Raceforskning under besættelsen: Var Danmark værre end Tyskland?

BOGUDDRAG: Artiklen er et redigeret uddrag fra bogen 'Nazismen, universiteterne og videnskaben i Danmark', skrevet af professor Lene Koch.

I 1929 vedtog Danmark den første nationale, racehygiejne-inspirerede sterilisationslov i Europa. Kun en lille svejtsisk kanton var kommet Danmark i forkøbet som eugenikkens (se faktaboks) europæiske pioner.

Inspirationen til denne lov – og til eugenikken som utopisk befolkningspolitisk projekt i det hele taget – kom ikke primært fra Tyskland, som man måske kunne tro, men fra USA.

Danmark gik forrest i spørgsmålet om eugenisk sterilisation

I USA havde enkelte delstater allerede ved århundredets begyndelse indført eugeniske sterilisationslove, og mange andre lande fulgte efter.

Allerede her udfordres forestillingen om, at det nazistiske Tyskland udgjorde en farlig, uetisk avantgarde, mens Danmark, der indtil 1933 hyggede sig i smug, først derefter blev udsat for fristelsen til at følge trop.

Danmark gik forrest i Europa, hvad angår eugenisk sterilisation, og den dansk–amerikansk-inspirerede lov fra 1929 blev anset som en foregangslov af tyske nazister, der ligefrem brugte Danmark i deres propaganda for eugenisk virksomhed. Således afbildedes det danske flag på en proeugenisk plakat fra 1934 med titlen:

»Vi står ikke alene.«

Først i 1933 fik Tyskland gennemført sin egen sterilisationslov.

Danmark var mere vidtgående end Tyskland

Blev danske arvebiologer udfordret af kendskabet til den tyske, videnskabelige udvikling, der skabte og anvendte forskningsresultater på uetisk måde?

Og lod danske forskere sig 'forlede' til at gå 'videre', end det havde været politisk muligt inden den tyske besættelse?

Med disse spørgsmål ligger en implicit forestilling om, at dansk videnskab i udgangspunktet var udført under mere etiske forhold og var mindre vidtgående i sin kontrollerende praksis over for sine borgere.

Og samtidig ligger en forestilling om, at man i det nazistiske Tyskland i almindelighed tillod videnskaben at gå videre, end man gjorde i de vestlige demokratier.

En løssluppen uetisk forskning, udført under totalitære styreformer, modstilles altså med den mere velregulerede, etisk acceptable, udført i demokratiske stater.

Antagelsen om, at danske forskere under normale, demokratiske forhold opførte sig pænt, men under besættelsen blev udsat for fristelser til at 'gå videre', end videnskabens (demokratiske!) etos påbød dem, kan imidlertid ikke bekræftes, hvad angår de danske forskere, der leverede det videnskabelige grundlag for den danske eugeniske praksis.

Tværtimod var Danmark på flere punkter mindst lige så vidtgående som det nazistiske Tyskland - og på enkelte punkter mere.

Danske forskere praktiserede ekstrem eugenik længe før tyskerne

Det er for længst dokumenteret, at danske arvebiologer ikke var antisemitter, ikke jagtede folk af anden etnisk herkomst og ikke støttede besættelsesmagtens germanske udgave af racehygiejniske aktiviteter i øvrigt.

Men Danmark praktiserede sin egen ganske vidtgående, eugeniske virksomhed, helt uafhængigt af den store nabo og gik i gang flere år inden.

Eugenikken var nemlig alment anerkendt i denne epoke, om end der var tale om ganske dramatiske grads- og kvalitetsforskelle mellem landene.

Således var svenske arvebiologer langt mere pro-nazistiske end de danske, og de danske mere end de norske. Men dette er en anden historie.

Videnskabelig og ideologisk udveksling mellem de proeugeniske lande i 1930’erne og 1940’erne var der naturligvis tale om, men der var en kompleks gensidighed, som måske bedst kan beskrives med begrebet 'tidsånd', hvor det ikke altid giver mening at tale om, hvem der påvirker hvem, men at flere lande og kulturer indgik i en ideologisk strømning, der prægede en tidsalder.

