Ruslands og Tyrkiets modsatrettede interesser i Syrien er det seneste kapitel i en kappestrid, der har strakt sig over flere århundreder.
Siden 1600'erne har forholdet mellem de to nationer slingret mellem åben konflikt og beklemt venskab.
Men det mundhuggeri, der er brudt ud siden nedskydningen af et russisk kampfly, som Tyrkiet hævder befandt sig i tyrkisk luftrum, har forværret det spændte forhold.
Først i det 16. århundrede blev Rusland en europæisk stormagt
Rusland og Tyrkiet opstod næsten samtidigt som uafhængige magter - i henholdsvis 1380 og 1389.
Så fulgte Osmannerrigets spektakulære fremvækst. Imperiet voksede hurtigt og var i det 16. århundrede en stormagt, der strakte sig fra det centrale Europa over Mellemøsten til Iran, Den Arabiske Halvø samt det meste af Nordafrika.
Rusland var til gengæld relativt underforsynet og omringet af mere magtfulde naboer. Først i det 16. århundrede blev Rusland en europæisk stormagt.
Kappestriden begyndte i det 17. århundrede
Den åbenlyse kappestrid med Osmannerriget begyndte i det 17. århundrede, da Rusland i fælleskab med Polen og Habsburg-imperiet dannede Den Hellige Liga i 1684 og erobrede vældige landområder fra osmannerne - men hvad der er nok så vigtigt ikke Krim-halvøen.
Det 18. århundrede markerede et vendepunkt i forholdet mellem Rusland og Osmannerriget.
Peter den Stores reformationer styrkede Ruslands position. Han havde som den første zar været på en rejse til Vesteuropa, og da han vendte hjem, var han fast besluttet på at omdanne det gammelmoskovitiske samfund efter vesteuropæisk forbillede samt gøre Rusland til en europæisk stormagt.
Peters reformer blev videreført af Katarina den Store, og under hende vandt Rusland mange strategiske sejre over Osmannerriget.
Rusland tog kontrollen over den nordlige del af Sortehavet (og dermed udsejlingen fra Sortehavet til Middelhavet) efter en krig mod osmannerne i 1768-74.
Striden om Krim-halvøen
I 1783 blev tatar khanatet på Krim-halvøen en del af Rusland, og der skete en kraftig indvandring af russere, hvilket fik mange af de overvejende muslimske tatarer til at forlade halvøen.
Det var første gang, Osmannerriget mistede muslimske undersåtter til en kristen stat, og tabet har været et ømt punkt for Tyrkiet lige siden. Det kan til dels også forklare spændingen, der opstod, efter Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014.
Endnu en betydningsfuld episode var Ruslands erobring af Kaukasus i det 19. århundredes første del. Efter nederlaget udvandrede cirka en million muslimske kaukasiere til Tyrkiet.
Disse samfund bor stadig i Tyrkiet, hvilket påvirkede den tyrkiske holdning til Tjetjenien-krigene i 1990’erne.
Begge nationer var tabere i den globale konflikt
Begge nationer var radikalt forandrede efter Første Verdenskrig. Rusland var blevet en socialistisk stat og Tyrkiet var på vej mod en sekulær modernisering.
Begge var tabere i den globale konflikt. De opretholdt en god forbindelse i 1920’erne og afgjorde deres territoriale uenigheder.
Men Rusland begyndte at lægge pres på Tyrkiet efter Anden Verdenskrig.
Rusland vil have kontrol over Bosporusstrædet - der er Sortehavets og dermed det sydlige Ruslands, Rumæniens, Bulgariens og flere andre landes eneste udfaldsport - og landområder i det østlige Tyrkiet.
Tyrkiet kom med i NATO
Det voksende sovjetisk pres på Tyrkiet og Den Græske Borgerkrig var den umiddelbare anledning bag Trumandoktrinen i 1947.
Trumandoktrinen kom til at udstikke de overordnede retningslinjer for USA's bestræbelser på at ‘inddæmme’ Sovjetunionen og andre kommunistiske magter under den kolde krig.
Tyrkiet modtog omfattende militær støtte fra USA, landet opgav sin neutralitet og blev i 1952 optaget i NATO.
Umiddelbart efter Stalins død i 1953 undskyldte Rusland over for Tyrkiet og frasagde sig alle territoriale krav.
Forholdet mellem Rusland og Tyrkiet gjorde hurtigt fremskridt - også takket være Tyrkiets voksende desillusion med deres vestlige allierede.
Da Tyrkiet blev konfronteret med sanktioner efter at havde invaderet Cypern i 1974, kapitaliserede USSR ved at tilbyde økonomisk assistance.
