Foranlediget af den nye græske regerings krav om at få tildelt store krigsskadeserstatninger fra Tyskland, synes spørgsmålet om tyske krigsskadeserstatninger (engelsk reparations) for Anden verdenskrig igen at være blevet aktuelt.
Der hersker dog i offentligheden herhjemme en hel del uklarhed mht. de tyske krigsskadeserstatninger, især fordi spørgsmålet bliver blandet sammen med afviklingen af det hedengangne tyske riges før- og efterkrigsgæld, der blev ordnet på en konference om den tyske gæld i London i 1953. Mere derom senere.
For at prøve at forklare hvorfor den tyske regering afviser det græske krav om krigsskadeserstatninger er det nyttigt at belyse spørgsmålet om krigsskadeserstatninger i sin helhed efter 1945. Dertil er det vigtigt at få hele historien med. Det overses ofte at der fra tysk side faktisk er blevet betalt krigsskadeserstatninger oven på det tyske riges undergang i 1945.
De fire besættelsesmagter sikrede sig erstatninger
Med Potsdam-erklæringen fra august 1945 besluttede de tre store allierede magter Storbritannien, Sovjet og USA, at de som besættelsesmagter hver især kunne hente krigsskadeserstatninger i deres respektive besættelseszoner. Det krigshærgede Sovjet fik således ret til 10 milliarder dollars krigsskadeserstatning.
De fire besættelsesmagter sikrede sig erstatninger i tiden derefter: Frankrig tog materielle erstatninger i sin zone, Storbritannien demonterede industri- og fabriksanlæg, USA sikrede sig patenter, know how og viden (blandt andet 1500 raketeksperter), mens Sovjet hentede materielle erstatninger og demonterede produktions- og trafikanlæg.
Det samlede omfang af disse tyske krigsskadeserstatninger er svært at gøre op, det skønnes dog at Sovjetunionen frem til 1954 hentede erstatninger i et omfang af godt 14 milliarder dollars (omkring 280 milliarder dollars efter nutidig beregning).
Fredskonferencen blev ikke til noget
De fire besættelsesmagter besluttede i oktober 1945 at lade tysk ejendom og tyske værdier i udlandet beslaglægge, og det blev på Pariskonferencen i 1946 som krigsskadeserstatning fordelt mellem andre lande der kunne gøre krav på krigsskadeserstatninger.
Den beslaglagte tyske formue skønnes at have haft en værdi af omkring 400 millioner dollars (8 milliarder dollars), og den blev fordelt efter den nøgle der blev vedtaget i Paris om fordeling af konfiskerede tyske værdier. Danmark fik som følge af dette ret til 0,25 % og inddrog værdien af tysk ejendom i Danmark blandt andet det Siemens ejede Københavns Kul- og Kokskompagni og tysk ejede godser som erstatning.
\ Fakta
Om skribenten Karl Christian Lammers er lektor emeritus ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.
De egentlige krav om krigsskadeserstatninger kunne rejses på den fredskonference der skulle være startet i 1947. Og derfor indsendte eksempelvis Danmark i slutningen af 1946 sine krav blandt andet om krigsskadeserstatninger, der blev opgjort til omkring 11,5 milliarder kr..
Fredskonferencen blev dog som følge af uenighed mellem de fire besættelsesmagter ikke til noget, og derfor blev spørgsmålet om fred med Tyskland (og om krigsskadeserstatninger) udskudt på ubestemt tid.
Den tyske gæld var hovedemnet
Kravet om krigsskadeserstatninger blev fremført på den omtalte London skyldnerkonference i 1952, hvor Vesttyskland som retsefterfølger til det tyske rige gik med til at betale den tyske førkrigsgæld. Men kravet om krigsskadeserstatninger var ikke hovedemnet, det var den tyske kommercielle gæld til udlandet.
Det blev i London bestemt at indtil en fredskonference kunne afholdes og en altomfattende fredstraktat indgås, kunne der ikke rejses krav mod Tyskland der hidrørte fra krigsårene. Der kunne således ikke rejses isolerede nationale krav om krigsskadeserstatninger.
Det fik danske folketingsmedlemmer som Kai Moltke og Erik Sigsgaard at vide da de i 1960’erne i Folketinget spurgte til de tyske krigsskadeserstatninger.
Vesttyskland skulle afdrage deres gæld
Konferencen i London i 1952 hvor ud over Vesttyskland omkring 20 krigsallierede vestlige lande, deriblandt Danmark og Grækenland deltog, omhandlede den tyske førkrigs- og efterkrigsgæld, ikke kravet om krigsskadeserstatninger. Det drejede sig blandt andet om de lån som Weimarrepublikken frem til 1932 havde optaget for at kunne betale krigsskadeserstatninger (Dawes- og Youngplanerne) for Første verdenskrig!
Det var altså tale om internationale kommercielle lån fra blandt andet banker, der skulle betales tilbage. Derudover drejede det sig om tysk efterkrigsgæld til blandt andet besættelsesmagterne og også til Danmark for afholdelse af omkostningerne forbundet med de tyske flygtninges ophold i Danmark.
Danmark fik tildelt godt 160 millioner kr., der blev betalt frem til 1983. London aftalen medførte ikke som det ofte bliver hævdet en eftergivelse af den tyske gæld, men den medførte omlægning (fra guld til DM) og nedskrivning af gælden til knap 14 milliarder DM (godt halvdelen af den samlede fordring på 29,7 milliarder DM).
Det blev aftalt at Vesttyskland skulle afdrage den med årligt godt ½ milliard DM frem til 1988. Med rentes rente blev det sidste tyske afdrag på førkrigsgælden betalt i oktober 2010! Dermed havde Tyskland endeligt afdraget sin financielle gæld fra førkrigstiden.
Forhandlingerne blev afsluttet med 2+4-traktaten
Da der i 1990 opstod udsigt til tysk genforening, var en forudsætning herfor at de allierede sejrherrers kontrol med Tyskland blev bragt til ophør dvs. at besættelsen af Berlin blev afviklet og at deres forbeholdsrettigheder mht. hvad Tyskland skulle være blev ophævet.
Det skete i forhandlinger mellem de to tyske stater og de fire allierede, der i september 1990 blev afsluttet med 2+4- traktaten. På vesttysk og amerikansk foranledning var det vedtaget ikke at indkalde til en altomfattende fredskonference med de i alt 55 stater der havde været i krig med Tyskland.
I stedet for en altomfattende fredstraktat kom derfor en traktat, der skabte fred, afsluttede kontrollen med Tyskland og bestemte hvad der var Tyskland, altså Tysklands grænser. Traktaten omfattede ikke krigsskadeserstatninger.
En moralsk gestus er noget andet
Teoretisk kan det måske hævdes at krigsskadeserstatningsspørgsmålet var blevet udskudt. Reelt er det lukket, da der er indgået en slags fred med Tyskland.
Men det er også lukket fordi det vil kræve enighed blandt de 55 stater at rejse spørgsmålet på en fredskonference, som sikkert kun få stater ville være interesseret i. Det ville de stater der efter 1945 fik krigsskadeserstatninger næppe være indstillet på.
Politisk og folkeretligt er den tyske regering i sin ret ved at hævde at spørgsmålet om krigsskadeserstatninger er afsluttet. En moralsk gestus f.eks. at yde erstatning til de efterladte for Distomo-massakren i Grækenland er noget andet. En sådan gestus viste Vesttyskland i 1953 over for Israel (jødedommen) og noget lignende gik Tyskland efter 1990 med til over for ofrene for det nazistiske diktaturs forbrydelser.
