E. O. Wilsons livslange passion for myrer kan lære os at leve bæredygtigt

E. O. Wilson var i enhver forstand en ekstraordinær forsker.

Tilbage i 1980'erne fortalte formanden for biologifakultetet ved University of Delaware, Milton Stetson, mig, at en forsker, der yder ét enkelt afgørende bidrag til sit felt, er en succes. Da jeg mødte Edward O. Wilson i 1982, havde han allerede leveret mindst 5 bidrag til videnskaben.

Edward Osborne Wilson døde 26. december 2021 i en alder af 92. Hans speciale var myrer og særligt deres brug af feromoner som kommunikationsmiddel.

Han afdækkede betydningen af habitatstørrelsen samt beliggenheden i landskabet for at opretholde dyrepopulationerne, og han var den første til at forstå det evolutionære grundlag for både dyre- og menneskesamfund.

Hvert af hans banebrydende bidrag ændrede fundamentalt den måde, forskerne nærmer sig disse discipliner på.

Det forklarer også, hvorfor E. O. – som han blev kaldt - blev forgudet af mange unge forskere som eksempelvis mig selv.

Hans mange forbløffende præstationer skyldtes muligvis hans fænomenale evne til at sammensætte nye ideer ved hjælp af information indsamlet fra forskellige studieområder.

Stor indsigt fra små forsøgsemner

I 1982 satte jeg mig ængsteligt ved siden af den store mand i en pause i forbindelse med en mindre konference om sociale insekter. Han vendte sig om, rakte hånden frem og sagde: »Hej, Ed Wilson. Jeg tror ikke, at vi har mødt hinanden.«

Så snakkede vi, indtil det var tid til at tage arbejdshandskerne på igen.

Tre timer senere gik jeg hen til ham igen; denne gang uden ængstelse, for nu var vi da de bedste venner.

Han vendte sig om, rakte hånden frem og sagde »Hej, Ed Wilson. Jeg tror ikke, at vi har mødt hinanden.«

At E. O. Wilson havde glemt mig, men alligevel var venlig og interesseret, viser, at der under hans mange lag af genialitet var en oprigtig og empatisk person.

Jeg havde netop afsluttet mit overbygningsstudium, og jeg tvivler på, at der var en eneste deltager ved konferencen, der vidste mindre end jeg - noget, jeg er sikker på, at E. O Wilson opdagede, dét sekund jeg åbnede munden.

Alligevel tøvede han ikke med at komme mig til undsætning, ikke bare én, men to gange.

Grundlaget for karrieremæssig vending

32 år senere, i 2014, mødtes vi igen. Jeg var inviteret til at tale ved en ceremoni til ære for hans modtagelse af Franklin Institutes Benjamin Franklin-medalje for jord- og miljøvidenskab.

Prisen hædrede E. O. Wilsons livslange forskning og banebrydende resultater inden for forskningen og i særdeleshed hans store indsats for at redde liv på Jorden.

Mit arbejde med at studere hjemmehørende planter og insekter, og hvor afgørende de er for forskellige økosystemer, var inspireret af E. O. Wilsons velskrevne beskrivelser af biodiversiteten, og hvordan de utallige interaktioner mellem arterne skaber de betingelser, der muliggør selve eksistensen af selvsamme arter.

Jeg brugte de første årtier af min karriere på at studere udviklingen af insektforældrenes omsorg, og E. O. Wilsons tidlige skriverier leverede en række testbare hypoteser, der styrede denne forskning.

Men hans bog fra 1992, 'The Diversity of Life', vakte dyb genklang hos mig og blev grundlaget for en potentiel drejning i min karriere.

'De små ting, der styrer verden'

Selvom jeg er entomolog, var jeg ikke klar over, at insekter var 'de små ting, der styrer verden', før E. O. Wilson forklarede, hvorfor det er sådan i 1987.

Som næsten alle forskere og ikke-forskere, var min forståelse af, hvordan biodiversitet opretholder mennesket, pinligt overfladisk. Heldigvis åbnede E. O. Wilson vores øjne.

Gennem hele sin karriere afviste E. O. Wilson blankt mange forskeres opfattelse af, at naturhistorie - studiet af den naturlige verden gennem observation snarere end eksperimenter - var ligegyldig.

Han betegnede sig stolt som naturforsker og formidlede det presserende behov for at studere og bevare den naturlige verden.

Årtier før det blev på mode, erkendte han, at vores manglende anerkendelse planetens grænser, kombineret med uholdbarheden forbundet med evindelig økonomisk vækst, har sat mennesket på kurs mod økologisk udslettelse.

Edward Wilson forstod, at menneskets hensynsløse behandling af de økosystemer, der understøtter os, ikke kun vil være skyld i vores egen død, men at den også tvinger hans højtelskede biodiversitet mod den sjette masseudryddelse i Jordens historie, og den første forårsaget af et dyr: os.

Bred vision for bevaring

Udover sin livslange fascination af myrer havde E. O. Wilson også en anden passion: At lede menneskeheden mod en mere bæredygtig tilværelse.

Han vidste, at han var nødt til at nå ud over den akademiske verdens elfenbenstårn og skrive til offentligheden, og at én bog ikke ville være nok.

Læring kræver gentagen eksponering, og det er, hvad E. O. Wilson leverede i 'The Diversity of Life', 'Biophilia', 'The Future of Life', 'The Creation' og hans sidste indtrængende appel i 2016, 'Half-Earth: Our Planet's Fight for Life'.

I takt med at E. O. Wilson blev ældre, blev politisk korrekthed erstattet med desperation og en indtrængende tone i hans skriverier.

Han afslørede den økologiske ødelæggelse forårsaget af fundamentalistiske religioner og ubegrænset befolkningstilvækst, og han udfordrede det centrale dogme inden for bevaringsbiologi samt demonstrerede, at bevaring ikke kunne lykkes, hvis den er begrænset til små, isolerede habitater.

I bogen 'Half Earth' kogte han et helt livs økologisk kundskab og viden ned til én simpel grundsætning: Livet, som vi kender det, kan kun opretholdes, hvis vi bevarer de fungerende økosystemer på mindst halvdelen af vores klode.

Er det muligt?

Men er det muligt? Næsten halvdelen af planeten bruges til en form for landbrug, og 7,9 milliarder mennesker og deres enorme netværk af infrastruktur optager den anden halvdel.

Som jeg ser det, er den eneste måde at realisere E. O. Wilsons livslange ønske, at lære at sameksistere med naturen, på samme sted, på samme tid.

Det er vigtigt én gang for alle at begrave forestillingen om, at mennesket er her, og naturen er et andet sted. At levere en plan for denne radikale kulturelle transformation har været mit mål i de seneste 20 år, og jeg er beæret over, at det smelter sammen med E. O. Wilsons drøm.

Der er ingen tid at spilde. Edward O. Wilson sagde selv engang: 'Bevarelse er en disciplin med en deadline'.

Hvorvidt mennesket evner at overholde denne deadline skal vise sig.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.