Nutidige forbindelse - eksport og turisme
Efter Sovjetunionens kollaps er de allerede stærke økonomiske bånd fortsat blevet endnu stærkere, særligt de nye områder, der omfatter turisme og eksport af forbrugsgoder fra Tyrkiet.
Forholdet mellem dem er dog blevet kompliceret af et geopolitisk landskab under forandring.
Tyrkiet var parat til at udnytte turanismens ideer (turanisme eller pantyrkisme er en nationalistisk ideologi, hvis mål det var at samle alle tyrkere fra både Centralasien og Osmannerriget i én stat, red.) og udfordre Ruslands indflydelse i de tyrkisktalende, nyligt selvstændige stater i Centralasien og Aserbajdsjan.
Tjetjenien har været den største udfordring
Tyrkiets anspændte forhold til Armenien, der går tilbage til folkedrabet i 1915, var stadig et meget ømt punkt.
Tyrkiet er også på Aserbajdsjans side over konflikten med Armenien i Nagornij Karabakh (der var et historisk armensk område, Aserbajdsjan tidligere havde givet afkald på i 1920, red.)
Armenien er imidlertid forblevet Ruslands mest standhaftige forbundsfælle i Kaukasus.
På det seneste har Tjetjenien-konflikten været den største udfordring for Ruslands og Tyrkiets indbyrdes forhold. Tjetjenske separatister nød godt af den tyrkiske støtte, og Moskva viste sin misfornøjelse ved at række hånden ud mod Kurdistans Arbejderparti, der kæmper mod den tyrkiske stat.
Til sidst blev begge lande dog enige om at afbryde forbindelsen med de respektive oprører og normalisere deres forbindelse.
Forbindelsens gyldne tid
En gylden tid fulgte. De økonomiske bånd blev konsolideret gennem Recep Tayyip Erdoğans og Vladimir Putins personlige forhold.
En undersøisk gasrørledning blev lagt i 2003, og da vi nåede frem til 2014, var Rusland blevet den største importør i Tyrkiet.
Turismen blev en vigtig forbindelse de to lande imellem, og Rusland sendte det største antal turister til Tyrkiet i 2013-14.
Rosatom (et statsligt russisk atomagentur, der fører tilsyn med atomare-anlæg, -våbenfabrikker, -videnskabelige forsknings-institutioner og -sikkerhedsagenturer, i Rusland, red.) har ambitiøse planer for opførelsen af det første atomkraftværk i Tyrkiet ved Akkuyu til en værdi af 141 milliarder kroner, såvel som forhandlinger om en ny gasrørledning for russisk gaseksport til Europa designet til at bypasse Ukraine.
Alt dette er udsat på ubestemt tid efter uenigheden over Syrien.
Sammenbruddet over Syrien
Konflikten i Syrien har gjort Tyrkiet til værtsland for 1,7 millioner flygtninge. Kurdernes rolle i konflikten vækker vrede i Ankara, og bringer Tyrkiet på kant med landets vestlige allierede.
Ankaras mål er at beskytte de oprørsgrupper, de støtter i Syrien - særligt Den Turkmenske Brigade og Det Muslimske Broderskab-affilierede grupper, der kæmper mod Assads styre.
Nedskydningen af det russiske kampfly kan fortolkes som en måde at påtvinge en flyveforbudszone langs den tyrkisk-syriske grænse. Det yder beskyttelse for Tyrkiets protegéer, og tvinger andre til at anerkende Tyrkiets særlige status i regionen.
Ruslands holdning til den syriske borgerkrig er i høj grad baseret på Moskvas overbevisning om, at sekulære, autoritære ledere er det eneste effektive bolværk mod ekstremistisk islam i Mellemøsten.
Kreml anser ekstremistisk islam som værende en trussel mod landets indenrigs-sikkerhed og international lov og orden.
Rusland støtter Assad i understregningen af regime-overtagelsens illegitimitet gennem folkelig opstand eller eksternt pres.
En sprængfarlig situation
Udbredelsen af Islamisk Stat har kastet de internationale forhold ud i et politisk kaos, som vi er vidner til i Irak, Libyen - og set fra et russisk synspunkt også Ukraine. Derfor vil Rusland undgå, at Syrien bliver slagmark for en lignende politisk kamp.
Rusland er selvfølgelig også ivrig efter at spille en fremtrædende rolle i Mellemøsten for at hævde sin rolle som verdensmagt.
Nu er Tyrkiet og Rusland åbenlyst røget i totterne på hinanden for første gang i mere end hundrede år.
Det er på én og samme tid en yderst sprængfarlig situation - og endnu en udfordring i et langt og komplekst forhold.
Alexander Titov hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
The Conversation
