»Uanset hvornår og hvor guld har eksisteret, har privatpersoner, kongedømmer og stater altid organiseret ekspeditioner ud for at finde det.«

Det skriver møntforsker Svein Harald Gullbekk fra Kulturhistorisk Museum i Oslo sammen med den svenske forsker André Celtel i bogen Gullmynt: Streiftog gjennom 2500 års historie.

Ifølge forskerne blev guld sandsynligvis brugt som betalingsmiddel allerede i den sumeriske civilisation i det gamle Mesopotamien, 3000 år før vor tidsregning.

Var guld menneskets første møde med metal?

Guld var måske det første metal, som mennesket kom i kontakt med, skriver Kjemisk Institutt ved Universitet i Oslo om det fascinerende grundstof.

De gamle grækere lavede verdens første mønter af en blanding af guld og sølv, som blev kaldt elektrum. Elektrum fandtes i naturlige forekomster i floden Paktolos i den vestlige del af det nuværende Tyrkiet.

Kong Krøsus var den første, der slog mønter i guld og sølv, omkring år 550 før vor tidsregning. Det var imidlertid sølv, der blev det mest udbredte møntmetal i Grækenland i klassisk tid.

Almindelige mennesker så ingen guldmønter

Generelt har sølv været det vigtigste materiale til mønter, siger lektor Jon Anders Risvaag, som forsker i middelalderpenge.

»Helt frem til slutningen af 1200-tallet var guldmønter næsten helt fraværende i handelen i Vesteuropa, selv om der blev præget guldmønter i det byzantiske rige,« siger han.

»Almindelige mennesker kom formentlig aldrig i kontakt med guldmønterne i middelalderen. De var simpelthen så værdifulde, at de næsten kun cirkulerede i samfundets øverste lag og blev brugt som betaling i store handelstransaktioner,« siger Risvaag.

I løbet af 1600- og 1700-tallet blev også kobbermønter gradvist mere udbredt flere steder.

Et par århundreder tidligere, i 1300- og 1400-tallet, opstod de moderne banker i renæssancens italienske bystater. Parallelt med udstedelse af sedler var der især sølv og guldmønter i cirkulation.

Men hvis man for eksempel skulle rejse langt, kunne guldmønterne blive lige tunge nok at bære rundt på. Det blev der imidlertid taget hånd om med nye og mere praktiske ordninger, fortæller Sverre Knutsen.

Han er professor i økonomi- og forretningshistorie ved Handelshøyskolen BI i Oslo.

Han fortæller, at man ved handelstransaktioner kunne bruge såkaldte veksler. Det var en form for gældsbrev, som sikrede den handlende sælger betaling hos køberen, uden at man behøvede at fragte pengene med sig i form af mønter.

»Disse dokumenter var både et betalingsmiddel og udtryk for en tidlig form for kredit,« siger Knutsen.

Guldfeber i Californien, Australien og Klondike

Da europæerne indtog Amerika, røvede de blandt andet guld fra aztekerne og inkaerne. De tog med sig tilbage til Europa, hvor der blev lavet guldmønter i stort tal.

Men det var først i sidste halvdel af 1800-tallet, at de store guldforekomster kom for en dag, blandt andet gennem guldfeberen i Californien, Australien og Klondike.

England indførte den såkaldt guldstandard ved lov i 1816. Ordningen gik i grundtræk ud på, at der skulle være et fast forhold mellem mængden af guld i nationalbanken og værdien af de penge, der var i omløb.

Guldgravere i Klondike venter på at registrere deres jordlodder. (Foto: Canadian National Archives)

Efterhånden blev sedler mere almindelige, mens mønter blev en stadig mindre del af den cirkulerende pengemængde.

»Det var fordelagtigt for England, at flest muligt lande accepterede guldstandarden. Det sikrede engelsk frihandel i 1800-tallet og gav forudsigelige og stabile forhold for landets internationale handel,« siger Sverre Knutsen.

Ifølge Gullbekk og Celtel var de fleste europæiske lande mod slutningen af 1870erne gået over til netop denne standard.

Den klassiske guldstandardperiode

I landene med officiel guldstandard kunne man når som helst veksle mønter af uædelt metal til en angivet mængde guld.

I Norge stod der for eksempel på tusindkronesedlen på denne tid: ”Norges Bank betaler mod denne seddel til indehaveren et tusinde kroner guld”.

Perioden fra 1870 til 1914 omtales gerne som den klassiske guldstandardperiode, skriver Gullbekk og Celtel.

Tidligere i 1800-tallet havde mange lande haft sølvstandard i stedet.

»Andre lande havde både guld- og sølvstandard samtidig, men det blev et problem, at prisen på guld og sølv udviklede sig forskelligt,« siger Knutsen.

Indførte flydende valuta

Efter en pause fra 1914 genindførte Norge guldstandarden i 1928, men gik ligesom de fleste andre lande bort fra den igen i 1931. Da indførte man flydende valuta, ligesom vi har det i dag.

Lad dem ikke narre; disse tiere er ikke lavet af guld. (Foto: Colourbox)

Det betyder, at valutakursen ikke er bundet til guldbeholdningen i bankerne, men varierer afhængigt af udbud og efterspørgsel.

»I dag har guldet ikke nogen stor betydning for økonomien. Tænk bare på Norges økonomi; i forhold til olien og BNP ville et lager med guld udgøre en forsvindende lille andel,« siger Jon Anders Risvaag.

»Det står i skarp kontrast til perioden 1892 til 1931, hvor mængden af sedler ikke måtte overstige mere end 450 millioner mere end landets guldbeholdning,« siger han.

Guldet har utvivlsomt haft succes blandt mennesker og har været anset som meget værdifuldt i flere tusinde år. Men hvorfor?

»For det første er spørgsmålet om, hvad værdi er, en lang diskussion. Lad os i stedet kalde det for pris, for prisen er et udtryk for udbud og efterspørgsel,« siger Sverre Knutsen.

»Det har været meget velegnet som betalingsmiddel på grund af dets egenskaber. Det er meget holdbart, det forekommer ikke i store mængder, så der kommer ikke inflation, og så er det blødt og velegnet til at slå mønt på,« siger han.

Tror du ikke, at det har spillet en rolle, at mennesker synes, det er pænt at se på?

»Det har egentlig ikke noget med penge at gøre, så jeg tror ikke, at det har været så vigtigt. Vi er også meget fascinerede af diamanter, men det gør dem ikke egnede til at lave penge af,« siger Sverre Knutsen.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm