Dyr var magiske i oldtiden

Når arkæologer åbner en grav fra oldtiden, kan det ske, at de finder et menneskeskellet sammen med leopardskind, snogehaler, skildpaddeskjold og egernkranier. Når det sker, har de en ide om, at de har fundet en magiker – en troldmand eller en troldkvinde.

Magikere i oldtiden brugte nemlig dyr, når de skulle se ind i fremtiden eller kommunikere med afdøde.

Fund af oldtidens magikere er noget helt specielt for arkæologer. De kan nemlig fortælle os om, hvordan datidens mennesker brugte magi, ritualer og religion til at forstå og håndtere den verden de levede i.

Det mener arkæologerne Natalie Munro og Flemming Kaul.

De beskæftiger sig begge med magi og religion i oldtiden. Men med hver sin historiske periode, og med hvert sit sted på Jorden.

Natalie Munro fra University of Conneticut beskæftiger sig med magi og religion i Mellemøsten for 15.000 til 11.500 år siden. Flemming Kaul – som er dr.phil. i bronzealderens religion og museumsinspektør ved afdelingen for Danmarks oldtid på Nationalmuseet – forsker i religion og magi i Norden for 3.700 til 2.500 år siden.

Men selvom de to forskere undersøger to meget forskellige tidsperioder og to meget forskellige steder i verden, er der alligevel en den overensstemmelse:

Dyr spillede en stor rolle i begge perioders og steders magi.

Bondens magiske fund

Et af de danske fund som fortæller mest om, hvordan man bedrev magi i oldtiden, er opdagelsen af en magiker fra bronzealderen; den såkaldte ‘hvidegårdsmand’. I 1845 ville en landmand ved gården Hvidegaard, som ligger i det område, vi i dag kender som Lyngby-Tårbæk Kommune, udfylde hullerne i sin mark. Derfor gik han i gang med at tage jord fra en gravhøj på marken, for at fylde hullerne ud med den.

Men da han havde spredt halvdelen af højen ud i markens huller, dukkede en stenkiste op. Kistens låg var en bunke større sten. Han fjernede en af dem og så straks, at han havde fundet noget helt specielt.

Arkæologer fra Museet for de nordiske Oldsager – som senere skulle blive til Nationalmuseet – blev tilkaldt til at forestå udgravningen.

I kisten fandt arkæologerne ikke noget skellet. Men de fandt et lille klæde med brændte menneskeknogler, et bronzesværd og en lille taske med et spændende indhold.

Konkylie fra middelhavet

I tasken lå blandt andet halen af en snog, kloen af en høg, et stykke af en ravperle, et stykke af en rødlig sten, en lille konkylie fra middelhavet, en træterning, nogle rødder og et stykke bark, samt et lille læderfutteral der indeholdt underkæben af en egernunge.

Flemming Kaul fra Nationalmuseet fortæller, at manden i stenkisten fra Hvidegaard efter alt at dømme var præst og magiker.

»Alle de specielle genstande tyder på, at de har været brugt i en magisk praksis. Der er mange spor efter magi i den danske bronzealder. Men fundet af Hvidegårdsmanden er et af de største,« siger Flemming Kaul.

Kontrollerede elementerne med magi Han mener, at præsten i stenkisten spillede en vigtig rolle og havde en vis status i samfundet. Præster som ham drog for eksempel med ombord på skibe, når bronzealderfolkene via havet og floder sejlede langt mod syd for at købe bronze.

»Fra helleristninger ved vi, at de her præster med hornede hjelme og kultøkser har leddet årstidsbestemte ritualer på skibene. Og hvidegårdsmandens magiske udstyr: en fugl, en slange, en konkylie og en sjov rød sten tyder på, at han blandt andet var med på de ture, fordi man mente, at han med de genstande havde kontrol over forskellige sfærer som luften, jorden, havet og mineralerne,« siger Flemming Kaul.

Nok så vigtigt indeholdt graven også nogle små sten, som man mener stammer fra kråsen på en høg. De blev brugt, når præsten skulle se ind i fremtiden.