Hvis vi således tager udgangspunkt i, at besættelsen fandt sted i en epoke, hvor det i de fleste nordeuropæiske stater føltes naturligt, at statsmagten rådede over de vilkår og betingelser, som individerne forplantede sig under, bliver det så spørgsmålet, hvem der gik længst i sin eugeniske teori og praksis.

Det er ikke uden videre indlysende at hævde, at Tyskland gik videre end Danmark, at den tyske forskning var mere uetisk end den danske, eller at forholdene i Tyskland var friere end i Danmark.

Steriliseringen af de 'åndssvage'

Først og fremmest er det relevant at foretage en sammenligning af den tyske og den danske lov om adgang til eugenisk sterilisation af såkaldt arveligt belastede individer.

For en umiddelbar betragtning ser det ud til, at den tyske sterilisationslov var mere vidtgående end den danske, og at danske administratorer i lyset af denne sammenligning kunne føle sig fristede til at gå videre, end den danske lov tillod.

Hverken forsøgsloven af 1929 eller den permanente lov om sterilisation af 'åndssvage', der gennemførtes i 1934, tillod sterilisation på eugenisk indikation.

Spørgsmålet om det videnskabeligt set meningsfulde i at udføre sterilisation på eugenisk grundlag har været et nøgletema i den internationale litteratur.

I den internationale debat om sterilisationspraksis har det været hævdet, at kun hvis det kunne påvises, at indikationen for sterilisation var forekomsten af en arvelig lidelse i slægten, ville sterilisationsvirksomheden kunne reducere forekomsten af de uønskede gener og dermed påvirke den samlede befolkningskvalitet - og altså have den ønskede eugeniske effekt.

Også i datiden udspillede der sig en langvarig og heftig kontrovers om dette blandt fagfolk.

Engelske populationsgenetikere havde i 1930’erne påvist, at hvis åndssvaghed skyldtes et recessivt gen, ville man selv ved sterilisation af alle åndssvage først efter mange generationer kunne regne med en mærkbar reduktion af åndssvage.

De, der støttede eugenisk indikation, er derfor ofte blevet fremstillet som sterilisationslystne typer uden videnskabeligt belæg.

Den danske sterilisationslov skulle bremse åndssvages forplantning

Til trods for denne indsigt støttede mange fagfolk deres landes sterilisationspolitik og medvirkede selv til dens implementering. Således også de skandinaviske lande, herunder Danmark.

Den danske sterilisationslov fra 1934 var først og fremmest udformet med henblik på at bremse de lettere åndssvages forplantning, og loven var gennemført efter intenst lobbyarbejde fra førende danske åndssvagelæger som H.O. Wildenskov fra De Kellerske Anstalter ved Vejle og psykiateren J.C. Smith fra Augustenborg sindssygehospital i Sønderjylland.

Deres videnskabelige arbejder viste, at netop lettere åndssvaghed ofte var arvelig, og det var i høj grad deres forskning, der havde overbevist K.K. Steincke og hans støtter om, at det var velbegrundet at drive sterilisationsloven af 1934 igennem.

Men ejendommeligt nok var loven af 1934, som før nævnt, ikke udstyret med en eksplicit mulighed for at sterilisere på eugenisk indikation, og den gav heller ingen anvisninger på, hvordan arveligt belastede åndssvage skulle identificeres.

Dens eksplicitte mål var at sterilisere åndssvage, når 'samfundsmæssige hensyn' forelå, eller 'når sterilisation vil være gavnlig for den aandssvage selv'.

Derved adskilte den sig fra den tyske sterilisationslov fra 1933, der eksplicit krævede, at der forelå dokumenterbar, arvelig belastning, før en åndssvag kunne steriliseres.

Holdt Danmark stand mod eugeniske tendenser sydfra?

I Tyskland krævedes imidlertid efter loven formel dokumentation i form af slægtsoplysninger, der kunne sandsynliggøre, at den enkelte ansøger faktisk led af en arvelig form for åndssvaghed.

Den tyske lov er derfor af nutidige iagttagere blevet betragtet som mere vidtgående og mere eugenisk og dermed farligere end den danske, der 'bare' tillod sterilisation uden specifikke krav om diagnosens dokumenterede arvelighed.

Dette kan naturligvis opfattes som en begrænsning af lovens rækkevidde – en begrænsning, der i et moderne perspektiv kan forekomme moralsk set gunstig – siden vi nutidsmennesker jo er overbeviste om, at eugenik er en uskik.

