Den 19. oktober rapporterede en inspektør, der var blevet sendt nordpå fra London til Sunderland, en længe ventet ankomst: Det første britiske tilfælde af kolera.
Det var i 1831, og koleraen havde for anden gang banet sig vej fra den centrale del af Bengalen, gennem Europa, før den nåede Østersø-havnene. Det var kun et spørgsmål om tid.
Den britiske offentlighed var blevet gjort bekendt med sygdomstegnene af aviserne: Voldsom, tynd diarré, kraftige mavesmerter og ofte dødsfald i løbet af få timer.
Før koleraen nåede Rusland, flygtede flere tusinde fra byerne. I Polen døde hvert andet offer. Og i modsætning til i dag, hvor man kan behandle folk ved at lade dem drikke vand med salte og glucose, såkaldt oral rehydration solution, kendte man ingen effektiv behandlingsmetode.
Spredning af kolera under de samme forhold som ebola
Kolera var (og er) forårsaget af vibrio cholerae-bakterien og spredes gennem dårlig hygiejne og forurenet drikkevand. Selvom de fleste smittebærere ikke udvikler symptomer, er bakterien til stede i ekskrementerne i op til to uger efter infektion og kan føre smitten videre til andre.
Forholdene under pandemien i 1831 (der var i alt seks pandemier mellem 1817 og 1923) lignede meget de forhold, ebola spredes under i dag. Og der er interessante paralleller på flere områder, lige fra den officielle respons, til demonstrationer og mistænksomhed over for sundhedspersonalet.
Regeringens reaktion på, at koleraen banede sig vej gennem Europa, var at vente og se. Selvom England er en ø og havde færre ind- og udrejsende end i dag, ville karantæne ikke havde været en 100 procent sikker løsning.
Man overvejede at helbredsundersøge skibsbesætningerne, men ligesom det er tilfældet med Ebola, ville man alligevel ikke have fundet de ny-inficerede tilfælde. Karantæne blev betragtet som en større trussel mod økonomisk fremgang end sygdommen var mod menneskeliv.
Kolera gav stigende spændinger
Efterhånden som sygdomstilfældene blev mangedoblet i 1832, ændredes regeringens og offentlighedens reaktion. Et midlertidigt sundhedsudvalg blev oprettet, men det udøvede ingen indflydelse over de lokale, offentlige sundhedsmyndigheder.
Lokalsamfundene fandt deres egne løsninger, som for eksempel at oprette midlertidige hospitaler, og afdækkede i processen anspændte forhold, der normalt lå skjult under overfladen: forholdet mellem de rige og de fattige, mellem de veluddannede og analfabeterne
Da det blev sommer, var der uroligheder forbundet med kolera i London og andre større byer. I Liverpool blev otte voldsomme gadeoptøjer i juni 1832 udløst af rygter om, at lægerne med vilje inficerede mennesker med sygdommen for at skaffe lig til dissekering i deres anatomiundervisning.
Læger og frivillige blev angrebet af vrede menneskemængder, når de forsøgte at flytte koleraofrene fra deres hjem til de midlertidige hospitaler. De rige klagede over, at hospitalerne lå for tæt på deres hjem.
Myndighederne forbød traditionelle gravøl, hvor den åbne kiste forblev i hjemmet, så venner og familie kunne aflægge besøg. I stedet var der forhastede begravelser i fællesgrave, hvilket gav anledning til flere optøjer.
Kolera slog mest ihjel blandt fattige
Men der var også, som vi ser i ebola-plagede regioner i dag, bemærkelsesværdige individer; mange af dem ubesungne. Liverpools eksempel var Kitty Wilkinson, en almindelig kvinde som var så heldig, at have vaskefaciliteter i sit hjem. Det var usædvanligt i det 19. århunderedes arbejderklassehjem.
Renlighed blev anset for at være en mulig præventiv foranstaltning, og hun lod uselvisk sine naboer vaske deres tøj og sengetøj i hendes hjem. I 2012 blev Wilkinson, som den første kvinde, hædret med en statue i St. Georges Hall i Liverpool.
I 1832 var der 4.977 anmeldte tilfælde af kolera (omkring tre procent af befolkningen) og 1.523 dødsfald (en dødelighed på 31 procent), overvejende blandt fattige familier. William Henry Duncan, som efterfølgende i 1848 i Liverpool blev udnævnt til Storbritanniens første embedslæge, rapporterede:
‘Den forkastelige konstruktion af boligerne, utilstrækkeligt udbud af udhuse og af beholdere til affald og ekstrementer, manglen på afløbskanaler, utilstrækkelige kloaksystemer samt overbefolkning forhøjer dødeligheden i Liverpool.’
På landsplan var der cirka 22.000 koleradødsfald i Storbritannien under epidemien i 1831-32. Da den dukkede op igen i 1848-49, dræbte den omkring 55.000 mennesker og yderligere 20.000 i 1853-54. I sammenligning var epidemien i 1866-67 mild med kun 14.000 dødsfald.
‘Kun’ er sådan et hjerteløst ord, men på trods af sit frygtindgydende ry dræbte koleraen ikke så mange som altid-tilstedeværende sygdomme såsom tuberkulose, der var en pålidelig indikator for den fattigdom, det meste af den britiske arbejderklasse levede under.
Vil vi investere i sundhedspleje i ulandene?
Efter hver eneste koleraepidemi i Storbritannien i det 19. århundrede blev sundhedsudvalgene opløst, restriktionerne på offentlige forsamlinger løsnet, midlertidige hospitaler afviklet, og de officielle inspektører trukket tilbage.
Snavs og elendighed vendte tilbage til de midlertidigt hvidvaskede gader og hjem, og de rige kunne igen holde op med, at bekymre sig om de fattige.
På internationalt plan blev kolera ved med afsløre politiske, sociale og økonomiske svigt langt ind i det 20. århundrede. Indien under britisk styre oplevede cirka 200.000 dødsfald indtil et godt stykke ind i 1940’erne. Men disse udløste sjældent reaktioner - i kolonierne eller globalt.
Kolera eksisterer stadig. Der var en epidemi i Haiti for nylig, og kolera er endemisk - almindeligt udbredt - i mange lande. Kolera forårsager op mod 120.000 dødsfald hvert år som følge af dårlig hygiejne og forurenet drikkevand.
Ebola er opkaldt efter den flod i Afrika, hvor den først blev identificeret i 1976. Det vil vise sig, om vi vil kaste os ud i at tackle, hvad sundhedseksperter kalder ‘modstrøms-årsagen' til den hastige spredning af denne uhyggelige sygdom gennem finansering af vedvarende og tilstrækkelige sanitets- og sundhedsplejefaciliteter i udviklingslandene.
Sally Sheard modtager støtte fra The Wellcome Trust, og er tilknyttet WaterAid. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.
