Efter Danmarks befrielse: Tusindvis af tyske kvinder, børn og ældre døde i danske flygtningelejre

På dagen for Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt er der her mange år efter fortsat emner, som er betændte og kontroversielle at tale om.

Et af dem er de cirka 17.000 tyske flygtninge, som døde på dansk jord, efter at de var undsluppet det krigshærgede Nazityskland. Ud af dem var cirka 7.000 børn, viser forskning.

»Mange af flygtningene ligger begravet på Vestre Kirkegård i København. Så mange, at man lavede en massegrav,« fortæller Sine Maria Vinther, historiker på Roskilde Universitet, til Videnskab.dk.

»Der findes uhyggelige billeder, hvor man kan se, hvor udmagrede de tyske flygtninge var, og mange havde været igennem helvede på jord, inden de ankom hertil. Den danske behandling af dem, er stadig kontroversiel og svær at tale om,« uddyber hun.

Forskere er uenige om, hvorvidt en del af de mange dødsfald kunne have været undgået, hvis de danske læger havde gjort mere for at hjælpe flygtningene. Men der er enighed om, at Danmarks behandling af flygtningene kræver at blive gået efter i sømmene, så vi kan lære af dem i eftertiden.

Hvorfor havnede de tyske flygtninge i Danmark?

De tyske flygtninge endte i Danmark på grund af den sovjetiske Røde Hærs indmarch i Polen og Rusland, som under krigen helt og delvist var blevet besat af Nazityskland.

Under store dele af krigen havde østtyskerne undgået meget af den krig, som flere af de store vesttyske byer var blevet udsat for. Men da den hævngerrige sovjetiske hær ankom i januar 1945, voldtog og dræbte de mennesker og ødelagde byer på deres vej mod Berlin. Det drev 15 millioner mennesker på en farlig flugt.

»Det var nogle strenge vinterdage. Flugten var til fods eller i hestevogne, og det sidste stykke ud til kysten skulle de over den frosne Wisłabugt, hvor de blev beskudt af russerne og gik gennem isen,« fortæller Kirsten Lylloff, pensioneret læge og cand. mag i historie, som har skrevet en ph.d. og en bog om de tyske flygtninge i Danmark.

»Især børnene led på grund af de hårde betingelser, og mange flygtninge døde af sult og udmattelse på vejen,« siger Kirsten Lylloff.

Flygtningene, der klarede turen over isen, blev i starten sejlet til havne i Vesttyskland, men da de tyske havne blev udsat for voldsomme bombardementer, besluttede Nazityskland at sende dem til Danmark.

Det var dog langt fra alle, der klarede sejlturen over Østersøen.

»De blev sejlet over via havne i Polen, men russerne torpederede deres skibe, så titusunder døde, fordi deres skibe blev sænket,« fortæller Claus Bryld, pensioneret historieprofessor ved Roskilde Universitet.

Ligene hobede sig op på skoler og i cykelskure

De tyske flygtninge ankom til et Danmark, som ikke var gearet til at håndtere det enorme antal sårede.

I årene 1945-49 var der omkring 250.000 tyske flygtninge i Danmark, svarende til cirka 5 procent af den samlede befolkning. Danmark var allerede i knæ efter besættelsen, og der opstod kaotiske tilstande.

»De tyske flygtninge døde i tusindvis. Der døde flere tyske flygtninge i Danmark efter besættelsen, end der døde danskere under besættelsen. Mange af dem var små børn, der døde af epidemiske sygdomme og almindelig dårlig sundhedstilstand,« fortæller Claus Bundgård Christensen, lektor i historie ved Roskilde Universitet.

Imellem januar og april lukkede storbyernes skoler og institutioner, så de tyske flygtninge kunne blive indlogeret der. En opgørelse fra maj 1945 viste, at der var indkvarteringer i omkring 1.100 forskellige skoler, forsamlingshuse, fabrikker og barakker. 64 ud af 70 skoler i København husede desuden flygtninge, skriver Immigrantmuseet.dk.