Man kunne oven i købet tro, at lovgivningsmagten med den nye lov ønskede at afskære forsorgsvæsenet fra at benytte eugenisk indikation, siden den midlertidige sterilisationslov fra 1929 faktisk tillod det.

Med andre ord et klokkeklart eksempel på, at Danmark holdt stand mod grimme, eugeniske tendenser sydfra.

Imidlertid er en anden tolkning mulig. Der er grundlag for at hævde, at den danske lov i praktisk forstand var mere vidtgående end den tyske.

Denne tolkning kræver imidlertid en kort redegørelse for datidens forståelse af eugenikbegrebet.

Manglende viden om genetik gjorde det svært at diagnosticere 'åndssvage'

I 1920’erne og 1930’erne herskede en betydelig usikkerhed om åndssvaghedens årsager.

På dette område var der kun gennemført få studier – først og fremmest amerikanske.

Disse studier var af danske førstegenerations-eugenikere som plantefysiologen Wilhelm Johannsen og psykiateren August Wimmer blevet opfattet som uvidenskabelige og overdrevne i deres vurdering af åndssvaghedens arvelighed, fordi de ikke fulgte Mendels teori, men foretog upræcise diagnoser, der hvilede på 'Fremtoningspræget' - Johannsens danske betegnelse for fænotypen.

Efter mendelismen, der i den videnskabelige litteratur om eugenikkens historie i dag anses for den videnskabeligt 'korrekte', og som den moderne genetik hviler på, er det kun 'Anlægspræget', dvs. genotypen, der arves.

For menneskers vedkommende havde man før gendiagnostikkens tidsalder kun viden om arven via fremtoningspræget kombineret med slægtsstudier.

Derfor fremhævede Wimmer og Johannsen, at man ikke kunne anbefale eugeniske foranstaltninger som sterilisation, før man havde en mere omfattende viden om sygdommenes konkrete arvegang.

Tilbageholdenhed blev opfattet som moralsk acceptabelt

Sterilisation af personer, hvis diagnose ikke var genetisk bestemt, ville simpelthen ikke have nogen positiv, eugenisk effekt på den samlede befolkningskvalitet eller genpuljen.

Denne opfattelse, der er blevet benævnt 'genetik-eugenisk', prægede dansk eugenik i de første år og er af eftertiden blevet opfattet som en fornuftig, eftertænksom og videnskabeligt velfunderet eugeniskepsis og som udtryk for, at Danmark med disse videnskabsmænd repræsenterede en meget forsigtig og dermed moralsk acceptabel linje.

Tanken var, at det videnskabeligt velbegrundede også var etisk acceptabelt, mens f.eks. den amerikanske eugenik, der målrettet gik efter samfundets bærme, og den tyske, der gik efter uønskede etniske grupper, måtte betragtes med betydelig videnskabelig og moralsk skepsis.

Læger kræver ny, aggressiv sterilisationslov

Men den genetik-eugeniske linje – der prægede den meget forsigtige sterilisations- og kastrationslov fra 1929, hvor man krævede skriftligt samtykke til sterilisation fra ansøgeren – var ikke langtidsholdbar.

Johannsens og Wimmers genetik-eugeniske synspunkt var ikke alment accepteret i de kliniske praktikeres kreds. Og det var en del af baggrunden for, at man i 1930’ernes begyndelse blandt åndssvageforsorgens læger ønskede en ny lov gennemført.

1929-loven blev simpelthen ikke brugt tilstrækkelig energisk over for åndssvage, mente man.

Loven fra 1934 var et resultat af åndssvagelægernes effektive lobbyvirksomhed og heldigt gennemførte samarbejde med K.K. Steincke.

Disse lægers indflydelse på lovgivningsprocessen førte til, at denne lov kom til at rumme ganske stærke tvangsmidler.

De ønskede en mere aggressiv sterilisationslinje og havde desuden andre meninger om åndssvaghedens arvelighed end de gamle, forsigtige mendelianere.

Både H.O. Wildenskov og J.C. Smith (den sidste var i en årrække medlem af sterilisationsnævnet, den besluttende myndighed, der administrerede sterilisationsloven af 1934) publicerede selv studier, der hævdede, at 20–80 procent af de lettere åndssvaghedstilfælde var arvelige – uanset at den konkrete arvegang ikke kunne påvises.

