Er papir eller skærm bedst? Det afgørende kan handle om noget helt andet

Den svenske regering meldte for nyligt ud, at der skal skrues ned for brugen af digitale enheder i klasseværelset og vendes tilbage til fysiske bøger.

Begrundelsen var bekymring over faldende testresultater og stigende skærmtid.

Men er bekymringen berettiget? Og hvad siger læseforskningen om de mulige konsekvenser af at læse på digitale enheder frem for bøger?

For at svare på dette spørgsmål skal vi huske, at læsning langt fra er let, selvom det måske virker som en simpel opgave.

Læsning er formentlig en af de mest komplekse færdigheder, vi skal tilegne os: en færdighed, der kræver mange års undervisning og øvelse at mestre.

I modsætning til talesprog er læsning nemlig ikke noget, vi er biologisk indrettet til at lære.

Hvorfor er det så svært at læse?

For at forstå, hvorfor er det så svært at læse, skal vi først se på læsningens fysiologi.

Mens du læser denne sætning, bevæger dine øjne sig i lynhurtige, rykvise bevægelser, der flytter blikket fra ét punkt til et andet, fra ord til ord (såkaldte sakkader).

I løbet af disse øjenbevægelser dæmpes bearbejdningen af visuel information, og hjernen får kun adgang til informationen i de korte øjeblikke, hvor øjnene står stille. Disse øjeblikke kaldes fikseringer.

Eksperimenter, der måler læseres øjenbevægelser, har vist, at vi fikserer på de fleste ord, fordi vores evne til at tilegne os visuel information under hver fiksering er ekstremt begrænset.

I sprog som for eksempel engelsk, der læses fra venstre mod højre, er vores evne til at opfatte de træk, der adskiller bogstaver fra hinanden, begrænset til et lille område af synsfeltet, kaldet det perceptuelle spænd.

Dette spænd strækker sig fra 2-3 bogstavpladser til venstre for fikseringspunktet til 8-12 bogstavpladser til højre for fikseringspunktet.

Spændets asymmetri afspejler opmærksomhedens bevægelse gennem teksten. Spændet strækker sig mod venstre i sprog som arabisk, der læses fra højre mod venstre.

Spændets størrelse er mindre i tætte skriftsystemer, som for eksempel kinesisk.

Øvre grænse for læsehastigheden

Vi ved også fra eksperimenter med måling af øjenbevægelser (eye tracking) og hjernebilleddannelse, at det tager tid at identificere ord.

De bedste estimater peger på, at visuel information kræver 60 millisekunder for at blive sendt fra øjnene til hjernen, hvorefter ordene kræver yderligere 100-300 millisekunder at identificere. Et millisekund er en tusindedel af et sekund.

Disse begrænsninger sætter en øvre grænse for læsehastigheden på 300-400 ord i minuttet, afhængigt af tekstens sværhedsgrad og læserens forståelsesniveau.

Fortalere for hurtiglæsning, som fejlagtigt lover en højere læsehastighed, lærer dig i praksis at skimme en tekst. Forståelsen falder, i takt med at hastigheden stiger.

Det tager mange års øvelse at nå den øvre grænse for, hvor hurtigt vi kan læse. Det forudsætter nemlig et tæt samspil mellem de hjernesystemer, der står for syn, opmærksomhed, ordgenkendelse, sprogforståelse og øjenbevægelser.

Alt, der forstyrrer dette samspil, kan derfor gå ud over forståelsen.

Konsekvenser af digital læsning

Hvad betyder det så for læsningen, når den foregår digitalt?

Når det gælder nogle typer skærme, for eksempel e-bogslæsere, er der ikke meget, der tyder på, at digital læsning adskiller sig nævneværdigt fra læsning i en fysisk bog.

Begge formater giver nemlig gode betingelser for de mentale processer, der skal til for at læse sikkert og forstå teksten.

De digitale formater er straks mere problematiske. De forstyrrer læsningen, for eksempel nyhedssider med annoncer blandet ind i teksten, eller hvor selve tekstopsætningen gør læsningen sværere.

Det kan være centreret tekst med store eller ujævne mellemrum mellem ordene. Den slags ser man sjældent i trykte tekster.

Selvom der endnu ikke er forsket nok i konsekvenserne af netop disse to forhold, ved vi efterhånden nok om menneskets tænkning og opmærksomhed til at kunne give et kvalificeret bud.

Forståelsen kan blive svækket

Billeder og lyde, der ikke har noget med teksten at gøre, for eksempel pop op-annoncer, kan fange vores opmærksomhed. De fleste voksne har lært at sortere den slags forstyrrelser fra, men det har små børn endnu ikke.

For et barn, der i forvejen kæmper med at forstå en tekst, giver konsekvenserne næsten sig selv: Jo mere energi, barnet skal bruge på at ignorere forstyrrelser, desto mindre er der tilbage til selve forståelsen.

Og hvis barnet endnu ikke har den mentale koordination, der skal til for at holde fast i tekstens mening, bliver forståelsen yderligere svækket.

Der er også evidens fra forskning med eye tracking, som viser, at mange digitale miljøer (for eksempel hjemmesider) kan få os til at læse på en bestemt måde: Vi skimmer teksten for at få hovedbudskabet eller leder hurtigt efter konkrete oplysninger.

Den slags strategier kan være nyttige i visse situationer, men de går ud over den samlede forståelse.

Det bør især vække bekymring, når det gælder børn, fordi det tager mange års øvelse at få de mentale systemer, der ligger bag en voksen læsers færdigheder, til at spille sammen.

Ved stadig ikke nok om de langsigtede konsekvenser

Bekymringen er vokset i de senere år, ikke mindst fordi coronapandemien betød, at undervisningen i vidt omfang rykkede online, og at børn og unge kom til at læse langt mere digitalt.

Skiftet var nødvendigt af praktiske grunde, men vi ved stadig ikke nok om de langsigtede konsekvenser.

Indtil nu er eye tracking-forskningen især blevet udført på computerskærme. Ny teknologi gør det imidlertid muligt at sammenligne øjenbevægelser og læseforståelse direkte på tværs af digitale enheder og papir.

Det kan give et klarere billede af, hvornår digitale medier hjælper læsningen, og hvornår de hæmmer den.

Når læseevnen har betydning for både uddannelse, socioøkonomisk status og trivsel, er det afgørende at få undersøgt, hvilke langsigtede konsekvenser digital læsning kan have.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.