På grund af det store antal døde flygtninge blev cykelskure og lignende brugt som midlertidige lighuse, fortæller Sine Maria Vinther.

’De ligger, som de har redt’

Frem til Danmarks befrielse 5. maj 1945 lå opgaven med at tage sig af flygtningene hos den tyske værnemagt.

I marts måned henvendte den tyske værnemagt i Danmark sig til direktøren for Dansk Røde Kors for at skaffe læger, medicin, mad og indkvartering til de tyske flygtninge. Det blev afvist efter et par dage, fordi Røde Kors benyttede sig af frivillige, og der var ikke opbakning til at hjælpe, skriver Danmarkshistorien.dk, som hører under Aarhus Universitet.

Da myndighederne ikke ville hjælpe, henvendte værnemagten sig til den danske lægeforening.

»Den 25. marts 1945 holdt den danske lægeforening et møde i hovedbestyrelsen, hvor det blev besluttet, at danske læger ikke skulle behandle tyske flygtninge. Den 28. marts udsendte Indenrigsministeriet et cirkulære om, at sygehusene, som dengang var underlagt Indenrigsministeriet, ikke måtte hjælpe de tyske flygtninge,« fortæller Kirsten Lylloff.

Begrundelsen lød, at dansk lægehjælp ville frigøre tyske læger til værnemagten og altså støtte den tyske krigsmaskine. Derudover blev lægeforeningens standpunkt styrket af de mange henrettelser af blandt andet danske læger, som især var udbredt i krigens sidste måneder, skriver Danmarkshistorien.dk.

»Jeg vil ikke mene, at det var et aktivt valg hverken fra lægeforeningens eller myndighedernes side, at nu skulle flygtningene dø. Indtil befrielsen var det besættelsesmagten, der stod for forplejningen af de tyske flygtninge. Så hvis man aflastede den tyske besættelsesmagt, så hjalp man indirekte besættelsesmagten. Det var den klare tankegang dengang,« siger Leif Hansen Nielsen, som er seniorforsker ved Rigsarkivet og har forsket i flygtningenes forhold i Sønderjylland.

En antitysk stemning havde spredt sig i befolkningen

De danske myndigheder, det såkaldte departementschefstyre, stod desuden fast på et krav om, at man ville have de cirka 2.000 danske politifolk, der befandt sig i tyske kz-lejre, frigivet og hjemsendt, før man kunne yde hjælp til tyske flygtninge.

Sine Maria Vinther påpeger derudover, at der herskede der en stærk anti-tysk stemning i befolkningen:

»Problemet var, at et tysk liv ikke blev anset for at være noget værd, selvom mange var kvinder og småbørn, der på ingen måde kunne have været skyld i krigens rædsler. Besættelsen havde sat sine spor, og man prioriterede at bruge landets få ressourcer på den danske befolkning,« siger hun, og fortsætter:

»En af de mest brugte vendinger var, at: ’de ligger, som de har redt’. Det er et eksempel på, at de store følelser skyggede for fornuften.«

Dødstal toppede i befrielsesdagene

Da Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt 5. maj 1945, stod de mange flygtninge i en ny situation.

De tyske værnemagtssoldater forlod landet, og de mange flygtninge blev med ét Danmarks ansvar, idet de allierede besluttede, at flygtningene skulle forblive i Danmark.

»De havde ikke mulighed for at tage hjem til det krigshærgede Tyskland efter krigen, så de blev i flygtningelejre, som værnemagten havde lavet til dem. Gradvist blev lejrene overtaget af danskere, fordi de tyskere, der havde administreret lejren, blev sendt hjem« fortæller Sine Maria Vinther.

Tyske krigslazaretter

Efter 5. maj 1945 stod Danmark altså pludselig med ansvaret for knap en kvart million flygtninge.

Umiddelbart efter befrielsen overtog modstandsbevægelsen opgaven med flygtningene.