Det var dette forhold, der kom til at få betydning for 1934-lovens ordlyd.

Kritikere brokker sig over tyske sterilisations-forbehold

Når den konkrete arvegang ikke kunne påvises i de enkelte tilfælde, var det naturligvis heller ikke muligt at sikre sterilisation af disse grupper, hvis man forlangte, at det skulle foregå på eugenisk indikation.

Loven blev vedtaget i 1934, året efter den tyske sterilisationslov, der altså kun tillod eugenisk sterilisation, og i den forbindelse foregik der forskellige sammenlignende overvejelser, som kan lette forståelsen af beslutningen om den danske lovs ordlyd.

H.O. Wildenskov forholdt sig ganske kritisk over for den tyske lov, fordi den kun tillod sterilisation på diagnoser med kendt arvegang – f.eks. medfødt åndssvaghed, ungdomssløvsind, maniodepressiv sindssygdom, arvelig epilepsi, arvelig døvhed, blindhed mv.

Wildenskov beklagede, at sunde arvebærere ikke var omfattet af loven, selvom de kunne bringe en sygdom videre (recessiv arv), og at kun personer, der selv var syge, kunne steriliseres.

Han var utilfreds med, at den tyske lov stillede krav om, at det skulle sandsynliggøres, at personens åndssvaghed var arvelig – et krav, der med datidens diagnostiske metoder kun kunne opfyldes i ganske få tilfælde, og dertil et krav, der ville medføre, at kun ganske få åndssvage ville kunne steriliseres.

Eugenikkongres afføder argument for arvelighed

Umiddelbart efter lovens vedtagelse deltog H.O. Wildenskov i den internationale eugenikkongres i Zürich.

Her hørte han den kendte, tyske psykiater, arvebiolog og nazist, Ernst Rüdin, tale om den tyske sterilisationslov.

Rüdin var arkitekten bag den tyske lov og gav på denne kongres sin vurdering af spørgsmålet om lovens krav til arvelighedsoplysninger.

Han havde på kongressen – ifølge Wildenskovs referat – udtalt, at: »enhver form for aandssvaghed er arvelig, indtil det modsatte er bevist; Bevisbyrden paahviler den aandssvage, hans Paarørende eller Værge, de maa føre Bevis for, at Aandssvagheden er erhvervet, hvis man ønsker at undgaa Sterilisation.«

Denne tolkning var vand på Wildenskovs mølle, idet han nu forstod, at den tyske lov ikke ville blive praktiseret så restriktivt, som lovens bogstav havde givet anledning til at tro.

Det beroligede Wildenskov, der derefter ikke kunne »se rettere, end at de sagkyndiges Opgave bliver at konstatere, at Aandssvaghed er til Stede, og dernæst, at de sociale Indikatorer for Sterilisation er til Stede. I Virkeligheden vil det betyde, at den Tyske Lov i Praksis følger den nye Danske Lovs Ordlyd«.

Med andre ord var den danske lov, i hvert fald formelt set, mere vidtgående end den tyske, netop fordi den ikke eksplicit tillod sterilisation på eugenisk indikation.

Sigøjnerne var 'mærkværdige'

Mit andet eksempel vedrører danske arvebiologers behandling af sigøjnere. De var i tredivernes løb blevet genstand for stadig større opmærksomhed fra de sociale myndigheders side.

I Københavns Kommune havde man observeret en række 'Mærkværdigheder', hvad angår boligform, erhverv og livsstil hos bestemte forsorgskrævende familier, der bar et særligt 'udenlandsk Præg'.

De levede i husvogne og ernærede sig ved så eksotiske erhverv som kludekræmmere, spåkoner, skærslippere og cirkusartister.

Man mente, de havde sigøjnerblod i årerne.

Undersøgelse af 'de asociale' igangsættes

I tråd med den eugeniske tidsånd og interessen for arvelighedsspørgsmål i det hele taget mente kommunen, at disse asociale særheder skyldtes arvelige defekter og tog herefter i 1938 initiativet til en undersøgelse af disse familiers forhold.

