I 1980'erne blev Margaret Thatcher og Deng Xiaoling enige om at overgive Hongkong til Kina under det simple princip 'et land, to systemer'.
Siden 1997 har Hongkong rettidigt nydt en status som 'særlig administrativ region' (SAR), hvilket adskiller sig markant fra samtlige andre 31 administrative enheder på provinsniveau i hovedlandet Kina.
Hongkong har finansielt, forretnings- og presseselvstyre, og dets befolkning har tilladelse til at gøre mange ting, som er strengt forbudt for folk fra hovedlandet, herunder langvarige protester og besættelser af bycentre.
Hvad ønsker demonstranterne? Det brede flertal er collegestuderende, som ikke har ret meget forståelse for eller noget ønske om at forstå hovedlandet Kina, dets befolkning eller Kommunistpartiet. De er blevet uddannet til at tro, at demokrati er den eneste måde, hvorpå Hongkong kan opnå fremgang, og at 'en person, en stemme' er den eneste løsning for at realisere målet.
Hvad ønsker Beijing?
Fra hovedlændernes perspektiv har det, der sker i Hongkong, intet med dem at gøre, så længe Hongkong er en del af deres moderland.
Men det er ikke holdningen hos det regerende parti, som ønsker at kontrollere Hongkong – det vil sige, at guvernøren altid bør være loyal over for centralstyret og partiet.
Som et resultat af dette, er de tidligere og nuværende guvernører i stor grad blevet håndplukket af Beijing, selvom princippet om at 'hongkongere leder Hongkong' er blevet opretholdt.
Dette adskiller sig dog stadig fra den tidligere britiske kolonitid, hvor alle 28 guvernører i Hongkong var britiske og direkte udnævnt af de britiske monarker.
Beijing er irriteret over demonstranterne
Endnu mange hongkongere, især unge, ønsker, at den siddende guvernør skal træde tilbage, og at et 'en person en stemme'-system skal indføres til valg af fremtidige guvernører.
Hvorvidt og hvornår centralstyret vil bukke under for demonstranternes krav er uvist.
Hvad vi kan sige er, at Beijing tydeligvis er blevet irriteret over demonstranterne, men ikke lader til at ligge inde med en hurtig og effektiv løsning på problemet.
Hongkong er ikke den juvel, den har været
Det kunne let tænkes, at den ustabile situation i Hongkong vil få en negativ indflydelse på Kinas økonomiske vækst og udvikling.
Men det er vigtigt ikke at overvurdere Hongkongs nuværende betydning sammenlignet med dens tidligere indflydelse på hovedlandet.
Dens relative vigtighed har ændret sig med tiden. Ved Hongkongs grænser har byen Shenzhen klaret sig særdeles godt. Nordpå blomstrer Zhujiang floddeltaet nu på egen hånd uden Hongkongs hjælp.
I 1980’erne og 90’erne kunne Kina ikke udvikle sig hurtigt uden Hongkongs kapital og ekspertise, i dag er det vendt, og Hongkong kan ikke længere opnå fremgang uden Kinas investeringer og turisme.
Regeringen har ikke travlt med at møde Hongkongs krav
Hvilken betydning har dette så?
Det betyder, at hovedlandet, især regeringen, ikke har travlt med at møde Hongkongernes krav. Den overvældende førsteprioritet for centralstyret er økonomisk vækst og social udvikling.
Året 2014 er sandsynligvis det mest udfordrende for Kina inden for det seneste årti.
I takt med at landet har rettet sin opmærksomhed væk fra ekstensiv vækst og mod intensiv intern udvikling, er vækstraten sænket til blot 7,5 procent sammenlignet med en gennemsnitlig vækstrate på nær 10 procent gennem mere end 20 år før finanskrisen.
Ydermere er udenlandske direkte investeringer aftaget for første gang i mange år efter at have haft en årlig vækst på 10 procent og nogle gange op mod 20 procent før i tiden.
Langsom vækst er ikke rigtig et problem i sig selv, så længe det stadig kan skabe arbejdspladser. Det egentlige problem er, om langsom vækst også kan fremskynde Kinas vækstkvalitet, hvilket afhænger af udviklingen af højteknologiindustrier, høje merværdi-ydelser, og hurtigere vækst i underudviklede regioner.
Alt for høje huspriser og for mange ubeboede huse
Der er tegn på, at Kina har gjort fremskridt i den retning, men den nuværende situation er alt andet end rosenrød.
Byggeindustrien har været en af de vigtigste industrier for høj vækst i Kina, men markedsforvrængning, korruption og statslig jordsalgspolitik har omdannet markedet til en ukontrollerbar boble.
På den ene side er huspriserne alt for høje for mennesker med en lav indkomst. På den anden side har rige og middelklasse mennesker samlet 10 millioner ubeboede huse.
Spildet og koncentrationen af resurser i én sektor må have svækket og forsinket investeringer i andre.
Desværre har centralbanken, i stedet for at forsøge dæmme op for byggeboblen, givet folk tilladelse til at tage deres første realkreditlån med 30 procents afslag i rentebetalinger uafhængigt af, hvor mange huse de måtte eje.
Kina er i størst risiko for krise blandt vækstmarkeder
Det pludselige og uventede politiske skift antyder, at Kina i år har haft store udfordringer med at imødekomme deres økonomiske vækstmål uden at stimulere det skummende byggemarked igen.
Men det kommer på et tidspunkt, hvor Kinas gældssituation er stærkt stigende. Som den seneste 'Geneva Report on the World Economy' sagde i sidste uge »I Kina er omsætningen af total tilgodehavende ab finanser til BNP steget med enestående 72 point til et niveau, som er langt højere end nogen anden vækstøkonomi …«
»En række vækstøkonomier reagerede på den globale krise og den deraf følgende nedtoning i eksporten ved at skifte fra eksport-vækst til indenlandsk vækst, manipuleret af en kraftig ekspansion i den indenlandske kreditgivning, mest mærkbart i Kina.«
Selvom rapporten anerkendte, at den kinesiske gæld endnu ikke var så slem som visse vestlige lande, herunder Storbritannien og USA, kaldte den kombinationen af nedsat vækst og stigende gæld for 'giftig' og identificerede landet til at være i størst risiko for en krise blandt vækstmarkeder.
... men holder fortsat den gode kurs
Problemerne i Hongkong giver måske genlyd til de interne økonomiske udfordringer.
Men den nye kinesiske regerings antikorruptionsbestræbelser har fået stor folkelig opbakning, hvilket har hjulpet til at bibeholde en overbevisende stærk fremgang.
Det bliver måske ikke noget nemt år for Kina, men det er usandsynligt, at nogen form for kortvarig politisk uro i Hongkong og økonomisk pres i hovedlandet vil ændre kursen for landets mål om at opnå længerevarende udviklingsformål.
Shujie Yao modtager fondsmidler fra EU, Leverhulme Trust og British Academy. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
