige lande, men at »dette udelukker ikke, at også regeringsmedlemmer kan give deres personlige opfattelse til kende i spørgsmål, der debatteres i andre dele af rigsfællesskabet« (FT §20-spørgsmål nr 447, 2004-05).
I medierne blev Fogh Rasmussens udlægning dog fortolket som et krav til danske politikere om at ‘blande sig udenom’