I København var de sociale og økonomiske problemer ganske massive under krisen i 1930’erne, og man var også her begyndt at interessere sig for de særlige grupper af økonomisk belastende asociale, der var eugenikkens hovedmålgruppe.

Arbejdsløsheden var steget dramatisk, og efter socialreformen i 1933 steg også de offentlige udgifter til forsørgelse stærkt.

Forståelsen af såvel sigøjnere som andre såkaldt asociale grupper må ses på baggrund af denne økonomiske og socialpolitiske krise.

K.K. Steincke anbefaler sterilisation af svage for at spare penge

K.K. Steincke havde i sit værk om Fremtidens Forsørgelsessystem fra 1920 skitseret rammerne for et forsorgsvæsen, der integrerede behovet for forsorg med en eugenisk tankegang.

Her anbefalede han et system, der bremsede fødsel af nye forsorgskrævende arveligt belastede individer, nemlig sterilisationslovgivningen.

Steincke var inspireret af Darwin og Mendels tankegange og inkorporerede disses videnskabelige teorier i sin socialpolitiske vision.

Han mente, at eugenikken ville udgøre en modvægt til socialreformens kontra-selektoriske effekter, og hvor staten havde en forpligtelse til at sørge for de svageste, havde den ifølge ham en lige så væsentlig pligt til at sikre, at disse ikke forøgede deres antal.

Denne biologiske socialisme, som det er blevet kaldt, skulle intervenere i folkelegemet – ikke blot med sociale og politiske metoder, men også med kirurgiske.

Arvebiologer så sigøjnerne som biologisk bestemte snyltere

I de skandinaviske lande var sigøjnerne allerede i arvebiologernes søgelys.

I 1923 optrådte sterilisation i en officiel, svensk rapport som en mulig løsning på taterproblemet.

Norge havde sine løsgængere, omend sterilisation ikke uden videre blev anset som relevant. I 1930’erne var man også i Tyskland stærkt optaget af de asociale.

Her blev denne gruppe anset for at være samfundets snyltere, pariaer, der tiggede, stjal og på anden uærlig vis svindlede sig til et levebrød og belastede forsorgsvæsenet.

Og når det drejede sig om sigøjnernes asociale adfærd og mange andre spørgsmål, som disse to arvebiologer tog op i deres undersøgelse, forlod de sig på den førende tyske sigøjnerforsker, Robert Ritter.

Ritter havde indsamlet et kæmpe materiale om de tyske, asociale sigøjnerfamilier, hvis asocialitet, han hævdede, kunne spores tilbage i mange generationer.

Ritter var som andre eugenikere optaget af, hvorledes man videnskabeligt kunne skelne mellem de medfødte og arvelige former for asocialitet og de erhvervede former, der skyldtes miljøpåvirkninger.

Sådan en klassifikation kunne kun udføres på grundlag af store slægtsstudier, hvorudfra Ritter konstruerede genealogiske skemaer, der igen dannede grundlag for statistiske beregninger om sygdommes arvelighed og sandsynligheden for, at en proband ville føde belastede børn.

Forskningsresultater går i mod den gængse opfattelse

Før genteknologiens og computerens tidsalder var den slags studier uhyre tidskrævende og forudsatte adgang til kirkebøger og andre offentlige registre.

Brun og Bartels benyttede som Ritter og alle andre arvebiologer i denne periode den genealogiske metode, men i modsætning til Ritter nåede de i deres sigøjnerstudier frem til den modsatte konklusion, at de danske asociale sigøjnerfamilier ikke var resultatet af enkelte asociale forfædre.

Dette synspunkt var fremherskende i en stor del af den eugeniske litteratur om degenererede familier, nemlig at man ved sterilisation af en enkelt asocial forfader eller formoder kunne have forhindret store antal belastende, forsorgskrævende borgere.

Tværtimod konkluderede Brun og Bartels, at de fleste af Ritters probander fra 1700-tallet var hæderlige og respektable folk.

Brun og Bartels var ikke i tvivl om, at den omrejsende livsstil var et resultat af en medfødt rejsetrang, men mente blot ikke, at der var tale om en abnorm eller asocial tendens.