Hurtigt indså man dog, at opgaven fuldstændigt oversteg modstandsbevægelsens kapacitet, og den 8. maj blev Statens civile Luftværn, som eneste endnu fungerende korps - og tilmed et korps med beredskabslagre - udpeget til at stå for forplejningen af de tyske civile flygtninge, fortæller Leif Hansen Nielsen.

Da det i løbet af sommeren blev klart, at flygtningene ikke umiddelbart kunne sendes tilbage til Tyskland, måtte der findes en mere permanent organisatorisk løsning. Denne kom med oprettelsen af Flygtningeadministrationen 6. september 1945, beskriver Leif Hansen Nielsen.

»Men der er ingen tvivl om, at alt var kaotisk i befrielsesdagene. 245.000 flygtninge skal bruge usandsynligt meget mad og andre fornødenheder.«

I sommeren 1945 blev nogle flygtningelejre indrettet som flygtningelazaretter, hvor de syge kunne blive behandlet.

Under besættelsen havde værnemagten desuden oprettet tyske krigslazaretter, som forblev i Danmark til august 1945. Da de tog hjem, valgte 80 af lægerne af blive i Danmark, og de blev udstationeret i flygtningelejrene.

»De tyske krigslazaretter stod dog ikke til rådighed i maj måned, hvor der var allerflest krigsflygtninge, der havde brug for hjælp, for på det tidspunkt var der også mange sårede tyske soldater,« siger Kirsten Lylloff.

Hun påpeger, at de tyske flygtninge kun måtte komme på danske hospitaler, hvis de havde infektionssygdomme såsom tyfus og dysenteri. Det var dog mest for at forhindre epidemier i den danske befolkning, mener Kirsten Lylloff.

Havde de danske myndigheder et medansvar?

Det var netop i månederne efter befrielsen, at et stort antal tyske flygtninge mistede livet.

Kirsten Lylloff mener, at de danske myndigheder og læger bar et medansvar for de mange dødsfald, fordi der ikke blev gjort nok for hjælpe flygtningene.

For selvom reglen om, at danske læger ikke skulle behandle de tyske blev blødt op efter befrielsen, ville mange læger fortsat ikke behandle krigsflygtningene, hvis de skulle indlægges, påpeger hun.

Andre historikere er imidlertid uenige i Kirsten Lylloffs udlægning af sagen og mener overordnet ikke, at de mange dødsfald kunne være blevet forhindret under omstændighederne i 1945.

»Jeg mener ikke, at den primære årsag til det store antal dødsfald skyldtes, at flygtningene fik en dårlig behandling i Danmark. Den høje dødelighed hang sammen med de forfærdelige strabadser, som folk havde gennemgået, før de kom hertil. Krig, sult, frost og sygdom,« siger Leif Hansen Nielsen.

»Jeg tror ikke, det havde gjort den store forskel for dødeligheden, hvis det havde været de danske myndigheder, der stod for den lægelige behandling.«

Flygtninge havde det bedre nogle steder i landet

Han henviser til sin egen forskning i forholdene for tyske flygtninge i Sønderjylland, som fik en markant bedre behandling end flygtninge i resten af landet.

Her blev flygtningene modtaget af de hjemmetyske organisationer og behandlet af læger fra det tyske mindretal. Desuden blev cirka halvdelen af flygtningene indkvarteret i private hjem i Sønderjylland indtil efteråret 1945.

Men på trods af de markant bedre vilkår i Sønderjylland døde mange af flygtningene alligevel, påpeger Leif Hansen Nielsen.

»Dødeligheden blandt flygtninge i Sønderjylland er næsten lige så høj som hos flygtninge i resten af landet. Forskellen er kun meget lille, og den hænger formentlig sammen med, at de fleste flygtninge i Sønderjylland var ankommet i februar og marts. Flygtninge, som ankom i april og maj, havde generelt den højeste dødelighed, fordi de havde været under flugt, mens situationen var værst,« siger Leif Hansen Nielsen.

Ikke alt kunne have været forhindret

Claus Bundgård Christensen mener ligeledes, at mange flygtninge var så syge ved ankomsten til Danmark, at det under alle omstændigheder var svært at stille noget op for at redde dem. Selv hvis velviljen havde været der.