»Stenene fra kråsen tyder på, at han har taget varsler af dyr og deres indvolde. Det har man også gjort mange andre steder i verden. Etruskerne tog for eksempel varsler af fårs lever og romerne af fugles flugt. Så det er en kendt magisk praksis,« siger Flemming Kaul.

Talte med dyreånder

Dyr spillede sandsynligvis også en vigtig rolle for en troldkvinde, som for nylig blev fundet langt væk fra Danmark. I Israel fandt arkæologer i oktober 2008 hendes 12.000 år gamle jordiske rester sammen med en masse specielle dyredele.

Sammen med troldkvinden fandt arkæologerne blandt andet halebenet fra en nu uddød okse, et leopardskin, kranier fra væsellignende dyr, vingeben fra en guldørn, forbenet fra et vildsvin og – ikke mindst – 50 skildpaddeskjold. Det fortæller Natalie Munro fra University of Conneticut, som deltog i udgravningen til LiveScience.

Da troldkvinden levede, tilhørte hun den såkaldte natufianske kultur. Det var en jæger-samler kultur, som for 15.000 til 11.500 år siden fandtes i området, der i dag er blevet til landene Israel, Jordan, Libanon og Syrien.

Om hun ligesom hvidegårdsmanden læste varsler om fremtiden i dyrs indvolde, er der umiddelbart ingen tegn på i hendes grav. Men arkæologerne mener, at de mange fund af dyrdele omkring hende peger på, at dyr også har haft en vigtig funktion i hendes magiske praksis. For hende fungerede dyrene som bindeled mellem menneskenes og åndernes verden, mener de.

De har den teori, at datidens folk troede, at troldkvinden kunne tale med dyrenes ånder, som var i kontakt med forfædrenes ånder.

»Det specielle ved den her grav er, at den indeholder så mange forskellige dele af forskellige, sjældne dyr. Der har helt sikkert ligget en klar idé bag at lægge delene i graven,« siger Natalie Munro.

Hun mener, at det har kostet datidens mennesker blod, sved og tårer at indsamle alle de dyredele. Derfor er hun overbevist om, at den begravede troldkvinde – ligesom den danske bronzealder-præst fra Hvidegaard – havde en høj status i datidens samfund. De fine begravelser viser, at begge magikere spillede en vigtig rolle i deres samtid.

Omvæltninger og magi

Natalie Munro fortæller, at menneskerne, der levede i mellemøsten på samme tid som troldkvinden, oplevede en stor kulturel omvæltning, da de skiftede deres traditionelle jæger- og samlertilværelse ud med landbrug. Og da verden omkring dem forandrede sig, søgte de – efter de arkæologiske fund at dømme – sikkerhed i magien.

»Det ser ud til, at overgangen til landbrug medfører, at der bliver foretaget flere ritualer. Når tingene ændrer sig dramatisk, forsøger folk at reetablere tilværelsens kendte sammenhæng ved at bruge ritual og religion til at forholde sig til forandringerne,« siger Natalie Munro.

Ligesom der skete store omvæltninger i Mellemøsten på troldkvindens tid, skete der også store opbrud i Norden i den tidlige bronzealder.

Pludselig begyndte rejser ud i verden – og dermed skibet – at spille en vigtig rolle for bronzealderfolkene. For at komme ud i verden og hente den vigtige bronze blev de nemlig nødt til at sejle. Det opbrud betød, at bronzealderfolkenes religion ændrede sig.

På helleristninger og enkelte bronzegenstande kan vi se, at skibet ligefrem får karakter af solgud.

»Det nye materiale, bronze, skulle sejles hjem af skibe langt sydfra. På den måde fik skibet en vigtig funktion. Og da det jo er menneskerne der skaber guderne, og ikke omvendt, blev skibet derfor kastet op på himlen og gjort til en slags solgud,« fortæller Flemming Kaul.

Men om det samtidig betyder, at bronzealderens folk blev mere religiøse er han usikker på. For selvom arkæologiske fund peger på, at magi og religion er blevet udført på en bestemt måde i oldtiden, kan man ikke vide noget om, hvor intenst det har været.

Men at dyr har spillet en vigtig rolle i den magi, der blev praktiseret i oldtidens samfund, levner de arkæologiske fund ikke megen tvivl om.