De støttede deres synspunkter på ældre etnografisk materiale og mente, at de såkaldte natmænd var helt uden forbindelse til sigøjnerne – natmændene var indfødte vagabonder, som gradvist var blevet integreret i den danske bondestand uden at have forringet dennes biologiske kvalitet.

Præcis derfor advarede Brun og Bartels mod drastiske eugeniske foranstaltninger, dog uden at nævne den mere ivrige tyske, svenske eller norske politik på dette felt.

Sigøjnere inddeles i 'de rene' og 'de blandede'

Efter at have gjort op med frygten for at indfødte danske omstrejfere og vagabonder udgjorde en trussel mod befolkningskvaliteten, gik Brun og Bartels videre til en diskussion af de danske sigøjnere.

Selvom disse havde et udenlandsk præg – som konstateret af Københavns Kommune i den oprindelige rapport – mente de to forskere ikke, at det var muligt at samle dem under fælles antropologiske karakteristika.

Dette fund fik konsekvenser for deres vurdering af og brug af Ritters inddeling i 'rene' og 'blandede' sigøjnere.

Sigøjnerne i Tyskland var efter 1935 undergivet de samme racelove som jøder, og Ritter havde som for jødernes vedkommende opstillet regler for, hvem der gjaldt som sigøjner, nemlig en med mindst tre sigøjnerbedsteforældre.

Blandingssigøjnerne var de farligste

Blandingssigøjnere var defineret ved at have en eller to bedsteforældre, der var rene, halv- eller kvartsigøjnere.

Det var disse blandingssigøjnere, der blev anset for farligst; de var nemlig resultat af en ulykkelig indgiften i samfundets bærme, og resultatet var en asocial og forbryderisk befolkningsgruppe, der levede af tiggeri, kriminalitet og belastede forsorgsvæsenet.

En karakteristik, der havde betydelig lighed med både Københavns Kommunes beskrivelse af sigøjnerne, men også med de lettere åndssvage, der netop ansås for langt farligere end de 'rent' eller sværere åndssvage.

Ritters postulat om, at der eksisterede 'rene sigøjnere', afviste Brun og Bartels som udokumenteret fiktion, og de hævdede desuden, at livsstilen også var et ubrugeligt kriterium, fordi mange sigøjnere var bofaste, og mange ikke-sigøjnere vagabonder.

Således udrustet med en ret grundig og kritisk begrebsdiskussion satte forskerparret sig for at foretage en empirisk undersøgelse af de danske sigøjnere.

Sigøjnere var ikke dyrere for samfundet end andre fattige

Kort fortalt kunne de konstatere, at sigøjnerne tilhørte de fattigste lag i samfundet, men ikke var dyrere for samfundet end andre fattige, og at de desuden udgjorde et ubetydeligt problem i den samlede forsorgsproblematik på grund af deres ringe antal.

Heller ikke kriminalitet eller åndssvaghed eller psykopati (som Ritter havde hævdet) optrådte oftere i denne gruppe.

De konkluderede, at sigøjnerne ikke kan betragtes som en særlig farlig gruppe, eugenisk set, men at gradvis assimilation, blandt andet ved at forbedre de sociale og uddannelsesmæssige vilkår for gruppen, var den bedste løsning på de konstaterede problemer.

Registerdata om danske sigøjnere afsløret for besættelsesmagten

Der er en stærk og ejendommelig kontrast mellem de anbefalinger, danske eugenikere og tyske racehygiejnikere giver i det såkaldte sigøjnerspørgsmål.

Til trods for at danskerne bruger en rendyrket racistisk-inspireret nazistisk teori til at studere deres målgruppe, når de frem til en dansk, velfærdsdemokratisk anbefaling, nemlig assimilation.

Valget af teori var ganske konventionelt og i tråd med den såkaldte mainline eugenik ved at fokusere på de afvigende gruppers sociale problemer snarere end på medicinsk relevante lidelser.

For en moderne iagttager virker det nærmest suspekt, at man vælger en tysk nazist med mange tusinde sigøjneres liv på samvittigheden som hovedinspiration, og at Arvebiologisk Institut offentliggør en bog om sigøjnere i 1943, og endelig at man oplyser for offentligheden og dermed for besættelsesmagten, at man er i besiddelse af omfattende registerdata om danske sigøjnere på et tidspunkt, hvor forfølgelserne i Tyskland er på deres højeste.