»Man skal forstå det i den kontekst, at Danmark havde været besat af Tyskland i 5 år, og at tyskerne havde forårsaget stor skade, så de var ikke i høj kurs i 1945. Men der er ingen tvivl om, at danske læger kunne have gjort mere,« mener Claus Bundgård Christensen.

Han mener imidlertid ikke, man kan sige, at lægerne direkte var skyld i det store antal døde flygtninge.

»Man skal passe på med at sige, at dødsfaldene var lægernes skyld. Mange flygtninge var allerede ekstremt underernærede og syge, da de ankom til Danmark. Dengang havde man heller ikke antibiotika, så mange ville være døde alligevel ligesom i andre lande,« siger han.

Småbørnsdød kunne være blevet forhindret

Selvom andre forskere er uenige, fastholder Kirsten Lylloff, at den danske stat er medskyldig i den humanitære katastrofe, som udspillede sig på dansk jord.

Fra historiker Claus Brylds side er dommen over danskernes behandling af flygtningene også klar:

»De får en inhuman behandling. Kirsten Lylloffs forskning viser, at flygtningene ikke får den lægehjælp, de burde. Man lader dem simpelthen dø,« siger han.

I forbindelse med sit ph.d.-projekt har Kirsten Lylloff læst 7.000 dødsattester på tyske flygtningebørn under 5 år, der døde i Danmark i 1945 - 3.000 af dem var under 1 år gamle.

Ud fra sin forskning vurderer hun, at mange dødsfald – især blandt de små børn - kunne være blevet forhindret.

»De tyske flygtningebørn led blandt andet af underernæring, børneinfektioner og lungesygdomme. Det er helbredsproblemer, som du relativt let kan behandle. De børn, der blev født her i landet, døde også, og om dem kan man ikke sige, at de havde helbredsproblemer i forvejen,« siger hun.

Mange dødsfald kan forklares med, at børnene ikke fik tilstrækkeligt mad, mener hun.

Kostregulatoriet fra Arbejds- og Socialministeriet dikterede, at hver voksen flygtning måtte få en daglig madration på 2.000 kalorier. 3 børn under 8 år måtte dele om den samme mængde og fik derfor 650 kalorier om dagen.

Ifølge Immigrantmuseet.dk var det dog vanskeligt at få fat på madvarer, fordi mange varer i Danmark var rationeret.

Et eksempel på, at had avler had

Sine Maria Vinther påpeger, at vi skal se tilbage på historien og tage ved lære af den.

»Flygtningelejrene kan på ingen måde sammenlignes med kz-lejre, men de tyske flygtningene fik ikke den hjælp, som de havde brug for og krav på. Det, synes jeg, er et eksempel på, at had avler had,« siger hun.

Selvom det er mange år siden, Danmark blev befriet, er det stadig vigtigt at fortælle historien om de tyske flygtninge i dag for at forstå, hvad der kan ske, når en befolkningsgruppe bliver dehumaniseret, mener Kirsten Lylloff:

»Når vi kigger ud i verden og ser, hvordan befolkninger undertrykkes, så forstår vi det ikke. Men hvis vi vender blikket mod 1945, forstår vi, at når man har fjendebilleder, så er det ligegyldigt, om fjenden er et spædbarn, så vil man ikke hjælpe,« siger hun.

15. februar 1949 rejste de sidste flygtninge hjem til Tyskland. Enkelte vendte dog senere tilbage til Danmark.

»Da de sidste tyske flygtninge blev sendt hjem, havde enkelte kvinder, der periodevis var udstationeret på danske gårde, fået barn med danskere. Der er eksempler på, at de senere blev genforenet og gift. Der er blandt andet en rørende historie om en tysk kvinde, som efter et par år i Tyskland under hårde betingelser vender tilbage til Danmark og bliver gift med den gårdejer, hun faldt for, da hun var flygtning,« fortæller Claus Bryld.