Finansudvalget havnede i mediernes søgelys i forbindelse med salget af DONG Energy omkring årsskiftet 2013-14. Her tog det nemlig stilling til et aktstykke - en bevillingsansøgning - fra den socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, om en kapitaludvidelse i milliardklassen til det statslige energiselskab.
Sagen var politisk dynamit. Udvidelsen involverede salget af DONG-aktier til et omstridt amerikansk investeringsselskab, Goldman Sachs gennem dets datterselskab, New Energy Investment. Næsten 200.000 skrev under på en protest mod aktiesalget. Og sagen blev afgørende for, at SF måtte udtræde af S-RV-SF-regeringen.
Politologer med interesse for beslutningsprocesser vil nok kunne se sagen som egnet til at kortlægge beslutningsforhold i Finansudvalget. Det gør man imidlertid bedre ved at se på, hvordan udvalget typisk plejer at behandle aktstykker. Det har Finansudvalget som stående udvalg nemlig en mere end 100 år gammel tradition for at gøre. Det foregår bag lukkede døre og under langt mindre virak end ved aktstykket om DONG Energy.
Finansudvalget har magt
Netop Finansudvalgets kompetence til at behandle aktstykker gør det til et af Folketingets mest magtfulde udvalg. Til forskel fra de fleste andre udvalg kan Finansudvalgets sytten medlemmer nemlig i praksis træffe beslutninger på Folketingets vegne. Aktstykker behøver altså ikke at blive behandlet i Folketingssalen af de 179 folketingsmedlemmer.
Ud fra den magt, som Finansudvalgets sytten medlemmer har til at godkende aktstykker fra en minister, ville det - set udefra - være nærliggende at tro, at de sytten medlemmer mødes bag udvalgets lukkede døre for at gennemgå det enkelte aktstykke, diskutere det, argumenterer for og imod aktstykket for derefter at tage endelig stilling til, om de vil godkende ministerens aktstykke eller ej. Den situation kunne man kalde deliberativ – altså en proces med rådslagning og grundige overvejelser.
Set udefra kunne man også forestille sig, at Finansudvalget udgør en samlet beslutningsmæssig enhed, som står i politisk modspil til den minister, der har lavet aktstykket. Ministeren vil jo gerne have sit aktstykke godkendt, så han eller hun kan gennemføre de aktiviteter - oftest ved at bruge penge - som ligger i aktstykket. Og Finansudvalget har fat i den lange ende ved at sidde på pengepungen og kunne nægte at godkende aktstykket.
Den situation kunne man kalde 'udvalget mod ministeren'.
Sådan udøver Finansudvalget ikke sin magt
Ingen af disse to ’udefra-billeder’ af Finansudvalget holder stik, hvis man bevæger sig ind bag de lukkede døre for at lave deltagende observation.
Alle sytten medlemmer sidder ikke med til hvert møde. De tilstedeværende finansudvalgsmedlemmer diskuterer ikke for eller imod det enkelte aktstykke. De begrunder faktisk ikke en gang deres holdning til et aktstykke på mødet. Og udvalgsmedlemmerne står normalt ikke politisk sammen mod en minister om et aktstykke.
Beslutningsprocessen på mødet er med andre ord ikke en deliberativ proces med rådslagning, argumenter og overvejelser. Det er heller ikke en politisk kamp mellem en minister og et samlet udvalg.
Men hvordan kan man så forstå beslutningsprocessen?
Beslutningerne træffes stort set inden mødet
Reelt er beslutningsprocessen i mødelokalet kun en del af beslutningsforløbet om et aktstykke. Den må ses i sammenhæng med det, der går forud for mødet. Fra den synsvinkel kan processen siges at være atomiseret.
Beslutningsprocessen om et aktstykke er med andre ord spredt i tid og rum forud for udvalgsmødet for til sidst at løbe sammen i Finansudvalgets mødelokale.
Som led i udvalgsbehandlingen har Finansudvalgets medlemmer mulighed for at stille spørgsmål til ministeren om aktstykke og eventuelt kalde ministeren i samråd, så hun eller han møder op i udvalget. Det er normalt oppositionspartiernes udvalgsmedlemmer, der benytter disse muligheder.
Men er spørgsmålene besvaret og vilkårene opfyldt for, at udvalget kan tage stilling til et aktstykke, sker det meget, meget hurtigt på mødet. Det foregår som en indarbejdet rutine ved, at udvalgets formand for hvert aktstykke konstaterer, om der er flertal bag aktstykket. Og der er næsten altid flertal. Beslutningsgangen kaldes en 'votering' i udvalgets sprogbrug. En votering er normalt klaret på langt under et minut.
Faktisk ligger det i indarbejdede beslutningsrutiner, at et aktstykkes skæbne normalt er afgjort, før medlemmerne overhovedet træder ind gennem Finansudvalgets dobbeltdøre for at votere. For at forstå beslutningsprocessens karakter kan det svare sig at opfatte udvalgets medlemmer ikke blot som finansudvalgsmedlemmer, men nok så meget som repræsentanter for forskellige partier.
Beslutningsprocessen er partipolitisk
Finansudvalgets medlemmer er nemlig valgt ind i udvalget som repræsentanter for deres partigrupper, og de træffer først og fremmest beslutninger om aktstykker som partigrupperepræsentanter. Deres holdninger til et aktstykke - om de er for eller imod - tager udgangspunkt i partitilhørsforholdet.
Det ligger blandt andet heri, at partigrupper med mere end én repræsentant i udvalget kun har én fælles holdning til et aktstykke. Typisk vil partiets holdning til et aktstykke derfor blive fremført på mødet af partigruppens finansordfører, som altså ’stemmer’ på vegne af sine partifæller i udvalget. De behøver derfor ikke nødvendigvis være til stede på mødet.
- Derfor er der sjældent alle sytten medlemmer til et møde.
- Derfor er holdningerne til et aktstykke typisk også fastlagt, før mødet starter.
- Derfor vil det være et særsyn, at et udvalgsmedlem skifter sin partipolitiske holdning ud med en anden på selve mødet.
- Derfor bruger medlemmerne heller ikke tid på at overbevise de andre partigrupperepræsentanter om, at 'de andre' skal skifte holdning.
- Og derfor ligger det eksempelvis i kortene, at udvalgsmedlemmer fra regeringspartierne på forhånd støtter en ministers aktstykke.
Det betyder også, at Finansudvalgsmedlemmernes adfærd bag de lukkede døre reelt bedst kan forstås og forklares ud fra deres partitilhørsforhold. På det punkt adskiller Finansudvalget sig ikke fra Folketingets øvrige udvalg.