Her var behandlingen særdeles brutal. I 1933 iværksattes efter sterilisationslovens vedtagelse et tvangssterilisationsprogram, der kom til at omfatte alle såkaldt arveligt belastede, deriblandt sigøjnerne, og i 1939 deporteredes sigøjnere til KZ-lejre, hvor ca. 25.000 omkom.

Dette er dog i den aktuelle kontekst ikke kendte oplysninger for vores to danske sigøjnerforskere.

Deres arbejdsmetode og teorivalg havde at gøre med de tætte videnskabelige bånd mellem Danmark og Tyskland, og det bør erindres, at eugenikkens dårlige rygte er et efterkrigstidsfænomen.

Den negative eugeniks hovedinstrument, sterilisation, blev betragtet som inhumant og videnskabeligt ubegrundet.

Dansk vurdering var bygget på velfærdsidealer

Man kan altså konkludere, at der er tale om et vist videnskabeligt mod og en betydelig politisk dristighed, idet Brun og Bartels når en fundamental anderledes konklusion end tyskerne.

Brun og Bartels’ argumenter for at afvise sterilisation var bygget på moderne ideer om frivillighed og videnskabelighed og på en moderne medicinsk forståelse af social afvigelse.

Frem for at blive forstået som en afvigende race eller en fremmed kultur (som hos Ritter) blev sigøjnerne nu opfattet som borgere i en velfærdsstat, der ikke adskilte sig fra andre borgere, hvad angik sygelighed eller arvelig belastning.

Derved adskilte de sig fra de åndssvage, hvis tilstand, mental retardering, blev betragtet som en sygdom.

Hvad sigøjnerne angik, var deres 'fejl', at de ikke kunne eller ville tilpasse sig samfundets normer, og sterilisation var derfor ikke indikeret.

Skulle de gøres til produktive borgere, måtte de normaliseres, men helt afgørende er, at anbefalingerne også omfattede forslag til en mindre diskriminerende adfærd fra samfundets side.

Dansk eugenik i forhold til sigøjnere var tilbageholdende

Forfatterne fremstår som uafhængige, kritiske og selvstændige – ikke blot over for besættelsesmagten, men også over for andre eugeniske retninger i Danmark.

Man har ofte hævdet, at genetisk videnskab legitimerede en repressiv politik over for de såkaldte asociale grupper – her sigøjnere.

Men det er ligeså tydeligt, at forskellige tolkninger og varianter af genetisk videnskab åbenbart har legitimeret forskellige praksisser.

Det danske sigøjnerstudie tog udgangspunkt i en germansk, raceorienteret eugenisk tradition, men anbefalede trods dette ikke sterilisation.

Men undersøgelsen klassificerede ikke desto mindre sigøjnerne i både biologiske og sociale termer som en særlig, biologisk gruppe med en særlig livsstil.

De forsigtige anbefalinger tyder på, at dansk eugenik, hvad angår sigøjnere, under besættelsen var ganske tilbageholdende, omend den uden vanskeligheder kunne have været langt mere vidtgående.

Kontrastforhold mellem syn på 'de åndssvage' og sigøjnerne

Man kan spekulere på den forskellighed, der her er registreret, når det drejer sig om lettere åndssvage og sigøjnere.

Begge grupper blev anset for at være asociale i datidens forstand.

Den ene gruppe, de åndssvage blev reelt set jagtet af sterilisationsvæsenet, der med (danske) videnskabelige undersøgelser i hånd opfattede dem som truende for befolkningskvaliteten og for forsorgsudgifternes omfang.

Her satsede man på sterilisation af så mange som muligt, om end egentlig udslettelse ikke blev anset for muligt (om end nok ønskeligt på lang sigt – dette var jo faktisk eugenikkens utopi – et samfund uden asociale).

Den anden gruppe blev trods dens identifikation som en biologisk set specifik undergruppe – med asocial levevis – ikke udsat for kirurgens kniv.

Tværtimod anbefalede man gradvis assimilering.

Eugenikken var i Danmark en heterogen praksis, og den tyske besættelse mellem 1940 og 1945 har tilsyneladende hverken fristet arvebiologer eller deres allierede i sterilisationsvæsenet til nogen særlig dramatisk fremfærd mod de asociale.